LEDEST

Stress-ekspert: Man skal nærmest være elitesoldat for at være ansat i det offentlige i dag

Af | @MichaelBraemer

Når chefer dikterer effektiviseringer og højere tempo, foregår det i dag uimodsagt. Det mener stress-eksperten Thomas Milsted. Han er fortørnet over, hvordan ledere målrettet rekrutterer medarbejdere, der kan stå for ekstremt - og usundt - pres.

Robusthed er det nye sort blandt chefer. Hastigt på vej op af listen over de kvalifikationskrav, de stiller, når de ansætter nye medarbejdere. Og et stadig mere eftertragtet tema for de kurser, cheferne ønsker til de ansatte, de har i forvejen.

Men udviklingen er helt gal, mener stresseksperten Thomas Milsted, som står i spidsen for Stresstænketanken og er forfatter til en række bøger om stress, trivsel og arbejdsglæde.

Man forsøger at skubbe det hele over på individet, altså medarbejderne. Thomas Milsted, generalsekretær i Stresstænketanken og forfatter til bøger

Han troede, bunden var nået, da ledelserne for nogle år siden begyndte at udskrive mindfulness i rå mængder som det vidundermiddel, der skulle få et alt for presset arbejdsliv til at glide ned. Men når man nu går ud og nærmest screener arbejdsstyrken for robusthed, træder man yderligere et niveau ned, mener stresseksperten.

»Når ledelser og organisationer stiller krav om robusthed, frakender de sig samtidig ansvaret for nogle rammer, som er dybt uanstændige og urimelige. Man siger: Vilkårene er, som de er, og kan ikke laves om. Det handler bare om at håndtere dem’,« siger Thomas Milsted.  

Det går langsomt. Men dét, der får det til at gå langsomt, er ikke kompleksiteten i problemerne men den manglende vilje til at gøre noget ved dem. Thomas Milsted

Nedslående status

Alle undersøgelser peger ifølge Thomas Milsted på, at problemerne bag en galopperende stressepidemi er tidspres og dårlig ledelse. Det var det for tyve år siden, da han begyndte at arbejde med stress, og det er det i dag.

Solid og robust er arbejdsmarkedets nye modeord

Men ud over at omfanget af stress er vokset faretruende, er det eneste, der er sket på området i løbet af to årtier, at der selv blandt ledere er kommet en erkendelse af årsagssammenhængen. Ingen har tænkt sig at gøre noget ved problemerne, påpeger han.

»Man forsøger at skubbe det hele over på individet, altså medarbejderne. Ledelserne kan godt erkende en strukturel problematik, og det er nyt: ’Ja, vi har for meget at lave, ja, vi har ikke tid til at være ledere, ja, det er for komplekst og ja, vi har for mange forandringer’. Men gøre noget ved det? Nej, det er som om, det er en amøbe fra det ydre rum, der har presset det her ned over os, og det derfor ikke står til at ændre,« siger Thomas Milsted.

Hans egen status på tyve års kamp mod stress er derfor nedslående.

»Det er eddermame op ad bakke. Det går langsomt, men dét, der får det til at gå langsomt, er ikke kompleksiteten i problemerne men den manglende vilje til at gøre noget ved dem,« siger han.

Samme holdning til materielle arbejdsmiljøproblemer ville man ikke kunne forestille sig, påpeger stresseksperten.

»Det svarer jo til, at man sagde: ’Der er gået hul på et gasrør. Så det vælter ind med gas i virksomheden, men vi gør ikke noget ved det. Vi må på en eller anden måde lære at holde vejret, mens vi er på arbejde’,« påpeger Thomas Milsted.

Folk føler sig – med rette – som marionetdukker med en arm i røven Thomas Milsted

Vil ikke misbruges

Han har selv fået forespørgsler om, hvorvidt han vil komme ud på virksomheder og holde foredrag og afholde kurser i robusthed, men er meget opmærksom på, om han bliver misbrugt.

Handler det for eksempel om at stive ledere af, der skal stå for de mange fyringsrunder rundt omkring på hospitalerne, er det ok. For det hører efter hans vurdering til en leders kompetencer at skille sig af med folk på en ordentlig måde.

Med samme begrundelse har han intet imod at arbejde med robusthed hos politibetjente eller andre offentlig ansatte, der arbejder med klienter og kommer ud for voldsomme og belastende oplevelser.

Men han har en grænse.

»Der hvor udvikling af robusthed skal kompensere for, at en ledelse og organisation ikke vil gøre noget ved oplagte arbejdsmiljøproblemer, siger jeg ubetinget nej,« understreger Thomas Milsted.

Der er almindelig enighed om, at en socialrådgiver kan have 35 sager. Men jeg ved faktuelt, at nogle sidder med 85, og så ønsker lederne, at man med robusthed kan sætte dem til at klare ekstrabyrden. Thomas Milsted

Brud på danske traditioner

Offentlig ansatte er ifølge Thomas Milsted hårdest ramt af stress i disse år. Effektiviseringer, nedskæringer, og omstruktureringer har i kombination med politisk detailstyring skabt et arbejdsklima i den offentlige sektor, hvor det ikke er rart at være.

»Det er jo helt ned på gulvniveau, at politikerne fortæller dem, at de ikke bare skal gøre det og det, men også på den og den måde. Folk føler sig – med rette - som marionetdukker med en arm i røven,« siger han.

Arbejdsforholdene er især vanskelige at leve med, fordi vi i Danmark har tradition for frie og selvstændige forhold på arbejdspladserne. Vi har snakket om og fundet ud af tingene, påpeger han.

Hvor langt man har fjernet sig fra den tradition i den offentlige sektor, fremgik af en undersøgelse af danske lønmodtageres arbejdsmiljø, som Ugebrevet A4 omtalte tidligere i denne måned.

Undersøgelsen, foretaget af Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet, viste, at lønmodtagerne organiseret under de offentlig ansattes hovedforbund, FTF, er absolut værst stillet, når der måles på psykisk belastning på arbejdet, muligheden for at sikre kvaliteten inden for de givne rammer og muligheden for at slippe arbejdet, når man går hjem.

Det er også de offentligt ansatte FTF’ere, der i særlig grad klager over, at der er indført flere dokumentationskrav, og at der er kommet en øget arbejdsmængde, uden at der er kommet flere ansatte.

»Folk skal jo nærmest være elitesoldater for at være i det offentlige i dag. Det er fuldstændig galimatias. Der er almindelig enighed om, at en socialrådgiver kan have 35 sager. Men jeg ved faktuelt, at nogle sidder med 85, og så ønsker lederne, at man med robusthed kan sætte dem til at klare ekstrabyrden. Derfor segner folk eller siger op, for det er der jo ingen, der kan magte,« siger Thomas Milsted.

Jeg hører stadig folk i det private sige, at de skulle være ansat i det offentlige. Myten er sejlivet, men befængt med ukorrekthed. Thomas Milsted

Holder ikke i fredstid

Siden han skrev sin første bog i 1998 har videnskabens opfattelse af robusthed ændret sig. Dengang troede man, at det var en psykologisk disciplin. Altså noget, som kunne opdyrkes.

Det byggede man blandt andet på den erfaring, at folk havde reageret forskelligt på at sidde i koncentrationslejr.  Det var med andre ord ikke kun et spørgsmål om at have siddet der, men lige så meget et spørgsmål om, hvordan man håndterede det.

Men i dag har hjerneforskningen ifølge Thomas Milsted slået fast, at ingen terapi og mentaltræning kan gøre op med menneskelige forskelle.

»Det konstante pres, vi i dag har på det danske arbejdsmarked kan ikke - med videnskabelig begrundelse - løses ved at træne medarbejderne. Der er jo også noget helt sygt i at udvikle koncentrationslejr-lignende forhold og så klæde folk på til at håndtere dem. Det holder ikke i fredstid,« siger han.

For mange tillidsrepræsentanter bruger tiden på at trøste kolleger, der er segnet, i stedet for at overlade den opgave chefen og selv sørge for, at der ikke kommer flere sammenbrud. Thomas Milsted

Sejlivet myte

Oven i det hele er de offentligt ansatte ramt af den myte, at de dovner den og ikke ved, hvad arbejde er, påpeger stresseksperten.

Tanken om, hvordan man fik mest muligt for mindst muligt, var måske tiltrængt i det offentlige for femten-tyve år siden, men det er for længst blevet misvisende at fastholde billedet af de tilbagelænede offentligt ansatte, mener han.  

»Jeg hører stadig folk i det private sige, at de skulle være ansat i det offentlige. Myten er sejlivet, men befængt med ukorrekthed. Og jeg hører ingen, der går i spidsen med et forsvar for de offentligt ansatte og siger, at ’vores medarbejdere er de fedeste - det kører derudaf, og der er ingen, der dovner længere’. Den retorik er der ellers brug for,« mener han.

Politikerne burde også være ærlige og sige til borgerne, at der er en grænse for den service, de er i stand til at levere, medmindre folk er parate til at acceptere en hårdere beskatning, mener Thomas Milsted.

»Det ville være ærlig snak og respektfuldt over for medarbejderne, hvis de sagde, at vi kan ikke få det til at hænge sammen på andre måder end ved at foretage nogle skarpe prioriteringer i forhold til, hvem der skal have hjælp, og hvem der skal overlades til sig selv. I stedet er man optaget af, hvordan man kan presse de offentligt ansatte endnu mere, siger han.

Hos de ældre mænd i fagbevægelsen har holdningen været, at det psykiske arbejdsmiljø er en fis i en hornlygte. Thomas Milsted

Fagbevægelsen må trappe op

Thomas Milsted finder det meget trist, at inddragelse af medarbejdere i de mange forandringer bliver mindre og mindre, når man ved, at medarbejderinddragelse er altafgørende for et godt psykisk arbejdsmiljø.

Alt for ofte får ledelserne heller ikke tilstrækkeligt modspil fra medarbejderne, mener Thomas Milsted. Hans erfaring fra virksomhederne er, at tillidsrepræsentanterne mange steder godt kunne være mere på banen i forhold til at sikre trivslen.

»Der er for mange, der accepterer præmissen ’vi har travlt, og anderledes kan det ikke være’. Og for mange tillidsrepræsentanter, der bruger tiden på at trøste kolleger, der er segnet, i stedet for at overlade den opgave til chefen og selv sørge for, at der ikke kommer flere sammenbrud,« mener han.

Thomas Milsted tror imidlertid på at holdningen i fagbevægelsen til trivsel og stress er et generationsspørgsmål. Han vejrer morgenluft, efter at LO har fået ny kvindelig formand, så der nu er kvindelige repræsentation på formandsposten i begge de to største fagforbund, LO og FTF.

»Hos de ældre mænd i fagbevægelsen har holdningen været, at det psykiske arbejdsmiljø er en fis i en hornlygte. Det er for bøsser. Jeg oplever det jo også i politiet, hvor de unge ikke har problemer med at sætte sig ned og snakke om det, hvis de har haft en ubehagelig oplevelse. Men hvis så en af de gamle kommer forbi, lyder kommentaren: ’Nå, der har vi bøsseklubben’,« fortæller han.

Fremtidens vindere er kyniske    

Til gengæld kan han godt blive nervøs for, om den næste generation er god nok til at holde sammen i en fælles front mod umenneskelige arbejdskrav. For morgendagens vindere er kyniske, sig selv nærmest og med et afklaret forhold til, hvem de er parate til at trampe på for at klare sig, påpeger han.

»Man har splittet folk. De er skræmte og meget optaget af, hvordan de selv undgår at miste deres job. For når man hele tiden strammer skruen og samtidig siger til folk, at de skal tage sig sammen og være robuste, så er det det samme som at sige, at hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, kan man jo bare skride,« mener Thomas Milsted.