SKROTTET

»Man overmandes af følelsen af ikke at slå til«

Af | @MichaelBraemer

57-årige Martin Dam Hansen er tidligere direktør, har en mastergrad i offentlig forvaltning og har skrevet flere undervisningsbøger. Men trods flere end 500 ansøgninger er han stadig arbejdsløs. For nylig begik en jævnaldrende ven selvmord efter at have mistet sit job.

Efter mere end 500 ansøgninger er Martin Dam Hansen
stadig uden job. Nu forlanger han, at politikerne bliver mere opmærksomme på
hans og tusindvis af andre ledige seniorers situation.

Efter mere end 500 ansøgninger er Martin Dam Hansen stadig uden job. Nu forlanger han, at politikerne bliver mere opmærksomme på hans og tusindvis af andre ledige seniorers situation.

Foto: Frederik Jimenez

En privat oplevelse var dråben, som fik bægeret til at flyde over for Martin Dam Hansen. En af hans personlige venner, 57 år som han selv, begik selvmord.

Vennen havde mistet sit job efter næsten 40 år. Og han stod som alle andre ledige i sin aldersgruppe med dårlige chancer for at komme ind på arbejdsmarkedet igen.

Martin Dam Hansen mere end aner en sammenhæng. Fire år efter sit seneste faste job kender han selv alt til det sorte lys, der breder sig, når der ikke længere er brug for én. Når man trods alle gode viljer og kvalifikationer ikke kan få lov til at være med, deltage i et kollegialt fællesskab og bidrage til samfundet.

»Det bliver sort det hele. Man overmandes af følelsen af ikke at slå til, af ikke at være god nok. Man trækker sig socialt, og så bliver det sort i sort,« siger han.

Selv er Martin Dam Hansen for privilegeret til, at han kan forestille sig, at han nogensinde ender i samme situation som vennen.

»Jeg har ingen økonomiske problemer, og jeg har en kone, jeg har været gift med i 30 år, et stabilt netværk og gode venner. Jeg bliver nok ikke ramt, men er alligevel nødt til at engagere mig i det her.«

Alle har et ansvar

Politikere, a-kasser og jobcentre skal råbes op, ønsker Martin Dam Hansen. Men også alle vi andre danskere, der skal tage hånd om vores medmennesker, siger han.

»Vi har alle et ansvar for at sikre færre selvmord og skal række hånden ud, når vi oplever, at der er én fra denne gruppe i vores omgangskreds, der bliver ledig.«

På Center for Selvmordsforskning under Ministeriet for børn, ligestilling, integration og sociale forhold fandt han ud af, at selvmordsraten i gruppen af mænd mellem 50 og 59 år er steget med 39 procent i kriseårene 2008-2012. Dét handler første indlæg om på den blog, ’livet50plus’, han netop har oprettet: ’Krisen kræver liv’, lyder overskriften.

At der er aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet står overhovedet ikke til diskussion.

Martin Dam Hansen er klar over, at hans mission bygger på to årsagssammenhænge, som begge kan betvivles med et pedantisk, videnskabeligt udgangspunkt: For det første, at der er aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet. Og for det andet, at det er selvmordstruende, når ledige seniorer har svært ved at komme i arbejde.

Selv er han imidlertid ikke et øjeblik i tvivl.

»At der er aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet står overhovedet ikke til diskussion. Og selvmordstallene taler så tydeligt et sprog, at det ville være katastrofalt at spilde menneskeliv på at vente på en videnskabelig udredning, før man handler på dem.«

På den forkerte side af 50

For Martin Dam Hansens eget vedkommende er det i hvert fald ikke på grund af manglende kvalifikationer, at han ser ud til at være havnet i noget, der ligner permanent arbejdsløshed.

Han startede tilbage i begyndelsen af 80’erne med at tage en uddannelse som sygeplejerske, gik senere over i det private erhvervsliv som sælger af produkter til sundhedssektoren, blev produktchef og derefter administrerende direktør i Danmark for en stor international koncern.

Han har blandt andre ting også været salgs- og marketingsdirektør i en dansk virksomhed, taget en mastergrad i offentlig forvaltning, været karriererådgiver for ledige akademikere, har skrevet undervisningsbøger og været leder af et it-projekt i forsvaret.

Da sidstnævnte skar ned i 2010, og han røg ud, gik det imidlertid op for ham, at nok så mange kvalifikationer ikke rækker, hvis fødselsattesten er på den forkerte side af 50 år.

Læs også: De 6 bedste artikler om seniorproblemerne

»Det var på det tidspunkt, jeg startede mit projekt ’For gammel til arbejde’. Jeg skrev vel 500 ansøgninger frem til 2013, hvor jeg på eget initiativ fik et års, statsstøttet arbejde som videnspilot i en mindre kosmetik-virksomhed med grænseflader til den medicinske sektor.«

I 10 procent af tilfældene kom han dog til samtale. Men arbejdsgivernes interesse er kølnet yderligere i takt med, at han nu nærmer sig de 60.

»Af de 37 ansøgninger, jeg har skrevet, siden jobbet som videnspilot ophørte tidligere i år, har kun en enkelt kastet en samtale af sig,« konstaterer han.

Ikke kræsen

Det er ikke fordi, at han er kræsen og stiler for højt, at han løber panden mod en mur, forsikrer den arbejdsløse 57-årige.

»I begyndelsen søgte jeg job, der passede til mine kvalifikationer og erfaringer. Men senere har jeg også søgt job som for eksempel P-vagt. Til samtalen undskyldte jeg meget, at jeg var akademiker. Men det skulle jeg ikke gøre, for det var 20 procent af deres medarbejdere, fik jeg at vide. De var i det hele taget søde og rare, men job kom der ikke ud af det.«

Martin Dam Hansen er så træt af at præsentere sig som arbejdsløs, at han til et bryllup for nylig i stedet fortalte, at han brugte størstedelen af sin tid på at forvalte familiens formue.

Da jeg ringede, var en af cheferne så ærlig at sige, at de ikke ansætter nogen over 50. Det var da trods alt ærlig snak, og det skulle vi have noget mere af. For så er der jo ingen grund til at spilde hinandens tid.

Løgn, for så mange penge kom der heller ikke ud af at skifte den store Hvidovre-villa ud med et mere ydmygt rækkehus i Vallensbæk. Og dem, der er, er placeret i obligationer og passer nærmest sig selv.

»Jeg har 10 år til folkepensionen, så hvad skal jeg stille op? Jeg kunne blive selvstændig, men er social og savner det kollegiale samvær. Jeg kunne spille golf. Med al den tid, jeg har, ville jeg blive frygtet på golfbanen. Men jeg er jo interesseret i at få et job og har masser af energi og kompetencer.«

Ærlig snak

På et tidspunkt skrev Martin Dam Hansen til HORESTA, hovedorganisation for hotel-, restaurant- og turisterhvervet, der havde været ude i offentligheden med påstande, der betvivlede danskernes vilje til at arbejde. De kunne sende en liste over, hvilke job de havde, så skulle han villigt tage fra, meddelte han. Han fik aldrig nogen liste.

»Engang fik jeg et afslag på en ansøgning fra en af de store it-virksomheder, som virkede lige lovlig robotagtig. Da jeg ringede, var en af cheferne så ærlig at sige, at de ikke ansætter nogen over 50. Det var da trods alt ærlig snak, og det skulle vi have noget mere af. For så er der jo ingen grund til at spilde hinandens tid.«

Der er nemlig så mange ting, Martin Dam Hansen godt forstår, selv om de ikke fremmer seniorernes interesser. Og hvis bare man var mere ærlige og åbne omkring dem, ville han lettere kunne leve med dem.

Han forstår for eksempel godt, at hans eget fagforbund, DJØF, ikke har deres seniorers jobsituation allerøverst på prioriteringslisten, når det samtidig kæmper med den største ledighed blandt unge nyuddannede nogensinde. Der er et overskud af arbejdskraft, og det er ikke let for nogen, ved han.

Han ville også godt kunne forstå, hvis statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) som øverste chef i staten sagde, at staten havde for mange gamle ansatte, og det var derfor, den fyrer flere over 55 år, end den ansætter.

Men nu brugte hun faktisk en nytårstale på at hylde seniorerne som en ressource på arbejdsmarkedet, og det provokerer ham.

»Så tal dog ærligt! I mit netværk er der en ledig i min egen alder, der tidligere har været ansat 16 år i et departement i staten og nu forgæves har søgt over 100 statslige stillinger. Du siger nærmest til en arbejdsløs, at du gerne vil ansætte vedkommende, og så giver du ham et los i røven, hver gang han søger.«

Det gode eksempel mangler

Hvis den offentlige sektor – stat, regioner og kommuner – vil gå foran med et godt eksempel, indfører den en rutine, hvor der efter hvert kvartal fremlægges et regnskab over, hvor mange seniorer, der er henholdsvis fratrådte og nyansatte, mener Martin Dam Hansen.

»Vi må kunne diskutere og sætte mål for det offentliges personalepolitik på et oplyst grundlag.«

Margrethe Vestager sagde ’Sådan er det jo’, da hun blev foreholdt de mennesker, der faldt ud af dagpengesystemet som følge af dagpengereformen. Men der beklager jeg at måtte sige, at i mine øjne er det ikke sådan.

I Martin Dam Hansens ideelle verden ville alle alarmlamper også blinke i a-kasser og jobcentre, når der mødte en ledig op, der var over 50.

Læs også: Politikere åbne over for seniorregnskaber

»Når jeg er færdig med mit kursus til august, og jeg skal på dagpenge, vil der sidde en 32-årig i jobcentret og sige, at det vigtigste er, at jeg opretter et CV på Linkedin eller sådan noget – helt uden sammenhæng med den virkelighed, jeg står i,« siger han og tilføjer:

»Hun burde se på mit CV og sige til sig selv, at min risiko for selvmord er steget med 40 procent de seneste syv år. Og derfor spørge til, om jeg er gift, hvordan min økonomi hænger sammen, om jeg har søvn- eller misbrugsproblemer og så videre. Og hvis jeg scorer på tilstrækkelig mange parametre, burde hun konstatere, at jeg er i højrisiko og kunne henvise mig til en gruppe for seniorer, jeg kunne deltage i.«

Sådan er det ikke

Det er håbløsheden og risikoen for langtidsledighed, der gør gruppen af mandlige seniorer sårbare, hvis først de er blevet ledige, vurderer Martin Dam Hansen. Og hvis politikerne ikke kan eller vil ændre på de vilkår, bør de i hvert fald i højere grad end nu være opmærksomme på konsekvenserne af de ældre lediges situation, mener han.

»Margrethe Vestager sagde ’Sådan er det jo’, da hun blev foreholdt de mennesker, der faldt ud af dagpengesystemet som følge af dagpengereformen. Men der beklager jeg at måtte sige, at i mine øjne er det ikke sådan. Det kan jeg som humanist ikke acceptere. Så vil jeg blæse på CEPOS, mikro- og makroøkonomi, på EU og alt andet. Der er det mit ansvar som menneske at række hånden ud,« fastslår Martin Dam Hansen.