Man må pinedød tage stilling

Af Kim Simonsen, formand for HK/Kommunal og næstformand i Kommunernes Pensionskasse.

Om nogen har lønmodtagernes pensionskasser et ansvar for at drive moderne virksomhed med holdning, etik og helhedssyn. At tænke i høje afkast alene er at undergrave sit eget idégrundlag.

At en direktør i et pensionsselskab tænker i afkast til sine kunder er vel lige så naturligt som Amen i kirken. Men når Torben Möger Pedersen, direktør i PensionDanmark, til A4 siger, at det kun er afkastet, der tæller, så får jeg til gengæld morgenkrydderen i den gale hals.

Kan det virkelig passe, at direktøren for en af de største danske arbejdsmarkedspensionskasser helt nøgternt fralægger sig ethvert ansvar for, at hans investeringer måske understøtter overgreb på SiD’ernes kolleger verden over, og at han ikke ser noget problem i, at hans aktieportefølje holder liv i diktaturstater, børnearbejde, miljøsvineri, racediskriminering eller kvindeundertrykkelse?

Torben Möger Pedersen er jo ikke blot en hvilken som helst gullaschbaron i det danske investeringsmiljø. Han er manden med det betroede erhverv at administrere 25 milliarder kroner, som 455.000 mennesker – specialarbejdere, ansatte i byggebranchen, KAD’ere og andre lønmodtagere – har sparet op til deres pension.

Hvordan han kan sidde i det job uden at gøre sig etiske overvejelser eller have nogen som helst holdning til, hvordan de mange penge skal arbejde? Dét overgår simpelthen min forstand.

Nemme løsninger findes ikke, det erkender jeg. Kommunernes Pensionsforsikring (KP) vedtog for eksempel allerede i 1997 en etisk politik for, hvad man vil investere i. En politik, der skal sikre, at pengene ikke støtter rovdrift på børns og voksnes arbejdskraft, men tværtimod arbejder bevidst for ligestilling mellem køn, racer og religioner, for retten til at organiseres sig på sin arbejdsplads og for børns rettigheder.

Til trods for den politik har KP alligevel sat penge i virksomheder på den sorte liste. Våbenproduktion, for at tage et eksempel. Den type virksomhed ligger for mig at se et sted i grænselandet. Danmark har selv lige deltaget i en krig, og alle kan vel blive enige om, at vores soldater ikke kunne nøjes med at drage i krig med en slangebøsse til at forsvare sig med. De skulle også have sokker på i militærstøvlerne. Betyder det så, at KP ikke kan have aktier i trikotageindustrien i Ikast?

Og hvad med fåret Dolly, verdens mest berømte klon? Er hun et eksempel på den værste form for genmanipulation med simpel grådighed for øje – eller et resultat af sober forskning, der måske vil kunne redde mit barn fra en sjælden sygdom om nogle år?

Jeg er ikke sikker, men usikkerheden er også en faktor, der skal spille ind, når man foretager sine investeringer på vegne af andre mennesker.

I tilfælde, hvor virksomheders adfærd er åbenlyst utilstedelig, skal man måske blot drage konsekvensen og sælge sine aktier. Men man kan også overveje, om det tjener et formål at blive og arbejde for en ændring på de indre linjer.

Pointen er, at man pinedød skal tage stilling.
Måske er 25 milliarder intet at regne i en global sammenhæng, men penge er politik – så simpelt er det. Og om nogen har lønmodtagernes pensionskasser et ansvar for at drive moderne virksomhed med holdning, etik og helhedssyn. At tænke i høje afkast alene er et signal om, at fagbevægelsen er i fuld gang med at undergrave sit eget idégrundlag.

Det kan du ikke være bekendt, Torben Möger Pedersen!