»Man kan sige, at fagbevægelsen de facto har udviklet sig til en undergrundsbevægelse«

Af Gladis Johansson

Horrible arbejdsforhold, løse ansættelser, lange arbejdsdage og ringe løn er hverdag for colombianske byggearbejdere. Og for Luis Fernando Cardona, leder af byggearbejdernes forbund Sindicons, er dødstrusler hverdagskost, ligesom tilfældet er for andre ledere af faglige og sociale organisationer. Colombia er måske verdens farligste sted at være fagligt aktiv.

HÅRD KOST Så sent som i sidste måned skrev den internationale fagbevægelse ITUC-CSI et brev til Colombias præsident Àlvaro Uribe. Brevet fordømte i stærke vendinger de seneste dødstrusler mod en række navngivne ledere af faglige og sociale organisationer og opfordrede skarpt præsidenten til at respektere de internationale arbejdstagerrettigheder og beskytte sociale aktører – ikke mindst i fagbevægelsen.

Dødstruslerne er fremsat af en afColombias paramilitære grupper – frivillige, højreorienterede, væbnede styrker, som oprindeligt udsprang fra militæret. Officielt har de paramilitære grupper ingen forbindelse til regeringen. Men forbindelserne er veldokumenterede i rapporter og bekræftet blandt andet i retssager mod medlemmer af Colombias kongres.

Brevet fra ITUC-CSI vil formentlig ikke prente sig særlig dybt i præsidentens hukommelse. Det er bare den seneste protest mod forholdene i Colombia fra internationale faglige og menne­skeretlige organisationer. Ligesom dødstruslerne fra den paramilitære gruppe er de seneste i en uendelig række trusler mod – og henrettelser af – aktive i organisationer for faglige og sociale menneskerettigheder.

Colombia er et af verdens allerfarligste steder at være fagligt aktiv. Mord, henrettelser, tortur og fængslinger er stort set hverdagskost. Med regeringens vidende.

Det kan Luis Fernando Cardona skrive under på. Han er formand for et af Colombias fagforbund for bygningsarbejdere, Sindicons. Modsat mange andre faglige ledere er han fortsat i live og på fri fod. Det tilskriver han held.

»Jeg har været heldig. Det er det eneste ord, der dækker. Der har været flere attentatforsøg mod mig. Men jeg har det store held stadig at være i live,« siger Luis Fernando Cardona.

Til gengæld kan han remse kolleger og venner op i fagbevægelsen, som i årenes løb har betalt for deres faglige arbejde med livet. Listen omfatter blandt andet to hele bestyrelser, der er blevet udslettet i lokale fagforeninger. I 2007 blev »kun« omkring 40 faglige ledere dræbt i ­Colombia. Året før var tallet over 70.

»En kammerat sagde en dag, at når der ikke blev dræbt flere sidste år, er det, fordi vi er så få tilbage,« konstaterer Luis Fernando tørt.

Frygt holder medlemmer væk

Luis Fernando Cardona ser med glæde på reaktioner fra det internationale samfund som eksempelvis brevet fra den internationale fagbevægelse til præsident Uribe. Cardona har sammen med sin kollega Luis German Gutierrez fra bygningsarbejderforbundet ASONALTEC netop været på besøg i Danmark inviteret af Træ-­Industri-Byg i København for at mødes med fagligt aktive og politikere. For Luis Fernando Cardona er international støtte og fokus på forholdene i Colombia af største vigtighed.

»Den internationale solidaritet har stor betydning, fordi den giver håb til kammeraterne. Og den lægger pres på både virksomheder og regering, fordi det er vigtigt for dem at bevare illusionen om, at Colombia er et reelt demokrati.«

Og pres på regering og virksomheder er der behov for i et land, hvor fagligt arbejde ikke bare kan udløse en dødsdom, men på alle måder foregår i strid modvind. Og hvor forholdene på arbejdsmarkedet er horrible.

Inden for Sindicons egen branche, byggebranchen, taler fakta deres eget klare sprog:

  • Gennemsnitsalderen for en bygningsarbejder er bare 53 år.
  • 60 procent har kun fem års skolegang.
  • 70 procent har ingen form for social- eller sygesikring.
  • Stort set ingen er omfattet af nogen form for fastansættelse, men hyres fra job til job.
  • Arbejdsdagen er 10 timer.
  • Gennemsnitslønnen er cirka 250 dollar – eller små 1.300 kroner – om måneden.
Selv om der er forbedringer nok at tage fat på, organiserer Sindicons under 20.000 af de potentielt en million medlemmer, der er ansat i byggebranchen. Samlet set er organisationsgraden for bygningsarbejdere under fem procent.

Det skyldes ifølge Luis Fernando Cardona flere ting. For det første et ansættelsessystem, hvor man i stigende grad har benyttet sig af underleverandører, der igen benytter sig af underleverandører. Og da lovgivningen i Colombia kræver, at mindst 25 ansatte i en virksomhed skal kræve overenskomst, før man kan tegne en, er den slags ikke på tale hos små firmaer.

For det andet, mener Cardona, hænger det sammen med, at man fra regeringens og det officielle Colombias side i årevis har talt nedsættende om, mistænkeliggjort fagbevægelsen og forfulgt dens ledere.

Og for det tredje – og ikke mindst – er de colombianske bygningsarbejdere angste for at miste deres job og dermed deres livsgrundlag, hvis de organiserer sig. Derfor kan Sindicons ikke troppe op på arbejdspladserne for at hverve medlemmer. Det ville have modsat effekt, nemlig skræmme folk endnu længere væk.

I stedet tager Sindicons ud til de fattigste kvarterer, hænger plakater op, uddeler løbesedler og inviterer til møde. Potentielt inviterer de måske 20.000 bygningsarbejdere på sådan en rundtur. Mellem 20 og 50 dukker op til møderne.

»Man kan sige, at fagbevægelsen de facto har udviklet sig til en undergrundsbevægelse i og med, at arbejderne er så bange for, at deres arbejdsgivere skal finde ud af, at de har organiseret sig, og gør så meget for at holde det hemmeligt,« siger Luis Fernando Cardona.

De få mennesker, der kommer til møderne, forsøger Sindicons at forklare deres rettigheder og knytte tættere til sig. Det er en både langsom og arbejdskrævende opgave, men den eneste vej frem, erkender Luis Fernando Cardona. Ifølge ham har Colombia en udmærket lovgivning for arbejdsmarkedet. Den bliver bare ikke overholdt. Folk kender ikke deres rettigheder.

»Derfor er den store udfordring at uddanne og oplyse folk. For hvis folk kender deres rettigheder og kan se, at det vil forbedre deres levevilkår, hvis lovene bliver overholdt, så vil de også gå ind i fagbevægelsen for at kæmpe for de rettigheder.«

Regering i dobbeltrolle

Luis Fernando Cardona erkender, at fagbevægelsen i dag spiller en underordnet rolle i Colombia. På spørgsmålet, om fagbevægelsen kan sætte en politisk dagsorden, lyder svaret: »I det meget små.« Og selv det er måske en overdrivelse.

For selv om den colombianske regering officielt anerkender både menneskerettigheder og lønmodtagerrettigheder – og også officielt slår sig op som beskyttere af fagbevægelsen – giver den selv samme regering åbenlyst udtryk for sine anti-fagbevægelses holdninger, siger Luis Fernando Cardona.

»Det, regeringen først og fremmest gør, er at mistænkeliggøre og nedgøre fagbevægelsen: Det er fagbevægelsens skyld, hvis firmaer går fallit, og den siger, at fagbevægelsen støtter guerillaen, så folk bliver bange for at melde sig ind. Og når faglige ledere bliver dræbt, retfærdiggør man det ved at sige, at de havde tilknytning til guerillaen. Det har de ingen beviser for, men de siger det offentligt for at vaske hænder,« siger Fernando Luis Cardona.

Guerillaen omfatter blandt andet organisationen FARC, som er opført på både USA’s og EU’s terrorlister, og som især blev kendt i Danmark i forbindelse med den første terrorsag herhjemme, der blev afgjort i september. Her blev seks personer dømt for at sælge t-shirts blandt andet til støtte for FARC.

Selv ser Luis Fernando Cardona snarere FARC som en konsekvens af – fremfor en årsag til – undertrykkelse og forfølgelse. Han kender til dødstruede, faglige ledere, der har søgt ud til gue­rillaen for at få beskyttelse. Men han afviser, at fagbevægelsen samarbejder med guerillaen.

At regeringen til gengæld selv har dræbte faglige lederes blod på hænderne, hersker der ingen tvivl om hos Luis Fernando Cardona.

»Dommere har deltaget i undersøgelser, hvor det er bevist, at størstedelen af mordene på fagligt aktive begås af paramilitære grupper, der har forbindelser til militæret og er finansieret af nationale og internationale interesser. Der er også faldet dom over medlemmer af kongressens højrefløj, altså medlemmer, der støtter præsident Uribe. De er i dag fængslede, fordi det blev bevist, at de havde kontakter til paramilitære grupper, der har udført massakrer på fagligt aktive,« siger Luis Fernando Cardona.

Ifølge Luis Fernando Cardona forsøgte præsidenten at blande sig i sagerne mod medlemmerne af kongressen ved at lægge pres på dommerne for at lukke munden på dem:

»Han har ønsket at dække over det sammenfald, der er mellem dele af hans parlamentariske grundlag og de paramilitære grupper.«

Ræven vogter gæssene

Derfor har Luis Fernando Cardona i lighed med andre faglige ledere pænt takket nej til den »beskyttelse« i form af dørvogtere og livvagter, som den colombianske regering tilbyder. Officielt er regeringen nemlig fagbevægelsens vogter. Men reelt, siger Luis Fernando Cardona, er vagterne de samme mennesker, som har myrdet faglige ledere.

»Det er som at lukke efterretningstjenesten inden døre. Så den slags »beskyttelse« foretrækker vi at være foruden.«

Med sine over 30 år som faglig leder har han lært at leve med bevidstheden om, at hans virke kan koste ham livet. Og har været ved det flere gange.

»Engang var jeg meget nervøs, så mig hele tiden over skulderen og holdt øje med folk. Jeg kan stadig blive meget bange, hvis for eksempel en motorcykel kører meget tæt forbi. Jeg har været nødt til at flytte fra min hjemby og efterlade mine børn og min familie. Så det har ændret alt. Men jeg har forsøgt at have den holdning, at det, der skal ske, må ske. Jeg vil hverken sælge ud af mine principper eller ændre min mentalitet,« siger Luis Fernando Cardona.

Selv om det ser sort ud for fagbevægelsen i Colombia i dag, så tror Luis Fernando Cardona på bedre vilkår om 10 år. Han ser i andre latinamerikanske lande som Venezuela, Ecuador og Bolivia en modbølge mod årtiers undertrykkelse af folks mest grundlæggende rettigheder.

»Det er mit håb, at en lignende udvikling vil finde sted i Colombia. Jeg tror, der vil ske ændringer politisk, som vil komme folk til gavn.«