Man kan ikke være venner med alle

Af

Synlighed og handlekraft skal være nøgleord for hovedorganisationen FTF fremover. Det siger den nyvalgte formand, Bente Sorgenfrey, som heller ikke vil acceptere nogen tabuer i debatten. Hun er blandt andet positiv over for forslaget om at indføre kvoter for andelen af indvandrere og flygtninge i skoler og institutioner, og hun er parat til at diskutere ændringer af efterlønnen, selv om det kan give tæsk i baglandet.

Knap hver tiende dansker på arbejdsmarkedet hører under hovedorganisationen FTF. Alligevel lever landets næststørste hovedorganisation for lønmodtagere langt uden for det skarpe rampelys. Mange aner end ikke, hvad forkortelsen dækker over, og hovedorganisationen er mere end én gang blevet forvekslet med en spejderorganisation. Og genkendelsen bliver ikke meget større, når støvet pustes af det fulde navn: Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd.

Men nu kan det være nok med at være ukendt for den brede befolkning. Den nyvalgte formand, Bente Sorgenfrey, vil gøre FTF til en langt mere synlig og handlekraftig organisation, som skal sætte et solidt aftryk på den offentlige debat, når det gælder blandt andet EU, beskæftigelsespolitik og fremtidens velfærdsstat. Specielt i velfærdsdebatten skal FTF, hvis tre største medlemsforbund organiserer lærere, sygeplejersker og pædagoger og dermed nogle af de største grupper af offentligt ansatte, være langt mere synlig. Og FTF a la Sorgenfrey skal vel at mærke ikke bare kæmpe for at bevare det nuværende, men være parat til en fordomsfri debat om finansieringen af velfærdsstaten, og hvilke ydelser det kan blive nødvendigt at skære væk eller begrænse:

»Jeg synes blandt andet, vi må diskutere, hvordan efterlønnen skal se ud. Det er utroligt afgørende for os som fagbevægelse, at vi tør tage fat om nogle af de rigtig svære diskussioner, for ellers bliver vi kørt over. Og en af de svære diskussioner er efterlønnen. Vi ved, at vores medlemmer er hammerglade for den. Men vi ved også, at den kan være svær at finansiere på længere sigt, og det kan godt være, den skal have en anden form,« siger Bente Sorgenfrey, der kommer fra formandsposten i børne- og ungdomspædagogernes forbund BUPL.

Hun mener, at borgerne i den sidste ende kan miste troen på velfærdssamfundet, hvis de oplever, at der konstant bliver skåret på vigtige velfærdsydelser som sygehuse, daginstitutioner og skoler, fordi nogle ydelser – som for eksempel efterlønnen – er blevet fredet i debatten. Og hun beklager, at Nyrup-regeringens natlige indgreb i efterlønnen i 1998 har gjort, at man nu dårligt kan diskutere efterlønnens fremtid.

Mandat til at sælge billetter

Om efterlønsordningen bør ændres, har Bente Sorgenfrey ikke lagt sig fast på. I første omgang er efterlønnen på den »afklaringsliste«, som allerede er blevet temmelig lang, siden Sorgenfrey for halvanden uge siden blev valgt som ny FTF-formand. På listen står den række af temaer, som FTF-forbundene skal blive mere klare i mælet om holdningerne til, inden den nye formand for alvor kan træde i karakter som »billetsælger« i hovedorganisationen. Det grundlæggende mandat skal være på plads, men det betyder ikke, at Sorgenfrey altid forventer at få stående ovationer fra FTF-forbundene for sine udmeldinger i medierne.

»Jeg vil nogle gange skulle svare på spørgsmål, uden at vi i FTF har diskuteret tingene til ende.

Og jeg vil også få skæld ud for nogle af de udtalelser, jeg kommer med. Men det har jeg jo også prøvet i BUPL. Det er en naturlig del af at sidde i toppen af en organisation, uanset om det er FTF eller en stor medlemsorganisation. Man kan ikke være gode venner med alle. Og det er også vigtigt at udfordre organisationerne i FTF, så vi hele tiden er i bevægelse.«

I FTF-forbundene er der stor opbakning til, at hovedorganisationen skal være mere synlig end under Sorgenfreys forgænger Anker Christoffersen, der var en dygtig lobbyist, men helt uden medietække. Og det var Sorgenfreys store trumf i valgkampen mod Dansk Sygeplejeråds næstformand, Grete Christensen, at Bente Sorgenfrey har vist sig som en strålende kommunikator i sine knap 10 år som BUPL-formand. Man skal lede længe efter fagbevægelsesfolk, der som hende kan tale et klart og tydeligt sprog og levere gode citater i medierne. Og derfor har hun noget at have det i, når hun nu siger, at FTF skal »ud over rampen i medierne«. Hun vil, ganske som hun gjorde det i BUPL, forsøge at vænne journalisterne til, at FTF kan være en god partner, når man researcher til en artikel.

Dygtig kommunikator på svær opgave

Ikke blot Sorgenfreys evner som kommunikator og gode forhold til journalisterne bliver fremhævet, når man taler med kilder i og uden for BUPL, der har været tæt på Sorgenfrey i hendes tid i spidsen for pædagogerne. Hun roses også for at have politisk tæft og være en dygtig forhandler. Hendes ledelse foregår gennem dialog, men hun er også kontant og kan være brutal, når det kræves.

Men hun kan også få god brug for sine evner, når hun skal få enderne til at mødes i FTF. En hovedorganisation er traditionelt en vanskelig størrelse, fordi medlemsorganisationerne – der i FTF spænder meget bredt – har forskellige interesser på en række områder og først og fremmest ønsker at profilere sig selv. Og selv om de umiddelbart er indstillet på at gøre FTF til en synlig og handlekraftig organisation, kan de alligevel have svært ved at afgive plads og magt til hovedorganisationen, når skåltalerne til FTF-kongressen er overstået. Og situationen er ikke blevet nemmere at skræve over, efter Dansk Sygeplejeråd for nylig meldte sig ud af KTO, hvor de ansatte i amter og kommuner hidtil har forhandlet overenskomster i fællesskab.

Overenskomstforhandlingerne har ellers været en af de vigtigste samarbejdsflader mellem mange af FTF-grupperne.

»Jeg blev da lidt ked af sygeplejerskernes beslutning, men jeg må også respektere, at hver organisation er suveræn og lægger sin egen strategi, og det er, hvad sygeplejerskerne gør i det her tilfælde. I første omgang betyder det ikke så meget for FTF, for jeg forestiller mig, at vi fortsat koordinerer forhandlingerne, selv om vi ikke forhandler sammen. Men det er vigtigt, at vi står meget sammen i de her år, hvor økonomien i den offentlige sektor er udsat for et så massivt pres. Og derfor bliver koordineringen mellem grupperne i hvert fald altafgørende for at give mening til det fællesskab, vi har i FTF.«

citationstegnUmiddelbart kan det virke sådan lidt rigidt, men omvendt synes jeg, at Karen Jespersen har fat i den lange ende. For det er et stort problem, at vi med vores boligpolitik og vores måde at rekruttere til skoler og daginstitutioner kommer til at lave ghettodannelser. Og vi ved, at de, der integreres bedst, integreres et sted, hvor der er et samspil mellem udlændinge og danskere.

Men Bente Sorgenfrey er ikke ukendt med vanskelige situationer, blandt andet da hun for blot to år siden blev godt og grundigt underkendt af sine medlemmer: Fire ud af fem BUPL-medlemmer sagde nej til at blive fusioneret med Pædagogisk Medhjælper Forbund (PMF). Det gør det ekstra bemærkelsesværdigt, at det er svært at finde kritikere af Sorgenfreys lederskab i BUPL, men selv om der var tale om et klart og tydeligt nederlag i en sag, som Sorgenfrey havde kastet megen energi ind i, rejste selv fusionsmodstanderne ikke tvivl om hendes position som formand. Ud over hendes generelle popularitet peger ugebrevets kilder på, at opbakningen til den ny FTF-formand skyldes, at den kiksede fusion synliggjorde to sider af Sorgenfrey, som vækker respekt hos både modstandere og tilhængere: Hun er modig nok til at kæmpe hårdt for en svær sag, hvis hun føler nok for den, og hun er parat til at tage diskussionerne – også de ubehagelige efter et nederlag – i fuld åbenhed.

Hovedorganisationer skal samarbejde

Paradoksalt nok ville Bente Sorgenfrey heller ikke have siddet som nyvalgt formand i FTF i dag, hvis det pædagogiske ægteskab var blevet en realitet. Medgiften var nemlig, at BUPL skulle melde sig under fanerne i »storebroderen blandt hovedorganisationerne« LO, som PMF er medlem af. Og dermed havde Bente Sorgenfrey formentlig i stedet siddet i LO’s daglige ledelse i dag. Og den flirt med LO kombineret med tidligere udtalelser om, at Danmark er for lille til tre hovedorganisationer blandt lønmodtagerne – Akademikernes Centralorganisation er den tredje – var ikke lige populær i alle FTF-organisationer. I dag kan hun godt forestille sig, at hovedorganisationerne for eksempel opretter fælles sekretariater på nogle områder, men hun afviser, at hun vil arbejde for en fusion mellem LO og FTF:

»Da jeg sagde det, var det lige så meget for at provokere og for at pirke til, at vi nu må have gang i et tættere samarbejde mellem hovedorganisationerne. Vi har ikke råd til at have dyre hovedorganisationer, og derfor er vi nødt til at kigge på, hvordan vi får mest muligt for pengene.

Det giver ikke mening, at vi opbygger hver vores lille bastion på nogle områder, hvor vi er enige politisk. Men der er også områder, hvor vi er uenige og skal pleje forskellige interesser, og det gør vi nok bedst med afsæt i hver sin organisation, men i et tæt samarbejde. Hvis vi blev voldsomt pressede som faglige organisationer og skulle vende hver femøre, kunne vi blive nødt til en sammensmeltning. Men jeg ser det ikke som et mål.«

Akademikernes Centralorganisation, FTF og LO har i øvrigt et helt konkret samarbejdsprojekt i form af den alternative strukturkommission, som hovedorganisationerne i fællesskab har nedsat for at komme med et samlet fagligt bud på den fremtidige struktur og opgavefordeling på lokalt og regionalt plan. Og her håber Bente Sorgenfrey, at man kan nå frem til et enigt og offensivt bud, selv om arbejdet ikke er forløbet helt gnidningsløst.

citationstegnEn af de svære diskussioner er efterlønnen. Vi ved, at vores medlemmer er hammerglade for den. Men vi ved også, at den kan være svær at finansiere på længere sigt, og det kan godt være, den skal have en anden form.

Men hun tror i hvert fald, at hovedorganisationerne kan blive enige om, at der fortsat skal være tre demokratisk valgte niveauer, så folkevalgte beholder ansvaret for det sundhedsvæsen, som amterne styrer i dag. Og dermed tager hun afstand fra helt at skrotte amterne og for eksempel i stedet lade sygehusene fungere i en form for selskabsmæssig konstruktion, som det har været på tale.

»Noget af det stærke i det danske demokrati er, at så mange engagerer sig, og det skal vi holde fast i. Det er med til at sikre, at man som borger stadig synes, det er interessant at betale til et velfærdssystem,« siger Bente Sorgenfrey.

Hun ser dog gerne meget færre amter og kommuner end i dag for derved at kunne spare nogle ressourcer og få større fleksibilitet i løsningen af opgaverne. Og hendes personlige bud er, at kommunerne bør have mindst 50.000 indbyggere, og at fem regioner bør erstatte de nuværende amter.

Eks-kommunist støtter Karen Jespersen

Politisk har Bente Sorgenfrey været med til at aflive BUPL’s omdømme som et ræverødt foretagende, hvis ledende skikkelser gennem en årrække var forankret i Danmarks Kommunistiske Parti. Men hun har nu også selv en fortid i den kommunistiske lejr, nærmere bestemt i det Kina-inspirerede Kommunistisk Arbejderparti, som hun var medlem af fra 1976 til 1981. En tid med blandt andet skydetræning og studietur til Albanien, som hun fortalte om til Weekendavisen i januar. I dag er Sorgenfrey ikke medlem af noget politisk parti og svæver et sted mellem SF, Socialdemokraterne og de radikale. Ved det seneste valg fik Socialdemokraterne hendes stemme til både kommunal- og folketingsvalg, mens SF fik krydset til amtsrådet.

citationstegnMan kan ikke være gode venner med alle. Og det er også vigtigt at udfordre organisationerne i FTF, så vi hele tiden er i bevægelse.

Hun har svært ved at finde den helt rette partihylde. SF er for EU-negativ, og Socialdemokraterne er indimellem for skingre i tonen i udlændingepolitikken. Men alligevel er Sorgenfrey opsigtsvækkende nok ikke bleg for at støtte det seneste forslag fra socialdemokraternes indvandrerstrammer nummer ét Karen Jespersen, som vil have indført kvoter for antallet af flygtninge- og indvandrerbørn i skoler og daginstitutioner. Et forslag, som blandt andre Danmarks Lærerforenings formand, Anders Bondo Christensen, ellers har taget skarpt afstand fra. Med sin erfaring fra institutionsverdenen mener Bente Sorgenfrey, der er »meget fornuft« i at indføre en kvote på måske maksimalt 20 procent børn af anden etnisk herkomst end dansk i de enkelte skoler og institutioner.

»Umiddelbart kan det virke sådan lidt rigidt, men omvendt synes jeg, at Karen Jespersen har fat i den lange ende. For det er et stort problem, at vi med vores boligpolitik og vores måde at rekruttere til skoler og daginstitutioner kommer til at lave ghettodannelser. Og vi ved, at de, der integreres bedst, integreres et sted, hvor der er et samspil mellem udlændinge og danskere. Og man kunne sige, at det måske var noget, vi skulle have begyndt at diskutere for rigtig mange år siden.«

Tror du ikke, at sådan en udmelding kan give dig tæsk i dit bagland?

»Jo, det tror jeg da sagtens, det kan. Men omvendt er det diskussioner, vi er nødt til at have. Det ordner sig jo ikke af sig selv. Det har vi set. Nu har vi prøvet mange år med det resultat, at de danske børn er trukket ud af folkeskoler og daginstitutioner til fordel for andre steder med flere danske børn.«