»Man hiver jo håret af i store totter«

Af | @MichaelBraemer

Ni kvinder fortæller i ny bog om, hvordan arbejdet i ældreplejen sled dem op og sendte dem i gulvet med depression eller andre psykiske lidelser. De er nedskæringspolitikkens åbne sår og dem, der har betalt de senere års skattelettelser, mener en af bogens to forfattere, Anne-Grete Jelstrup. Hun er rystet over arbejdsmiljøet i sektoren.













































INTERVIEW
Ni kvinder – ni skæbner. Svigtet af politikere og ledere i deres kamp for at bevare værdigheden og kvaliteten i ældreplejen på trods af nedskæringer, omstruktureringer og tiltagende minuttyranni. De fleste udbrændte, kasserede og førtidspensionerede i en forholdsvis ung alder. Resten klyngende sig til et håb om at kunne komme tilstrækkelig ovenpå til at klare et deltids- eller fleksjob.

De fortæller deres triste historie i bogen ’Svigt – om sosu’ernes psykiske arbejdsmiljø i ældreplejen’, som udkommer i morgen. Og den ene af bogens to forfattere, Anne-Grete Jelstup, håber, at deres stemmer får andre end folk fra faget i tale.

»Her præsenteres dem, der har betalt de skattelettelser, der er kastet ud over dele af befolkningen i de senere år. De er nedskæringspolitikkens åbne sår og vil for altid forblive et arvæv, selv om man finder ud af at lukke hullerne. Og kvindernes beskrivelser af forholdene i ældreplejen bør i høj grad interessere alle os, der lige straks er så gamle, at vi ikke længere kan klare os selv. For hvad er det egentlig for en pleje, vi vil få?« spørger forfatteren.

Hun underviser i dag indvandrere og flygtninge i forholdene på det danske arbejdsmarked, men er tidligere arbejdsmiljøkonsulent hos Specialarbejderforbundet (SiD, nu 3F). Derfor følger hun nøje med i, hvad der sker på arbejdsmiljøområdet. Og tal, der viste, at social- og sundhedsmedarbejdere (sosu’er) betydeligt oftere end andre faggrupper indlægges med depressioner og andre stressbetingede lidelser, vakte hendes og medforfatter Hans-Otto Loldrups forundring og bekymring.

Det var baggrunden for, at de opsøgte en række kvinder, der af egne bitre erfaringer kunne fortælle om, hvor det ergonomiske fodtøj trykker i ældreplejen. Og så blev deres forundring og bekymring afløst af forargelse.

I præsentationen af kvinderne lægger forfatterne nemlig ikke skjul på deres beundring for de kvinder, der på trods af lav og ringe anerkendelse har viet deres arbejdsliv til at hjælpe den generation af ældre, som ikke længere magter at klare dagligdagen selv.

»Finere beskæftigelse findes vel næppe,« som Anne-Grete Jelstrup udtrykker det.

Forfatterne lægger heller ikke skjul på, at forargelsen over, at kvinderne er bukket under for strabadserne er så meget desto større.

»Selve det at man kan få psykiske skader i det erhverv, hvor det handler om at pleje andre og bistå dem i en svær periode af deres liv – dét har virkelig chokeret mig. Man hiver jo håret af i store totter, når man hører deres historier.«

Skrid, hvis lugten generer dig

Lisa, 51 år og førtidspensionist på tredje år, er en af kvinderne i bogen. Som 24-årig tog hun arbejde som sygehjælper på et plejehjem, mens hun ventede på at komme på sygeplejeskolen. Men hun blev så glad for arbejdet, at hun blev hængende. Hun nød nærheden og intimiteten med beboerne. Selv om hverdagen var travl, var der alligevel tid til at pusle om dem, høre deres historier og snakke sammen. Hver beboer fik den omsorg og respekt, som han eller hun havde behov for, fortæller hun.

Én gang om ugen, om fredagen, var der decideret fest. Så blev der dækket pænt bord, beboerne gjorde ekstra ud af sig selv, og når middagen var overstået, fandt én af beboerne som regel en portvin frem til at ledsage kaffen. Og så blev der sunget gamle arbejdersange og naverviser. Lisa nød det og oplevede det som indføring i et stykke Danmarkshistorie.

Siden klingede festen lige så langsomt af. Det startede i det små med, at sygehjælperne blev pålagt at skrive i journalen – tidligere sygeplejerskernes opgave. Og hvis en aftenvagt var sygemeldt, var det slut med vikardækning for første sygedag.

Samtidig slog princippet ’længst muligt i eget hjem’ igennem i ældreplejen. Det betød, at de selvhjulpne ældre, der tidligere var kommet på plejehjem, nu sad i deres egen bolig og blev besøgt af hjemmeplejen. Plejehjemmene modtog til gengæld flere tunge patienter – såkaldt dørsøgende, der vil stikke af, dybt demente og psykiatriske patienter.

Lisa og hendes kolleger fik nu også ansvar for, at de ældre tog deres medicin, tidligere sygeplejerskens opgave, og for at fylde op på stuerne med sæbe, håndklæder, bleer og så videre. Ting, som rengøringspersonalet tidligere havde gjort. Dertil kom fysisk træning af sengeliggende, som fysioterapeuter tidligere havde stået for. Plus en masse mere, fortæller Lisa, der nu også skulle beskrive sin arbejdsindsats i skemaer. Dag for dag, time for time.

Det var, mens hun var den ene af to aftenvagter til at tage sig af 102 ældreboliger i København, at hendes helbred for alvor begyndte at svigte. Hun havde problemer med at bruge den ene arm og trak på benet, når hun gik. Men det var først senere, da den ledende sygeplejerske meget ophidset gjorde hende ansvarlig for en fejl, som en af hendes skiftende og altid ufaglærte medvagter havde begået, at hun sagde stop. Det drejede sig om mad til beboerne, som plejepersonalet nu også stod for, efter at køkkenpigerne var forsvundet.

»Jeg kan jo ikke sørge for det hele,« forsvarede hun sig afmægtigt over for sygeplejersken.

»Jamen, det skal du som den eneste faglærte på afdelingen,« lød svaret fra sygeplejersken, der i øvrigt afviste at give en undskyldning for sin voldsomme fremfærd med ordene: »Hvis du ikke kan klare lugten i bageriet, så kan du jo bare skride.«

Forarget på flere plan

Lisa tog hende på ordet. Hun var 46 år, har ikke været i arbejde siden og kommer det heller ikke igen. Igennem to år førte hun selv en førtidspensionssag, der til sidst fastslog, at hendes erhvervsevne var nedsat med to tredjedele.

Hun har slidgigt, er delvis lammet og udbrændt. Men før det kom så vidt, nåede en psykiater i systemet at kalde hende for »bragende skizofren,« og en overlæge overfusede hende med: »Ved du hvad? Du fejler ikke et klap. Se du bare at få fingeren ud og komme i gang, så du kan hjælpe os andre.«

Anne-Grete Jelstrup er forarget på flere plan. Det ene er kommunalt og handler om, at kommunerne på grund af deres stadig strammere økonomi kynisk lader stå til, mens rammerne for plejepersonalets arbejdsmiljø ødelægges.

»Når kommunerne forhandler med finansministeren om økonomi, hvilken plads har så arbejdsmiljøet for de kommunalt ansatte? Ingen! Og det er jo forfærdeligt. Det var jo ikke i går, at vi opdagede, at sosu’erne har et dårligt arbejdsmiljø. De har i årevis figureret i statistikker med høje tal for ulykker, psykiske lidelser og nedslidning. Så at man år for år forhandler kommunal økonomi uden overhovedet at nævne sosu’ernes arbejdsmiljø, det synes jeg er rent ud sagt uanstændigt.«

En anden forargelse retter sig mod skiftende finansministre, der ifølge Anne-Grete Jelstrup gør sig skyldige i en helt uhørt grov manipulation, når de parerer enhver kritik af området med påvisninger af, at der er flere penge til ældreplejen end sidste år.

»De glemmer at sige, at de penge, som blev givet i år, jo heller ikke er fulgt med udviklingen. De tager ikke højde for flere ældre, flere demente og flere psykiatriske patienter. Det er manipulation, så det klodser.«

Anne-Grete Jelstrup er også forarget over, hvad hun ser som elendig ledelse på området - et gennemgående tema i bogen.

»Alle kan blive chefer, men alle kan ikke blive ledere. Alle historierne indeholder et element af dårlig ledelse. Ofte er det sygeplejersker, der udnævnes til ledere på området, men det er jo i sig selv ingen garanti for kvalitet. Det er langtfra mit indtryk, at cheferne bliver klædt på til lederskab.«

Der optræder en enkelt undtagelse i bogen, hvor en af kvinderne fortæller om en leder, der var »klar i spyttet« og ikke bange for at gå opad i systemet og sige fra, hvis der for eksempel var en psykiatrisk patient, som personalet ikke var klædt på til at pleje.

»Jeg tror, der er mange ledere, der er konfliktsky, og som simpelthen ikke tør stå ved deres faglige vurderinger og meninger. En leder skal sørge for, at medarbejderne har nogle arbejdsforhold, der er acceptable at arbejde under. I vores fortællinger optræder der stort set kun ledere, der ikke har reageret på urimeligheder. Og så har de ikke passet deres arbejde.«

Min far skal aldrig på plejehjem

Nadja er en anden af de kvinder, som har måttet givet op over for det fag, hun ellers holdt meget af. Hun er i trediverne og har i tre år været sygemeldt med depression. En psykolog har fastslået, at hendes sygdom ikke bare skyldes et for stort arbejdspres, men også dårlig ledelse.

En brand i de ældreboliger, hvor hun var ansat i en halv snes år var den sidste i en række af alvorlige hændelser, der sendte hende i gulvet. Det vil sige: Filmen knækkede først for alvor en måned efter branden, for som den eneste faguddannede med ansvar for 56 ældreboliger følte hun ikke, at hun kunne sygemelde sig. Hun arbejdede sammen med to ufaglærte, hvor den ene kun var på deltid. Lederen havde igen og igen lovet at ansætte endnu en uddannet medarbejder, men det blev aldrig til noget.

Nadja havde stået det hele igennem: Nedskæringer, der halverede medarbejderstaben. Strukturændringen, der betød at noget af personalet også skulle køre ud som hjemmehjælpere. Kommunens lukning af psykiatriske sengepladser, som betød, at ældreboligerne nu modtog misbrugere og psykiatriske patienter, som førte vold og trusler med sig. Nødopkald til politi og brandvæsen hørte til dagens orden.

Da hun blev sygemeldt, bekendtgjorde ledelsen over for de andre medarbejdere, at »Nadja magter ikke sit job, så hun skal nok se sig om efter noget andet.«

Anne-Grete Jelstrup mener, det er naivt at tro, at vi kan have et plejepersonale, som er stresset og hyppigt sygemeldt, uden at det går ud over de ældre og den pleje, de får. Efter arbejdet med bogen har hun gjort op med sig selv, at hendes far på 91, der endnu er åndsfrisk, i hvert fald ikke på noget senere tidspunkt skal på plejehjem.

»Selvfølgelig er der masser af glimrende plejehjem, hvor tingene bare fungerer. Det skal vi ikke glemme.

Men forholdene er svære at gennemskue for pårørende og andre udenforstående. For det hører med til historien, at personalet er så gennemprofessionelt, at det ikke råber og skriger, men tager det stille og roligt, selv om det er stresset. Så længe det lader sig gøre.«