Magtkampe og spild af milliarder på Københavns Rådhus

Af

Ineffektivt og udemokratisk. Sådan beskriver overborgmester Ritt Bjerregaard det system, hun selv har været øverste politiske chef for gennem snart fire år. København har brug for en ny styreform – helst en, hvor flertallet får lov at bestemme.

SYSTEMSNAK Demokratiet på Københavns rådhus er en vanskabning. En stammekrig mellem syv egenrådige borgmesterområder og skiftende flertal af partier, der kun holder sammen, indtil en ny enkeltsag skiller dem ad igen.

Sådan beskriver den afgående overborgmester, Ritt Bjerregaard (S), den styreform, der efter hendes mening gør København til en dårligere kommune at bo i. Og ordene falder samme dag, som Socialdemokraternes tidligere formandskandidat Frank Jensen meddeler sit kandidatur som hendes afløser. Overborgmesterens beskrivelse af opgaven udgør ellers ikke nogen fristende jobannonce:

»Det har vist sig, at der stort set har været rod i alle forvaltningerne herinde, så jeg har nogle gange opfattet mig selv som rengøringskone. I Børne- og Ungdomsforvaltningen har vi haft konsulentfirmaer på i samtlige år for overhovedet at få ryddet op – uden at det er lykkedes at sige, hvem der har ansvaret for, at der pludselig manglede flere hundrede millioner kroner.«

Miseren er ifølge Ritt Bjerregaard den særlige styreform, som kun København, Aalborg og Odense praktiserer, hvor de enkelte borgmestre og deres forvaltninger suverænt bestemmer over deres egne budgetter. De fastlægges ved det store årlige rivegilde kaldet budgetforhandlingerne, hvor Københavns ’finanslov’ vedtages.

Og når pengene så er bevilget, skal de forvaltes i syv parallelle administrationer, der gør København til den kommune i landet med den suverænt dyreste administration.

Mens der på Christiansborg er én regering, der står sammen om at bruge pengene efter fælles mål og aftale, så har budgetforhandlingerne på Københavns rådhus i Ritt Bjerregaards optik udviklet sig til en kamp – alle mod alle – med det eneste mål at skaffe det største beløb til sit eget ’ministerområde’.

»Det er syv kongedømmer, og hvert lille kongedømme fører sin egen politik, der udmærket kan gå ud på at bekæmpe nabokongens. Og sidder man først på en af de syv troner, så sidder man der i fire år, uanset hvad der sker, og uanset om man har et flertal imod sig i borgerrepræsentationen. Det betyder, at tingene bliver dyrere, end de behøvede at være. Politikken går jo ud på hele tiden at maksimere sit budget og demonstrere, at det går helt galt, hvis man ikke får flere penge til ens eget område,« mener Ritt Bjerregaard.

På den måde er selve systemet med til at gøre det svært at få de forskellige borgmesterområder til at spille sammen om en sammenhængende politik for byen.

»Det betyder, at der ikke kan laves helhedsløsninger, og det er katastrofalt for København.«

Ritt Bjerregaard foreslår, at der i stedet bør indføres samme styreform i Københavns Kommune, som kendes fra Christiansborg – og i øvrigt også findes på rådhuset i Oslo.

Økonomien sejler

Københavns afgående overborgmester er ikke alene om sin kritik af den særlige københavnske afart af lokaldemokratiet. Den første kritik kom i 2003, og siden har den ene rapport efter den anden – den seneste fra OECD – fastslået, at systemet er problematisk, blandt andet fordi det forhindrer en ordentlig styring af kommunens 29 milliarder kroner store økonomi.

Modsat et finansministerium – eller økonomidirektøren og borgmesteren i en mindre kommune – så har Ritt Bjerregaards økonomiforvaltning nemlig ingen indflydelse, og heller intet krav på, indblik i økonomien i de seks andre forvaltninger. De refererer udelukkende til de politiske udvalg, hvor fritidspolitikere af alle partifarver må forsøge at gennemskue de komplicerede budgetter og regnskaber, som forvaltningerne og deres borgmestre fremlægger for dem.

Resultatet er ifølge Ritt Bjerregaard, at der under- og overbudgetteres af taktiske hensyn, mens der arbejdes dobbelt – eller syvdobbelt – i vidt omfang.

»Vi burde jo have nogle stordriftsfordele i forhold til mindre kommuner. Men faktisk koster vores administration tæt ved en milliard kroner mere end andre kommuners, fordi vi har syv af alting. Samtidig bliver der lavet planer for alt muligt – trafikplan, fodgængerplan, idrætsplan – som der ikke er skyggen af flertal eller penge til. Planerne er produceret af embedsmænd, som altså udfører en masse arbejde, der ikke er koordineret, og som udelukkende bliver til for at positionere de enkelte forvaltninger og deres borgmestre.«

Som eksempel på en af den slags ’pseudoplaner’, nævner Ritt Bjerregaard et forslag om at gøre Amagerbrogade til bilfri gade.

»Det er der ikke skyggen af flertal for, og der er ikke afsat penge til det. Alligevel kan du læse uge efter uge i Amagerbladet, at »Nu bliver Amagerbrogade snart lukket«. Og det hele stammer fra en plan i teknik- og miljøforvaltningen, som end ikke har været politisk behandlet og som aldrig bliver til noget. Det er spild af ressourcer, og det er med til at forvirre borgerne, som jo ikke kan ane, hvornår de kan stole på, at det, der bliver lagt frem som planer, faktisk bliver til noget.«

En Fogh-regering med SF-ministre

I de fleste mindre kommuner, styres forvaltningerne af de politiske udvalg og deres formænd, som udnævnes af et flertal i byrådet.

Økonomien forvaltes centralt i økonomiforvaltningen, der altså løbende har fuldt indblik i pengestrømme og prioriteringer i de enkelte områder af kommunen. Borgmesteren er finans- og statsminister med magt til at afsætte udvalgsformænd, der ikke lever op til flertallets politik.

Sådan er det ikke i København.

Her hersker flertallet kun, når de samlede budgetter lægges en gang om året og delvist gennem de politiske udvalg. I det daglige hersker borgmestrene, som udnævnes efter stemmetal. Et parti skal altså blot opnå en syvendedel af københavnernes stemmer – så har de sikret sig en borgmesterpost og et administrativt ’kongedømme’.

»Resultatet er, at det bliver fuldstændigt uklart for vælgerne, hvem der har ansvaret for hvad, og hvem der træffer hvilke beslutninger.«

En klarere ansvarsfordeling er et af Ritt Bjerregaards hovedargumenter for at skifte til en parlamentarisk styreform, hvor flertallet fordeler borgmesterområderne mellem sig, ligesom regeringen deler ministerierne efter et folketingsvalg. Mindretallet må så spille rollen som kritisk opposition i udvalgene indtil næste valg.

»Det mærkelige ved vores system er jo, at vi har ’ministre’ siddende, som slet ikke går ind for den politik, de er tvunget til at føre.«

Det kan give besynderlige politiske situationer, hvor SF’s borgmester bliver sat til at bespise københavnske skolebørn med en madordning, han selv er inderligt imod. Eller Venstres borgmester bliver sat til at gøre forarbejdet til en plan for blandede boliger og boldbaner på Kløvermarken, som hun ikke ønsker gennemført.

I Ritt Bjerregaards øjne svarer det til, at den måske kommende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) var tvunget til at udnævne SF’s Villy Søvndal og Enhedslistens Line Barfoed som ministre til at gennemføre regeringens politik.

Er du ikke selv med til at skabe problemerne, når du gør store tiltag på de her borgmestres område, uden at have dem med?

»Jeg bliver nødt til at prøve at løfte mig op og have et helhedssyn i forhold til københavnerne. Derfor gør jeg de ting med billige boliger, madordninger eller renovering af idrætsanlæg. Og jeg snakker selvfølgelig med den pågældende borgmester og forsøger at finde ud af noget. Men hvis de efterfølgende løber fra aftalen eller slet ikke har lyst til at samarbejde, så er der intet, jeg kan gøre.«

Politisk drilleri

Ritt Bjerregaards kroneksempel på problemerne på Københavns Rådhus er forløbet omkring de 5.000 billige boliger, hun gik til valg på, og salget af grunde på Kløvermarken på Amager. Kløvermarkprojektet skulle blandt andet bruges til at finansiere billige boliger og blev i første omgang vedtaget af samtlige partier i Borgerrepræsentationen undtaget de konservative. Men et efter et faldt de andre partier fra – SF så sent i forløbet, at den private bygherre Skanska ifølge Ritt Bjerregaard nåede at tabe tre millioner, som de havde investeret i projektet i tillid til, at politikerne havde afstemt deres uenigheder, inden de stemte for i byrådssalen.

»Den reelle grund til, at hele projektet faldt, er manglende opbakning til det, der har været Socialdemokraternes store sag i København, nemlig billige boliger.«

Er der partier på Københavns Rådhus, som ikke synes, der skal være billige boliger?

»Nej. Men det skal ikke være dem, jeg har lovet! Det er politisk drilleri. Helt ubetvivleligt! Og problemet er, at det sker hele tiden. Uanset, hvilke aftaler man har indgået, så kan der komme et nej-flertal i vejen på ethvert trin af processen, hvis det ene eller det andet parti ser en interesse i at springe. Det er utroværdigt over for vælgerne og useriøst over for de private virksomheder, vi samarbejder med.«

Men det er vel demokrati, at man skal have flertal for sin politik for at kunne gennemføre den?

»Jo, men politik har jo forskellige fremtrædelsesformer, og hvis vi i stedet fik et flertalsstyre i København – et parlamentarisk system, der minder om Folketinget – så ville du have en klar ansvarsfordeling med et regerende flertal, som ville få et større incitament til at stå sammen om en sammenhængende politik.«

Hvorfor tror du, så mange af de andre partier er imod et flertalsstyre?

»Det ene er almindeligt politisk drilleri. Det, tror jeg, er årsagen til, at regeringen ikke vil ændre lovgivningen. De vil ikke hjælpe en S-borgmester. Men det andet er selvfølgelig, at det er en fordel for alle partier at have en borgmesterpost – og især her, hvor man i tilgift får et administrativt apparat.«

Ville du også gå ind for et flertalsstyre, hvis du selv sad i mindretal?

»Ja. Fordi det ville gøre det klart, hvem der havde ansvaret. Jeg synes, det er helt afgørende for et demokrati, at man kan se, hvem der træffer beslutningerne, og hvem der er opposition.«