Magten tærer på Fogh

Af

Det koster at have regeringsmagten. Siden Anders Fogh Rasmussen (V) overtog statsministerposten fra Poul Nyrup Rasmussen (S) har Venstre tabt 7,8 procent af vælgerne. Det er alene de konservatives fremgang, der forhindrer regeringen i at lide et historisk stort vælgertab.

VÆLGERTILSLUTNING Som en snemand i regnvejr, svinder opbakningen til regeringen stadig mere ind. Dag for dag går det langsomt, men sikkert ned ad bakke for Anders Fogh Rasmussen (V) og Co., der må se i øjnene, at de – ligesom talrige regeringer før dem – er blevet ramt af den i forskerkredse så omtalte nedslidningseffekt.

Tallene taler deres eget tydelige sprog. Hvor regeringen, da den kom til magten i 2001, havde opbakning fra 40,3 procent af vælgerkorpset, støtter blot 36,4 procent af vælgerne i dag op om regeringen. Det viser en omfattende undersøgelse af den nuværende og de foregående 25 års regeringers popularitet, som Ugebrevet A4 har gennemført.

Havde det ikke været for de konservatives formandsskifte havde det tilmed set meget værre ud for VK-regeringen. Siden Lene Espersen (K) i september i år overtog roret fra Bendt Bendtsen (K), er det gået markant frem for de konservative, der set i forhold til valget i 2001 har præsteret en fremgang på 3,9 procent. På samme tid har Venstre tabt 7,8 procent af den samlede vælgerskare, hvilket svarer til flere end hver fjerde af de stemmer, partiet fik i 2001.

Endnu værre for statsministeren er, at nedslidningen kun kan forventes at blive stærkere, som tiden går, fortæller lektor og valgforsker Kasper Møller Hansen:

»Det generelle billede er, at det kun går ned ad bakke. Selv om regeringen prøver at sætte en ny dagsorden og få nye emner på banen, så er det sjældent nok til at stoppe nedslidningen,« siger han.

Fogh klarer sig bedre end Nyrup

For Anders Fogh Rasmussen (V) kan der dog være trøst at hente i, at han trods alt ikke klarer sig lige så dårligt som sin forgænger.

Syv år efter at Poul Nyrup Rasmussen (S) havde overtaget nøglerne til Marienborg fra Poul Schlüter (K), havde regeringen tabt ikke færre end 8,8 procent af vælgerne. Og var det ikke for de radikale, der på den tid var i hastig fremgang med Marianne Jelved i front, havde det set endnu værre ud.

Samtidig kan Anders Fogh Rasmussen glæde sig over, at han klarer sig bedre end regeringer, som de er flest. Ifølge et omfattende studie af nedslidningseffekten i 19 lande og flere hundrede regeringsperioder gennemført af Martin Paldam og Peter Nannestad fra Aarhus Universitet, taber et typisk regeringsparti 0,66 procent af den samlede vælgerskare for hvert år, den sidder ved magten. Det er marginalt mere, end hvad VK-regeringen har tabt, hvis tabet over de syv år fordeles jævnt over regeringsperioden.

Anders Fogh Rasmussen må dog også sande, at han ikke har klaret sig helt så godt, som den gennemsnitlige regering i Danmark, der ifølge forskernes analyser taber 0,36 procent af opbakningen for hvert år, der går. I gennemsnit har VK-regeringen tabt 0,56 procent af vælgerskaren årligt.

Uffe var et hit

En anden begmand til regeringen er, at den klarer sig væsentligt dårligere end den forrige borgerlige regering, som Poul Schlüter (K) stod i spidsen for. Med et tab efter syv år ved magten på blot 0,1 procent for de to bærende regeringspartier – Venstre og konservative – var nedslidningen af Poul Schlüters regering blandt de mindste set herhjemme.

Igen var det dog ikke statsministerpartiets fortjeneste. I løbet af Poul Schlüters første syv år tabte de konservative således 3,2 procent af vælgerne, mens Venstre med Uffe Ellemann-Jensen som formand og udenrigsminister omvendt gik frem med 3,1 procent.

I det hele taget er det slående, at det gang på gang er statministerpartiet, der taber, mens de øvrige partier i regeringen går frem.

Det hænger ifølge lektor og valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet sammen med, at støttepartierne bedre kan skjule sig, når dårlige sager popper op.

»Støttepartierne kan se på listen over emner og problemer, som et à la carte menukort, hvor de kan vælge til og fra. Anderledes er det for statsministerpartiet, der må stå til ansvar for hvert eneste lille problem, der dukker op,« siger han.

Et konkret eksempel er regeringens håndtering af den såkaldte Metock-dom fra EF-domstolen i juli i år, der stillede spørgsmålstegn ved den danske udlændingepolitik, og hele diskussionen om integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs (V) ageren, mener Kasper Møller Hansen. Her har de konservative været forbløffende stille, mens Venstre har måttet stille op til tørre tæsk i medierne, hvilket selvklart ikke er gået vælgernes næse forbi.

Fejltrin straffes hårdt

At et begreb som nedslidningseffekt overhovedet findes, hænger ifølge professor Martin Paldam fra økonomisk fakultet ved Aarhus Universitet sammen med, at vælgerne har tendens til at fokusere mere på dårligt end på godt nyt.

»På vælgernes vægt vejer dårlige resultater langt højere end gode. Så selv om regeringen overordnet gør det godt, kan den stadig tabe stort ved bare et enkelt fejltrin,« siger han.

Ifølge Martin Paldam hænger det også sammen med, at de fleste mennesker er bange for at løbe en risiko.

Kasper Møller Hansen har et andet bud på, hvad der gør sig gældende. I hans øjne handler det mere om, at regeringen og særligt statsministerpartiet konstant og særligt i forbindelse med dårlige sager er profilerede i medierne.

»Vælgerne bliver simpelthen trætte af at se på de samme politikere igen og igen,« siger han.

Statsministereffekten

Omvendt hives det ofte frem af politiske kommentatorer, at der findes en statsministereffekt, som giver den siddende regering og statsoverhoved en fordel. Baseret på Ugebrevet A4’s undersøgelse må den effekt imidlertid være forsvindende lille. Den er i alle fald langt fra stor nok til at opveje nedslidningseffekten.

Ifølge Kasper Møller Hansen er det også kendetegnede, at statsministereffekten primært har betydning ved store og betydelige kriser eller trusler. Et godt eksempel på dette var, at Poul Nyrup Rasmussen oplevede en sjælden fremgang i meningsmålingerne i kølvandet på terrorangrebet mod World Trade Center i New York i september 2001.

Sigende for statsministereffektens ringe betydning, så var det alligevel ikke nok til, at Poul Nyrup Rasmussen og Socialdemokraterne kunne vinde det efterfølgende valg.

Samtidig kan det også konstateres, at den igangværende finanskrise tilsyneladende ikke har haft den mindste positive effekt på opbakningen til VK-regeringen. Man skulle ellers tro, at kombinationen af økonomi, som regeringen har såkaldt issue-ejerskab over, og krise var skabt for en trængt regering, som Kasper Møller Hansen bemærker.

Uden tilstrækkelig hjælp fra statsministereffekten må Anders Fogh Rasmussen altså kigge sig om efter andre midler til at stoppe nedslidningen. Problemet er bare, at der ikke rigtig er nogen kneb, der dur.

»Det er sjældent nok at komme med en ny idé eller vision. Det eneste, der måske virkelig kunne hjælpe, er at sætte en ny mand ved roret,« siger Kasper Møller Hansen.

Her er det så bare, at Venstre står i en lidt uheldig situation. Kronprinsen, finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) er nemlig overordentlig upopulær blandt mange vælgere. Det fremgik blandt andet af en måling, som Ugebrevet A4 fik foretaget for et par uger siden. Her stod at læse, at blot 11 procent af vælgerne ville stemme på Venstre, hvis Lars Løkke Rasmussen var partiets spydspids.