Mærke(lig) logik

Af Jan Birkemose, redaktør

Vi har fairtrademærker mod underbetaling af arbejdere i den tredje verden. Hvad med et tilsvarende mærke mod underbetaling af østeuropæere på det danske arbejdsmarked?

LEDER Fint nok, at vi kan fylde indkøbsvognen med mærkede varer: Svanemærker, økologimærker, allergimærker og fairtrademærker, der garanterer, at vi ikke bliver syge, og at varerne er bæredygtige og ikke produceret af underbetalte børnearbejdere. Men hvor er logikken, når ingen kan få at vide, om rengøringsassistenten i supermarkedet eller ham, der slagtede tilbudsflæskestegen, er underbetalte østarbejdere?

Det paradoks har været en realitet siden den 1. maj, hvor østaftalen blev ophævet. Siden den dato har det været legalt at betale østarbejdere i Danmark en lige så lav løn, som man kan overtale dem til at arbejde for. Og det er erfaringsmæssigt ikke ret meget. Alligevel er det lettere som forbruger at få sikkerhed for, at kineseren, der har produceret varen, får en anstændig løn, end at polakken, der har båret kassen ind i den danske butik, får en dansk løn.

Det er derfor ikke overraskende, at to ud af tre danskere i en ny måling fra fagforbundet 3F mener, at ophævelsen af østaftalen vil skabe lønnedgang. Eneste forhindring mod en nedadgående lønspiral er, at fagforeningerne opdager arbejdsgiverne, der underminerer lønniveauet og presser dem til at indgå overenskomster. Men selv ikke de mest håndfaste blokader og sympatikonflikter kan vriste en eneste zloty ud af arbejdsgiverne, hvis ikke fagforeningerne ved, hvem arbejdsgiverne er, og hvor de opererer.

Et godt eksempel er byggebranchen, hvor danske entreprenører for længst har fået smag for det østeuropæiske lønniveau. Her har virkeligheden i flere år været en nærmest babylonisk vrimmel af nationaliteter og små og større arbejdssjak, der kommer og går uden at have kontakt med hinanden.

I det kaos forventes fagbevægelsen at håndhæve den verdensberømte danske model, hvor løn- og arbejdsvilkår fastsættes efter forhandling og ikke ved lov. Aftalemodellen går helt tilbage til septemberforliget i 1899, men hvis den skal trives i et nyt internationaliseret marked, hvor arbejdskraften bevæger sig frit over grænserne, er det vigtigt, at modellen får en håndsrækning.

Af alle steder kan inspirationen findes i New York, hvor skyskraberne skyder op bag plankeværker, der er dekoreret med navneskilte for hver eneste firma, der er på pladsen. En tilsvarende mærkningsordning ville let kunne indføres i Danmark. Ifølge loven skal alle udenlandske virksomheder i Danmark tilmelde sig det såkaldte RUT-register, der blandt andet skal sikre, at myndighederne ved, hvor skatten skal hentes. Men ingen kontrollerer, om virksomhederne følger reglerne, og på byggepladserne er det stort set umuligt at gennemskue, om de aktive virksomheder er registrerede eller ej.

Et krav om skiltning ved byggepladserne vil gøre fagbevægelsens kamp for den model, som alle er enige om er den rigtige for det danske arbejdsmarked, meget lettere. Hvis man indfører et skiltekrav – som kræver enighed blandt de politiske partier bag den tidligere østaftale – vil det også være oplagt at supplere skiltene med et mærke, der oplyser, om virksomheden har overenskomst eller ej. En overenskomst-smileyordning kan siden udbredes til andre brancher eller produkter og vil sikre fair konkurrence for arbejdsgivere, der gerne vil betale en dansk løn. Hertil kommer, at vi som politiske forbrugere kan være med til sikre ordentlige arbejdsforhold – ikke kun i Kina og Bangladesh, men også på vores eget arbejdsmarked.