Mænds arbejdsskader anerkendes mere end kvinders

Af | @MichaelBraemer

Mens det er hver tredje mand, der får erstatning, når han anmelder en erhvervssygdom, er det kun hver femte kvinde, der gør dette. Også når det gælder anerkendelse af arbejdsulykker er der forskel på kønnene, viser de nyeste tal. Danske eksperter efterlyser mere viden om kvinders belastninger i arbejdslivet. Imellemtiden har norske forskere fundet forklaringen på den kønsmæssige skævhed i lægernes konsultationer.

Foto: Foto: Thinkstock.

TESTOSTERON VS. ØSTROGEN Når kroppen siger fra og gør det umuligt at udføre det arbejde, man plejer, er det langt lettere for mænd end for kvinder at få anerkendt deres fysiske skavanker som en erhvervsbetinget lidelse og dermed få erstatning. Mænd får også langt oftere anerkendt de arbejdsulykker, de anmelder, når de er kommet til skade på jobbet, fremgår det af tal fra Arbejdsskadestyrelsen.

I 2011 fik hver tredje mand, der anmeldte en lidelse til Arbejdsskadestyrelsen, sygdommen anerkendt som en erhvervssygdom og efterfølgende udbetalt erstatning. Til sammenligning var det kun knap hver femte kvinde, der opnåede dette.

Også når man ser på de pludseligt opståede arbejdsulykker, er der kønsforskel.

Mændene fik 80 procent af anmeldelserne af arbejdsulykker anerkendt, mens det for kvinderne kun var 77 procent.

Inger Bolwinkel, forbundssekretær i fagforbundet FOA, hvor ni ud af ti medlemmer er kvinder, er stærkt bekymret over den store forskel i anerkendelsesgraden mellem mænd og kvinder.

»Der mangler forskning i belastningerne i de kvindedominerede fag. Vi er som samfund nødt til at gå ind og analysere på den kønsmæssige skævhed, der er i anerkendelse af arbejdsskader,« mener hun.

Mænd trækker det længste strå

Den traditionelle opfattelse er, at mænd er beskæftiget i tunge brancher som bygge- og anlæg, industri og slagterier - brancher, som normalt bruges til at forklare, hvorfor mænd i almindelighed er mere fysisk belastede på jobbet og derfor lettere får anerkendt arbejdsskader.

Trods dette viser en endnu ikke offentliggjort rapport fra FOA, at der også er kønsforskel i godkendelsen af arbejdsskader, selv om mænd og kvinder laver samme type arbejde.

FOA-rapporten opgør anmeldelser og anerkendelsesgrad af såvel arbejdsulykker som erhvervssygdomme blandt medlemmerne i perioden fra 2006 til 2011. Og mønstret i anerkendelserne falder konsekvent ud til mændenes fordel år efter år, selv om FOA’s mænd i vid udstrækning arbejder med det samme som kvinderne.

I 2011 blev 82 procent af de arbejdsulykker, som FOA-mænd anmeldte, anerkendt af Arbejdsskadestyrelsen, mens kun 76 procent af FOA-kvindernes anmeldelser blev anerkendt.

Anerkendelsen af anmeldte lidelser som erhvervssygdomme var lav både blandt kvinderne og mændene i FOA’s medlemskreds i forhold til danske lønmodtagere som helhed. Men stadig med en skævhed til mændenes fordel:

• 21 procent af anmeldelserne blev anerkendt, når det var FOA-mænd, det drejede sig om.

• Men kun 19 procent, når det var FOA-kvinder, der anmeldte en lidelse som arbejdsbetinget.     

Inger Bolwinkel mener, at skævheden ikke alene lader sig forklare med forskellene i de typer af skader, som henholdsvis kvinder og mænd anmelder. Den oftest forekommende ulykke blandt FOA’s medlemmer er overbelastning, og også her går mønsteret igen – mænd får 10 procentpoint flere overbelastningsskader anerkendt end kvinder.

»Jeg tror, det spiller ind, at læger behandler kvinder og mænd forskelligt, og at de to køn opfører sig forskelligt, når de går til lægen. Det kan have fatal betydning for den senere anerkendelse og udmåling af erstatning, hvis man ikke har fået skrevet sin lidelse ind i journalen som en mulig arbejdsskade,« advarer hun.  

Kæmpestor kønsforskel i Norge

Inger Bolwinkel kan hente støtte til sit synspunkt i et nyt forskningsprojekt fra det uafhængige norske forskningsinstitut Fafo. Instituttet har for landets største fagforbund, Fagforbundet, prøvet at finde forklaringen på den kønsmæssige skævhed, der også i Norge ses i anerkendelse af arbejdsulykker og erhvervssygdomme. Resultaterne kom lige før sommerferien i år.

Man vidste på forhånd, at mellem 70 og 80 procent af al arbejdsskadeerstatning i Norge gik til mænd. Og det var forskernes udgangspunkt, at forskellene nok skyldtes forskellige belastninger og risici på henholdsvis kvinde- og mandsdominerede arbejdspladser.

Derfor var overraskelsen stor, da resultaterne af undersøgelsen viste, at forskellene bestod, selv om man rensede arbejdsskadesagerne for dét, man normalt bruger til at forklare den kønsmæssige skævhed i arbejdsskadesager med: Alder, uddannelse og arbejde. Det fortæller forskningskoordinator på Fafo, Roy A. Nielsen.

»Forskellene i tildeling af erstatning blev ved med at være lige store, selv om man gik ind i de samme konkrete diagnoser for mænd og kvinder, og de to køn havde samme alder, baggrund og arbejde. Den samme diagnose giver langt oftere mænd erstatning end kvinder. Den kønsmæssige skævhed på området er kæmpestor og overgår den, man ser på lønområdet,« siger han.  

Lægerne uopmærksomme på arbejdsmiljø

Læren af undersøgelsen er ifølge Roy A. Nielsen, at det ikke er nok at ændre på den norske erhvervssygdomsliste, der er baseret på skader, som opstod i industrien og aldrig er tilpasset skader, som opstår på typiske kvindearbejdspladser. En sådan ændring har den norske regering ellers varslet for at rette op på de påviselige skævheder i tildelingen af arbejdsskadeerstatninger.

Men der skal andre midler til, og ikke mindst skal der oprustes i lægekonsultationerne, mener forskningskoordinatoren.

»Forskning har vist, at de praktiserende læger er meget lidt opmærksomme på sammenhængen mellem arbejdsmiljø og sygdom og allermindst opmærksom på sammenhængen, når de sidder over for kvindelige patienter. Kvinder går ganske vist oftere til læge end mænd, men de er måske mere præget af den holdning, at lægen ved bedst. Når mænd endelig oplever et helbredsmæssigt problem og går til lægen, har de også en klar teori om, hvad det skyldes, og den peger ofte på arbejdet,« siger han.

Forklaringerne er mange

Merete Roos, chef for Fagligt Center i Arbejdsskadestyrelsen, kender ikke det norske forskningsprojekt, og vil derfor heller ikke kommentere på resultaterne.

Men med udgangspunkt i de danske tal mener hun, at der kan være mange forskellige årsager til, at kvinder i mindre grad end mænd får anerkendt arbejdsskader og bliver tildelt erstatning.

Blandet andet, at kvinder i højere grad end mænd kan være ude af arbejdsmarkedet i perioder og dermed ikke bliver belastet på samme måde. Der kan også være forskel på, hvilke brancher kvinder og mænd arbejder i og dermed hvilke belastninger de bliver udsat for. Og så spiller det også ind, at der er forsket mere i nogle arbejdsmiljøbelastninger end andre, påpeger hun.   

Når Arbejdsskadestyrelsen skal tage stilling til anmeldte arbejdsskader, går den nemlig konsekvent frem efter den såkaldte erhvervssygdomsfortegnelse, som er en liste over sygdomme, hvor der er en medicinsk dokumentation for, at sygdommen kan skyldes arbejdet inden for en given branche i en vis årrække.

Svært at måle kvinders belastning

Er sygdommen ikke på listen, er der mulighed for at få vurderet sagen i det såkaldte erhvervssygdomsudvalg, som kan anerkende lidelsen som en erhvervssygdom, hvis udvalget vurderer, at sygdommen udelukkende eller i overvejende grad skyldes arbejdet. En mulighed, der altså påfører anmelderen en strengere bevisbyrde.  

»Medicinsk dokumentation afgør, hvad der er optaget på erhvervssygdomsfortegnelsen. Vi holder løbende øje med forskningsverdenen og reviderer fortegnelsen, når der er den fornødne dokumentation. Men jeg skal ikke kunne afvise, at der kunne forskes mere i kvinderelaterede lidelser. For det er viden, der skal til for at få flere sygdomme på listen,« siger Merete Roos.

I forhold til FOA’s kvindelige medlemmer - som typisk er ansat med plejeopgaver og efterfølgende har problemer med at få anerkendt skader i nakke, skuldre og arme - er problemet, at det er svært at måle belastningen, påpeger chefen i Arbejdsskadestyrelsen.

»Det er varieret arbejde, hvor belastningen er svær at summe op. Modsat en murer, hvor man kan tælle, hvor mange tons materialer han skal flytte, og hvor arbejdsgangene er mere fastlagte i løbet af en dag,« forklarer Merete Roos.

Forskning mangler

Situationen for FOA’s kvinder kompliceres yderligere af, at de undersøgelser, som faktisk allerede er lavet af sosu-arbejdet, IKKE har vist, at de har øget risiko for at udvikle skulderlidelser, påpeger arbejdsmedicineren Lilly Kirkeskov. Hun er ledende overlæge på Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital i København.

Det betyder imidlertid ikke, at kvinderne klynker, understreger hun.

»Nej, de har ondt. Men vi har ingen undersøgelser, der forklarer det. Vi mangler undersøgelser. Belastningerne i kvindefagene kan belyses langt bedre. Jamen, kan vi så ikke starte de undersøgelser? Jo, det kan vi godt, men der skal bevillinger og forskning til,« siger Lilly Kirkeskov.

Noget sker der imidlertid. Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling i Bispebjerg er i samarbejde med Arbejdsmedicinsk Afdeling i Herning i gang med at finde ud af, om kvinder simpelthen tåler fysiske belastninger dårligere end mænd. Ideen til projektet udsprang af de observationer, man gjorde, da malerfaget gik fra at være stort set et rendyrket mandefag til at blive et kvindefag.

Da så man, at faget sled kvinderne hurtigere ned end mænd, og at de havde svært ved at magte det, når de nåede de 45 år.

Der er ikke lavet opgørelser på undersøgelserne endnu. Men det er ad den vej, Lilly Kirkeskov tror, man skal forklare det fænomen, at flere kvinder end mænd anmelder erhvervsbetingede lidelser, men færre får dem anerkendt, fordi den hidtidige videnskab ikke har sandsynliggjort den nedslidning, de oplever.

Så anderledes er nordmænd vel ikke

Den norske forklaring om forskelsbehandling i lægekonsultationen tror hun ikke på, og heller ikke Lilly Kirkeskov kender i øvrigt Fafo’s projekt.

»Det er ikke en teori, jeg kan genkende. Kvinder plejer at være langt mere opmærksomme på deres helbred, og i almindelighed er der flere kvinder, der går til lægen og klager. Så det lyder underligt. Vi får også henvist flere kvinder end mænd til klinikken, og det tyder jo ikke på, at lægerne er uopmærksomme på sammenhængen mellem kvindernes lidelser og deres arbejdsmiljø,« påpeger arbejdsmedicineren.  

Inger Bolwinkel fra FOA mener imidlertid ikke, at de norske erfaringer kan affærdiges så let.

»Jeg kan ikke forestille mig, at de er så meget anderledes i Norge,« siger hun.