Mænd skal tvinges på barselsorlov

Af

Vil man det kønsopdelte arbejdsmarked til livs og hindre, at kvinder havner i et decideret lavtlønsproletariat, er der ingen vej uden om at presse fædrene til at tage en del af barselsorloven. Gør de det frivilligt og uden tvang, er straffen fortsat uhyggeligt høj.

Skal man tvinge nybagte fædre til at tage længere orlov? Kan man give dem – os – et siciliansk tilbud af den slags, der ikke er til at afslå? Selv om tanken ikke umiddelbart er særlig rar, så er svaret et utvetydigt ja. Ikke kun af hensyn til ligestillingen, men nok så meget for at forhindre arbejdsmarkedet i at blive endnu mere kønsopdelt, og at kvinder med børn ender som en decideret lavtlønsgruppe.

Spørgsmålet om mænds orlov trænger sig på efter den seneste uges diskussion om mødre, der ender bagerst i køen, når der uddeles lønforhøjelser og forfremmelser. Kvinder straffes økonomisk, når de får børn, og i den private sektor indhenter de aldrig det tabte, viser en omfattende undersøgelse, som tre kvindelige Århus-økonomer netop har færdiggjort. Undersøgelsen blev omtalt i Ugebrevet A4 sidste mandag og beskriver, hvordan kvinderne søger mod den offentlige sektor, som har en mere familievenlig politik. Den udvikling har oven i købet en selvforstærkende virkning: Kravet om bedre forhold for børnefamilier vil stå højt, når der skal forhandles offentlige overenskomster, mens den mere maskuline private sektor lægger vægten på højere løn. Resultat: Endnu flere kvinder i det offentlige.

Udviklingen mod et kvindeligt lavtlønsproletariat er – som beskrevet i denne uges A4 – en europæisk tendens, som er langt kraftigere i de sydeuropæiske lande. Her er kvinderne kommet senere ud på arbejdsmarkedet, og manglen på daginstitutioner og andre velfærdsgoder tvinger dem ud i lavt betalte deltidsjobs uden de store muligheder for udvikling eller avancement. Det vil sige, at kvinder på arbejdsmarkedet straffes økonomisk, når de får børn – både når de vælger de familievenlige overenskomstområder, og når de rammes af en dårligt udbygget velfærd for børnefamilierne. 

Det er her, det sicilianske tilbud kommer ind i billedet. For hvis mødrene straffes økonomisk, så er straffen for intet at regne mod den pris, mænd i dag må betale, hvis de tager lang orlov, børns sygedage og så videre. Det er nemlig fortsat så ualmindeligt, at fædre tager sig af den slags, at arbejdsgiverne per automatik ser det som et tegn på manglende ambitioner og engagement i jobbet. Hvis det skal gøres mere accepteret, og hvis den økonomiske børnestraf skal nedsættes for både mænd og kvinder, så skal mænd presses økonomisk til at tage en del af barselsorloven. Kun ved at orloven bliver uundgåelig for fædrene, bliver den mindre omkostningsfuld, og det bliver mindre pinligt at gå til arbejdsgiveren og forlange frihed til at passe børn. Mødrene regnes for en ringere arbejdskraft, viser undersøgelsen fra Århus, fordi de benytter sig af alle de familievenlige ordninger. Skal deres arbejdskraft ligestilles med mænds, må fædrene tage en større del af forpligtelserne. 

Nogle vil mene, at den type krav til fædrene er et helt uhyrligt indgreb i familiens frihed. Samfundet skal ikke blande sig! Det var i hvert fald de reaktioner, den tidligere ligestillingsminister Lotte Bundsgaard (S) mødte, da hun sidst luftede forslaget om at reservere tre måneder af kvindens orlov til faren. Tre måneder til manden eller ingenting, foreslog Bundsgaard og blev kaldt for »ligestillingsfascist«. Men at gøre diskussionen om mænds orlov til et valg mellem frihed og større lighed mellem kønnene er skudt helt forbi. Orlov er et gode, som samfundet tilbyder. Hvis det gode udnyttes på en måde, så det strider mod andre hensyn, er det ikke et frihedsindgreb at ændre det. Det er vel nærmest en pligt.