Macho-land går forrest i kampen for ligestilling

Af Illustration: Pernille Mühlbach
Regner Hansen

Kvinder har krav på løn, forfremmelse og efteruddannelse på lige fod med mænd. Kvinder har også ret til et rimeligt antal pladser i virksomhedernes ledelse. Spaniens premierminister presser hårdt på med hjemlige reformer for at fremme ligestillingen, og han opfordrer til en forstærket EU-indsats.

FORTROP Hvem skulle have troet det?

Spanien begavede verden med ordet machismo – mandschauvinisme – langt tilbage i det forrige årtusinde og ydede sit bidrag til at leve op til begrebet.

Spanien blev efterladt temmelig upåvirket af den seksuelle frigørelse, som resten af Europa oplevede i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne. Da sad landet stadig fast i årtiers diktatur under general Francisco Franco, for hvem kvinder var andenrangs borgere, der skulle holde sig bag mændene.

Så meget desto mere iøjnefaldende er det sociale og kulturelle jordskred, som Spanien har oplevet med hensyn til ligestilling – i særdeleshed i de seneste fem-seks år. Når det gælder lovgivning og regelsæt, er landet rykket frem blandt de førende i Europa, og den spanske regering presser på i EU for at få andre europæiske lande til at følge trop.

Så godt som alle fremskridtene er sket under den nuværende, socialistiske premierminister José Luis Rodríguez Zapatero, som overtog magten i 2004. José Zapatero beskriver sig selv som feminist, og ved sin side har han en stærk kvindelig vicepremierminister, María Teresa Fernández de la Vega.

»Zapatero udpegede ligestilling til et af sine vigtigste politiske mål og har stilet direkte efter det,« siger Laura Seara.

Hun er generaldirektør i det statslige kvindeinstitut, der hører under det spanske ligestillingsministerium, og som medvirker til at fjerne hindringerne for en ligelig behandling af kvinder.

Demokratiets politikere i Spanien lader den private kønskamp hvile. De tager direkte fat på at omforme kønsrollerne i den offentlige sfære.

Lov om ligestilling

De mest iøjnefaldende ligestillingsinitiativer foregår på arbejdsmarkedet og i erhvervslivet. Mange af initiativerne er indeholdt i en skelsættende ’Lov om reel ligestilling mellem mænd og kvinder’ fra 2007. Loven består af 75 artikler, nogle mere centrale end andre:

Således har virksomheder i Spanien med flere end 250 medarbejdere nu pålæg om at præsentere en plan for, hvordan de vil fremme kønsmæssig ligestilling. Det handler om løn, forfremmelse og efteruddannelse.

De samme virksomheder skal gøre rede for, hvordan de vil arbejde for at sikre, at kvinder besætter mindst 40 procent af pladserne i bestyrelsen.

Ligestillingsloven indeholder desuden en bestemmelse om, at det offentlige kun må foretage indkøb fra firmaer, som aktivt arbejder for at opnå ligestilling i ledelsen.

Fremstødet for kønsmæssig ligestilling under premierminister Zapatero kan ses som en forsinket reaktion på undertrykkelsen under Francos diktatur. Der var et opsparet behov for en åndelig frigørelse, og pludselig blev det muligt at bryde det traditionelle mønster. Den katolske kirke, som var viet til diktaturet, mistede både sin legitimitet og sin position som statsbærende institution.

Bestræbelserne begyndte så småt under Felipe González, der var socialistisk regeringschef i store dele af 1980’erne og 1990’erne. Laura Seara fra kvindeinstituttet fremhæver, hvordan González indførte elementer i Spanien fra den skandinaviske velfærdsstat.

»Det er kun 35 år siden, diktatoren døde. Dette her er et land, som har en kolossal lyst til at komme med på velfærdstoget og på ligestillingstoget. Og på visse områder har vi overhalet lande med stolte traditioner på området,« siger Laura Seara på sit kontor på instituttet, der ligger i det nordøstlige Madrid.

Der er ikke lutter kvinder ansat på stedet. To pedeller på generaldirektørens etage er mænd.

Jubel hos fagbevægelse

De spanske fagbevægelser glæder sig over Zapateros ligestillingspolitik. Både i det socialistiske fagforbund Unión General de Trabajadores UGT og i det tidligere kommunistiske Confederación Sindical de Comisiones Obreras CC.OO finder man det afgørende vigtigt at institutionalisere ligestillingsindsatsen. Der er ingen tøven i forhold til at bruge kønskvotering som et redskab.

Faktisk efterlyser Carmen García Cruz, konsulent i kvindeafdelingen hos UGT, foranstaltninger, som også tvinger små og mellemstore virksomheder til at fremme ligestilling. Mange store virksomheder opererer internationalt, og de har deres image at værne om – foruden hensynet til lovens krav. Og eksempelvis den spanske bank Banesto samt it-virksomhederne Google, Microsoft og IBM i Spanien har kvindelige direktører.

»Der findes mange små virksomheder i Spanien, og de er sværere at skubbe til,« siger Carmen García Cruz.

Samlet set er der kun fem procent kvinder i virksomhedsbestyrelser i Spanien. Der er langt til målet.

Carmen García Cruz forklarer, at når det gælder ligeløn, venter der også et betydeligt arbejde med at omsætte lovgivning til praksis. Spanske kvinder tjener i gennemsnit 20 procent mindre end mændene. Det gennemsnitlige lønefterslæb i EU er på 17 procent.

»Man må på videnskabelig vis værdisætte hver eneste arbejdsopgave, så man kan få skjulte forskelle frem i lyset. Der er tillæg og frynsegoder, som næsten udelukkende går til mænd,« siger Carmen García Cruz og tilføjer:

»Undskyld mig, men det er jo ikke, fordi kvinder er mindre dygtige.«

Hos CC.OO opfordrer kvindesekretær Carmen Bravo ligeledes til flere analyser, hvor lønarbejdet opdeles i komponenter for at fastslå, om kvinder behandles på lige fod med mænd.

»Det er nemmest at opdage forskellen, når det drejer sig om forfremmelse og efteruddannelse. Det er sværere at dokumentere en lønforskel. Der er meget modvilje hos virksomhederne mod at levere troværdige data,« siger Carmen Bravo i sit kontor, hvis vægge er prydet af historiske plakater af ­arbejdere, der opildner til faglig kamp.

Begge faglige repræsentanter efterlyser skrappere sanktioner over for virksomheder, der ignorerer lovens bogstav og ånd. Større bøder suppleret af offentlig fordømmelse.

Og begge priser fremskridt, der skal gøre det lettere for spanske kvinder at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen. Loven understreger, at børnepasning er et fælles ansvar for mænd og kvinder. Der er indført en fædreorlov på to uger, som gradvis forlænges i de kommende år.

Modvilje hos mindretal

Hensigten med ligestillingsloven fra 2007 er også at bane vej for flere kvinder i spansk politik. Kravet er, at mindst 40 procent af kandidaterne ved lokale, regionale og nationale valg samt EU-valg skal være kvinder.

Premierminister Zapatero forsøger at være rollemodel for partierne med en regering, der har lige så mange kvindelige som mandlige ministre – heriblandt en kvindelig forsvarsminister, der var højgravid, da hun blev udnævnt.

Af de øvrige ligestillingsinitiativer er det vigtigste en lov, der skal bekæmpe kønsbestemt vold mod kvinder. Zapatero-regeringen gennemførte loven i 2004. Ifølge Laura Seara fra kvindeinstituttet var der tale om den første, altomfattende lovgivning på området i Europa.

Loven gør op med den indgroede opfattelse, at den spanske mand har ret til at tage alle midler i brug for at forsvare sin position som herre i huset. Nu er det til enhver tid strafbart at tæve en nuværende eller tidligere ægtefælle.

Det store konservative parti PP, Partido Popular, fra oppositionen medvirkede til den enstemmige vedtagelse af loven om bekæmpelse af vold mod kvinder, men afviste at støtte ligestillingsloven. PP betegner ligestillingsloven som overflødig – og i visse tilfælde unødvendig tvang. Mænd og kvinder er allerede lige, lyder argumentet, så hvorfor det ståhej?

PP-politikere beskylder José Zapatero for at spekulere i, at kvinder udgør halvdelen af vælgerkorpset.

Den store spanske erhvervs- og arbejdsgiverorganisation CEOE er lunken i sine udmeldinger om ligestillingsloven. Virksomhederne er parate til at gøre, hvad de er forpligtet til, men de er bekymrede for konkurrenceevnen, hedder det. Ugebrevet A4 bad CEOE om at uddybe synspunkterne, men fik negativt svar på gentagne henvendelser: Det er ikke muligt i øjeblikket. Måske senere, lød beskeden fra CEOE’s kommunikationsafdeling.

Oppositionen og arbejdsgiverne har tilsyneladende ingen opbakning i den spanske befolkning til deres ’vend-ryggen-til’ indstilling. En meningsmåling fra opinionsinstituttet CIS i foråret viste, at næsten 80 procent af de adspurgte værdsætter de fremskridt hen imod ligestilling, der er sket i de seneste år. Halvdelen mener, at forskelsbehandlingen af kønnene stadig er stor eller meget stor, og de ønsker, at der bliver gjort noget ved problemet.

Pres på EU

Spanien kigger ikke kun indad, men forsøger også at tilskynde andre europæiske lande til at fremme ligestilling mellem kønnene – senest under sit EU-formandskab i første halvår 2010.

»Zapatero sendte et klart signal til sine EU-kolleger om, at den spanske dagsorden om ligestilling bør være en europæisk dagsorden,« siger Laura Seara fra det statslige Kvindeinstitut.

José Zapatero opfordrede under sit EU-formandskab til, at kravet om ligeløn medtages i den kommende EU-strategi for, hvordan EU bliver mere konkurrencedygtigt i 2020.

Den spanske premierminister fremsatte desuden konkrete forslag til at forstærke EU’s indsats for at imødegå vold mod kvinder: Et EU-observatorium, der skal overvåge problemet i alle medlemslande, ensartede regler for bekæmpelsen af vold mod kvinder og en hotline, som voldsramte kvinder kan benytte sig af, uanset hvor i Europa de befinder sig.

Sådan har José Luis Rodríguez Zapatero selv forklaret, hvad der driver ham:

»Noget, der virkelig vækker min trang til oprør, er 20 århundreder, hvor det ene køn dominerer det andet. Vi taler om slaveri, feudalisme, udnyttelse – men den mest uretfærdige dominans er den, som den ene halvdel af den menneskelige art har udøvet på den anden.«