Måske fortjente vi sammenbruddet

Af Foto: Páll Stefánsson
Kirsten Weiss

Det er et hårdt slag for et lille land og for demokratiet, når man på én gang mister tilliden til dem, man har set op til, og tiltroen til hele den politiske klasse. Til gengæld fik islændingene foræret muligheden for at tænke helt om og overveje, hvordan samfundet skal indrettes og velfærden fordeles fremover. Det mener den islandske forfatter og samfundsdebattør Andri Snær Magnason, der på tætteste hold fulgte både jagten på det næste pengefix og øens økonomiske nedsmeltning for små to år siden.

INTERVIEW Det er herligt at være forfatter i et land som det her. Her sker noget hele tiden,« mener islandske Andri Snær Magnason. Han er lige vendt hjem fra en weekendtur med familie og venner i den natur, islændinge synes nærmest genetisk disponerede for at dyrke. Og selv om der ikke blev talt om det på turen, så lå Islands situation efter det totale økonomiske kollaps i efteråret 2008 som en underliggende dagorden blandt vennerne.

»Venskaber er gået i stykker her, for alle på Island kender nogen, der arbejdede i en af de banker, der var med til at køre landet i sænk. Det er et generationsfænomen, for banken var det sted, man gik hen og fik et vellønnet job, dengang det gik stærkt heroppe. Nu er de samme mennesker så pludselig slyngler! Det er hårdt for et lands identitet, når de mennesker, man har set op til, pludselig befinder sig på Interpols liste over eftersøgte,« siger Andri Snær Magnason og hentyder til, at adskillige af de pengestærke og beundrede islændinge, der for bare tre år siden ejede næsten hele verden, i dag er placeret i den mere lyssky ende af det finansielle spektrum.

For eksempel satte Interpol i maj måned i år Sigurdur Einarsson, der var en af Islands mægtigste bankmænd og arbejdende bestyrelsesformand i Kaupthing Bank, på deres liste over eftersøgte kriminelle. Samtidig gik islændingene til kommunalvalg og afsagde deres knusende dom over de politikere, der sammen med bankerne satte landet på økonomisk katastrofekurs og gjorde hver eneste af de 320.000 islændinge dybt forgældede.

I dag hedder borgmesteren i hovedstaden Reykjavik Jón Gnarr. Han er landets mest kendte komiker og skabte sit Besti flokkurinn – Det bedste Parti – som en protest mod de etablerede partier. Partiet fik 35 procent af stemmerne i hovedstaden, og blandt partiets mærkesager er gratis adgang til de mange kommunale swimmingpools, at forbedre livet for de dårligst stillede, gratis bustransport for studerende og fattige, at lytte mere til kvinder og ældre, en ny isbjørn til Reykjavik Zoo og et narkofrit Alting i år 2020! Samt at stille de ansvarlige for det økonomiske kollaps til ansvar for deres handlinger.

Utopia har brug for penge

»Det bliver interessant at se, hvordan de nyvalgte politikere vil håndtere magten. Utopia har brug for penge, men vi skal skære i vores velfærdsstat, lige nu ved vi ikke hvor meget. Personligt har jeg meget blandede følelser for valget, for man kan sagtens se partiets program som rent nonsens. På den anden side så har vi på Island før oplevet, at humor har bragt meget godt med sig. Det bedste Parti er et interessant eksperiment at bringe ind i et politisk liv, der ellers ligger i ruiner,« siger Andri Snær Magnason.

I efteråret 2008 startede Island sin rutchetur nedad fra det, der ellers havde lignet et mirakel af en turboøkonomi. Landet blev hårdt ramt af den globale finansielle krise, ikke mindst fordi de islandske banker, med politikernes velsignelse, havde anlagt en ekstremt offensiv rentepolitik. Da det islandske aktiemarked blomstrede, stod det i kurs 9.000. Efter krakket stod det i kurs 14.

Tallene er lige så dramatiske som nedturen, og i oktober 2008 gik bankerne fallit, en efter en. Kollapset i den store Kaupthing Bank blev vurderet som den tredje største konkurs i verden siden 1920, og den britiske regering brugte sin antiterrorlovgivning til at indefryse bankens aktiver i Storbritannien. Pludselig stod lille Island på samme liste som Taleban, Al Qaeda og Nordkorea.

De islandske banker havde akkumuleret milliarder af kroner på konti, ofte i internetbanker, og pengene var garanteret af regeringen og deponeret af mennesker, der så den lille nordiske velfærdstat som en, man kunne stole på. Da det hele brast, kom det frem, hvor lidt den almindelige islænding egentlig havde vidst, og i hvor voldsom grad politikerne var sammenfiltrede med både nationale pengemænd og internationale virksomheder. De sidste fik samtidig mulighed for at investere i landets råstoffer i et omfang, der vakte mange islændinges vrede.

Et demokratisk problem

Netop uigennemsigtigheden er det allerstørste problem og det punkt, hvor andre velfærdsdemokratier bør sætte ind, hvis de vil lære noget af den islandske nedsmeltning, mener Andri Snær Magnason.

»Det er et stort demokratiske problem for et land, når beslutningsprocesser ikke er gennemskuelige og gennemsigtige. Normalt har vi tillid til hinanden her i Island. Tillid er en del af vores mentale infrastruktur, så det er et stort slag for et lille land som vores, når du på én gang taber hele den politiske klasse. Stort set alt det, de gamle politikere har sagt til folk de seneste 10 år, tager sig ikke godt ud i historiens lys, og bankerne fik lov til at fortsætte deres tur ud over afgrunden for fuld fart, fordi politikerne dybest set ikke forstod, hvad der foregik. Den manglende tillid til politikerne, vi oplever nu, er en trussel mod vores velfærd,« siger Andri Snær Magnason.

I de år, hvor udlandet med lige dele misundelse og skepsis så mod den lille ø, der købte flere firehjulstrækkere end Norge, Danmark og Sverige tilsammen, var landet på det, Andri Snær Magnason beskriver som en konstant jagt efter det næste økonomiske fix. Da politikerne samtidig privatiserede bankerne og lagde en velfærdplan, der gik ud på at udnytte landenes energiressourcer og råstoffer endnu heftigere, overlod man samtidig den økonomiske magt på meget få hænder. Det skete, som Andri Snær Magnason kalder det, »i dereguleringens ideologiske navn og på baggrund af tanken om det frie markeds fuldkommenhed«.

Her kunne lånes 100 procent til alt, og det blev der. Velstanden steg, mens forskellen på rig og fattig voksede i det, vi altid har været et af de lande på kloden med størst lighed. Folk, der forsøgte at pege på, at den økonomiske boble kunne og sikkert ville briste på et tidspunkt, blev skammet ud.

Da Andri Snær Magnason i 2006, to år før krakket, sendte sin bog ’Drømmeland – selvhjælpsbog til en ængstelig nation’ på gaden, blev han grinet ud i en paneldiskussion, hvor han forsøgte at stille spørgsmålet: Jamen, hvad sker der, hvis vi går fallit?

Politikerne har fyldt os med angst

Sagen er, mener Andri Snær Magnason, at alle, der havde taget sig tid til det kunne have forudsagt Islands kollaps. Landet blev et drømmeland, hvor alle jagtede penge, de ikke vidste, hvor kom fra. Når bogen alligevel blev en øredøvende bestseller skyldes det sikkert, at den ramte en åre af usikkerhed i en hidtil meget nøjsom nation. Og at den kobler økonomisk velstand til udnyttelse af de naturressourcer, som Island er rigt på, og som islændingene er nært knyttede til. For eksempel er landets aluminiumsforekomster på multinationale hænder. Og mange handler, også med naturressourcerne, er foregået uden for offentlig kontrol.

»Politikerne har fyldt os med en grundangst for at miste det, vi har, selv om vi har masser at leve af og ikke behøver at ødelægge naturen for at få et godt liv. Vi har det hele her: vand, elektricitet, turister og fisk. I Island fanger vi en til to procent af alle de fisk, der fanges i verden, men fiskerne mangler stadig at se, hvordan al den biomasse kan forvaltes klogere end i dag. For eksempel i form af nye teknologier til forædling. I stedet er alle pengene i fiskeindustrien gået til at bygge nye shoppingcentre,« siger Andri Snær Magnason.

Han mener ikke, det er rimeligt at sende regningen for bankernes og politikernes fallit videre til generationer, der ikke har haft nogen indflydelse på den. Heller ikke selv om politikerne var demokratisk valgt.

»Man undergravede lidt efter lidt demokratiet via hemmelige dokumenter og aftaler, der ikke var gennemskuelige for hverken politikerne eller almindelige borgere. Folk manipulerede og blev manipuleret, og ja, det lyder da plausibelt, når Den Internationale Valutafond nu siger, ’I har ingen penge at betale gælden med, altså må I sælge jeres råstoffer’. Men det er jo uigennemsigtigheden, der er det store demokratiske problem her. Vi blev ikke kørt i sænk af dumme, men af kloge mennesker, der kom hjem fra et sommerkursus på Harvard Business School og sagde ’ok, hør her, det her er de nyeste ting inden for økonomi, så lad os tage dem til os’. Det var politikere og pengemænd, der fejlede, og nu skal islændingene betale,« siger Andri Snær Magnason.

Måske fortjente vi det

»Island har været meget arrogant. Og meget naivt. Så måske fortjente vi sammenbruddet? Men den økonomiske boble, der sprang her, sprang jo også i andre lande. Og det var endda kun en finansiel boble. Hvad sker der med vores velfærdssamfund den dag, energiboblen brister, og olien slipper op? Det problem er vi fælles om. Og nej, naturligvis er det ikke godt helt at have mistet sin økonomiske uafhængighed her, men hvilket land kan i dag sige, at det ikke er afhængigt af andre, også økonomisk,« spøger Andri Snær Magnason.

Faktisk ser han krisen som en mulighed for at tænke om og – ligesom vulkanudbruddet på Eyjafjallajökull i april – som et signal om, at der stadig er mere, der forener end skiller islændingene i deres bestræbelser på at opretholde et af verdens nordligste velfærdssamfund. For nok er folk vrede, og nok er det blevet smidt sten mod Altinget sidste år. Men trods alt er ingen blevet dræbt, som Andri Snær Magnason gør opmærksom på.

»Vulkanudbruddet mindede os om, at vi er nødt til at holde sammen. At vi er en nation, der har andet at samles om end økonomiske problemer. Naturligvis er importen helt kollapset – jeg tror, vi importerede 10 biler til Island sidste år – men mange mennesker føler også en stor lettelse over ikke at skulle deltage i det økonomiske Tour de France længere. Jo, der er folk, der har det hårdt og har mistet deres arbejde. Jeg kender for eksempel en del arkitekter, der ikke har så meget at bygge mere. Men der er også en entreprenørånd i erhvervslivet blandt unge islændinge, der ikke venter på, at tingene sker af sig selv. Og selv om vi ikke kommer på sommerferie til Benidorm i år, så gør vi det måske næste år,« siger Andri Snær Magnason.

Da 1.500 islændinge for et halv års tid siden mødtes i en sportshal og diskuterede, hvilke værdier landet frem over skal bygge på, nåede de frem til ærlighed som den vigtigste. Samtidig er der skudt små ’tænketanke’ op, der griber chancen for at tænke nyt efter kollapset.

»Spørgsmålet er naturligvis, om den kritiske masse med visioner er stor nok til at få ting sat i sving, men islændingene har ikke tabt deres identitet. Her er pludselig frigjort masser af talent fra de banker, der tidligere drænede talentmassen, og de unge vender tilbage, for nu har de råd til at købe et hus her igen. Vi har muligheden for at tænke om nu, hvor vores velstand er tilbage på 2002-niveau. Hvor bekymrende er det lige? Vi taler jo ikke 1902! Så hvis det ikke bliver værre end det, så klarer vi den nok.«