PRÆSTERE PRÆSTERE PRÆSTERE

Måske er det samfundet, der er sygt? Ikke menneskene

Af

Selvfølgelig kan vi beslutte at gøre op med det evige præstationspres og det medfølgende boom i antallet af depressioner. Hvis vi vil. Danmark har jo tidligere været foregangsland – f.eks. indenfor arbejdsmarked, ligestilling og socialpolitik, siger sociolog Anders Petersen.

Det moderne liv ifølge Anders Petersen: Vær aktiv, opsøg netværk, og maksimer din tid. Gør dig klar til at agere i konkurrence med andre, ellers er du ikke attraktiv for arbejdsmarkedet og for det sociale liv som sådan. 

Det moderne liv ifølge Anders Petersen: Vær aktiv, opsøg netværk, og maksimer din tid. Gør dig klar til at agere i konkurrence med andre, ellers er du ikke attraktiv for arbejdsmarkedet og for det sociale liv som sådan. 

Foto: Niels Ahlmann Olesen

Artiklen blev bragt første gang den 5. september 2016

Når stadigt flere danskere går ned med en depression, går behandlingen i dag oftest ud på at få stillet en diagnose og udskrevet en recept på nogle antidepressiver, så vedkommende hurtigst muligt kan få det godt nok til at vende tilbage til dagens dont. Problem fikset.

Men hvad nu, hvis det ikke er den deprimerede, der er patienten, men samfundet? Og hvad nu, hvis diagnosen er, at det er samfundet, der er sygt og skal fikses – og ikke menneskene i det?

Anders Petersen

Er forfatter til en række artikler og bøger om depression, diagnoser og samfund, blandt andet ’Diagnoser’ fra 2015, som han skrev sammen med psykologiprofessor og samfundsdebattør Svend Brinkmann.

Er netop udkommet med bogen ‘Præstationssamfundet’, der påviser, hvordan vores nuværende samfundsmodel gøder jorden for, at et stadigt stigende antal danskere rammes af depression.

UDVID

Dén debat vil sociolog og lektor på Aalborg Universitet Anders Petersen gerne sparke gang i med sin nye bog ’Præstationssamfundet’, som undersøger forholdet mellem netop præstationssamfundet og den stigende udbredelse af depression.

Ligesom psykologernes formand Eva Secher Mathiasen, der blev interviewet i A4 i sidste uge, vil Anders Petersen gerne, som han selv udtrykker det, »rokke ved indtrykket af et land, der efter sigende emmer af fryd, gammen og lykke«.

… der er det her med, at du skal være det perfekte menneske, du skal være den perfekte unge. Og når man ikke kan opfylde det her, så er det, at man begynder, tænker jeg, at dunke sig selv i hovedet. For så må der jo være noget i vejen med mig. Pernille, 26 år, depressionsramt, i interviewundersøgelse foretaget af Anders Petersen i 2015

For med p.t. 440.000 danskere, der hver dag indløser recept på antidepressiv medicin, og et anslået tal på mellem 15 og 20 procent af den danske befolkning, der har haft eller vil få depression ind på livet, finder han det indlysende, at kravene til individet er blevet for høje:

»Vær aktiv, opsøg netværk, og maksimer din tid. Gør dig klar til at agere i konkurrence med andre, ellers er du ikke attraktiv for arbejdsmarkedet og for det sociale liv som sådan. Ellers kan du ikke sætte en succesrig tilværelse ind på kontoen. Ellers taber du,« som han formulerer kravene fra nutidens præstationssamfund, der er opstået på skuldrene af den herskende enighed om, at vi lever i en konkurrencestat.

Bør man ikke kunne forvente, at vi selv påtager os et vist ansvar for at sige til og fra?

»Jeg er ikke ude på fuldstændig at tage det individuelle ansvar fra os, det ville være håbløst, men selvansvaret har taget overhånd i forhold til, hvad vi kan forventes at håndtere. Det er en kronisk belastning, der rammer danskere over en bred kam, og ikke bare sådan lader sig verfe væk. Og når noget, som bestemt ikke er naturligt, begynder at bliver opfattet som sådan, skal man råbe vagt i gevær.«

Jo, vi kan godt gøre noget ved det!

Både politikere, medier og den brede befolkning synes ifølge Anders Petersen at have accepteret præmissen om, at konkurrencestaten og præstationssamfundet er et absolut og uforanderligt vilkår.

Med det store forbrug af antidepressiv medicin støtter vi, mener han, en forestilling om, at problemet udelukkende sidder i hjernen på dem, der bukker under. Især frygter han for de unge, der ifølge hans egne undersøgelser mærker konsekvenserne allerhårdest.

»Det har stor gennemslagskraft, at de er født ind i præstationssamfundet. De er ikke engang trådt ud på arbejdsmarkedet endnu, men mærker den her form for krav og forventninger accelerere hele vejen op gennem uddannelsessystemet fra folkeskolen op gennem gymnasiet til universitetsniveau.« 

Det er Anders Petersens påstand, at vækstparadigmet fremstilles af stort set samtlige politiske partier i Danmark som det eneste saliggørende, som vores eneste mulighed for at komme op af dyndet.

»Men man skal være varsom over for forestillinger, der præsenteres som selvfølgelige. Selvfølgeligheder er stort set altid for gode til at være sande,« siger sociologen, der advarer mod at lade sig forblænde af det spor, vi har fulgt de seneste mange år.

»Vi skal lade være med at acceptere, at præstationssamfundet er den dominerende præmis og en uimodsagt, endegyldig sandhed. Vi skal ikke bare sige ’det kan vi ikke gøre noget ved’ – jo, selvfølgelig kan vi det!« siger han og fortsætter:

»Hvordan et samfund skal indrettes baserer sig jo ikke på urokkelige videnskabelige vilkår, som om vand koger ved 100 eller 175 grader. Samfundet kan altid være anderledes, og det kan det, fordi det er mennesker, som skaber samfundet, ikke naturlove,« pointerer han.

Men det er vel ikke sådan gjort med et snuptag? Hvordan foreslår du, at vi indretter samfundet anderledes?

»Det er en supertanker, der skal vendes. Men vi kan jo starte med at gøre opmærksom på, at den nuværende type samfund har utilsigtede konsekvenser for os og udfordre den vækstideologi, som vi alle lever under. Vi kan beslutte os for at værdisætte andre former for vækst end økonomiske og blive mere fantasifulde med at udtænke alternativer til, hvad der bliver regnet som en gyldig præstation, så flere kan være med.«

Altså, det var også presset. Det har selvfølgelig været en medvirkende faktor, når man i forvejen er lidt presset med sin tid, og der bliver forlangt så meget af en, og man føler, man bare skal yde 120 % hele tiden, bare for at kunne følge med. Så dræner man sig selv mere for energi … Man skal for helvede præstere i det her samfund, ikke? I hvert fald hvis man gerne vil lidt frem her i verden … Solveig, 25 år, depressionsramt, i interviewundersøgelse foretaget af Anders Petersen i 2015

En sådan tænken-ud-af-boksen kunne ifølge Anders Petersen eksempelvis bestå i, at vi begyndte at give vores medborgere anerkendelse for præstationer i civilsamfundet.

»Det er jo en af de andre former for bidrag, der kan være til gavn for et samfund; at man giver et nap med i lokalsamfundet eller i foreningssammenhæng. Det kan muligvis også vise sig at blive en økonomisk fordel at hjælpe de små lokalsamfund, der er ved at bukke under, men den forretning, jeg taler om, er primært en anden forretning, der handler om menneskers ve og vel og om at folk ser sig selv som en aktiv del af en solidarisk sammenhæng.«

Ikke et nulsumsspil

Anders Petersen ved godt, at han så vil blive mødt med spørgsmålet: Jamen, hvad så med vores velstand? Uden fokus på økonomisk vækst bliver der vel mindre af den?

Men sådan ser han ikke på det. For det første vil det, at vi letter presset på det enkelte individ, betyde, at flere kan være med til at løfte vores velfærd – når du er sygemeldt med en depression, kan du slet ikke arbejde, og det koster statskassen dyrt. Men hvis tempoet sættes ned, gives der plads til, at flere kan finde sig til rette på arbejdsmarkedet.

For det andet kunne vores nuværende velstand efter Anders Petersens opfattelse komme flere til gode, end det er tilfældet nu.

»Det her er ikke et nulsumsspil, hvor vi tager noget fra nogen. Jeg argumenterer ikke for mindre velstand, men for at sprede velstanden mere ud, så den har mindre social slagside – i stedet for den type håndtag, regeringen drejer på i øjeblikket,« argumenterer Anders Petersen, der er af den overbevisning, at et samfund af hensyn til sammenhængskraften har bedst af en større ligelig fordeling af goderne, end vi har i Danmark p.t.

Er Danmark ikke for lille et land til at kunne stå af det globale konkurrenceræs uden konsekvenser?

»Det er historisk set et faktum, at samfund ændrer sig, og det betyder jo ikke, at vi ruller tiden tilbage, men at vi bevæger os hen mod noget andet. Helt tilbage til andelstanken og etableringen af velfærdsstaten er Danmark jo kendt for at have været et foregangsland,« påpeger han og nævner særligt social-, køns- og arbejdsmarkedspolitikken som områder, hvor vi er gået forrest i et globalt marked.

»Når vi eksempelvis har en lang tradition for lige rettigheder på arbejdsmarkedet, og vi har gjort det muligt for homoseksuelle at blive gift og få børn, er det jo lovgivning, der bygger på en holdning i samfundet om, at det selvfølgelig skal være tilfældet,« siger Anders Petersen.

På samme måde håber den bogaktuelle sociolog, at tanken om at bryde med præstationssamfundet kan blive gødet og vokse sig stærk i en bredere dansk offentlighed.

»For så ved vi, at det kan lade sig gøre, og at det er muligt at forankre tanken politisk. Hvis ikke, er jeg overbevist om, at vi i fremtiden vil opleve flere danskere med både depression og andre typer af psykiske lidelser.«