Målrettet formand i en turbulent tid

Af

Jobfest frem for lønfest, politisk indflydelse og livslang uddannelse til medlemmerne har været klare sigtepunkter i Hans Jensens 11 år som LO-formand. Målt på de parametre har formandstiden været en succes. Men den store medlemstilbagegang skygger for resultaterne. A4 har talt med centrale kilder om Hans Jensens formandstid.

AFRUNDING I går holdt Hans Jensen sin sidste beretning, og på onsdag – 31. oktober – sætter han endegyldigt punktum for 11 år som LO-formand og i alt to årtier som medlem af LO’s øverste ledelse. Dermed kan billedet stykkes sammen af den formand, som har tegnet LO-fagbevægelsen udadtil i en turbulent tid.

Først og fremmest har Hans Jensen stået for og konsekvent forfulgt nogle klare mål gennem sin formandstid. Det vurderer arbejdsmarkedsforsker Jørgen Steen Madsen, professor ved Københavns Universitet:

»Hans Jensen har om nogen personificeret strategien om jobfest frem for lønfest, som LO har fulgt siden fælleserklæringen fra 1987, hvor han var næstformand. Og Hans Jensen slutter faktisk sin formandstid med at advare de offentligt ansatte om, at for høje lønstigninger kan være farligt på længere sigt,« siger Jørgen Steen Madsen.

»Jobfest frem for lønfest« handler kort og godt om, at fagbevægelsen anerkender, at meget høje lønstigninger skader den danske konkurrenceevne og dermed i sidste ende betyder, at vi mister arbejdspladser i Danmark. Og på bundlinjen må man sige, at den strategi har været en bragende succes. De seneste ledighedstal viser, at kun 3,3 procent af arbejdsstyrken var uden job i august. Til sammenligning var arbejdsløsheden på 8,6 procent, da Hans Jensen blev LO-formand i oktober 1996. Nu kan fagbevægelsen selvfølgelig ikke tage hele æren for den udvikling, men forholdsvis afdæmpede lønkrav spiller alligevel en rolle.

Også en anden strategi har været bærende for hele Hans Jensens faglige karriere. Han har gang på gang betonet vigtigheden af, at LO-lønmodtagerne bliver opkvalificeret gennem hele arbejdslivet, så de er rustede til at finde et nyt job, hvis det gamle bliver erstattet af en robot eller flyttet til udlandet. Og også den strategi har kastet resultater af sig:

»Det er en stor sejr for ham, at han har fået vendt holdningen i fagbevægelsen, så det endte med, at ret til betalt efteruddannelse kom ind i overenskomsterne på det private arbejdsmarked i foråret. Det var store dele af fagbevægelsen – specielt i industrikartellet CO-industri – meget skeptiske overfor indtil for få år siden,« siger arbejdsmarkedsforsker Jørgen Steen Madsen.

Poul Erik Skov Christensen, formand for LO’s største 3F, fremhæver også kampen for kompetenceudvikling til lønmodtagerne:

»Jeg synes i det hele taget, det er fuldt ud lykkedes for Hans Jensen at sætte fremtidens dagsorden. Det handler om kompetenceudvikling, indflydelse på arbejdet, og nu sætter han trumf på til kongressen med rapporten om ulighed i samfundet.«

Også fra den traditionelle modpart Dansk Arbejdsgiverforening (DA) lyder der positive ord om Hans Jensens evne til at håndtere nye udfordringer. Ifølge DA’s administrerende direktør Jørn Neergaard Larsen »skyldes det i meget høj grad Hans Jensen«, at kompetenceudvikling blev en så central del af den seneste overenskomstfornyelse på det private arbejdsmarked:

»Men Hans Jensen vil også blive husket for sin vilje til et aktivt medspil i hele globaliseringsdiskussionen. Den danske tilgang er meget mere afslappet og offensiv end i de fleste andre lande, og det har Hans bidraget meget aktivt til. Dansk fagbevægelse er i forhold til fagbevægelsen i de fleste andre lande meget bedre i stand til at se muligheder og forudsætninger for succes i globaliseringen, og det er der god grund til at udtrykke respekt for. Det har betydet meget for samfundet, erhvervslivet og lønmodtagernes trivsel,« siger Jørn Neergaard Larsen.

Han fremhæver også viljen til at påtage sig et ansvar for samfundets udvikling, selv om det kan være upopulært. DA-direktøren peger konkret på den arbejdsmarkedsreform, som DA og LO blev enige om i 1998, og som SR-regeringen ophævede til lov. Det betød blandt andet kortere dagpengeperiode.

Arbejdsmarkedsforsker Jørgen Steen Madsen peger også på, at Hans Jensen på det politiske område har haft en klar strategi om at søge indflydelse og skaffe resultater, uanset hvem der har haft regeringsmagten:

»Den strategi havde han dog i en årrække meget svært ved at realisere, og LO havde vigende politisk indflydelse. Hvis han var gået af for to år siden, ville det have været en fiasko. Men i det seneste par år har LO gennem samarbejdet med VK-regeringen virkelig fået stor indflydelse.«

De mange positive ord kan dog ikke skjule det faktum, at Hans Jensens formandstid udelukkende bedømt på medlemstilslutningen i LO-fagbevægelsen har været en fiasko. Han er den første LO-formand nogensinde, der repræsenterer færre medlemmer, når han går af, end da han tiltrådte. Men det er dog begrænset, hvor meget Hans Jensen ifølge Jørgen Steen Madsen kan lastes for det. Han har først og fremmest »været uheldig med tiden«:

»Den væsentligste forklaring er jo strukturel, fordi der er blevet færre lønmodtagere inden for LO-grupperne. Selvfølgelig har man heller ikke fastholdt medlemmerne i det omfang, som man burde. Men det er jo først og fremmest forbundenes ansvar. Men LO må også tage et ansvar i forhold til, at det ikke er lykkedes at skabe et anderledes og mere positivt billede af fagbevægelsen i offentligheden,« siger Jørgen Steen Madsen.

Selv om Hans Jensen i sammenligning med sin forgænger Finn Thorgrimson i høj grad har åbnet LO over for offentligheden, har han ikke afgørende formået at kaste betonen af sig og ændre LO’s image til noget, som unge lønmodtagere umiddelbart føler sig tiltrukket af.

Ifølge Dennis Kristensen, formand for det tredjestørste LO-forbund FOA, fik Hans Jensen i en vis forstand en utaknemmelig opgave i at blive formand i en tid, hvor det for fagbevægelsen kom til at handle om at rydde op frem for at bygge op. Men han har tacklet opgaven fornuftigt, uden at LO har mistet afgørende pondus:

»Han fangede meget hurtigt, at vilkårene forandrede sig, og at det ikke bare var et tilfældigt udsving i medlemstallet. Og han har forstået at agere i en helt anden virkelighed og en ny økonomisk situation, hvor det for både LO og forbundene handlede om at tilpasse organisationen. Det har Hans været langt bedre til at håndtere end mange andre i fagbevægelsen,« siger Dennis Kristensen.

I forhold til medierne har Hans Jensen altid været villig til at stille op. Men kun, når det gjaldt arbejdet og sagen. Han har aldrig stillet op til tv-quizzer eller ladet pressen få adgang til huset i Stenløse eller detaljer om privatlivet. Og det krævede overtalelse, før han indvilgede i at medvirke i Michael Olsens og Thomas Flensburgs bog »Kammerater«, der udkom i sidste uge og handler om Hans Jensens tid som LO-formand. Hans Jensen bryder sig ikke meget om at tale eller læse om sig selv, og vi skal næppe forvente en eks-formand, der deler ud af sine følelser til andre end de nærmeste, når han siger farvel på onsdag.

Det er en stil, som vinder anerkendelse hos 3F-formand Poul Erik Skov Christensen:

»Hans Jensen har virkelig formået at sætte en dagsorden, men han har altid gjort det med beskedenheden i behold. Det har altid handlet om sagen og aldrig om Hans.«

Jørn Neergaard Larsen blev administrerende direktør for Dansk Arbejdsgiverforening i 1996, samme år som Hans Jensen blev LO-formand, og dermed har de siddet over for hinanden i et utal af forhandlinger. Mange gange – mest udpræget ved overenskomstforhandlinger i Forligsinstitutionen – som direkte modstandere, men også nogle gange i en vis udstrækning på samme hold, når der skulle forhandles med politikere. DA-direktøren kalder deres indbyrdes forhold »åbent, kontant og professionelt«, og som forhandler fremhæver han Hans Jensens evne til at tilpasse sig situationen:

»I overenskomstforhandlinger er det den meget skarpe og udholdende person, man ser. Det er tydeligt, at det er et håndværk, der ligger til Hans. Og man må have respekt for hans evne til at læse, hvornår der skal gøres hvad og hvordan i forhold til baglandet, selv om det nogle gange har irriteret mig, at tingene kan foregå meget omstændeligt på den anden side af bordet. Men uanset hvor store hurdler vi har været igennem, har Hans altid bevaret sin troværdighed.«