Mål eller selvmål?

Af Jan Birkemose, redaktør

Rosenrøde salgstaler får regeringens mål til at ligne løfter. Men når målene systematisk ikke nås, er der aldrig nogen, der har lovet noget. Den luksus kan borgerne ikke tillade sig.

LEDER Når selv de yngste skolebørn går til skole-hjem-samtale, slipper lærerne dem ikke, før de har indgået en aftale om at nå et bestemt socialt eller fagligt mål inden næste samtale. Elevplanerne er et af mange eksempler på det mål- og pligtsamfund, som regeringen bakker helhjertet op om. Pligter og krav, som især har ramt dem, der befinder sig i samfundets slæbespor: Benhårde rådighedskrav til alle ledige, 300-timers regel - som snart bliver til 450-timers regel - til kontanthjælpsmodtagere, der er gift med en kontanthjælpsmodtager og indtil for nylig krav om, at de ledige skulle søge mindst fire job om ugen.

Isoleret set kan der være forskellige holdninger til de enkelte mål. Men fælles for dem alle er, at myndighederne fører nultolerancepolitik, og der bliver slået hårdt og kontant ned på dem, som ikke lever op til kravene. Med den linje - og en regering, der har vundet tre valg i træk på at love, at de gør det, de siger, og siger hvad de gør - kunne man forvente, at regeringen og myndighederne pålagde sig selv den samme justits, som de kræver af borgerne.

Men sådan er det ikke. Listen over mål, som regeringen har pålagt sig selv og aldrig været i nærheden af at opfylde, er lige så lang som ventetiden på en speciallæge i provinsen. Et iøjnefaldende eksempel er dagens historie i A4, der dokumenterer, at regeringen kun opfylder en tredjedel af sit eget mål om at ansætte 1.400 ledige med løntilskud på de statslige arbejdspladser. Kun to ministerier når målet, mens resten ligger lysår fra at leve op til den forpligtelse, som regeringen gerne vil pålægge de private arbejdsgivere – nemlig at udvise bare en smule socialt ansvar.

På jobcentrene bliver de sociale ydelser taget fra ledige, der overser en jobsamtale, men samtidig gennemfører jobcentrene selv kun 80 procent af jobsamtalerne til tiden. På det økonomiske område har Danmark siden Nyrup-regeringens tid jagtet nogle økonomiske måltal om øget beskæftigelse, begrænset vækst i det offentlige forbrug og nedsættelse af den offentlige gæld. Men i takt med at regeringen kom tættere og tættere på 2010 uden at nærme sig målene, blev planen revideret og omdøbt til en 2015-plan.

Tilsvarende logik bliver benyttet i det prestigiøse mål om, at 95 procent af alle unge skal have en ungdomsuddannelse i 2015. I øjeblikket går udviklingen den forkerte vej, og kun 80 procent får en ungdomsuddannelse. Derfor udvander regeringen målet med en sniksnak om, at det de mener, er, at 95 procent af dem, der forlader grundskolen i 2015 skal have en ungdomsuddannelse – altså inden for de efterfølgende 25 år.

Tænk, hvis skoleelever, ledige og andre borgere også kun opfyldte deres mål med 80 procent eller tillod sig at skubbe målstregen ud i det uendelige. Mon ikke hammeren ville falde omgående?

Det interessante er, at regeringen spinder alle deres mål ind i en retorik, som var det løfter og garantier. Vi skal være verdens bedste til det ene eller det andet, og derfor sætter regeringen nu endnu et ambitiøst mål. Men når regnskabet bliver gjort op, bliver målene prompte reduceret til pejlemærker og ikke bindende løfter.

Måske regeringen skulle tage et smut tilbage på skolebænken. Her bliver målene i elevplanerne altid fastsat ud fra en tanke om, at det skal være et realistisk mål. På den måde slipper man for opblæste, urealistiske og vidtløftige mål, der alligevel ender som selvmål.