STEMMER FRA FORTIDEN

»Måden, vi taler om ledige på, minder om de mest sorte perioder af 1800-tallet«

Af | @journallan

De er dovne og ødsle. Det er deres egen skyld. Sådan sagde man engang om de ledige. Og vi er på vej tilbage til fortidens måde at omtale arbejdsløse på. Det mener forfatteren og redaktøren bag en ny bog om a-kassernes historie og de arbejdsløses vej ud af fattiggård og ydmygelse.

Demonstration i 1920'erne på Nørrevold i mod arbejdsløshed og nedskæringer. 

Demonstration i 1920'erne på Nørrevold i mod arbejdsløshed og nedskæringer. 

Foto: Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv

Det er godt en måned siden, at den seneste politiske strid om dagpengesystemet kulminerede med en bred dagpengeaftale.

Men diskussionen om hjælp til de arbejdsløse var på ingen måde mindre sprængfarlig for 108 år siden, da den første danske lov om statsanerkendte a-kasser så dagens lys. Dagpengesatsen var maksimalt to kroner om dagen.

Vi har jo kaldt bogen 'Ydmygelsen der forsvandt', men noget af det, der er turbo på igen i de her år, er den der ydmygelse. Simon Bauer, redaktør, HR- og Kommunikationschef i Min A-kasse

Forud var gået en lang og heftig politisk debat, hvor modstanderne på højrefløjen beskyldte fattige og arbejdsløse for at være 'dovne, liderlige og ødsle mennesker', mens arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet kæmpede for at få staten til at tage et medansvar for de arbejdsløse.

Den historie bliver nu beskrevet i den nye bog 'Ydmygelsen der forsvandt – Da Danmark fik a-kasser', som udgives af Arbejdermuseet & ABA i samarbejde med Min A-kasse.

Offentlig gabestok

Med understøttelsen til de arbejdsløse og loven om a-kasserne fulgte en bred politisk anerkendelse af, at arbejdsløshed var et socialt onde, der ramte mange, som ikke selv var skyld i det. Men den erkendelse er ved at blive rullet tilbage af nutidens politikere, mener forfatteren og redaktøren bag den nye bog.

»Vi har jo kaldt bogen 'Ydmygelsen der forsvandt', men noget af det, der er turbo på igen i de her år, er den der ydmygelse. Det er godt nok ikke i form af fattiggården, men så er det den offentlige gabestok,« siger Simon Bauer, HR- og Kommunikationschef i Min A-kasse og redaktør på den nye bog.

Han bakkes op af forfatter og historiker på Arbejdermuseet & ABA Nils Bärenholdt, som har skrevet bogen, der præsenteres ved en reception på Arbejdermuseet fredag. 

»Den måde, man især inden for de sidste 10 år er begyndt at tale om ledige, minder faktisk meget om den måde, politikerne talte om ledige på i de mest sorte perioder af 1800-tallet, hvis man skal sige det lidt groft. Dengang var det dominerende syn på fattige og arbejdsløse, at det var deres egen skyld, fordi de levede et sløset liv og et liv vendt væk fra Gud. Hvis man ikke kunne tage sig sammen, så måtte man presse folk til det ved at de røg på fattiggården eller på arbejdsanstalter.«

»Det er ikke det samme, som politikere siger i dag, men det store fokus på, at det primært er individets skyld, er faktisk det samme. Når du er ledig i dag, så er der store dele af det politiske spektrum, der lægger vægt på, at du skal have incitamenter til at komme i arbejde igen. Det er det samme som at sige, at det er individets egen skyld. Hvis du bare lige får et los bagi, så skal du nok finde et arbejde,« forklarer Nils Bärenholdt.

Alle kunne se, at arbejdsløsheden var et problem, men den afgørende drivkraft var arbejderbevægelsen. Det kan man slet ikke komme udenom. Nils Bärenholdt, forfatter og historiker, Arbejdermuseet & ABA

Forfærdelige historier fra fattiggården

Et los bagi er dog for intet at regne sammenlignet med den behandling, som de arbejdsløse fik i 1800-tallet. Uden nogen som helst form for sikkerhedsnet var de arbejdsløse nødt til at forsøge at hutle sig gennem tilværelsen gennem tiggeri eller hjælp fra private hjælpeforeninger. Ellers var fattiggården den sidste udvej.

»På nogle fattiggårde fik man tøj på med hvide og blå striber på hele vejen ned. Det var både børn og voksne, og når de gik rundt, så kunne alle se, at de var fra fattiggården, og dem var der ingen, der ville være i nærheden af. Det var en kæmpe ydmygelse, og der var forfærdelige historier om folk, der begik selvmord for at slippe for fattiggården,« forklarer Nils Bärenholdt.

Men i den nye bog beskrives det, hvordan samfundet ændrer sig i takt med industrialiseringen i slutningen af 1800-tallet. Flere danskere bevæger sig fra land til by, og arbejdsløsheden i byerne stiger. Det får i første omgang den spirende arbejderbevægelse til at etablere en række frivillige arbejdsløshedskasser, hvor arbejdere på solidarisk vis hjælper hinanden.  

Det er dog en hård kamp at skaffe nok penge til at hjælpe de arbejdsløse kolleger, og derfor stiger presset for at få staten til at træde til med hjælp.

Arbejderbevægelsen var drivkraft

Det første lovforslag om statsstøttede a-kasser kommer fra Socialdemokratiet i 1897, men det får en hård modtagelse fra daværende indenrigsminister og senere konseilspræsident Hugo E. Hørring fra partiet Højre (Det nuværende Konservative Folkeparti).

»Jeg tror, at man ved at gaa denne Vej at give Understøttelse i stor Maalestok til arbejdsløse i Virkeligheden vil svække den enkeltes Ansvar over for Forpligtelsen til at søge Arbejde og søge Arbejde i den Form, hvori han kan faa det,« lød den kontante afvisning fra Hugo E. Hørring, som mente, at implementeringen af et sådant lovforslag var utænkeligt i hans tid.

Alligevel endte det med, at samtlige partier i Folketinget bare 10 år senere bakkede op om netop et sådant forslag. Forklaringen bag det pludselige politiske stemningsskifte skal først og fremmest findes hos en stadigt stærkere arbejderbevægelse, forklarer Nils Bärenholdt.

»Alle kunne se, at arbejdsløsheden var et problem, men den afgørende drivkraft var arbejderbevægelsen. Det kan man slet ikke komme udenom. Arbejderbevægelsen startede først frivillige arbejdsløshedskasser, hvor man gik sammen og viste, at der var et alternativ til at gå rundt uden understøttelse. Men det var også arbejderbevægelsen, der blev ved med at bringe det på banen politisk og talte de arbejdsløses sag. Ellers havde man nok ikke fået det dagpengesystem, man kender,« siger han.

Venstre var meget kritiske, og det har de sådan set været gennem hele historien omkring a-kassesystemet og dagpengene. Nils Bärenholdt, forfatter og historiker, Arbejdermuseet & ABA

Samfundet har et ansvar

Inden vedtagelsen af loven om a-kasser i 1907 havde datidens Dagpengekommission med repræsentanter fra både arbejdsmarkedets parter, regeringen og Folketinget arbejdet i tre år med et forslag til en forsikring mod arbejdsløshed. Og i kommissionens betænkning var der nye toner omkring de arbejdsløse:

'Der kan næppe være synderlig Tvivl om, at det nu til Dags er den almindelige Mening, at man lige saa lidt kan rette nogen Bebrejdelse mod den Arbejder, der bliver arbejdsløs og kommer i Nød, fordi Fabriker, Værksteder og Arbejdspladser lukke eller indskrænke deres Arbejdsstyrke, som den Arbejder, der bliver brødløs, fordi han ved et Ulykkestilfælde er bleven Invalid,' lød det i konklusionen fra kommissionen.

Med kommissionens betænkning i hånden var vejen banet for en politisk aftale, som kunne tilfredsstille alle, selvom det var med et vidt forskelligt udgangspunkt, at de sagde god for de statsfinansierede a-kasser.

For arbejdsgiverne var det afgørende, at de ikke skulle betale til dagpengesystemet. Regningen blev i stedet delt mellem a-kassemedlemmerne, staten og kommunerne. Og for arbejderne var det vigtigste, at man fik en anerkendelse af, at arbejdsløshed ikke var noget, man selv var skyld i. 

»Staten anerkendte nu, at man faktisk kunne være arbejdsløs med god grund. Og fordi samfundet havde et ansvar for at arbejdsløshed opstod, så var man også nødt til at være med til at hjælpe dem, der blev arbejdsløse. Det var et regulært nybrud,« siger Nils Bärenholdt.

Den her liberale tro på, at samfundet fungerer bedst, hvis mennesket klarer sig selv, er vendt tilbage. Det er den tanke, der dominerer igen nu og også gjorde det i 1800-tallet, før a-kasserne blev indført. Nils Bärenholdt, forfatter og historiker, Arbejdermuseet & ABA

Venstre var kritiske – og har været det siden

Socialdemokratiet havde i lang tid kæmpet for økonomisk hjælp til de arbejdsløse - det gjorde det ikke bedre for partiet, at et ophold på fattiggården også betød, at man mistede stemmeretten, hvilket i sidste ende kostede vælgere. Men hos de borgerlige partier Højre og Venstre var det en broget blanding af taktik og politiske synspunkter, som lå til grund for den politiske aftale om a-kasserne.

»Højre mistede dengang mange arbejdervælgere til Socialdemokratiet, så det var måske en måde at se, om man kunne holde fast på nogle af dem. Samtidig var der også i Højre mere sociale vinde, der blæste, så man var oprigtigt interesseret i at hjælpe arbejdsløse.  Venstre var meget kritiske, og det har de sådan set været gennem hele historien omkring a-kassesystemet og dagpengene. Deres bevæggrund for at gå med var at begrænse skaderne, fordi både Socialdemokraterne og Højre ville det, så der var et politisk flertal,« forklarer Nils Bärenholdt.

Efter en omtumlet start kom der fra 1930’erne politisk stabilitet omkring a-kasserne og dagpengene. Dog ikke mere end at der med jævne mellemrum blev pustet liv i en evig politisk kamp om hovedelementerne i dagpengesystemet: Hvor stor skal dagpengesatsen være, hvor lang skal dagpengeperioden være, hvad med genoptjeningen, og skal kontrollen ligge hos a-kasserne eller hos staten?

»I perioden frem til velfærdssamfundet toppede i 1960’erne var det en pil, der pegede op ad hele tiden for a-kasserne og dagpengesystemet. Forbedring på forbedring. Men siden har det været lidt mere rodet. Og fra 1980’erne og frem er det stille og roligt blevet indskrænket igen. Vi havde 1990’erne, hvor der kom hele aktiveringsindsatsen. Nu skulle du arbejde for de ydelser, som du fik. Og så kom 00’erne med hele den her incitamentstænkning, der har ført til indskrænkninger i dagpengene,« forklarer Nils Bärenholdt

Med til at skabe den danske model

For a-kasserne har den såkaldte 'frihedspakke' for arbejdsmarkedet, som Fogh-regeringen fik vedtaget i 2002, samtidig ændret helt grundlæggende på foreningskulturen i landets a-kasser.  Hermed fulgte nemlig et opgør med de fagligt afgrænsede a-kasser og en helt ny virkelighed, hvor a-kasserne konkurrerer mod hinanden om medlemmerne.

Samtidig er den naturlige kobling til fagbevægelsen sat under pres, og det har ellers været den helt store succesfortælling bag det danske a-kassesystem, vurderer forfatteren.

»I de lande, hvor man har den her model med fagbevægelsen og a-kasserne, som er tæt knyttet sammen, kan man se en langt større organiseringsgrad. Det har givet en stærk fagbevægelse, der kunne lægge pres på politikerne. Og det er en af hovedårsagerne til, at man har fået så stærk en dansk model,« siger Nils Bärenholdt.

Siden er fulgt en stadigt hårdere politisk debat omkring, hvem der er værdig, og hvem der ikke er værdig til at modtage hjælp fra det offentlige. Og om de grundlæggende årsager til arbejdsløshed.  

»Vi er gået tilbage, så den dominerende diskurs i samfundet i dag er, at roden til arbejdsløshed primært skal findes i individet. Det kan man jo se utallige eksempler på inden for de sidste par år. Dovne Robert, Fattig-Carina med flere. Se her: Det er et individ, der ikke gider. Det er roden til arbejdsløshed.«

»Når jeg er dykket ned i talmateriale og undersøgelser, så er der ikke noget, der tyder på, at en stor andel af de arbejdsløse bare har lyst til at nasse på systemet. Men hvis man kan få skabt den diskurs i samfundet, så er det lettere at lave nogle reformer, hvor man netop skærer ned på offentlige ydelser og overførselsindkomster, og det er det, vi har set i de senere år,« siger Nils Bärenholdt.

Den liberale tro er vendt tilbage

Med den seneste dagpengeaftale sikkert i hus med et bredt flertal bag sig, er der nu lagt låg på dagpengedebatten. I hvert fald i denne omgang. 

For der venter utvivlsomt flere ophedede diskussioner om det mere end 100 år gamle dagpengesystem. Og når der igen skal ændres på dagpengesystemet, vil det formentlig afspejle det generelle syn på arbejdsløse i samfundet. 

A-kassernes historie og den politiske og ideologiske dagpengedebat gennem historien er et godt billede på hele samfundsudviklingen, mener forfatter Nils Bärenholdt. Og skal man tro den nuværende politiske debat, så varsler det hårde tider for de arbejdsløse.

»Den her liberale tro på, at samfundet fungerer bedst, hvis mennesket klarer sig selv, er vendt tilbage. Det er den tanke, der dominerer igen nu og også gjorde det i 1800-tallet, før a-kasserne blev indført. Om det virker, skal jeg jo ikke afgøre, men det har i hvert fald nogle konsekvenser for dem, der bliver stigmatiseret.«

Lov om anerkendte arbejdsløshedskasser (1907)

 

Udgifter til driften af a-kasser blev fordelt mellem a-kassens medlemmer, staten og den kommune, hvor a-kassen havde hjemme. Statens tilskud kunne maksimalt udgøre 250.000 kroner om året.

Medlemmerne betalte halvdelen, staten en tredjedel og kommunerne en sjettedel af udgifterne til understøttelse.

Alle kunne blive medlem af en a-kasse, såfremt man havde faglig tilknytning til den.

Personer mellem 18 og 60 år kunne blive medlem af en a-kasse, og ventetiden blev sat til et år, fra man meldte sig ind i en a-kasse, til man var berettiget til understøttelse.

Et medlem skulle dokumentere, at man havde haft arbejde i ti måneder inden for den forudgående toårige periode.

Ved arbejdsløshed fik man ret til understøttelse i 70 dage pr år, samlet 210 dage i en treårig periode. Havde man opbrugt denne periode, måtte man stå som bidragsydende medlem i et år, inden man kunne optjene retten til dagpenge.

Den maksimale dagpengesats var to kroner, og den minimale karenstid var seks dage. Undersøgelse kunne ingen omstændigheder udbetales til strejkeramte.

En a-kasse skulle have en demokratisk valgt bestyrelse.

Lov om anerkendte arbejdsløshedskasser (1907)

 

Udgifter til driften af a-kasser blev fordelt mellem a-kassens medlemmer, staten og den kommune, hvor a-kassen havde hjemme. Statens tilskud kunne maksimalt udgøre 250.000 kroner om året.

Medlemmerne betalte halvdelen, staten en tredjedel og kommunerne en sjettedel af udgifterne til understøttelse.

Alle kunne blive medlem af en a-kasse, såfremt man havde faglig tilknytning til den.

Personer mellem 18 og 60 år kunne blive medlem af en a-kasse, og ventetiden blev sat til et år, fra man meldte sig ind i en a-kasse, til man var berettiget til understøttelse.

Et medlem skulle dokumentere, at man havde haft arbejde i ti måneder inden for den forudgående toårige periode.

Ved arbejdsløshed fik man ret til understøttelse i 70 dage pr år, samlet 210 dage i en treårig periode. Havde man opbrugt denne periode, måtte man stå som bidragsydende medlem i et år, inden man kunne optjene retten til dagpenge.

Den maksimale dagpengesats var to kroner, og den minimale karenstid var seks dage. Undersøgelse kunne ingen omstændigheder udbetales til strejkeramte.

En a-kasse skulle have en demokratisk valgt bestyrelse.