Lyst til reformer står stille

Af

På trods af blodrøde statsfinanser frygter vælgerne ikke mere for velfærdsstatens økonomiske sundhed, end de har gjort tidligere, viser ny undersøgelse. Regeringen skal være langt mere offensiv, hvis den skal overbevise danskerne om behovet for nedskæringer, mener ekspert.

RO PÅ Selv om statskassen bløder og alverdens økonomiske eksperter fra ind- og udland igen og igen råber op om behovet for reformer af den danske velfærdsstat, så sker der nærmest intet med danskernes holdning. Vi ryster lidt på hovedet og børster eksperternes formanende råd fra skuldrene.

Danskernes klippefaste tro på, at alting nok skal gå, viser sig ved, at der i store træk er præcis lige så mange danskere – 4 ud af 10 – der i dag frygter for velfærdsstatens økonomiske sundhed, som der var, da VK-regeringen kom til magten i 2001 og ved valget i 2005. Det viser en sammenligning af valgundersøgelserne og en ny meningsmåling gennemført Analyse Danmark for Ugebrevet A4.

Godt nok var der et udsving i danskernes holdning i 2007, hvor endnu færre mente, at velfærdsstaten løb ind i økonomiske problemer. Men det faldt også sammen med, at politikere lovede danskerne, at de kunne få i både pose og sæk og hverken behøvede at bekymre sig om skatten eller de offentlige udgifter, mener adjunkt ved Aarhus Universitet Rune Slothuus, der forsker i vælgernes holdninger.

»På trods af økonomisk krise og dundrende underskud på de offentlige finanser, ser det ikke ud til, at danskernes bekymring for velfærdsstatens sundhed er videre stor. Tværtimod, så er det ret klart, at der hos flertallet af danskerne ikke har indfundet sig en krisebevidsthed,« siger han.

Offentlige finanser styrtbløder

Danskernes tiltro til velfærdsstatens finansielle sundhed er bemærkelsesværdig af flere grunde.

For det første fordi den økonomiske krise og dens kvælertag på de offentlige finanser forventeligt skulle havde fået danskerne til at tænke en ekstra gang over, hvordan vi skal opretholde velfærdsstaten, som vi kender den.

For det andet fordi de økonomiske eksperter i efterhånden årevis har prædiket, at der må og skal ske reformer, hvis der om 10, 20 og 30 år skal være balance i statens udgifter og indtægter.

Særligt højlydt lød reformkravet fra Velfærds- og Arbejdsmarkedskommissionen, der begge i utallige artikler, digre rapporter og debatindlæg forsøgte at få politikere og vælgere overbevist om at handle med rettidig omhu og sikre velfærdsstaten langsigtede økonomiske sundhed.

Med velfærdsforliget fra sommeren 2006 har politikerne da også taget flere skridt i retningen af at forberede det danske samfund på fremtidens udfordringer. Efterløns- og pensionsalderen sættes op fra slutningen af dette årti, og et væld af større og mindre tiltag skal sikre, at der også er penge til velfærd til fremtidige generationer.

Det har imidlertid ikke fået de økonomiske eksperter til at lukke munden. I sidste uges Ugebrevet Mandag Morgen efterlyste et enstemmigt panel på seks af Danmarks førende økonomer nye reformer og en stram offentlig udgiftsstyring. Tidligere vismand og professor emeritus ved Københavns Universitet Niels Thygesen satte trumf på med en advarsel om, at der først ville blive overskud på de offentlige budgetter omkring 2050 – godt 40 år fra nu.

Sandsynligvis vil der også være krav om offentlige besparelser i den ventede opgørelse over Danmarks evne til at leve op til EU’s konvergenskriterier, som bliver offentliggjort engang i løbet af de kommende uger.

Reglen i konvergenskriterierne er, at det offentlige underskud maksimalt må være på tre procent af bruttonationalproduktet. Det er Danmark på nuværende tidspunkt ikke i nærheden af at kunne leve op til.

Mundlamme politikere

Enkelte politikere er da også begyndt at snakke om muligheden for igen at tage de svære spørgsmål omkring efterløn og pensionsalder op til fornyet revision.

I sidste måned var både den radikale leder Magrethe Vestager og de konservatives leder økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen ude og lufte muligheden for at rykke ved efterlønnen. Det blev dog hurtigt fejet af bordet af både Venstre og Socialdemokraterne, der begge kontant afviste at genåbne velfærdsforliget fra 2006.

Blandt vælgerne ser der da heller ikke ud til at være den store lyst til at røre ved efterlønnen. Af de adspurgte i Ugebrevet A4’s måling, svarer 56 procent, at det vil være en dårlig ide, at fjerne efterlønsordningen helt. Til sammenligning var der i september 2008, 58 procent, der havde den holdning.

Lidt større vilje er der til at fremrykke hævningen af efterløns- og pensionsalderen, som mange økonomiske eksperter har foreslået. Henholdsvis 44 og 35 procent af de adspurgte mener, at vi allerede i år godt kunne begynde at skubbe efterløns- og folkepensionsalderen i vejret, der ellers først vil blive rykket ved i 2019 og 2024.

Når der ikke er større opbakning til at tage hul på nye reformer, så handler det ifølge adjunkt og valgforsker Rune Slothuus om, at politikerne trods den seneste tid krisesnak ikke for alvor har gjort situationens alvor klart for vælgerne.

»Bortset fra de konservatives kortvarige reformiver, så har det været meget ukonkret, hvad der skal gøres. Tilmed siger finansministeren, at det først skal ske, når krisen er drevet over,« siger han.

»Man har simpelthen ikke talt en krisebevidsthed frem. Og det gælder både fra regeringen og Socialdemokraternes side.«

Udlandet har større problemer

Med til billedet hører dog også, at Danmark nu og her er i mindre problemer end mange andre lande er.

Det gælder eksempelvis Storbritannien, Grækenland, Spanien og USA, der ifølge Economist Intelligence Unit alle må slås med budgetunderskud på mere end ti procent af bruttonationalproduktet (BNP). Her synes Danmarks forventede budgetunderskud i 2010 på 5,5 procent af BNP at være det rene vand, hvilket der godt kan være nogle danskere, der beroliger sig med, mener professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet:

»Samtidig kan de store tal og langsigtede bekymringer for den finansielle holdbarhed også være meget svært at forholde sig til,« siger han.

»Det er nok ikke med henvisning til konvergenskriterierne, at du får overbevist danskerne om behovet for reformer. Der skal en mere snusfornuftigt købmandsagtig tilgang til.«

Alligevel mener Rune Slothuus fra Aarhus Universitet, at det ville være muligt for regeringen at få vækket krisebevistheden hos vælgerne, så de i højere grad er klar til at foretage de langsigtede tilpasninger, som så mange økonomiske eksperter råber op om.

Han henviser til, at undersøgelser har vist, at vælgernes holdning til eksempelvis udlicitering og efterløn kan rykkes af politikerne med gode begrundelser og den rette timing.

»Borgerne er langt hen ad vejen lydhøre over for partiernes budskaber,« siger han.

Økonomisk uorden er upopulær

Som eksempel nævner Rune Slothuus, at Socialdemokraternes leder Helle Thorning-Schmidt tilbage i 2005 i en af sine første udmeldinger som partiformand gjorde det klart, at i en fremtid med flere ældre, færre i den erhvervsaktive alder og øget økonomisk pres på de offentlige velfærdsudgifter skulle nutidens unge ikke regne med at kunne gå på efterløn.

Den melding fik mange socialdemokratiske vælgere til at skifte holdning. I ugerne inden S-formandens melding var cirka hver tredje S-vælger enig i, at det på længere sigt blev nødvendigt at afskaffe efterlønnen. I ugerne efter var næsten hver anden S-vælger enig.

»Hvis politikerne mener, at der bliver behov for reformer, så gælder det om at forklare vælgerne hvorfor. Jo før, desto bedre,« siger Rune Slothuus og tilføjer.

»Vælgerne tænker ikke kun på deres egen pengepung. De tænker også på samfundsøkonomien. Så selv om det måske på den korte bane er upopulært at tale om reformer, så kan det på længere sigt blive belønnet. Vælgerne er nemlig ligeså utilfredse med økonomisk uorden, som de er med forringelser i velfærden.«