Lykke Friis’ fejlfokus

Af Jan Birkemose, redaktør

Ligestillingsministeren vil hellere arbejde for ligestilling på chefgangene end på fabriksgulvet. Det er et virkelighedsfjernt fokus at prioritere de kvinder, der allerede er ligestillet, højest.

LEDER På 100 års dagen for kvindernes internationale kampdag har Danmark endelig fået en engageret ligestillingsminister. Desværre er Lykke Friis – der netop har overtaget posten fra Inger Støjberg – så elitær i sin verdensopfattelse, at hendes engagement i bedste fald kun vil komme samfundets absolutte top til gode.
Ifølge Lykke Friis, der har en fortid i universitetsverdenen og Dansk Industri, er Danmarks vigtigste ligestillingsproblem, at der er for få kvinder på samfundets topposter. Ganske vist har ligestillingsministeren fuldstændig ret i, at det er et vanvittigt talentspild, at danske virksomheder og offentlige institutioner ikke udnytter dygtige, kompetente og højtuddannede kvinder i de ledende stillinger. Men det er virkelighedsfjern proportionsforvrængning at mene, at det er et større problem for samfundet, at de fem procent af befolkningen, der tilhører eliten, ikke kan finde ud af at deles om magten, end at de 50 procent af befolkningen, der har et lige personnummer, får en ulige løn og både på kort og lang sigt snydes i arbejdslivet.
Ifølge den ene undersøgelse efter den anden får danske kvinder knap 20 procent mindre i løn end danske mænd. Godt 70 procent af løngabet kan forklares ved, at mænd og kvinder ikke er ligeligt fordelt på arbejdsmarkedet. Mænd har det med at dominere de bedst betalte brancher og – som Lykke Friis også påpeger – sætte sig på de ledende og bedst betalte poster. Alt dette er i sig selv problematisk. Det helt store problem ligger dog i de 30 procent af løngabet, som ikke kan forklares med andet end kønsdiskriminerende, uretfærdig og ulovlig forskelsbehandling.
Spørger man vælgerne – som Ugebrevet A4 har gjort – er der ingen tøven, når der skal peges på de største ligestillingsproblemer. Mere end hver anden peger på den manglende ligeløn, og på anden- og tredjepladsen kommer manglende ligestilling blandt indvandrerkvinder og mere øremærket barsel til mænd. På trods af at deltagerne i Ugebrevet A4’s undersøgelse måtte pege på tre problemer, har kun 17 procent anset de få kvindelige topchefer som et punkt, den nye ligestillingsminister skal bruge sine kræfter på.
Lykke Friis’ syn på ligestilling er dermed ikke alene i strid med almindelig god fornuft, men også med vælgernes ønsker. Hendes elitære verdenssyn kan kun undskyldes med, at hun selv er gået en stort set snorlige vej fra vugge til chefstol.
Med Lykke Friis’ fokus i ligestillingskampen, må det store flertal af kvinder, som ikke har en karriere, der matcher hendes, klynge sig til det teoretiske håb om, at kampen for flere kvinder på samfundets topposter måske indirekte kan være med til at udløse en mere lige og retfærdig løn. Det er jo dem, der sidder ved chefbordet, der bestemmer lønnen og tanken om at kvindelige chefer vil have mere fokus på ligeløn end deres mandlige forgængere, er jo en mulighed.
Men det er unægtelig en omvej til ligeløn. Som minister kan Lykke Friis allerede i morgen kræve kønsopdelte lønstatistikker på hele arbejdsmarkedet. Et sådan dokument ville på langt de fleste arbejdspladser være en uvurderlig hjælp til at bevise og beregne lønforskellen og af den vej stille arbejdsgiveren til ansvar. Men det kræver, at Lykke Friis får justeret sit fokus ind efter, hvad der foregår blandt de almindelige vælgere og ikke blandt hendes ligestillede veninder.