LO’s fremmarch på overenskomstscenen

Af Jørgen Steen Madsen
Jesper Due

Analyse udefra Hovedorganisationerne har i de senere år vundet nyt terræn på den politiske front i et stadigt tættere trepartssamspil med VK-regeringen. Men er de nu også, med LO i spidsen, ved at generobre indflydelsen på overenskomstspillet?

PARADOKSET Da LO holdt kongres i oktober i år, havde flere politiske iagttagere travlt med at skrive gravskriften over den dominerende hovedorganisation på det danske arbejdsmarked.

Der er ingen tvivl om, at LO-fagbevægelsens kontinuerlige medlemsfald er en kæmpemæssig udfordring, og at det er afgørende for fagbevægelsens muligheder for at fastholde den stærke samfundsmæssige position gennem den danske model, at medlemsudviklingen vendes inden for en kortere årrække. Men det må tilføjes, at LO-fagbevægelsen samtidig har opnået imponerende resultater og fået stadig større indflydelse. Der er en paradoksal sammenhæng mellem stigende indflydelse og faldende medlemstal.

Hvis vi ser på overenskomstområdet, har fagbevægelsen aldrig haft så mange varer på hylderne. Siden begyndelsen af 1990’erne er overenskomsternes bredde blevet udvidet, så de ud – over de traditionelle spørgsmål omkring løn og arbejdstid – også rummer en række velfærdsgoder som arbejdsmarkedspension, løn under sygdom og barselsorlov, sociale kapitler samt efter- og videreuddannelse.

Hvis vi ser på det politiske felt, så har fagbevægelsens indflydelse sjældent – om nogensinde – været så stor som i de seneste år. Fagbevægelsen indgik en trepartsaftale med regeringen om styrket efter- og videreuddannelse forud for forhandlingerne på LO/DA-området i begyndelsen af 2007. Og efter de private overenskomstforhandlinger blev der indgået en ny trepartsaftale. Denne gang om forbedrede vilkår for de offentligt ansatte i forbindelse med regeringens kvalitetsreform.

Dobbeltreguleringen

Velfærdsgodernes indtog i overenskomsterne blev i første halvdel af 1990’erne brugt af de nye store sektororganisationer med CO-industri og Dansk Industri (DI) i spidsen til at underbygge deres styrkede position i overenskomstsystemet på hovedorganisationernes bekostning. Da den daværende SR-regering samtidig var meget tilbageholdende med at inddrage arbejdsmarkedets parter i politikudviklingen, blev også hovedorganisationernes politiske rolle svækket.

Men samtidig betød den øgede bredde i overenskomsterne nye langsigtede muligheder for hovedorganisationerne. Overenskomsterne er derigennem kommet til at indeholde velfærdsspørgsmål, der ellers som udgangspunkt alene var reguleret gennem lovgivning. Der blev udviklet en form for dobbeltregulering, hvor velfærdsgoder både reguleres gennem lovgivning og gennem overenskomster. Og dermed har de politiske aktører en legitim interesse i at få indflydelse på overenskomstforhandlingerne. Hvis det skal ske uden fuldstændigt at sætte den danske models selvreguleringsprincip over styr, forudsætter det et tæt trepartssamspil mellem de politiske aktører og arbejdsmarkedets parter. Og i den sammenhæng er det netop hovedorganisationerne, der kommer i spil, fordi de kan sikre den samlede aftale, som politikerne har brug for.

Risikoen er, at politikere og forhandlere slås om dagsordenen midt under overenskomstforhandlingerne, og så bliver de frie forhandlinger en parodi. Der må i god tid skabes en fælles forståelse for, hvordan de politiske partier ændrer på velfærdsgoder, som både reguleres ved lov og overenskomster. Og hvilke konsekvenser det vil få på overenskomstforhandlingerne. Det var netop, hvad der skete forud for OK 2007 med spørgsmålet om efter- og videreuddannelse.

LO’s indsats bliver nødvendig for at få skabt håndterbare rammebetingelser for overenskomstforhandlingerne, så der kan tages hensyn til de politiske ønsker samtidig med, at parterne i øvrigt kan føre deres egne forhandlinger og prioritere kravene uden videre indblanding. Den øgede politiske inddragelse kommer derved i stigende grad til at dreje sig om direkte overenskomstrelaterede spørgsmål, og derigennem har hovedorganisationerne igen fået en øget overenskomstrolle.

Det er således i overenskomsternes ændrede karakter, at man skal finde drivkraften bag det tættere samspil mellem parterne og det politiske system og hovedorganisationernes dermed følgende stigende politiske og overenskomstmæssige rolle. Dermed er der også tale om en tendens, som formentlig vil vise sig uafhængig af regeringens politiske sammensætning.

Koordineringsbehovet

Denne nye og væsentlige rolle for LO og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) på det private arbejdsmarked ligger i optakten til overenskomstforhandlingerne. De direkte forhandlinger styres fortsat suverænt af sektororganisationerne. Men samtidig har de to hovedorganisationer fastholdt en væsentlig koordinerende rolle, når forhandlingerne i den afsluttende fase samles op i Forligsinstitutionen. Så længe arbejdsgiverne definerer det som afgørende for varetagelsen af deres interesser, at der sker en sammenkædning i Forligsinstitutionen, vil der også være en betydende koordinerende rolle for LO og DA.

DA’s strukturudvikling, der med DI i spidsen går på tværs af de traditionelle sektorlinjer og dermed også med organisations- og overenskomstgrænser, bidrager yderligere til udviklingen. På lønmodtagersiden opstår derfor et behov for en tværgående koordinering – og det kan vise sig, at det er LO, der skal udfylde denne rolle.

Trepartsaftalerne i juni 2007 var et udtryk både for hovedorganisationernes stigende politiske indflydelse og for deres øgede betydning på overenskomstområdet. Her blev indgået en væsentlig politisk aftale med VK-regeringen, som i høj grad har brug for et samspil med fagbevægelsen for at få legitimeret regeringens velfærdsprofil. Men samtidig indeholdt aftalen – i form af midler til styrkelse af efter- og videreuddannelse og seniorpolitik – elementer, der normalt direkte hører overenskomstforhandlingerne til.

Dermed blev væsentlige overenskomstforhold reelt afgjort ved et helt andet bord, hvor det ikke var de sædvanlige forhandlingssammenslutninger, KTO og CFU, men hovedorganisationerne, der var part i aftalen. På det offentlige område er det første gang, at både LO og FTF som hovedorganisationer har fået en sådan væsentlig overenskomstrolle.

Med den efterfølgende fortsatte politiske indblanding i form af løfter om ekstra lønpuljer til de offentlige overenskomstforhandlinger er forventningerne til OK 2008 skruet så højt op, at det kan blive mere end vanskeligt at finde en løsning – i hvert fald på det store kommunale/regionale område. Dermed er der lagt op til, at hovedorganisationerne også under afslutningen af OK 2008 kan få en ny og hidtil uset direkte rolle i overenskomstspillet.

En permanent platform

Sidste gang, der var store problemer på det kommunale (og dengang amtslige) område – under OK 2002 – endte forhandlingerne i Forligsinstitutionen, og her er det per definition hovedorganisationerne, der er forligsmandens med- og modpart. Men det lykkedes at få det arrangeret således, at KTO fastholdt den overordnede rolle, så det så at sige var LO’erne, FTF’erne og AC’erne i det kommunale system, der spillede hovedrollen i mæglingsbestræbelserne.

Med det turbulente forløb hidtil under OK 2008 kan det meget vel vise sig vanskeligt at gentage denne procedure. Og så kan det pludselig være Harald Børsting, der sidder for enden af bordet og snakker med forligsmanden. I FTF vil formanden, Bente Sorgenfrey, forsøge at sikre sig en lignende rolle, og så vil det ikke kun være AC, der har et sammenfald mellem formand og hovedforhandler, der i begge tilfælde er Sine Sunesen.

Selv om mange har dømt hovedorganisationerne ude, synes den faktiske udvikling at vise noget helt andet – for LO’s vedkommende endda trods LO-fagbevægelsen store tab af medlemmer. Det er sandsynligt, at hovedorganisationernes fremmarch på overenskomstscenen vil blive bremset, når det gælder selve forhandlingsforløbene. Her vil de enkelte organisationer formentlig gøre meget for at fastholde forhandlingerne så tæt på medlemmerne som muligt. Men med de mange velfærdsspørgsmål som del af overenskomsterne, synes der at være skabt en permanent platform for hovedorganisationerne. Det dermed følgende tætte samspil med det politiske system forudsætter en samlet koordinering, som kun hovedorganisationerne kan præstere.