Lokumsaftale til et par milliarder

Af Jan Birkemose, redaktør

Der er dømt impuls-reparationer i milliardklassen, når kommunerne senere i dag får lov at fyre to milliarder kroner af på renoveringer og nybyggeri. Kravet er, at pengene skal bruges spontant med et minimum af planlægning.

Efter alt at dømme kan de danske folkeskolebørn fremover markere dagen i dag som dagen, hvor de endeligt kunne sige farvel til deres klamme, gamle skoletoiletter. Finansminister Lars Løkke Rasmussen (V), der ellers hidtil har ment, at det ikke er nødvendigt at bekæmpe den stigende ledighed med offentlige investeringer, mødes med kommunernes formand, partifællen Erik Fabrin. Og hvis ikke Dansk Folkeparti spænder ben for aftalen, vil de to blive enige om, at kommunerne med øjeblikkelig virkning får lov til at sætte gang i nybyggeri og renovering for to milliarder kroner.

Dermed kommer regeringen endelig byggebranchen, skoleeleverne, kommunerne og oppositionen i møde. Og det er jo alt sammen meget godt. Eneste hår i suppen er, at aftalen kommer alt for sent og økonomisk er alt for uambitiøs. I værste fald risikerer de to milliarder kroner at blive spildt på en gang klatmaleri, der hurtigt skaller af det kommunale murværk, der er så fugtigt, at det hellere burde rives ned og bygges op på ny.

Ambitionen er nemlig, at pengene sætter malere, murere, blikkenslagere og alle mulige andre håndværkere, der er ramt af den stigende ledighed, i job hurtigst muligt. På den måde skønner kommunerne, at investeringerne allerede i år kan skabe omkring 5.000 arbejdspladser. Men eftersom hvidtekostene og boremaskinerne skal sættes i sving omgående, er der garanti for, at der ikke er tid til at overveje, om det er de rigtige byggeprojekter, der kommer til at nyde godt af de pludselige pengestrømme.

Nok er det svært ikke at have sympati for ordentlige toiletforhold på landets skoler, men med en smule mere planlægning og overblik kunne pengene måske gøre større nytte, hvis der lå en gennemtænkt strategi bag.

Og hvis nogle kommuner skulle mene, at samfundet får mest valuta for pengene ved at investere i større byggerier og anlæg, kan de godt glemme alt om det. For når regeringen endelig lukker op for noget, der ligner et mikrohjørne af den vækstpakke, som har været efterlyst i månedsvis, skal hver en krone nemlig prompte omveksles til nye job. Og større anlæg og byggerier kræver som bekendt længere tilløb med godkendelser og byggeplanlægning. Derfor vil de mere ambitiøse projekter falde for kravet om, at de to nye milliarder kroner skal bruges allerede i år.

Netop det faktum, at byggeri og anlægsarbejde kræver lang planlægning, har ellers været fremført fra fagbevægelse, opposition og byggebranche, når de gennem hele efteråret har anbefalet at sætte gang i de offentlige investeringer. Men regeringen har stædigt holdt fast i, at øgede offentlige investeringer ville overophede økonomien, og at det var vigtigt at holde krudtet tørt, til der for alvor var brug for at skyde det af.

Det må så være nu, hvis man skal forstå den kommuneaftale korrekt, der sikkert falder på plads i dag i Finansministeriet. Men tænk, hvor fornuftigt pengene kunne bruges, hvis kommunerne kunne have budgetteret med de nye investeringer for allerede et halvt år siden.