Løntilskudsmaskinen

Af Jan Birkermose, redaktør

Kommunerne fyrer folk og opretter løntilskudsjob på samlebånd for at få løst opgaverne. Det er ikke første gang, kampagner om løntilskud ender i skandale. Denne gang bør være den sidste.

LEDER Først fyrer vi Hansen, så giver vi Jensen løntilskud for at udføre Hansens opgaver, så ansætter vi Hansen i en ny stilling med løntilskud, hvor han skal udføre Larsens opgaver, fordi hun blev fyret. Larsen får også løntilskud, mens hun løser de opgaver, som tidligere blev udført af …

Hokus pokus og vupti har vi nået målet om at skabe 20.000 job med løntilskud i kommunerne. Om det er sådan, det er blevet tænkt, er umuligt at vide. Men kombinationen af kommunernes personalenedskæringer og regeringens krav til kommunerne om at producere løntilskudsjob på samlebånd er, at medarbejdere i faste stillinger bliver fyret og skubbet ind i en særegen mølle, hvor de efter kort ledighed selv havner i et nyt kommunalt job – denne gang med løntilskud.

Job med løntilskud er som udgangspunkt kendt som et af de mere effektive redskaber til at skabe varig beskæftigelse for ledige – dog mest effektivt i private virksomheder. Det er derfor en sympatisk ambition, at regeringen har besluttet at fordoble antallet af job med løntilskud i det offentlige. Men som det så ofte sker, når politiske mål omsættes til et enøjet fokus på kvoter og målstreger, fordufter kvaliteten.

I den konkrete sag omtalt i A4 i dag – som der ikke bare er én, men sandsynligvis tusindvis af – siger det sig selv, at ideen om løntilskud er fuldstændig håbløs. Udover at en fast medarbejder mister sit job og selv er på vej til løntilskud et andet sted i kommunen, er der heller ikke den store sandsynlighed for, at løntilskuddet ender som en fast ansættelse. Alle er enige om, at hvis løntilskud skal ende i et varigt job, kræver det, ansættelsen sker i et perfekt match mellem den ledige og arbejdspladsen. Og det er der næppe tid til at opnå, når kommunerne skal oprette tusindvis af løntilskudsjob på ingen tid.

Et andet aspekt er, at der næppe er meget jobtræning at hente i at blive ansat på en arbejdsplads, hvor man er den eneste medarbejder, fordi de andre er blevet fyret. Ligeledes kan man spekulere over, om det er til fordel for kvaliteten af den offentlige service, at den bliver udført af folk, der enten har en fyreseddel hængende over hovedet eller lige er blevet ansat i et midlertidigt løntilskudsjob.

Miseren vækker minder om den seneste gang, regeringen forsøgte sig med en stor løntilskudskampagne. Det var i 2004, hvor man under det muntre navn ’jobtimisme – 10 uger – flere i job’ oprettede 10.000 løntilskudsjob på kun 10 uger. Da de mange nyoprettede job var udløbet, var det kun ganske få, der var endt i fastansættelse. Og allerede før de 10 kampagneuger var overstået, kunne Ugebrevet A4 afsløre, at jobcentrene – der dengang hed AF – var så ivrige, at de tilbød løntilskud til virksomheder, som ellers havde ansat medarbejdere på helt ordinære vilkår.

Det kan derfor konstateres, at viljen til at præstere resultater, der på overfladen ser fantastiske ud, er enorm. Men det skal åbenbart være synonymt med bimlende alarmklokker, når regeringen lover at oprette 10.000 løntilskudsjob som i 2004 eller 20.000 som i dag.