Lønmodtagernes drømme truer fagbevægelsen

Af | @MichaelBraemer

Arbejdet har fået en ny betydning. Det er ikke længere noget, der skal overstås hurtigst muligt til størst mulig løn. I dag stiller vi samme krav til kvalitet i vores drømmebilleder af arbejdstid og fritid, og hvis ikke fagbevægelsen snart indretter sig efter det »tidsspring«, kan den godt indstille sig på en fremtid i selskab med lavene og gilderne på Nationalmuseet, mener fremtidsforskeren og forfatteren Maria-Therese Hoppe.

Lige nu sidder mange på arbejdet og er svært tilfredse med at være kommet over julen. De perfektionistiske krav til familieidyl og tætte menneskelige relationer, som er så svære at leve op til, er på afstand. Nu kan man endelig slappe af og hygge sig med kollegerne. Kontrollen er genvundet.

Undersøgelser har vist, at 1990’erne gjorde kål på industrisamfundets lønmodtagermentalitet, ifølge hvilken arbejdet var et onde, som skulle begrænses mest muligt. Langt de fleste danskere betragter i dag arbejde og fritid som lige tilfredsstillende og stiller de samme krav om følelsesmæssige udfordringer, oplevelser og socialt samvær begge steder. Vi kræver respekt og interesse fra de mennesker, vi indgår i fællesskab med, og nogle får deres behov bedst og lettest opfyldt på jobbet.

På et konkret plan ser fremtidsforskeren Maria-Therese Hoppe vores ændrede holdning til arbejdet afspejlet i den store fokus på mobning.

»Der er ikke noget nyt i fænomenet. Tidligere hed det bare »besværlige medarbejdere, der ikke kunne forstå en joke«. Endnu tidligere, i skolegården, hvor gårdvagten vendte det blinde øje til, hed det »en rask dreng«. Når vores standarder har ændret sig, er det, fordi arbejdspladsen er blevet et sted, hvor vi vil virkeliggøre et drømmebillede præget af harmoni, venskabelighed, følelsesmæssigt engagement og kontrol. »Vi holder meget af hinanden her på arbejdspladsen – ellers var vi her ikke«. Det er drømmebilledet, og her bryder mobning forstyrrende ind,« siger hun.

Fagbevægelsen er truet

De voksende krav til kvalitet og følelsesmæssigt engagement på arbejdspladsen udfordrer fagbevægelsen. Den har muligheden for at gå ind og skabe de rammer, som drømmene skal virkeliggøres indenfor.

Maria-Therese Hoppe forstår ikke, hvorfor fagforeningerne ikke griber chancen og indretter sig efter det »tidsspring«, der har fundet sted, i stedet for bare at brokke sig over, at så mange ikke gider være medlemmer mere. Fagbevægelsen taler om voksende egoisme og manglende solidaritet hos især de unge og forstår ikke, at det ikke længere er nok at forhandle arbejdstid, løn og frynsegoder.

For at overleve bliver fagbevægelsen nødt til meget snart at tage bestik af den ændrede virkelighed, finde tilbage til sine rødder og spørge sig selv, hvad det er for nogle interesser, folk ønsker, den skal varetage i dag, mener hun. Desværre ser fremtidsforskeren en overhængende risiko for, at fagbevægelsen inden længe lider samme skæbne, som lavene og gilderne gjorde, da industrisamfundet vandt frem.

12»Lavene stod også for en gensidig forsikring, forsørgelse og alt det dér. Men med industrisamfundet fik vi en anden samfundsstruktur og andre problemer, og derfor døde de. I stedet fik vi fagforeningerne, som har gjort et fantastisk arbejde for at løse de problemer med løn og arbejdsvilkår, som opstod for lønmodtagere i den nye samfundsorden. Men nu er problemerne og ønskerne igen nogle nye, og så nytter det ikke at stå fast på at løse problemer, der hører fortiden til. Det giver i hvert fald ikke opbakning blandt de unge, som betragter fagbevægelsens landvindinger som en selvfølge. De kan ikke se relevansen hverken i det, fagbevægelsen selv ser som sine opgaver, eller i den faglige retorik, de hører som floskler. På gode arbejdspladser, som netop involverer medarbejderne følelsesmæssigt, kan de heller ikke bruge fortidens fjendebillede af arbejdsgiveren til noget, for han er ikke modstanderen i det daglige. Til gengæld ville de være lykkelige for redskaber og hjælp til at tilrettelægge arbejdslivet, så det kommer til at indgå i en harmoni og helhed med familieliv og fritid,« siger Maria-Therese Hoppe.

Legoklods-modeller

Fleksibilitet og individualitet er nøgleordene for de redskaber, hun efterlyser. Der skal være forskellige modeller for deltagelse i arbejdslivet, blandt andet fordi forskellige lønmodtagere befinder sig i forskellige faser af deres liv. De skal have mulighed for at bryde det traditionelle, men uhensigtsmæssige mønster, hvor man arbejder mest, mens man har børn og mindre, mens man er henholdsvis ung og gammel.

»Ser man de forskellige modeller som legoklodser, er det selvfølgelig ikke meningen, at der skal være en klods for hver medarbejder. Jeg tror, man vil kunne sammensætte meget individuelle løsninger ved at flytte på få ud af mange grundlæggende klodser. Hvad de grundlæggende klodser skal indeholde, og hvad der skal til for at flytte rundt på dem, kan så være overenskomstspørgsmål. Fagbevægelsen vil også have en rolle i at sikre, at medarbejderne ikke bliver slidt ned, for det er noget nær umuligt for de fleste mennesker, der elsker deres arbejde, selv at sige stop,« siger Maria-Therese Hoppe.

Hun understreger, at et moderne og individuelt arbejdsmarked i høj grad også stiller krav til nytænkning og fleksibilitet på arbejdsgiverside.

Helt andre helheder

Det er mange år siden, Maria-Therese Hoppe selv var fagligt organiseret. Hun meldte sig ud af sin fagforening, fordi hun ikke oplevede, at den varetog medlemmernes interesser. Den fornemmelse fik hun bekræftet, da forbundet ikke engang udbad sig en forklaring på hendes udmeldelse. Det kunne hun kun tolke som en total ignorering af hendes interesser.

I hendes fremtidsbillede er der kun plads til én faglig organisation til at repræsentere lønmodtagerne på arbejdspladserne, og hun ser de hårdnakkede forsøg på at opretholde den nuværende, faglige opsplitning som udtryk for samme mangel på respekt for medlemmerne.

citationstegnMan skal ikke bruge kræfterne på at slås for sin egen overlevelse. Så vil medlemmerne bare stå udenfor og sige: Hovsa, nu slås dinosaurerne. Hvad kommer det os ved?

»Forbundene lever deres eget liv, hvor det først og fremmest drejer sig om at pleje deres egne interesser som selvstændige organisationer. For hvilken magt skal de i givet fald afgive? Det at afgive magt er noget af det sværeste, der findes. Men fagbevægelsen bliver nødt til at indse, at folk i dag ser i helt andre helheder. De er solidariske, men solidariteten er ikke fagopdelt.

Solidariteten omfatter de andre på arbejdspladsen, og derfor oplever de det som rent ud sagt pisseirriterende, at 17 fagforeninger skal involveres, når der skal laves noget. Det er ikke det samme, som at de har opgivet deres faglighed, for det er noget andet. Den handler om at være dygtig til det, man gør, og den faglighed skal man naturligvis holde fast i og udvikle. Men den faglige kamp for bedre løn- og arbejdsvilkår kommer til at foregå decentralt på arbejdspladserne på tværs af faggrænser,« mener hun.

Klogt og uundgåeligt skridt

At LO-fagbevægelsen vil fjerne den økonomiske støtte til Socialdemokraterne, ser fremtidsforskeren som et klogt og uundgåeligt skridt, hvis man vil appellere til fremtidens lønmodtager. En binding til et politisk parti er i hendes øjne det samme som at sige til medlemmerne, at man ikke varetager deres, men partiets interesser. Samtidig blokerer det for måske frugtbart politisk samarbejde med andre partier.

»Det partipolitiske kan folk selv finde ud af. En faglig organisations berettigelse handler om hverdagslivet. Hvad optimerer medlemmernes hverdag, uanset om vedkommende er kristen, går med turban, stemmer på Socialdemokraterne eller Dansk Folkeparti? Der bliver nødt til at være plads til alle former for individualisme, tro og overbevisninger – politiske såvel som religiøse. Det drejer sig alene om arbejdspladsen,« siger Maria-Therese Hoppe.

Derfor er hun også skeptisk over for det nye værdigrundlag, LO har lagt frem forud for sin ekstraordinære kongres 8. februar. Efter hendes mening er der tale om så runde og uangribelige formuleringer, at næppe nogen organisation eller bevægelse ville kunne erklære sig uenig i grundlaget.

»Alle er enige om, at vi skal være gode ved hinanden, varetage hinandens interesser og være solidariske – også med de udstødte. Så hvorfor vælge LO? Det bliver nødt til at være mere konkret og realistisk for at overbevise. I øvrigt har værdibaseret ledelse været et modeflip længe, og det bruges i høj grad til at chikanere med – stik modsat intentionen: »Nå, du har nok ikke de rigtige værdier. Du tror ikke godt nok.« »Når du opfører dig sådan, så bliver mor ked af det. For du har ikke de rigtige værdier – dem, jeg har nedskrevet.« »Du er ikke solidarisk. Fy!«. Man skal passe utrolig meget på misbrug af værdier som magtmiddel,« mener Maria-Therese Hoppe.

Stadig behov for tryghed

Hun mener heller ikke, at fagbevægelsen behøver at besmykke sig med vidtløftige værdier for at vise sin berettigelse. Krisen i IT-branchen, som på kort tid pillede en branche ned fra filmstjernestatus til et ganske almindeligt, godt og nødvendigt håndværk på linje med elektrikerfaget, understregede for hende, at ingen i længden er hævet over den tryghed, fagbevægelsen traditionelt har været garant for.

»Der vil altid være behov for, at nogle yder tryghed. For verden bliver ikke tryg. Men faren for fagbevægelsen ligger i, at man ikke fanger og tilfredsstiller de nye behov. Desværre er jeg selv rimelig pessimistisk. Hvis man vil overleve og have succes, skal man i hvert fald sadle om meget hurtigt, fordi ændringerne sker så hurtig. Og man skal ikke bruge kræfterne på at slås for sin egen overlevelse. Så vil medlemmerne bare stå udenfor og sige: Hovsa, nu slås dinosaurerne. Hvad kommer det os ved?«