Lønmodtagerne har brug for en fælles stemme

Af
| @MichaelBraemer

Lønmodtagerne ville stå meget stærkere, hvis de blev samlet i én hovedorganisation eller i det mindste optrådte med én stemme i forhandlinger. Det er Ove Hygums erfaring fra tiden som arbejdsminister.

Slå pjalterne sammen i én hovedorganisation! Sådan lyder rådet til de danske lønmodtagere fra Ove Hygum (S), som fem måneder efter at være fratrådt som arbejdsminister frit kan give sin vurdering af lønmodtageres og arbejdsgiveres optræden i arbejdsmarkedspolitikken.

Ove Hygum mener, at strukturen i dansk fagbevægelse i dag modarbejder lønmodtagernes interesser. De tre faglige hovedorganisationer spænder i vid udstrækning ben for hinanden i stedet for at optræde samlet til gavn for deres medlemmer.

Det oplevede Hygum adskillige gange i løbet af sine mere end tre et halvt år som arbejdsminister. Når han havde lavet aftaler med den ene hovedorganisation, kom der eftertacklinger fra de to andre, som ikke følte, at de var blevet dækket ind.

Absurd situation

Ove Hygum studsede over det absurde i situationen, når lønmodtagerorganisationer for eksempel midt i en politisk proces gik sammen med arbejdsgiverorganisationer i foretræde for Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg.

»Det er vel et af de bedste eksempler på, at lønmodtagerne ville vinde meget ved at erkende, at de har brug for en fælles talsmand eller -kvinde, så man fra politisk hold kan forhandle med lønmodtagerne som helhed,« siger han.

Ove Hygum drager en parallel til sin tid i fagbevægelsen, hvor han med finansministeren som modpart forhandlede overenskomst for statsansatte organiseret i forbund under både LO, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF) og Akademikernes Centralorganisation (AC).

»Dengang kunne jeg se, hvor vigtigt det var, at statens ansatte havde én person, som finansministeren kunne diskutere og aftale ting med. På samme måde ville det være en klar fordel for danske lønmodtagerinteresser, hvis arbejdsgiverne havde sikkerhed for, at der sad en legitim repræsentant på den anden side af bordet, som tegnede helheden.«

Tiden næppe moden

Ove Hygum tvivler på, at tiden er moden til én hovedorganisation for lønmodtagere. Men hvis man ikke vil tage det skridt, så må de tre hovedorganisationer etablere et samarbejde, der gør det muligt at optræde i fællesskab udadtil. Ellers må FTF og AC acceptere LO som den naturlige repræsentant for samtlige danske lønmodtagere.

LO’s størrelse giver for ham at se en naturlig førstefødselsret i forhold til de øvrige hovedorganisationer på lønmodtagernes side. Men han er klar over, at den erkendelse ikke er tilstede i de andre lønmodtagerorganisationer, og det anser han for kritisk.

Tekst-foto af Hygum »Det kan ikke undgå at give problemer, når man har en så toneangivende aktør som LO, og der så ikke er en respekt for, at organisationen kan tegne alle danske lønmodtagere,« siger Ove Hygum, der oplevede en helt anderledes forståelse på arbejdsgivernes side af, at Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har den fremtrædende og samlende forhandlerrolle.

Konservatisme i centralforvaltningen

Indadtil var det konservatismen i centralforvaltningen, der kom bag på Ove Hygum, da han tiltrådte som arbejdsminister.

Han oplevede, at der altid stod erfarne fagfolk i ministeriet parate til at dræbe tilløb til forandring og nytænkning. Når han som minister havde samlet indtryk på hundredvis af møder med mennesker, der på den ene eller anden måde var berørt af en uhensigtsmæssig lovgivning og kom med ideer til ændringer, så lød først mantraet: »Hør nu her, det vi har, det virker faktisk.« Derefter spørgsmålet: »Og minister, hvorfor lave noget om, der virker«.

Hans svar var, at det var ham, der stod ude på blokvognen og ølkasserne og fik tæsk, hver gang systemet svigtede. Ham, der kom til kort, når han skulle forsøge at forklare absurditeter, som ledige, faglige folk, arbejdsgivere og AF-fok sad med i det daglige.

»Som arbejdsminister får man pludselig et helt system med 6.000 medarbejdere. Et kæmpe kirkeorgel med utrolig mange muligheder. Men folk, der har set westerns, kender det mekaniske klaver, der står og spiller af sig selv – tangenterne bevæger sig, men der er ikke nogen pianist. Sådan er virkeligheden også. Hvis man ikke sætter sig til, kobler automatikken fra og selv begynder at spille, så spiller systemet sgu alligevel,« siger Ove Hygum.

Opgør med vanetænkning

Den arbejdsmarkedsreform, han var ved at varme op til, da han måtte forlade ministerposten, var netop et opgør med vane- og systemtænkningen.

Hvor arbejdsmarkedsreformen i 1998 var blevet til på den måde, at et embedsmandsudvalg havde lavet et katalog med mulige ændringer, som der så kunne vælges og vrages i under efterfølgende trepartsdrøftelser, skulle den nye reform gro i inspiration fra offentlighed og især interesseorganisationer.

Den reform nåede han aldrig, og i dag ærgrer han sig over, at han ikke fik bare seks-syv måneder til at bevise, at det kunne lade sig gøre at realisere sine egne visioner og ideer i konservativ modvind.

Hygum er dog ikke interesseret i at gøre op med det nuværende system. Han mener, at det har sine fordele i form af en grundlæggende kontinuitet og stabilitet i et politisk system, hvor ministeren kan skiftes ud fra den ene dag til den anden. Et faktum, som topfolkene i departementet er så bevidste om, at de ligefrem holdt forberedende møder med borgerlige ministeremner inden valget i november.

Det var en situation, som var svær at tackle for Hygum, men som han vælger at betragte som et udtryk for høj professionalisme hos embedsmændene.

Hygum mener, at udfordringen fra det stive embedsværk skal håndteres ved at forberede ministrene bedre før udnævnelsen. For det kræver en betydelig ballast og ofte en indkøringsperiode på et-to år at få gennemslagskraft som minister.

»Det skal ikke være nogen anbefaling til den siddende regering. Men jeg tror, det er en fordel, at man får lov at sidde så længe, at man bliver herre i eget hus og får lov at spille på hele klaveret.«