Lønmodtagere vil ikke være tillidsfolk

Af | @GitteRedder

Det bliver stadig sværere at skaffe nye tillidsrepræsentanter på det private arbejdsmarked, melder mange fagforbund. Flere og flere arbejdsopgaver skræmmer medlemmerne fra at blive tillidsrepræsentant, og det kan blive et stort problem for både lønmodtagerne og fagbevægelsen, vurderer forbundsfolk og forsker.

Når den gamle tillidsmand indløser efterlønsbeviset og koncentrerer sig om brevduerne derhjemme, står kollegerne langtfra i kø for at overtage posten. Tværtimod melder de tre største fagforbund på det private arbejdsmarked – SiD, HK og Metal – samstemmende, at det er blevet sværere at finde nye tillidsrepræsentanter. Det viser A4’s rundringning til samtlige LO-forbund. Medarbejderne orker ikke tage slæbet med det faglige arbejde, brok fra kollegerne, og samtidig er de bange for ikke at leve op til de store krav, der stilles til en moderne tillidsmand.

»Stadig færre ønsker at blive tillidsrepræsentanter, og der er ingen tvivl om, at det hænger sammen med arbejdsbyrden. Flere og flere opgaver lægges over på tillidsrepræsentanternes skuldre – de skal få det rummelige arbejdsmarked til at fungere, stå for integration, uddannelsesplanlægning, overenskomstforhandlinger og meget mere,« siger Steen Andersen, næstformand i Specialarbejderforbundet i Danmark (SiD). Det billede bekræftes af forbundssekretær i Dansk Metal, Ole Ibsen:

»Det er sværere at rekruttere tillidsrepræsentanter i dag. Opgaverne bliver bredere og mere komplicerede, og folk har ikke lyst til at prøve kræfter med den store opgave.«

På grund af besværet med at rekruttere nye tillidsfolk er det derfor heller ikke usædvanligt, at faggrupperne må slå sig sammen og vælge én tillidsrepræsentant til at repræsentere for eksempel både SiD’ere, Metal-folk og medlemmer af Kvindeligt Arbejderforbund (KAD), som også har svært ved at finde tillidsrepræsentanter.

Selv om den sammenkobling godt kan varetages forsvarligt, hvis det er en god tillidsrepræsentant, gør det imidlertid blot opgaven endnu større og dermed formentlig også sværere at finde afløseren for »super-tillidsrepræsentanten«, når det engang bliver nødvendigt.

De nye og svage svigtes

Men endnu værre er det, når den manglende interesse for at blive tillidsrepræsentant direkte giver sig udslag i, at kollegerne ligefrem må undvære en tillidsmand. Ganske vist opleves det ikke altid som noget stort problem af lønmodtagerne, medmindre der er store problemer på arbejdspladsen. Ofte høres vendingen »hvis der er problemer, går vi da bare direkte ind og taler med chefen om det«, men det er ikke helt så nemt for alle, mener Steen E. Navrbjerg, sociolog og arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet.

»De stærke lønmodtagere skal nok finde ud af at råbe op, selv om der ikke er nogen tillidsmand, men de nye og de svage på arbejdspladsen kan komme i klemme. Samtidig er hele decentraliseringen af overenskomsterne gennem de seneste år lagt an på, at der er nogle rammeaftaler, som skal udfyldes lokalt på arbejdspladsen. Men der sker altså ikke noget med rammeaftalerne, hvis der ikke er nogen til at tage bolden op. Og tillidsrepræsentanten er ofte den eneste til at tage den bold op,« siger Steen E. Navrbjerg.

Hos arbejdsgiverne i Dansk Industri ser Niels Overgaard, underdirektør på overenskomstområdet, det som noget entydigt negativt, hvis der ikke er nogen tillidsrepræsentant på en virksomhed. Han fremhæver, at for eksempel aftaler om fleksibel arbejdstid er lagt ud til lokal forhandling, og at det bliver meget mere besværligt for arbejdsgiverne, hvis de aftaler skal indgås med hver enkelt medarbejder frem for, at en dygtig tillidsmand har mandat til at forhandle på alle medarbejdernes vegne.

»Vi er kede af, at det bliver vanskeligere at rekruttere tillidsrepræsentanter, og jeg synes, fagforbundene skal gøre en bedre indsats for at skaffe kvalificerede folk. Dygtige tillidsrepræsentanter er særdeles vigtige for samarbejdet på virksomheden,« siger Niels Overgaard.

Men hvis netværket af tillidsrepræsentanter smuldrer, er det ikke bare problematisk for arbejdsgiverne og varetagelsen af lønmodtagernes rettigheder. Det kan også på sigt ødelægge hele fundamentet for den danske fagbevægelse.

»Tillidsrepræsentanterne er meget vigtige, fordi de er vores øjne på arbejdspladserne, som ser tingene og dermed problemerne, langt før vi ellers ville gøre i forbundet. Fagbevægelsen dør, hvis tillidsrepræsentanterne forsvinder,« siger Bjarne Larsen, faglig sekretær i Dansk Funktionærforbund - Serviceforbundet.

Han bakkes op af forbundssekretær i Blik- og Rørarbejderforbundet Bjørn Fridthjof, som også vurderer, at det er et stort problem for fagbevægelsens bestræbelser på at hverve nye, unge medlemmer.

»Når vi mangler en tillidsrepræsentant på arbejdspladserne, mister vi også den, der tager fat i de unge kolleger fra allerførste dag. Vi mister dermed lettere taget om de unge,« siger Bjørn Fridthjof.

Tillidsrepræsentanter er ildsjæle

Fagforbundene har vidt forskellige bud på, hvordan de vil gøre det mere populært at blive tillidsrepræsentant, men groft sagt deler budene sig i tre hovedkategorier:

  • Nogle opgaver skal væk fra tillidsrepræsentanten og eventuelt over til lokalafdelingen, så tillidsrepræsentantens arbejdsbyrde bliver mindre.
  • Tillidsrepræsentanterne skal gennem overenskomsten sikres mere tid inden for arbejdstiden til at varetage jobbet som tillidsrepræsentant.
  • Jobbet skal fordeles ud på flere hænder, så to eller flere deles om posten.

Blandt andre Steen Andersen fra SiD taler for den første model, men den har det indbyggede dilemma, at mange af de nuværende tillidsrepræsentanter netop finder jobbet spændende på grund af de flere og mere afvekslende arbejdsopgaver, som er kommet til i de senere år. Hvis tillidsrepræsentanten derfor fratages nogle af opgaverne og bliver en mere »gammeldags« tillidsrepræsentant, der først og fremmest løser konflikter på arbejdspladsen, vil det måske få nogle af de dygtigste til at miste interessen for jobbet.

»Mange af tillidsrepræsentanterne er virkelig nogle ildsjæle, som udover at bruge mange timer på at være tillidsrepræsentant tit også er leder i den lokale håndboldklub eller noget lignende. Og de mange nye arbejdsopgaver har gjort, at flere springer fra i løbet af de første par år som tillidsrepræsentant. Men de, der hænger ved, bliver altså også rigtigt gode og dygtigere end tidligere,« siger Steen E. Navrbjerg, der interviewede en lang række tillidsmænd i forbindelse med LO’s store tillidsrepræsentant-undersøgelse i 1998.

Farligt med fuldtids-tillidsrepræsentanter

I mange overenskomster står der i dag, at tillidsrepræsentanten skal have »den fornødne tid« til at passe jobbet som tillidsrepræsentant, men arbejdsgiver og tillidsrepræsentant er langt fra altid enige om, hvad den fornødne tid er. Derfor vil flere forbund som for eksempel RestaurationsBranchens Forbund (RBF), KAD og HK/Service arbejde for, at tillidsrepræsentanten gennem overenskomsten skal sikres mere tid til at repræsentere kollegerne. Men også den model har ifølge Steen E. Navrbjerg sine svagheder.

citationstegnTillidsrepræsentanterne er meget vigtige, fordi de er vores øjne på arbejdspladserne, som ser tingene og dermed problemerne, langt før vi ellers ville gøre i forbundet. Fagbevægelsen dør, hvis tillidsrepræsentanterne forsvinder. BJARNE LARSEN, faglig sekretærm i Dansk Funktionærforbund - Serviceforbundet

»Det er et dilemma for fagbevægelsen, fordi den naturlige løsning på en øget arbejdsbyrde vil være mere tid til at være tillidsrepræsentant og dermed en øget professionalisering. Men det giver en stor risiko for, at tillidsrepræsentanterne mister kontakten til baglandet. I forvejen synes kollegerne ofte, at tillidsrepræsentanten er til kurser eller lignende, og man risikerer at miste kollegernes tillid, hvis man slet ikke passer sit almindelige arbejde på virksomheden,« siger Steen E. Navrbjerg, som derfor advarer mod fuldtids-tillidsrepræsentanter.

Det samme gør arbejdsgiverne i Dansk Industri, hvor Niels Overgaard mener, det er vigtigt, at tillidsrepræsentanterne stadig arbejder på virksomheden, hvis de skal bevare opbakningen fra kollegerne. Og det er ikke, fordi arbejdsgiverne ikke vil betale for, at medarbejderne bruger mere af arbejdstiden på at være tillidsrepræsentant.

»De skal selvfølgelig have den tid, de skal bruge for at være en dygtig tillidsrepræsentant. Men de skal ikke have så meget tid, at de ikke har tid til at arbejde på virksomheden. Penge spiller i den sammenhæng ingen rolle,« siger Niels Overgaard.

Blandt andre Karin Retvig, formand for HK/Service, foreslår, at man kan mindske tillidsrepræsentanternes arbejdsbyrde ved at dele hvervet ud på flere hænder. Men hun forudser også, at det vil møde modstand fra arbejdsgiverne, hvis den særlige beskyttelse for tillidsrepræsentanter skal gælde flere. I dag er det særdeles vanskeligt at fyre en tillidsrepræsentant, og det kan gøre det sværere at manøvrere for arbejdsgiverne, hvis den beskyttelse skal omfatte flere. Samtidig ser arbejdsgiverne ofte en fordel i, at der kan kommunikeres og indgås aftaler med medarbejderne gennem kun én person.

Bedre i det offentlige

På det offentlige arbejdsmarked melder de større forbund ikke om de samme problemer med at rekruttere nye tillidsrepræsentanter. Det gælder både i HK’s offentlige sektorer og hos Forbundet af Offentligt Ansatte, der med knap 200.000 medlemmer er det største forbund på det offentlige område.

Her kan sekretariatsleder Grete Bruhn Nielsen fortælle, at FOA har fået vendt en negativ udvikling og på det seneste har fået flere kampvalg om tillidsrepræsentantposterne og flere, der er interesserede i at blive tillidsrepræsentanter.

»Det er selvfølgelig svært at spå om årsagen, men jeg tror, det skyldes, at vi har arbejdet meget med at inddrage afdelingerne i uddannelsen af tillidsrepræsentanterne. Det får tillidsrepræsentanterne til at føle, at de har en bedre ballast og mere støtte i ryggen,« siger Grete Bruhn Nielsen.

Set i lyset af den megen snak om vanskelighederne i Ny Løn i det offentlige, hvor tillidsrepræsentanten skal medvirke ved lokale forhandlinger om kollegernes løn, er Steen E. Navrbjerg overrasket over, at de offentlige forbund melder positivt tilbage om rekrutteringen af tillidsrepræsentanter. Men han peger på det mere regulerede offentlige arbejdsmarked og en anden mødekultur som mulige forklaringer.

»Mange ansatte i det offentlige er mere vant til at holde møder, og derfor er rollen somtillidsrepræsentant måske ikke så fremmed for dem. De har simpelthen i forvejen en indgroet mødekultur, som ikke trives lige så godt på det private arbejdsmarked,« siger Steen E. Navrbjerg.