Lønkampen handler også om selvværd og selvrespekt

Af Gladis Johansson

Bundlinjen på lønsedlen er den helt afgørende grund til, at pædagog og tillidsrepræsentant Marianne Overbye Jensen erklærer sig klar til at gå i konflikt sammen med 35.000 andre FOA-medlemmer i ældreplejen, daginstitutionerne og sygehusene. Og et lønløft er ikke bare et spørgsmål om kroner og øre på den enkeltes konto. Det er også et spørgsmål om kvalitet, faglighed og hænder nok.

KLAR PARAT … Denne onsdag summer af liv i den integrerede institution Dronning Louise på Østerbro i København. Institutionens tre etager huser omkring 200 børn fordelt på vuggestue, børnehave og fritidshjem, yderligere 90 børn er tilknyttet institutionens fritidsklub, og der bliver malet, bygget, snakket, råbt, løbet og leget.

Men gangene i institutionen kan snart ligge øde og mennesketomme hen. De cirka 40 pædagoger og medhjælpere på stuerne Tårnet, Skattekisten, Kong Gulerod og Kejser Kål er nemlig blandt de 23.000 medlemmer af forbundet Fag og Arbejde (FOA), der vil udgøre den første strejkebølge, hvis den varslede konflikt på det offentlige område bliver en realitet. Gør den det, vil yderligere 12.000 FOA-medlemmer inden for især daginstitutioner, hjemmepleje og sygehuse tilslutte sig konflikten en uges tid senere.

Marianne Overbye Jensen er pædagog i Dronning Louises fritidshjem, medlem af fagforeningen LFS under FOA og den ene af to tillidsrepræsentanter i den integrerede institution. Hun er overbevist om, at konflikten kommer. For der er ingen tegn i sol og måne på, at modparten i overenskomstforhandlingerne pludselig skulle give sig. Lønmodtagere og arbejdsgivere står stejlt. Og det gør Marianne Overbye Jensen også.

»Vi vil have mere i løn. Vi vil have markante lønstigninger. Og vi vil have styr på lønefterslæbet i forhold til den private sektor. Kravene til os og vores professionalisme, til hvor meget vi skal kunne, og hvor omstillingsparate vi skal være, bliver større og større. Men lønnen følger ikke med,« konstaterer Marianne Overbye Jensen.

15 procent mere i løn over de næste tre år lyder kravet til arbejdsgiverne. Og det er et pænt hak mere end de 12,8 procent, som forhandlerne for knap halvdelen af de offentligt ansatte allerede har sagt ja tak til – men som pædagogernes forbund BUPL, de sygehusansatte i Sundhedskartellet og FOA ikke vil tage til takke med.

»Det lyder så flot med de 12,8 procent. Men realiteten er, at en del af den stigning bliver udmøntet på anden vis, for eksempel som barns anden sygedag eller omsorgsdage til seniorer. Vi vil have 15 procent i ren løn,« siger Marianne Overbye Jensen.

Selv om børnepasningsområdet – nærmest per tradition – altid har været lavtlønnet, så er netop den slags traditioner til for at brydes, mener hun.

»Der er jo ingen, der siger, det er lovmæssigt, bare fordi det har været sådan indtil nu.«

I forvejen er børnepasning – ligesom eksempelvis ældreplejen – et område med mange deltidsstillinger, som er nødvendige for at kunne have tilstrækkeligt med hænder i spidsbelastningerne.

»Det gør det jo endnu sværere at være i et lavtlønsfag, hvis du kun kan få 32 timer. Man skal have en stilling, man kan leve af,« fastslår Marianne Overbye Jensen.

Lav løn skræmmer

Selv om bundlinjen på lønsedlen er så vigtig, at den er værd at gå i konflikt for, så spiller et andet element også en stor rolle for Marianne Overbye Jensen og hendes kolleger:

»Lønkampen handler også om selvværd og selvrespekt. Får vi den løn, vi er værd? Det spørgsmål har mange pædagoger haft det svært med de seneste år.«

Hendes eget svar er nej. Og den samme holdning kan hun og hendes kolleger læse i den flugt, de ser fra deres fag. Færre og færre søger de job, daginstitutionerne slår op, og færre og færre søger ind på seminarierne, så Marianne Overbye Jensen ser også et lønløft som et spørgsmål om at kunne rekruttere og fastholde folk. Hun er ikke i tvivl om, at den prestige, et fag har, hænger sammen med den løn, man får for at udføre arbejdet. Og rigtig mange har fået øjnene op for, hvad andre mennesker med tilsvarende uddannelser tjener, mener hun.

Ligesom i mange andre daginstitutioner har de ansatte i Dronning Louise hængt lønsedler op på opslagstavlerne til fri beskuelse for forældrene. De skal kunne se, hvad de mennesker, der skal garantere en høj kvalitet og faglighed i pasningen af deres børn, rent faktisk får for det – og hvorfor en lønkamp er nødvendig. Marianne Overbye Jensen så gerne hele facaden på institutionen tapetseret med lønsedler, for det er en øjenåbner for mange.

»De bliver virkelig overraskede over, at en nyuddannet pædagog kun får omkring 19.000 kroner om måneden. Det kommer bag på mange.«

Selv har Marianne Overbye Jensen efter 39 års anciennitet en månedsløn på 25.800 kroner for en 36-timers stilling. Og den løn inkluderer kvalifikationsløn og funktionstillæg.

Offentliggørelsen af lønsedlerne er bare et middel til at synliggøre kravene til overenskomstfornyelsen og vinde forældrenes – og andres – forståelse for, hvorfor en konflikt kan blive nødvendig. For opbakning er alfa og omega, og derfor benytter de ansatte i Dronning Louise enhver lejlighed til at informere forældrene. Og til at fortælle, at lønkampen ikke kun er pædagogernes og medhjælpernes kamp.

»Lige nu hedder det løn, mens hvis I også i fremtiden vil have kvalificeret og veluddannet personale til at passe jeres børn, så er det også jeres sag, at den kvalitet er i orden. Og der har vi forældrenes opbakning.«

Et andet spørgsmål er så, om den opbakning vil vare ved, hvis konflikten trækker ud, og forældrene får sværere og sværere ved at få tingene til at hænge sammen uden at kunne aflevere poderne i Dronning Louise om morgenen. Det håber og tror Marianne Overbye Jensen:

»De siger, at det selvfølgelig bliver et problem for dem. Men de kan godt forstå os, og de synes, vi gør det rigtige. Hvis der er nogen, der synes noget andet, og det er der jo nok, så har de ikke sagt det.«

Engagementet vokser

Marianne Overbye Jensen kommer lige fra et velbesøgt fællesmøde for tillidsrepræsentanter, så et slogan som »mandeløn til kvindefag« ligger lige på læben. Og når hun skal lodde stemningen blandt sine kolleger, så er solidaritet noget af det, der ansporer allermest her på tærsklen til den konflikt, der synes uundgåelig. Solidaritet med sosu’erne på plejehjemmene og de øvrige FOA-grupper. For det er jo de allerlavest lønnede, der får mindst ud af KTO-forliget, konstaterer hun.

I det hele taget oplever Marianne Overbye Jensen, at det faglige engagement efter mange år er ved at blusse op igen. Det tilskriver hun ikke mindst den aktion, de københavnske daginstitutioner var ude i sidste efterår. De kommunale politikere havde varslet store budgetnedskæringer, og det fik både forældre og pædagoger op på barrikaderne. Stribevis af daginstitutioner blev blokeret af vrede forældre, og pædagoger aktionerede i gaderne.

»Det var, som om noget rykkede hos folk. For fem år siden ville folk have syntes, det var pinligt at stå på et gadehjørne med et lille skilt, der sagde »giv dit hjerte til byens børn«. De ville have tænkt »bare min nabo ikke kommer forbi«. Men det gjorde de ikke i efteråret. Da var det »det her, det er okay«.«

Aktionerne gav bonus, budgetnedskæringerne blev taget af bordet, og den oplevelse viste folk, at det nytter, mener Marianne Overbye Jensen.

»Det var et engagement, jeg ikke har set i årevis. Vi fik rigtig stor opbakning i befolkningen, og folk så pludselig, at der kom skulderklap og forståelse for, at vi gerne vil have bedre arbejdsvilkår.«

Den samme opbakning så Marianne Overbye Jensen social- og sundhedspersonalet høste, da de sidste sommer demonstrerede over hele landet for højere løn og bedre arbejdsvilkår.

Så viljen til at konflikte er til stede. Men samtidig er der også mange spørgsmål, usikkerhed og »ikke-viden«, som Marianne Overbye Jensen kalder det. For mange kolleger er unge, og pædagogerne har ikke været ude i denne type konflikt siden 1985.

»Så man skal jo næsten være lige så gammel som mig for at kunne huske det,« siger Marianne Overbye Jensen med et smil på læben.

Det kræver fodarbejde af tillidsrepræsentanter og af dem, der har en historie med sig. Men folk er helt bestemt til at mobilisere, slår hun fast.

Risiko for indgreb

Der er fuld gang i planerne for, hvad der skal foregå under konflikten, hvis den bliver en realitet. Og Marianne Overbye Jensen lover »en frygtelig masse aktioner« i gadebilledet. På spørgsmålet om, hvor længe hun og hendes kolleger kan holde til at være i konflikt, lyder svaret – ikke overraskende – så længe det er nødvendigt. De får fuld lønkompensation under hele konflikten, så det er ikke husholdningskassen derhjemme, der vil holde dem tilbage:

»Strejkekassen er stor, har jeg fået at vide. Men det er nok snarere et spørgsmål om, hvor længe politikerne vil lade os være i konflikt.«

Kommer der et politisk indgreb, der sætter en stopper for konflikten og tvinger de strejkende med i KTO-forliget – uden at der bliver givet noget som helst ekstra – så forudser Marianne Overbye Jensen stormøder, hvor nogle vil være rasende og tale for ulovlig konflikt, mens andre vil være desillusionerede. Selv tror hun under alle omstændigheder, at konflikten vil have været indsatsen værd.

»Det kan godt være, man taber på én konto, men så vinder man på en anden på lang sigt. Konflikten vil ikke have været forgæves. Det vil være en holdningsbearbejdelse, et skridt på vejen til næste gang.«