Lønkampen burde have været en kvindekamp

Af Karen Lynggaard, freelancejournalist

De store kvindeforbund på det offentlige område skulle have insisteret på parolen om »mandeløn til kvindefag«. Nu har man forpasset en historisk chance for at gøre op med uligelønnen, mener kønsforskeren Anette Borchorst fra Aalborg Universitet.

Hvorfor er de offentligt ansattes krav om markant højere løn også et spørgsmål om ligestilling?

»Fordi rigtig mange kvinder arbejder i det offentlige, hvor lønningerne er lavere end på det private arbejdsmarked. Det er grupper som sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og pædagoger. At de placerer sig der, hænger blandt andet sammen med, at det er her, de finder de familievenlige ordninger. Den private sektor og altså de typiske mandeområder har langt hen ad vejen meldt pas på den front. Derfor er forskellen mellem det offentlige og private, noget der handler om køn, familie og traditionelle arbejdsdelinger.«

Under sloganet »mandeløn til kvindefag« lagde Fag og Arbejde (FOA) sidste efterår op til kvindekamp ved overenskomstforhandlingerne på det kommunale område. Men ingen af de andre store kvindeforbund tog imod invitationen til at gøre fælles front i ligestillingskampen. Hvorfor ikke?

»Jeg tror, at der er en meget stor vægring mod at tænke køn. Nogle finder det ubehageligt at tale om køn og acceptere, at der er køn og magt i spil i en overenskomstforhandling. FOA’s formand Dennis Kristensen er den eneste, der sætter køn på lønkampen, mens de andre hellere vil se det som en del af en generel arbejdskamp. Formentlig fordi de ikke mener, det er et godt argument.«

Er det det, der afholder f.eks. HK og Dansk Sygeplejeråd fra at gå med under en fælles kønspolitisk parole?

»Jeg ved ikke, hvad begrundelsen er for det enkelte forbund. En forhandlingssituation påvirkes af mange faktorer. Det er blevet sværere at skabe bred solidaritet, fordi lønsystemerne har ændret sig, og forbundene også er ramt af splittelse internt. Ved at lade være kan de have forpasset en historisk chance for at rykke på uligelønnen. De ville have stået meget stærkere, hvis de var gået ud med en fælles overskrift.«

Hvad er konsekvensen?

»Ja, nu er der varslet økonomisk nedtur, og overenskomstforhandlingernes kommentatorer, arbejdsmarkedsforskerne, har fra starten bidraget til at tage pusten af kampen ved at argumentere for, at man ville komme til at spise sin egen hale. Og de har sagt, at en konflikt kun ville føre til spildte strejkepenge. De har også gjort sig immune for at se det som en kønskamp.«

Men hvorfor skulle der ved netop de her overenskomstforhandlinger være fokus på ligeløn?

»Set i et historisk perspektiv har kvinder gjort alle de ting, man sagde de skulle, for at få samme løn som mænd. I 1960´erne og 70´erne sagde man, at de skulle tage uddannelse og integrere sig på arbejdsmarkedet. Det har bare ikke virket, for løngabet mellem kønnene bliver ikke mindre, og Danmark halter bagud på ligelønsfronten.«

Hvordan det?

»Lige nu ligger Danmark som nummer 39 på World Economic Forums Ligelønsindeks. Vi har et af de mest kønsopdelte arbejdsmarkeder i verden. Og løngabet mellem mænd og kvinder er ikke blevet mindre i mange år. Blandt andet derfor har ligelønsloven ikke gjort den store forskel. De lave lønninger i den offentlige sektor hænger blandet andet sammen med, at mandeområderne ikke har taget ansvaret for at harmonere arbejdsliv og familieliv på sig, selv om meget tyder på at de danske småbørnsfædre gerne vil tage sig af deres børn.«

Hvad ville det have betydet, hvis de store kvindeforbund havde fundet fælles fodslag og taget parolen om »mandeløn til kvindefag« til sig?

»Hvis man havde taget afsæt i dén parole, ville det have stillet forbundene stærkere i forhandlingssituationen, og man ville ikke så let have kunnet tage pusten fra dem med meldinger om, at økonomien er overophedet, og at det hele kan ende i en uansvarlig lønfest. Men forbundene fravalgte parolen. Derfor er lønspørgsmålet forblevet det enkelte forbunds sag – og kamp – og ikke det samfundsanliggende, som manglende ligeløn i virkeligheden burde være.«