Lønkamp splitter fagbevægelsen

Af | @GitteRedder

Spillet omkring overenskomstforhandlingerne på det offentlige område truer nu med at sprænge det kommunale forhandlingsfællesskab KTO. Den danske aftalemodel lider under politisk indblanding, og hovedorganisationerne LO, AC og FTF ser mere skævt til hinanden end længe.

KRONER I KASSEN Overenskomstforhandlingerne på det offentlige område er ved at udvikle sig til alles kamp mod alle. Social-og sundhedsassistenter mod folkeskolelærere og socialrådgivere. Små forbund mod store forbund. FTF-forbund, AC-forbund og LO-forbund i krig om lønstigningerne. Og politikere, der fra sidelinjen blander sig og ønsker at øremærke ekstra penge til bestemte grupper.

En række formænd for fagforbund, der organiserer offentligt ansatte, frygter en total splittelse af både fagbevægelsen og det kommunale forhandlingsfællesskab KTO, hvis politikerne øremærker en ekstra pose penge til lavtlønnede kvindegrupper i omsorgssektoren. Frygten for faglig splid og politisk indblanding er udtalt hos mange forbundsformænd, og det samme gælder irritationen over formand for Fag og Arbejde (FOA), Dennis Kristensen. Sosu-hjælpernes formand bliver måske nok populær hos sine egne medlemmer ved at sikre dem et gigantisk lønhop ved politikernes hjælp. Men i forhandlingsfællesskabet er han ikke inde i varmen, viser en rundringning, som Ugebrevet A4 har foretaget.

Formand for Socialpædagogernes Landsforbund Kirsten Nissen kalder det farligt for den danske model, at nogle forbund kæmper for øremærkning af de ekstra fem milliarder kroner, som et alternativt flertal bestående af Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti vil lægge oven i forårets overenskomstforhandlinger.

»Som formand kæmper jeg lige så meget for lønforhøjelse til mine medlemmer, som andre forbundsformænd gør. Forskellen er, at jeg tager kampen inden for systemet,« siger Kirsten Nissen og understreger, at når man indgår i et forhandlingssamarbejde, må man respektere og overholde spillereglerne.

Forhandlingsfællesskabet skal ifølge Kirsten Nissen forhandle og fordele kagen, og hvis man kan gøre kagen større, så der er mere at fordele til de offentligt ansatte, er det fint:

»Jeg er meget nervøs for, at vi ødelægger forhandlingsfællesskabet, fordi der kommer nogle partier udefra og øremærker ekstra penge til bestemte faggrupper. Det er en syg tanke, hvis vi vil have Folketinget til at bestemme løndannelsen inden for bestemte offentlige grupper.«

Også formand for HK/Kommunal Kim Simonsen kæmper imod øremærkning:

»At målrette pengene vil være en bombe under overenskomstsystemet. Hvis Folketinget efterlyser ustabilitet på det danske arbejdsmarkedet, skal de bare øremærke pengene til bestemte faggrupper,« advarer Kim Simonsen.

Han henviser til, at fordelingen af lønkronerne skal foregå i fællesskabet, men naturligvis med øje for solidariteten med de ufaglærte og lavtlønnede, der skal have ekstra meget:

»Jeg håber også, at de andre LO-forbund, der er med i KTO-samarbejdet, respekterer, at det er fællesskabet, der forhandler.«

En for alle

Formand for pædagogernes forbund BUPL, Henning Pedersen, mener, at FOA-formanden skulle have taget diskussionen om fordeling af de ekstra penge internt i stedet for offentligt.

»Når Dennis Kristensen lægger et så hårdt pres på politikere og appellerer til, at man skævdeler de ekstra bevillinger til bestemte grupper, spænder man forhandlingssamarbejdet i KTO hårdt. Vi skal bestræbe os på i fællesskab at fordele pengene til faggrupperne,« siger Henning Pedersen.

Også formand for Danmarks Socialrådgiverforening Henning Breinholdt frygter en splittelse af KTO-samarbejdet, hvis de ekstra milliarder kroner øremærkes til bestemte faggrupper.

»I stedet for at blive sprængt til atomer, burde vi stå sammen i dansk fagbevægelse. Når de store faglige organisationer går alene for at skaffe deres medlemmer ekstra lønstigninger, kommer de små organisationer i klemme,« siger Henning Breinholdt og tilføjer, at konsekvensen af et sprængt KTO-samarbejde kan blive at danne et nyt forhandlingsfællesskab.

»Mine medlemmer vil blive ekstremt hidsige – også på mig – hvis det lykkes store organisationer som FOA og Dansk Sygeplejeråd at skaffe mere i løn til deres medlemmer,« siger Henning Breinholdt.

Heller ikke formand for hovedorganisationen FTF Bente Sorgenfrey finder det særlig heldigt ligefrem at anmode politikerne om at blande sig i overenskomstforhandlingerne.

»Man risikerer, at medlemmerne kommer op at slås,« siger Bente Sorgenfrey.

Hun kalder det vigtigt, at fagbevægelsen står sammen i forhandlingsfællesskabet. Derfor mener FTF-formanden, at de tre hovedorganisationer for lønmodtagerne bør stå mere sammen. Især havde hun gerne set, at LO-formand Harald Børsting havde taget både AC og FTF i ed, da han i sidste uge inviterede fire partier på besøg for at sikre sig, at de bevilger ekstra penge til offentligt ansatte.

»Det havde været smartere, hvis vi havde gjort det i fællesskab,« siger Bente Sorgenfrey.

Kamp mod uligeløn

FOA-formand Dennis Kristensen erkender, at KTO-samarbejdet sættes på en alvorlig prøve i forbindelse med overenskomstforhandlingerne.

»Men spørgsmålet er i virkeligheden, om KTO-fællesskabet er af en sådan art, at det kan bringe en kæmpestor skævhed i lønstrukturen til ophør? Hvis der kommer en ekstra pose penge udefra, hvor sponsoren har skrevet »mandeløn til kvindefag«, bør de ekstra penge jo ikke bringe fællesskabet i fare. Så går der jo ikke penge fra nogen andre,« fastslår Dennis Kristensen.

Hvis der er en politisk vilje til at gøre op med en uligeløn skabt af en historisk samfundsudvikling, mener Dennis Kristensen, at det vil være meget problematisk, at KTO-fællesskabet kæmper imod. Endelig fremhæver FOA-formanden, at han ikke alene kæmper for lønhop til sosu-assistenterne, men i lige så høj grad til pædagoger, socialpædagoger, sygeplejersker og andre lavtlønsgrupper på det offentlige arbejdsmarked.

»Det her er en tobenet strategi. En markant lønfremgang til alle offentligt ansatte og så få slået hul på uligelønnen,« siger Dennis Kristensen.

FOA-formanden mærker også, at en række kolleger vender ham ryggen i lønkampen.

»Der bliver længere og længere mellem vennerne, og det er måske naturligt nok i lyset af, at vi som forbundsformænd skal varetage vores medlemmers interesser,« siger han, men afviser, at hans lønkamp skulle være den største trussel mod KTO-samarbejdet:

»På længere sigt er det største problem for KTO, at der er en skærpet modsætning mellem AC og LO. AC bliver stadig mere aggressiv i sine udmeldinger, og jeg ved ikke, om KTO-samarbejdet kan stå distancen til det i længden.«

AC-formand Sine Sunesen afviser, at AC kan finde på at forlade KTO-samarbejdet.

»Nærmest tværtimod. Vi føler os godt tilpas i KTO, og jeg mener, at man bør holde fast i at levere samlede løsninger,« siger Sine Sunesen.

Men AC-formanden erkender, at KTO-samarbejdet knager, fordi Dennis Kristensen afviger i sin måde at forhandle sine medlemmers interesser på uden for KTO-fællesskabet.

Legitimt at sende signaler

Professor på Roskilde Universitetscenter (RUC) Steen Scheuer vurderer, at det dramatiske spil og uenighed på kryds og tværs mellem forbund, arbejdsgivere og politikere giver et varsel om, at forårets overenskomstforhandlinger bliver mere end besværlige, og at de kan blive farlige for det fremtidige samarbejde i KTO.

»Hvis organisationerne kører hver sin vej, hvad er forhandlingssamarbejdet så værd? Den nuværende situation stiller samarbejdet på en hård prøve,« siger Steen Scheuer og understreger, at forbundene overordnet set har en interesse i et forhandlingsfællesskab, fordi de har samme arbejdsgiver.

»Som regel finder man jo en løsning i forhandlingerne, hvor forbundene får nogenlunde lige meget. Men når FOA forlanger 5.000 kroner mere om måneden til sine medlemmer, sætter de næsen op efter langt mere, end de plejer, og det provokerer naturligvis de andre forbund. Men Dennis Kristensen har på forhånd fritstillet sig selv ved at gå som formand for KTO,« siger Steen Scheuer.

Ifølge Steen Scheuer er det helt legitimt, at politikerne sender signaler om, hvordan de gerne ser lønstrukturen justeret, og det ser han ikke som en indblanding i den danske model.

»Hvis vi har nogle kvindefag, der diskrimineres på lønnen, vil det være en mærkelig tankegang, at man ikke kan justere lønnen. Det er selvfølgelig rarest, hvis det kan klares i forhandlingsforløbet, men det er okay, at politikerne sender signaler om, at der gerne må tages bestemte hensyn. Det skete med efteruddannelse og barselsfond, uden at det vakte postyr,« fastslår han og henviser til, at her var der dialog mellem politikere og arbejdsmarkedets parter, inden det kom ind i overenskomsterne.

»Hvis politikerne dikterer noget, er det en helt anden snak,«, siger Steen Scheuer og understreger, at en øremærkning af midlerne vil være en indblanding i den danske model.