Lønhop er ingen mirakelkur

Af

Højere løn til offentligt ansatte er – desværre – ikke den snuptagsløsning, der bremser de offentligt ansattes frie prestigefald. Der skal meget mere til.

PRESTIGEFALD Hvad skal der til for at løfte plejepersonalets anseelse og trække flere til faget? En tusindkroneseddel mere om måneden? Eller to? Sådan ruller debatten i denne tid, hvor sosu-assistenter går med bannere med ordlyden: »Vi vil have mer’ i løn. Og anerkendelse!«

Generøsiteten har bredt sig blandt danskerne, som hellere end gerne giver de mennesker, der passer og plejer oldemor, mere i lønningsposen. Helt fint. Bare man ikke gør sig illusioner om, at et lønhop til lærere, socialrådgivere, pædagoger, sosu-assistenter og sygeplejersker generelt er den snuptagsløsning, der kan løse problemerne med mangel på hænder i det offentlige og offentligt ansattes prestigetab. For glem det! Problemet med den faldende prestige stikker nemlig langt dybere. Vi taler om en meget stærk underliggende bevægelse, som ikke alene kan bremses af lønforhøjelser på landets folkeskoler, plejehjem og hospitaler.

Sidste år udarbejdede Ugebrevet A4 en rangstige over 100 fags prestige, der viste, at velfærdssamfundets kernetropper konsekvent lå i bunden. Kort efter afslørede en anden A4-undersøgelse, at skolelæreren, socialrådgiveren, pædagogen og sosu-assistenten er i frit fald i befolkningens øjne. Og billedet blev kompletteret af en analyse, der dokumenterede, at sølle seks procent af de unge i dag foretrækker et job i det offentlige.

Det nemmeste ville naturligvis være, hvis denne sociale rutsjetur udelukkende skyldtes de offentligt ansattes lønefterslæb i forhold til privat ansatte. Men der er også en lang række andre faktorer på spil: Prestigetabet handler for eksempel også om, at unge skolelærere, socialrådgivere og pædagoger ikke har de store muligheder for at gøre karriere, når de først står med eksamensbeviset i hånden. De har heller ikke store muligheder for at læse videre på grund af det jerntæppe, der i dag skærer ned igennem mellem- og kandidatuddannelser.

Den faldende prestige er også knyttet til, at professioner som lærer- og socialrådgiverfaget er udhulet gennem mange års statsligt kontroltyranni. Hertil kommer, at en fejlslagen fagforeningsstrategi har omdannet professionsorienterede fag til lønarbejdere. Endelig er de offentligt ansattes faglige autoritet blevet relativt svækket, fordi alle danskere i de seneste årtier har fået et uddannelsesløft. Og så skal man ikke undervurdere, at mange offentlige institutioner er nedslidte.

Når årsagerne til prestigefaldet er så komplekse, må vejene til et prestigeløft nødvendigvis også være det. Eller sagt med andre ord: Hvis vi vil vende tendensen til, at de dygtigste unge fravælger seminarier og sociale højskoler, og at plejesektoren har svært ved at tiltrække unge, så handler det ikke kun om at skrive et større beløb på en lønseddel. Så må vi også tænke i et langt sejt træk, der kan give offentligt ansatte et varieret arbejdsliv med attraktive karriere- og videreuddannelsesmuligheder, som investerer massivt i offentlige arbejdspladser, og som lægger op til selvransagelse hos politikere og fagforeninger. Nemt bliver det ikke. Men det er dét, der skal til, hvis et job i den offentlige sektor skal være et prestigiøst og attraktivt alternativ for dygtige unge.