Løkken strammes om Venstres Aladin

Af

Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen skal lande regeringens stort anlagte reform af Danmarks kommunale strukturer. Efter en flyvende start i ministeriet er regeringstoppens irritation over den unge himmelstormer vokset. Han har brug for et solidt resultat, men hans force – ideologien – kan give bagslag. Ugebrevet A4 tegner et portræt.

Om knap en måned – den 9. januar – indledes slutspurten til et af de største politiske dramaer i Danmark de seneste 30 år. Den dag bliver Strukturkommissionens anbefalinger fremlagt og debatten om, hvordan et svimlende antal milliarder skal forvaltes og hvem, der skal have ansvaret for hundrede tusindvis af offentligt ansatte, går for alvor i gang.

Tre-fire måneder inde i 2004, når statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og Socialdemokratiets formand, Mogens Lykketoft, sætter sig sammen og kigger hinanden dybt i øjnene, vil det stå klart, om der kan strikkes en aftale sammen, eller det hele falder til jorden.

Men det er ikke de to partiledere, der har nøglerollen i dramaet. Den tilhører indenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (V). Det er ham, der skal bane vejen for en endelig beslutning. Og han ved præcis, hvad han vil.

citationstegnEfter en tragisk fejl på et sygehus i Frederiksborg Amt dør fru Jensen. Hun kommer op til Sankt Peter, der spørger om hun har gjort sig fortjent til at komme i himmelen eller i helvede. »Himmelen,« siger hun. »Skal ske,« lyder det og vupti er hun tilbage i Frederiksborg Amt. Lars Løkke Rasmussen, Venstres landsmødefest 2003

Som flere kilder i Venstre tæt på Løkke Rasmussen siger det: »Hvis Lars havde 20 minutter, hvor han kunne bestemme det hele selv, ville han skrue en model sammen med 50-60 kommuner, afskaffe amterne og fjerne sundhedsvæsnet fra politikerne.«

Problemet for Lars Løkke Rasmussen er blot, at han ikke selv kan bestemme særligt meget i spørgsmålet om fremtidens kommunalstruktur. Han skal få et modvilligt socialdemokrati til at gå med på en aftale. Han skal finde formen for organiseringen af fremtidens sundhedsvæsen. Og sidst men ikke mindst er det ham, som skal samle trådene og overbevise amter og kommuner om, at der i fremtiden skal være færre af dem – færre borgmestre og færre byrådsmedlemmer.

Politisk vidunderbarn

På papiret er Lars Løkke Rasmussen den eneste i regeringen – udover Fogh – der kan løse opgaven. Han har en fortid som viceborgmester i Græsted-Gilleleje, og han har været amtsborgmester i Frederiksborg Amt. Han kender den kommunale virkelighed på begge niveauer, og det giver en troværdighed i debatten med vrede borgmestre, der mener, Christiansborg-politikerne ikke kender virkeligheden. I tilgift er han næstformand i Venstre – Danmarks store borgmesterparti.

Dertil kommer hans knivskarpe analytiske begavelse, der ikke finder mange jævnbyrdige konkurrenter blandt politikerne på Christiansborg. Men Løkke Rasmussens største aktiv er nok hans personlighed og formidable retoriske evner.

Lars Løkke Rasmussen går ind i folk med træsko på. Folk, der har mødt ham, vil, som en ung V-borgmester udtrykker det, opleve det som et højdepunkt i tilværelsen. I en regering præget af herrer med vigende hårgrænser og manglende humoristisk sans, er han et lyspunkt, der kommunikerer direkte med den voksende gruppe af unge og moderne Venstre-vælgere.

Og vælgerne har allerede belønnet ham. Ved folketingsvalget i 2001 fik han 22.475 personlige stemmer, hvilket bragte ham ind på en 6. plads på topti-listen. Til amtsrådsvalget støvsugede han Frederiksborg Amt for personlige stemmer, hele 46.926 satte deres personlige kryds ud for Løkke.

Ingen er i tvivl om, at hvis Fogh inden for den overskuelige fremtid frivilligt eller ufrivilligt stiller løbeskoene, så kan kun Lars Løkke Rasmussen tage over. Han er på mange måder en politisk Aladin – gadedrengen, der kan alt.

Fogh irriteres over livsstil

I dag er tempoet i Løkkes himmelflugt skruet ned. Han er som en topembedsmand i den kommunale verden udtrykker det: »Kommet ned i øjenhøjde.«

Fogh og Lars Løkke har ikke fået lappet på deres anstrengte forhold til hinanden. Det udspringer af en fundamental forskellig livsindstilling. Som traditionen byder, er Fogh ganske vist den første på dansegulvet til Venstres landsmødefester, men han er absolut ikke den sidste, der forlader det. Næstformanden er derimod kendt for at hænge i baren til ud på de meget små timer. Deres indbyrdes forhold er baseret på en professionel forståelse af, at de supplerer hinanden.

I regeringstoppen, som Løkke står udenfor, er der en voksende irritation over, at indenrigsministeren ikke har fået solgt budskabet om de stærkt nedbragte ventelister.

Regeringen har brugt et større milliardbeløb på sundhedsvæsnet, alligevel har Socialdemokraterne overhalet de borgerlige som dem, der i vælgernes øjne sikrer et godt sundhedsvæsen. Meningsmålingerne er blevet studeret i Indenrigsministeriet, og her noterer man, at vælgerne ikke prioriterer sundhedsområdet så højt som tidligere. Alle ved dog, at der ikke skal mange historier om fejlamputerede ben og arme, før sundhedsvæsnet igen rydder forsiderne.

Løkke klarer det ganske vist hæderligt på de forskellige lister over ministrenes popularitet, men prangende er det ikke. En analyse, der deles vidt og bredt i det store parti. Som en central Venstre-ordfører i Folketinget siger det: »Fordi Lars er så talentfuld, har han også et kæmpe ansvar for at sælge regeringens politik, og det halter.«

I baglandet er der også en svigtet forventning om, at partiets næstformand påtager sig rollen som ideologisk indpisker – som i de gode gamle dage da Anders Fogh var næstformand under Uffe Ellemann-Jensen. Det er en vare, som Løkke logisk set ikke kan levere. Venstres rolle som regeringsbærende parti giver ikke næstformanden et frirum til sololøb. Men det er et forhold, der kun siver langsomt ned til partimedlemmerne, hvor oplevelsen blandt mange er, at »Venstre sjældent har haft så usynlig en næstformand.«

Samtidig er vurderingen fra Venstrefolk tæt på Løkke, at han måske har taget for meget af den »behændige« kommunalpolitiker med i det nye job. Han beskrives som en, der dyrker sit netværk, når han selv har brug for det, ikke når andre har. Nyvalgte folketingsmedlemmer beretter hovedrystende om den ivrighed, hvormed han minder dem om, at han har givet dem en god historie,  de kunne profilere sig på i offentligheden. Derfor har næstformanden brug for, at strukturreformen ikke falder til jorden. Af hensyn til regeringen og af hensyn til sin egen platform i partiet og i offentligheden.

Når Lars Løkke risikerer at løbe ind i store problemer de næste måneder, skyldes det ikke mindst, at reformerne for ham er et dybtfølt ideologisk projekt.

Fritvalgs-ideologen

Løkke er, sammen med Fogh, den mest værdi-orienterede Venstre-minister i regeringen. Han er manden bag de omfattende tanker om frit-valg i den offentlige sektor, som var med til at sikre regeringsmagten i 2001. Men hvor Fogh i sin tid som næstformand dyrkede sit image som ideolog, gennem markante udtalelser og ikke mindst den kontroversielle bog Fra Socialstat til Minimalstat, er Løkke holdningsmæssigt mere afdæmpet. Titlen på hans eneste bog, skrevet som 33-årig, siger alt: Hvis jeg bliver gammel – en ældrepolitisk debatbog.

I Lars Løkkes egen selvforståelse er han nemlig først og fremmest en praktiker. Som elev var han med til at starte frugtboden på skolen, som ung VU´er i Græsted-Gilleleje arbejdede han for at bevare den lokale biograf og senere plejehjemmet. Som 21-årig blev han medlem af Græsted-Gilleleje kommunalbestyrelse og blev hurtigt hvirvlet ind i i praktiske problemstillinger. Mens hans jævnaldrende partifæller skrev kronikker og udfoldede deres ordforråd i liberale tidsskrifter, eksperimenterede den unge Løkke med frit-valg i hjemmeplejen, madordningerne i ældreplejen og udliciteringer. I modsætning til den anden store Venstre-praktiker, Peter Brixtofte, har eksperimenterne i Græsted-Gilleleje vist sig som en blivende succes, eksempelvis har kommunen en af de højeste grader af udlicitering i landet.

Lars Løkke Rasmussens er overbevist om, at borgerne er rationelle og oplyste mennesker, der selv kan foretage valg af velfærdsydelser, og han har en tyrkertro på, at private velfærdsproducenter er mindst lige så gode som de offentlige. Det er essensen af hans ideologi!
Løkkes praktiske erfaringer, ikke mindst som politisk chef for sundhedsvæsnet i Frederiksborg Amt, har styrket hans overbevisning. Hans analyse af sundhedsvæsnet er, at der er penge, læger og sygeplejersker nok. Men på grund af en kommunal struktur med små amter og politisk detailregulering af de enkelte sygehuse svigter systemet. Og i Løkkes optik er kuren enkel: frit valg til patienterne og ægte konkurrence mellem udbyderne af sundhedsydelser.

Her ligger også den største fare for Løkke Rasmussen i de afgørende måneder efter den 9. januar 2004. Godt hjulpet på vej af utallige rapporter, unge og gamle toppolitikere i de store borgmester-partier og en reformivrig presse er det lykkes at skabe en bred politisk konsensus om, at der er for mange kommuner og amter. Selv Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening er klar over, at der i fremtiden vil være færre borgmestre. I Venstres kommunale bagland – hvor man forsøger at undgå den pinefulde samtale om hvilke borgmestre, der skal finde et nyt job – er tanken om færre kommunale enheder ved at bundfælde sig.

Ulven kommer

Men hvordan vil indenrigsministeren lande organiseringen af fremtidens sundhedsvæsen? Stærke socialdemokratiske borgmestre som Københavns Jens Kramer Mikkelsen, Odenses Anker Boye og bykongen fra Herlev, Kjeld Hansen har stor sympati for Løkke Rasmussens tanker. Deres handlerum er imidlertid indskrænket af, at Viborgs amtsborgmester og næstformand i Socialdemokratiet, Bent Hansen, er en af Løkkes indædte modstandere. Kører indenrigsministeren for hårdt frem med sine egne ønsker, vil Bent Hansen piske en uforsonlig stemning op om, at den liberale ulv kommer. I den situation bliver det svært for den socialdemokratiske top at indgå et forlig om en stor strukturreform, hvor der flyttes radikalt rundt på arbejdsopgaverne. Resultatet kan blive en mindre reform, hvor færre enheder laver det samme. En reform, der ligger alen langt fra Lars Løkke Rasmussens eget succeskriterium.

Hvor meget hjælp skal Løkke Rasmussen så regne med at få fra statsministeren? Ikke meget hvis man spørger en af Venstres amtsborgmester: »Det var ikke tilfældigt, at Anders forlod podiet under landsmødets debat om strukturkommissionen for at tale med journalister og delegerede i to timer, mens Lars tog slagene fra baglandet. Lars må klare sig selv.«

Prisen for at fejle er høj. Også for Venstres Aladin.