Løkkeland skrumper

Af | @GitteRedder

Vigende meningsmålinger belaster statsminister Lars Løkke Rasmussen forud for Venstres landsmøde. Løkkes regering har karakter af at være træt, påpeger eksperter. Politisk kommentator Niels Krause-Kjær mener, at regeringen har identitet som ’en leverpostej’.

LANDSMØDE Meningsmålingerne taler deres tydelige sprog: Løkkeland skrumper. Siden Lars Løkke Rasmussen (V) i april sidste år overtog statsministerposten efter Anders Fogh Rasmussen, er meningsmålingerne stille og roligt gået den forkerte vej. Mindst 100.000 vælgere har det seneste år ifølge Gallup, Greens, Megafon og andre anerkendte analyseinstitutter vendt ryggen til Venstre.

De vigende meningsmålinger truer Venstres fortsatte regeringsmagt og vil uvægerligt blive drøftet over fadøllene på Venstres landsmøde i Odense den kommende weekend, vurderer politiske eksperter over for Ugebrevet A4.

I to oktober-målinger får Venstre under 20 procent af vælgernes stemmer – langt under de godt 26 procent, som Venstre mønstrede ved seneste folketingsvalg. Ifølge samfundsforsker på Aalborg Universitet Johannes Andersen er det ikke det bedste afsæt for at begejstre sine trofaste og hårdtarbejdende partisoldater på et landsmøde:

»De halvdårlige meningsmålinger er udtryk for, at Lars Løkke er chef for en siddende regering, og selv om han har taget mange initiativer, er det ikke afgørende lykkedes for statsministeren at få vælgerne til at synes, at det er andet end en træt, siddende regering.«

Han påpeger, at nogle af Lars Løkke Rasmussens problemer er selvforskyldte, men at andre er arvet efter Fogh, og at han ikke har haft mulighed for som ny statsminister at begynde på en frisk.

»Når en regering har siddet så forbandet længe, er man jo blevet ansvarlig for alle problemerne. Det gælder alle regeringer med lang levetid, at de problemer, der påpeges og opstår, er nogen, som regeringen for længst burde have gjort noget ved. Løkke lider gevaldigt under, at VK-regeringen har siddet rigtig længe, og at vælgerne virkelig nu får indtrykket af, at det kan knibe med vilje og evne til for alvor at håndtere de problemer, man står overfor,« siger Johannes Andersen.

Også politisk ekspert på Aarhus Universitet lektor Rune Stubager vurderer, at de historisk dårlige meningsmålinger vil præge Venstres årsmøde.

»Det er klart, at meningsmålingerne giver et lidt dystert farvet bagtæppe på Venstres landsmøde. Men vi hører jo ikke voldsomme rumlerier fra Venstre-folk, der vil udstikke en ny kurs. Indtil videre står de sammen mod presset fra omverdenen,« siger Rune Stubager.

Han anfører, at det er en fare for enhver regering med 10 år på bagen, at den begynder at tage magten for givet:

»Da den socialdemokratiske regering sang på sidste vers for ni år siden, begyndte de at tale om, at det var bodega-Danmark, der ikke forstod deres politik. Den slags har de klogeligt holdt sig fra i regeringspartierne, men situationen kunne se ud til at være lidt den samme. De har svært ved at forstå, at det går dårligt for dem, og at folk ikke forstår deres politik.«

Politisk kommentator Niels Krause-Kjær påpeger, at vigende meningsmålinger altid vil belaste en partileder op til et landsmøde.

»Det er altid et problem for en partileder, når meningsmålingerne giver tab, for så mister man autoritet både i forhold til sit partiapparat og sin folketingsgruppe. Nogle sidder yderst på bænken og er nervøse for at være den, der ryger næste gang på grund af den måde, partiformanden nu har ageret på,« siger Niels Krause Kjær.

Målestokken

Når det er sagt, skynder den politiske kommentator at føje til, at Lars Løkke Rasmussen slet ikke vil blive målt på dårlige meningsmålinger, men alene på evnen til at genvinde regeringsmagten.

»Hvorvidt Løkke får 22, 24 eller 26 procent af stemmerne til Venstre ved næste folketingsvalg er underordnet. Den eneste målestok for ham bliver at vinde regeringsmagten. Kan han det, er alt andet glemt,« siger Niels Krause-Kjær.

Det eneste, de delegerede vil tænke på, når Lars Løkke Rasmussen går på talerstolen på Venstres landsmøde, vil ifølge Niels Krause Kjær være, om det er sidste møde i regeringskliken.

»Venstres delegerede vil tænke: Kan den mand genvinde regeringsmagten for os, eller kan han ikke? Er det her slutningen på en 10-årig epoke ved magten? Der er ikke andet, der tæller,« siger Niels Krause Kjær.

Hvor den kriseramte, konservative leder Lene Espersen skulle holde sit livs politiske tale på det konservative landsråd i sidste måned, og den socialdemokratiske leder Helle Thorning-Schmidt på sit partis landsmøde i september skulle begejstre partikammeraterne efter en opslidende skattesag, står Lars Løkke Rasmussen ifølge Niels Krause-Kjær trods alt mere solidt forankret i sit bagland:

»Det er ikke altafgørende for Lars Løkke at præstere ekstraordinært godt på det her landsmøde. Hans skæbne afgøres først til folketingsvalget.«

Også Johannes Andersen påpeger, at Lars Løkke Rasmussen trods dårlige meningsmålinger roligt kan gå i baren lørdag aften med sine partifæller uden at frygte et kup bag sin ryg.

»Der er ingen oplagt kronprins, og der er intet alternativ til Lars Løkke som partileder. Også fordi hans problemer grundlæggende ikke er så store, at det er nødvendigt at skifte ham ud,« siger han og påpeger, at Lars Løkke Rasmussens politiske udfordringer ikke ligger på hjemmebanen, men i vælgerkorpset, i erhvervslivet og hos de interesseorganisationer, han er afhængig af at kunne samarbejde med.

Mr. Genopretning

I det hele taget er Niels Krause-Kjær og Johannes Andersen enige om, at Lars Løkke Rasmussens politiske udfordringer tårner sig op:

  • Oprøret ulmer stadig blandt Venstres kernetropper i Vestjylland på grund af placeringen af et supersygehus i Gødstrup, og det kan koste stemmer.
  • Liberal Alliance er i offensiven og presser både politisk og vælgermæssigt Venstre.
  • Samarbejdet mellem Venstre og konservative halter mere og mere.
  • Sprækker i samarbejdet med Dansk Folkeparti, hvor især partileder Pia Kjærsgård er ved at være træt af at være praktisk støtte frem for ideologisk kampfælle.
  • Kommunerne sparer, og finansministeren strammer løkken omkring flere og flere offentligt ansatte, hvilket skaber uro også i Venstre-kommuner.
  • Frustrationerne i erhvervslivet over regeringen vokser, og det samme gør de i store interesseorganisationer som KL, FTF, FOA og LO.

Niels Krause-Kjær fremhæver Lars Løkke Rasmussens prestigeprojekt ’Vækstforum’ som et eksempel på en selvskabt politisk plage for Venstre. Vækstforum skal komme med bud på, hvordan vi får skabt vækst. Førende erhvervsledere, arbejdsmarkedets parter og forskere har mødtes foreløbig fem gange under store fanfarer uden, at der er kommet noget ud af det.

»Løkke har forsøgt at lancere sig som Mr. Genopretning, sætte en vækst-dagsorden og love vælgerne, at han får skabt vækst og arbejdspladser. Det er bare ikke lykkedes. Går du ud og spørger folk, hvad Vækstforum er, vil folk tro, at det er en sportsbegivenhed næste weekend,« siger Niels Krause-Kjær.

Set med Johannes Andersens øjne er Vækstforum et af mange eksempler på, at Lars Løkke Rasmussens visioner er alt for abstrakte og vidtløftige.

»Lars Løkkes største svaghed er, at hans pejlemærker er alt for fjerne og altid ligger i år 2020, hvor Danmark skal være de bedste til et eller andet. Det giver jo også ministrene problemer, fordi målene ligger langt ude i fremtiden. Den måde, de enkelte ministre griber tingene an på, er mere og mere rutine og mindre og mindre energisk og opfindsom,« konstaterer Johannes Andersen og tilføjer, at Lars Løkke simpelt hen ikke for alvor har formået at forny regeringens arbejde.

Men der er også politiske sejre som statsminister, anfører Johannes Andersen. Den største har været at holde fokus på finanskrisen og skærpe danskernes krisebevidsthed. Dermed har han skaffet regeringen et råderum til at stramme økonomisk op.

»På grund af krisebevidstheden har Lars Løkke fået længere snor af danskerne til at barbere velfærden. Derfor afskriver jeg ham heller ikke i forhold til næste valg. Jeg vil ikke være blind for, at den krisebevidsthed vil være et aktiv for statsministeren, hvis økonomien begynder at gå bare lidt bedre. Fordi krisen står stærk og fylder så meget i danskernes bevidsthed, vil mange mene, at vi også skal ofre noget af fællesskabet og velfærden for at komme videre,« siger Johannes Andersen.

Leverpostej

Den politiske kommentator Niels Krause Kjær kan ikke umiddelbart komme i tanke om, hvad statsministerens største politiske sejr har været. Efter en times betænkningstid ringer Ugebrevet A4 retur og spørger igen.

»Jeg kan ikke komme i tanke om nogle ’highs and lows’, og det er simpelthen, fordi der er dømt leverpostej for Løkkes første halvandet år som statsminister. Hvis der virkelig var en stor sejr eller en forfærdelig ting, ville man have den lige på tungen. Det har jeg ikke, og det er et udtryk for, at det har været leverpostej,« siger han.

Niels Krause Kjær henviser til, at tidligere EU-kommissær Henning Christophersen (V) tilbage i 2001 blev spurgt, hvad der var det allervigtigste for den nydannede Anders Fogh-regering. Christophersen svarede, at ’det vigtigste for den nye regering er, at den får sig en identitet’.

Ifølge Niels Krause Kjær havde Poul Schlüters (K) regeringer op gennem 1980’erne en identitet med at genoprette økonomien. I 1990’erne under Poul Nyrup Rasmussen (S) handlede det om arbejdsmarkedsreformer. I 00’erne med Anders Fogh Rasmussen (V) handlede det om flygtninge, værdier og kulturkamp.

»Spurgte man folk på gaden i dag, ville deres svar stritte i alle retninger, og det er selvfølgelig et problem. Løkke har satset på at få den identitet, at han er den sikre hånd på rattet i urolige tider. I det lys er leverpostej måske ikke det dårligste at smække på bordet. Men indtil videre har vælgerne ikke kvitteret for at have en regering med en identitet som leverpostej,« fastslår Niels Krause-Kjær.

Han vil ikke kloge sig på, hvilken opskrift Lars Løkke skal vælge for at ramme flere vælgeres smag forud for næste folketingsvalg. Men siger han:

»Ingen regeringer vinder valg på en identitet som en leverpostej.«

Heller ikke Rune Stubager mener, den uklare profil gør det nemt at vinde valg.

»Hvor Fogh-regeringen havde en meget klar identitet, så har Løkke-regeringen en mere uklar, men også mere jordnær identitet. Løkke har blødt op på værdipolitik, skattepolitik og kontraktpolitik, men ikke erstattet det med en klar identitet på andre punkter,« siger Rune Stubager.