Løkke taler to gange om ugen

Af | @CarstenTerp
Research: Anne Marie Boesen

Venstre skyder med skarpt mod regeringen, lægger ikke sin egen politik frem, men vil gerne forhandle om ny lovgivning – især hvis aftalerne driver en kile ind mellem de tre regeringspartier. Det viser den hidtil mest omfattende analyse af Venstres tid i opposition efter valget. Ifølge eksperter har Venstre bare lagt en benhård strategi, der skal sikre partiet regeringsmagten ved næste valg. Og vælgerne elsker den.

Foto: Foto: Jens Dresling, Polfoto.

HÆNGEKØJE »Løkkes fest i hængekøjen«, »Løkke sover rævesøvn i hængekøjen« og »Kom ud af hængekøjen, Løkke.«

Igen og igen har det lydt gennem det sidste år, som et politisk mantra, i avisartikler, tv-indslag og ved debatarrangementer: Venstre har indtaget en behagelig hvileposition og overladt danskerne til sig selv og Helle Thorning-Schmidt (S).

Ugebrevet A4 har foretaget den hidtil mest omfattende analyse af Venstres første år i opposition, og undersøgelsen tegner godt nok konturerne af en passiv Lars Løkke Rasmussen, der ligger i hængekøjen, men også et mere nuanceret billede af et parti i benhård opposition – et Venstre, der sigter på at få indflydelse, hvor det er muligt, at beskyde og splitte regeringen og beskytte sin egen statsministerkandidat.

Ugebrevet A4 har målt Venstres indsats på fire parametre:

• Lars Løkke Rasmussens udtalelser til medierne igennem de seneste fire måneder.

• Antallet af stillede forslag i Folketinget.

• Antal spørgsmål til ministrene.

• Samt partiets vilje til at stemme for den fremlagte lovgivning.

Sammenfattende viser analysen, at Venstre arbejder målrettet på at gøre alvor af Lars Løkke Rasmussens ord til Helle Thorning-Schmidt på valgnatten om, at nøglerne til Statsministeriet kun er til låns.

Foreløbig tyder alt på, han får ret. Den nyeste meningsmåling fra Epinion giver Venstre 31,6 procent af stemmerne, og det er endda et lille fald fra toppen af partiets formkurve – men ikke desto mindre fem procentpoint mere, end Venstre opnåede ved valget i september sidste år.

»Venstre sidder i en meget gunstig situation parlamentarisk, vælgermæssigt og politikmæssigt. De sidder lidt i baghold hele tiden, og de har et ret stort manøvrerum, så det er en ret misundelsesværdig position, de har bragt sig i,« siger Sigge Winther Nielsen, som forsker i parti- og vælgeradfærd ved Københavns Universitet.

Tavshed er guld

Men hvordan er det kommet så vidt?

For – helt ærligt – hvis Venstres leder, Lars Løkke Rasmussen, skulle lide af hæshed, er det ikke, fordi han har overbelastet medierne med sin talestrøm.

Infomedia har gennemgået udtalelser i avisartikler fra lederne af de otte partier i Folketinget fra juni i år til slutningen af september – fra fem store, landsdækkende morgenaviser.

Analysen viser generelt, at regeringspartierne har markant mere taletid end oppositionen, og selv Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen formår at tale mere i medierne, end de borgerlige politikere gør.

Lars Løkke Rasmussen nøjes med kun at udtale sig to gange om ugen, hvilket gør ham til landets tredjemindst citerede partileder.

Kun Lars Barfoed (K) og Anders Samuelsen (LA) udtalte sig mindre i den analyserede periode.

Analysen viser også, at Lars Løkke Rasmussen har haft 85 helt tavse dage i løbet af de fire måneder – som dog også løber henover Folketingets sommerferie. Og der er hele uger, hvor Lars Løkke Rasmussen ikke udtaler sig.

Til gengæld har han fire særligt aktive dage omkring blandt andet Grundlovsdag, forhandlingerne om skatteaftalen og fremlæggelsen af Venstres forslag til en finanslov. Kun Anders Samuelsen har haft færre travle dage i den undersøgte periode.

»Lars Løkke har ikke haft travlt med at være en markant frontfigur, som tegner oppositionen. Men forklaringen er åbenlys: Når regeringen konstant står og graver grøfter for sig selv, er der ingen grund til at blande sig i det,« siger kommunikationsrådgiver og direktør for bureauet Operate, Per Rystrøm.

Professor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet Christoffer Green-Pedersen mener, Løkkes beskedne talelyst bunder i strategiske overvejelser.

»Der kan ligge en strategi om at holde ham lidt i baggrunden og lade nogle andre tage de løbende sager med regeringen. Det får ham til at fremstå mere statsmandsagtig, og på den måde får han også større gennemslagskraft, når han siger noget,« siger Christoffer Green-Pedersen.

Lektor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet Michael Baggesen Klitgaard er på samme spor:

»Som det ser ud for mig, handler det om at beskytte sin statsministerkandidat, så han ikke bliver fedtet ind i alle mulige og umulige sager,« vurderer han og fortsætter:

»Som oppositionsleder handler det i et vist omfang om at holde krudtet tørt. Man skal ikke involvere sig i alt. Hvis man kun intervenerer i de sager, hvor der er mulighed for at komme i clinch med statsministeren, siger det noget om, hvilket niveau man engagerer sig på,« siger Michael Baggesen Klitgaard.

Hos Venstre afviser politisk ordfører Ellen Trane Nørby udlægningen om, at partiets leder udtaler sig relativt lidt.

»Jeg mener, han udtaler sig om rigtig mange ting, når det er relevant. Vi har bare valgt en arbejdsdeling, der betyder, at vi er rigtig mange, der udtaler sig. Og så er det jo et spørgsmål om, at en partileder skal tage sig af de store overordnede sager,« siger hun.

Venstre venter på valget

Lars Løkke Rasmussen er proaktiv i 41 procent af sine udtalelser i medierne. Det vil sige, at han kommer med politiske forslag i 29 af de 71 artikler, han er citeret i. Og det ligger i den høje ende. Kun Anders Samuelsen er relativt set mere konstruktiv. Knap hver anden af LA-lederens udtalelser indeholder et politisk forslag, men det skal ses i forhold til, at Anders Samuelsen er markant mindre i medierne end nogen anden partileder.

I Folketinget har Lars Løkke Rasmussen og hans parti anlagt en endnu mere beskeden stil end i medierne.

I det forgangne år har partiet kun fremsat 13 beslutningsforslag. Det er markant færre, end Socialdemokraterne gjorde, efter socialdemokraterne mistede regeringsmagten ved valget i 2001. I den følgende folketingssamling fremsatte S hele 37 lov- og beslutningsforslag. Den forskel er der flere forklaringer på, mener de eksperter, Ugebrevet A4 har talt med.

»Beslutningsforslag fungerer mest af alt som et ønske om at få en debat om en bestemt sag. Det ser nogle gange ud til, at oppositionen har held til at tvinge regeringen til noget ved at vedtage et beslutningsforslag, men det er sjældent, de fører noget konkret med sig,« siger Christoffer Green-Pedersen fra Aarhus Universitet:

»Om man bruger beslutningsforslag, handler mest om, hvilken strategi man vælger som oppositionsparti. De giver en debat i folketingssalen, og det er det, man er interesseret i, men der kan være andre mere effektive måder at være i opposition på,« siger han.

Per Rystrøm fra Operate mener dog ikke, at Venstre har travlt med at fremlægge partiets politik.

»Regeringsapparatet har så mange embedsmænd, der kan regne dem igennem og pege på de mindste detaljer, som de kan gøre til store problemer,« siger Per Rystrøm.

Han vurderer, at Venstre vil vente så længe som muligt op mod et valg med at fremlægge konkret politik. Det er Sigge Winther Nielsen fra Københavns Universitet enig i.

»Regeringen har jo taget bad i sine egne nederlag og er faldet over de fleste snubletråde, der er spændt ud. Derfor har Venstre hidtil ikke været presset til at fremlægge meget konkret politik,« siger han og tilføjer:

»Og når regeringen samtidig et langt stykke henad vejen gennemfører Venstres politik, har de måske ikke haft så stort et behov for at gå ind i lovmøllen.«

Det nikker Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, genkendende til.

»Der skete det ekstraordinære ved valget, at den regering, der blev valgt, pludselig ændrede politik på en lang række områder og overtog vores politik. Så pludselig stod vi i en situation, hvor de lovforslag, som vi vedtog i folketingssalen, var vores gamle politik. Det er klart, at det har haft betydning for antallet af beslutningsforslag, som vi har fremsat,« siger Ellen Trane Nørby.

De korslagte armes politik

Professor Ove Kaj Pedersen, Copenhagen Business School (CBS), vurderer, at da Venstre tabte valget endte partiet i en tilstand af granatchok. Det medførte, at partiet adopterede de korslagte armes politik og stillede sig op i en periode og bare ventede på, at regeringen kollapsede.

»Jeg tror, det gradvist er gået op for Venstre, at så let går det ikke. Og nu er de begyndt at spille en mere aktiv rolle – det er den, vi også ser nu i forbindelse med forhandlingerne om finansloven,« siger Ove Kaj Pedersen.

Hans egne granskninger af Danmarks politiske historie viser, at Venstre har været i regering ti gange siden år 1900. I gennemsnit har partiet siddet i 2,8 år, mens Venstre i den seneste runde sad 10 år fra 2001 til 2011.

»Det er Venstres længste regeringsperiode nogensinde, og det gør skiftet fra regering til opposition ganske voldsomt. Det giver sig udtryk i, at partiet har været dybt usikkert på, hvordan det skulle håndtere positionen i opposition, og hvilken strategi det skulle vælge overfor den nye regering,« vurderer Ove Kaj Pedersen.

Skattereformen blev et vendepunkt

Ifølge de eksperter, Ugebrevet A4 har talt med, blev aftalen om en skattereform i juni et strategisk vendepunkt for Venstre.

Her blev fodslæberiet for meget for partiets bagland, blandt andet i erhvervslivet. Og med udsigten til en rød skattereform valgte Venstre, efter en noget slingrende kurs, der inkluderede en regulær u-vending, at indgå en aftale med regeringen.

»Det så jo mystisk ud. Først ville man ikke forhandle, og så ville man pludselig forhandle, men det skulle foregå i Rio i forbindelse med nogle klima-forhandlinger. De kom jo virkelig til at se dumme ud, og det forstod Venstres kernebagland i virksomhederne og arbejdsgiverorganisationerne ikke,« siger Michael Baggesen Klitgaard, der mener, at Venstre må have erkendt, at regeringen nok ville holde valgperioden ud, og derfor handlede det om at få indflydelse på politikken.

»Det har partiet jo også en strategisk interesse i. For jo mere politik regeringen laver med Venstre, jo mindre vil den lave med Enhedslisten. Og jo mindre politik regeringen laver med Enhedslisten, jo større problemer får regeringen internt, fordi det bliver problematisk – ikke mindst nu hvor SF har fået ny formand,« siger Michael Baggesen Klitgaard.

Finanslov med krudt i

Andre eksperter anfører, at de aktuelle forhandlinger om finansloven er et eksempel på, at Venstre for alvor har budt sig til.

Det placerer Socialdemokraterne i en midterposition, hvor partiet kan vælge og vrage mellem højre og venstre side af tinget. Og det er gunstigt for Venstre, som kan betragte, hvordan regeringen kommer under skarp beskydning fra Enhedslisten.

»Hvis Venstre laver en aftale med regeringen, så ved de, at det vil sætte ild til en krudttønde ovre i rød blok, og det vil mange af partierne ikke rigtig kunne rumme. Man kan simpelthen omklamre modstanderne så meget, at de selvantænder,« siger Sigge Winther Nielsen fra Københavns Universitet.

Ove Kaj Pedersen, CBS, vurderer, at Venstres manøvre kan sende SF ud af regeringen:

»Det er jo spørgsmålet, hvor meget SF holder til at komme i knibtang. Jeg tror, at vi i disse dage står i et potentielt skifte, hvor Socialdemokraterne kan vælge enten en rød vej eller en blå vej. Finanslovsforhandlingerne kan indebære, at SF bliver smidt ud af regeringen,« siger han og fortsætter:

»Man skal huske på, at efter formandsopgøret skylder hverken De Radikale eller Socialdemokraterne SF noget. Tværtimod. Så i og med, at Venstre har spillet sig så aktivt ind i finanslovsforhandlingerne, har vi i dag en reel valgmulighed mellem en centrumvenstre-regering og en regering bestående af S og RV, som søger flertal i salen fra lov til lov, og som vil kunne håndplukke både fra rød og blå side,« siger Ove Kaj Pedersen.

Venstres Ellen Trane Nørby vil ikke kommentere de strategiske betragtninger.

»Jeg ved godt, at mange af de aktører, som kommenterer politik, ser tingene ud fra en strategisk betragtning. Vi ser tingene ud fra et politisk udgangspunkt, som handler om at få skabt de bedste løsninger for Danmark,« siger hun.

Men de tager vel ikke helt fejl i, at I også tænker strategisk?

»Jeg siger bare, at politiske kommentatorer og såkaldte eksperter altid skal lægge et strategisk filter ned over alting. Og det bliver bare ekstremt endimensionelt. Selvfølgelig kigger vi da nogle gange på en regering, som er handlingslammet og gør vores overvejelser. Men det ændrer ikke ved, at vi ikke er i politik for at spille et strategisk spil. Vi er her for at ændre samfundet og skabe nogle bedre rammer i vores samfund. Og hvis det er muligt, har vi interesse i at gå ind og forhandle med regeringen og sikre nogle bedre løsninger, end regeringen ville nå frem til, hvis det var Enhedslisten, der blev indgået aftaler med,« siger hun.

Venstre stemmer for

Perioden med korslagte arme har dog ikke forhindret Venstre i at deltage i lovgivningsarbejdet.

Siden valget sidste år har partiet stemt for 156 ud af de 205 love, der er blevet vedtaget i Folketinget. Det svarer til tre ud af fire, men det skal retfærdigvis tilføjes, at Ugebrevet A4 har splittet store lovkomplekser op og talt de enkelte delaftaler. Det betyder, at eksempelvis Venstres deltagelse i skatteaftalen bonner godt ud i regnskabet.

Politisk ordfører Ellen Trane Nørby opremser en række aftaler, som Venstre har indgået med regeringen – heriblandt energiaftalen, skatteaftalen og tilbagetrækningsreformen.

»Vi arbejder seriøst på at få skabt nogle gode løsninger for det danske samfund – både på de store træk og på små konkrete områder. Det gjaldt, da vi var i regering, og det gælder også nu, hvor vi er i opposition,« siger hun.

Den pansrede hængekøje

Har Venstre befundet sig i en hængekøje, som mange har sagt siden valget, er der således tale om en tungt armeret hængekøje.

»Du kan diskutere, om hængekøje-billedet egentlig er korrekt, for de bruger masser af tid på at angribe regeringen ved at stille spørgsmål,« siger Per Rystrøm fra Operate.

Ellen Trane Nørby afviser da også, at Venstre på noget tidspunkt har slænget sig på langs.

»Vi er ikke i hængekøjen, og det har vi aldrig været. Det er sådan et begreb, regeringspartierne opfandt. Måske i mangel på andre kritikpunkter eller som et forsøg på at få fokus væk fra dem selv,« siger hun.

Siden valget har Venstre markeret sig som Folketingets ubetinget mest spørgelystne parti. Og det er ikke alene Ellen Trane Nørby, som har sendt byger af projektiler af sted mod Kulturministeriet. 2.515 af de 4.448 såkaldte paragraf 20-spørgsmål, der er stillet det seneste år, har haft en V-politiker som afsender.

Og det er udtryk for et strategisk valg, mener Michael Baggesen Klitgaard fra Syddansk Universitet.

»Generelt er paragraf 20-spørgsmål noget af det, der kan skabe ramasjang i medierne. Det er en form for politisk aktivitet, hvor man prøver at bringe en minister i fedtefadet,« siger han:

»Hvis man ikke selv, som oppositionspolitiker, kan komme positivt i medierne, kan man jo håbe på, at modstanderne kommer i medierne for det negative.«

Også Per Rystrøm mener, at paragraf 20-spørgsmål er et effektivt våben.

»Man kan selv vælge, hvad man vil angribe. Og man vælger altid de angrebspunkter, hvor man har en populær sag. Og der har Venstre rimelig smart brugt spørgsmålene på at understøtte regeringens graven grøfter for sig selv,« siger Per Rystrøm.

Ifølge Michael Baggesen Klitgaard fra Syddansk Universitet er der en god forklaring på Venstres ageren efter valget.

»Venstre er et af de partier, som er nået længst i omstillingen til at agere i moderne politik. Jeg synes, vi ser et oppositionsparti, som er meget bevidst om, hvor og hvordan det bruger sine kræfter, og hvilken strategi det har lagt for at komme tilbage til magten,« vurderer han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Lars Løkke Rasmussen til denne artikel.