SKÆBNEFÆLLESSKAB

Løkke omfavner LO-toppen på 1. maj: »Ny generation af fagforeningsledere har paraderne nede«

Dansk fagbevægelse påtager sig et reelt samfundsansvar og formår at se ud over egne, snævre interesser, lyder statsministerens 1. maj-hilsen til LO-toppen. Netop 1. maj er dog en ’ekskluderende og monopoliserende' kampdag, og det ærgrer Løkke, som føler et skæbnefællesskab med arbejderne og gerne vil være en del af festen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og LO-formand Lizette Risgaard mødes ofte under formelle og uformelle ramme - og oftere end tidligere statsministre har mødtes med tidligere LO-formænd. Her hygger de sig til Innovationsfondens debatmøde om fremtidens arbejdsmarked.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og LO-formand Lizette Risgaard mødes ofte under formelle og uformelle ramme - og oftere end tidligere statsministre har mødtes med tidligere LO-formænd. Her hygger de sig til Innovationsfondens debatmøde om fremtidens arbejdsmarked. Foto: Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix

Når de røde faner lines op, og tonerne i eftermiddag slås an til ’Når jeg ser et rødt flag smælde’ i Fælledparken i København, skal du ikke forvente at se statsministeren stå og synge for med en knækpølse i hånden.

Lars Løkke Rasmussen går ellers gerne rundt i Statsministeriet og fløjter med på tonerne til de gamle arbejdersange.

Men arbejdernes internationale kamp- og festdag føler han sig ekskluderet fra, og landets statsminister kan blive ganske irriteret over, hvad han ser som en monopoliseret arbejderkamp.

»Når jeg tænker på 1. maj, tænker jeg først, at bøgen springer ud. Så tænker jeg Fælledparken, øl, musik, røde faner og livsglæde. Og så tænker jeg, hvorfor er jeg ekskluderet fra det gode selskab? Det er jeg jo af den ene grund, at jeg blev politisk aktiv i en ung alder, og så blev jeg puttet ned i en bås, der lyder, ’du er ikke arbejder’, selvom min mor var ufaglært, og jeg har været lønmodtager hele mit liv,« siger Lars Løkke Rasmussen i et interview med Ugebrevet A4.

Et reelt samfundsansvar

Men 1. maj er efterhånden et særtilfælde. 364 dage om året har statsministeren nemlig et frugtbart samarbejde med en fagbevægelse, som i mindre grad end tidligere er bundet af ideologi og partifarve, og i stedet går realistisk og reflekterende til værks, lyder maj-roserne fra Lars Løkke.

»Vi har en ansvarlig fagbevægelse, som jeg gerne vil sige en masse godt om. Det står mig klarere og klarere, jo ældre jeg bliver, og jo mere jeg kommer rundt i verden og taler med kolleger, at der er noget unikt ved den danske model, som jeg er vokset op med og ikke har reflekteret videre over. For den er der jo bare. Men den er der godt nok ikke ’bare’ i andre lande.«

Det er en fin ting, at jeg har Per Christensen med på en af mine mandags-løbeture. Der vil jeg tro, at man godt kunne have fundet tidligere personer i den bevægelse, som havde sagt, at jeg skal eddermame ikke rende rundt om Lyngby Sø med en borgerlig statsminister. Lars Løkke Rasmussen (V), statsminister

Det er blandt andet fagbevægelsens fortjeneste, lyder det fra statsministeren, der flere gange bruger betegnelsen ”ansvarsfuld” om en fagbevægelse, der magter at kigge ud over snævre, øjeblikkelige interesser.

»Den danske fagbevægelse er karakteriseret ved at tage et reelt samfundsansvar på sig, som rækker ud over i dag og parolen,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Han fremhæver især arbejdsmarkedspensionerne som et historisk eksempel på en fagbevægelse, der har udvist rettidig omhu og været med til at gøre det danske samfund stærkere, inden han spoler tiden frem til sine egne erfaringer.

Fra blodpenge til kindkys

»I min egen regeringstid er jeg mere end almindelig godt tilfreds med, at vi foreløbig har indgået to trepartsaftaler, som er vigtige, og om lidt tager hul på et tredje forløb,« siger Løkke.

Interviewet fortsætter efter boksen.

Tonen mellem Venstre-formanden og fagbevægelsen har langt fra altid været så hjertelig. Da Anders Fogh Rasmussen i 2009 forlod dansk politik og overlod nøglerne til Statsministeriet hos Løkke, var advarslerne håndfaste. Nu venter der en benhård, ideologisk kamp, lød det fra de dele af fagbevægelsen, som havde haft mest med Løkke at gøre i hans tidligere hverv som indenrigs-, sundheds- og finansminister.

De fik ret. Lars Løkke Rasmussen tromlede igen og igen hen over fagbevægelsen i sine første to et halvt år som statsminister. Først kom der et loft over fradrag for faglige kontingenter, så fulgte halveringen af dagpengeperioden, og siden kom forringelser af efterlønsordningen.

Løkke beskyldte samtidig Socialdemokratiet og SF for at deponere deres økonomiske politik hos LO-fagbevægelsen. Og da S-R-SF-regeringen efter valgsejren i 2011 forsøgte sig med trepartsforhandlinger, afviste Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, at medvirke til at betale »blodpenge« til en fagbevægelse, der havde støttet S-SF i valgkampen.

Men i dag er blodpenge-beskyldninger afløst af kindkys, uformelle frokostmøder og politiske parløb.

I godt selskab med Lizette, Claus og Per

»Jeg bilder mig måske ind, at det både er mig og fagbevægelsen, der har ændret sig. Jeg synes, jeg iagttager en fagbevægelse, som - måske med lidt forsinkelse, men alligevel – har reflekteret over, at det der partipolitiske billede nede bagved ikke er entydigt. At fagbevægelsen har en medlemskreds, der er lige så bredt sammensat som resten af landet, synes jeg, at fagbevægelsen respekterer mere, end man måske gjorde i Hardy Hansens dage, hvor det var et fuldstændig cementeret landskab. De gode, de onde. De røde, de blå.«

Nu trækker du en tråd tilbage til Hardy Hansen. Hvis vi ser på den lidt nærmere fortid, har der jo været flere personskift i LO-toppen de senere år. Hvor stor betydning har de personlige forhold mellem dig og topfolkene i LO-fagbevægelsen?  

»Det er der, man skal passe på, at man ikke siger for pæne ting for ikke at miskreditere fagbevægelsens top i egne rækker. For har man overhovedet lyst til at få en rose med herfra? Det er det store spørgsmål,« siger statsministeren med et stort grin, før han fortsætter:

»Men jeg kan bare sige, at jeg har det godt i selskab med langt de fleste faglige ledere, som jeg kender og forhandler, diskuterer eller samtaler med. Det gælder Lizette, det gælder Claus Jensen, det gælder Per Christensen. Jeg har det personlig godt i selskab med de her mennesker og bilder mig ind, at de egentlig også har det den anden vej.«

Undskyld hvis de får problemer med det

Statsministeren har da også haft rig mulighed for at drøfte stort og småt med topfolk i fagbevægelsen. Det gælder ikke kun i forbindelse med de genoplivede trepartsforhandlinger. Når Løkke inviterer til møder på Marienborg om disruption, Brexit eller en ny reform af den offentlige sektor, er LO-formand Lizette Risgaard og resten af LO-og FTF-toppen altid med.

Hvorfor er jeg ekskluderet fra det gode selskab? Det er jeg jo af den ene grund, at jeg blev politisk aktiv i en ung alder, og så blev jeg puttet ned i en bås, der lyder, ’du er ikke arbejder’, selvom min mor var ufaglært, og jeg har været lønmodtager hele mit liv Lars Løkke Rasmussen (V), statsminister

Derudover er der også de mere uformelle møder, hvor statsministeren gerne spiser en frokost med Dansk Metals formand Claus Jensen eller snører løbeskoene og løber en tur med 3F-formand Per Christensen. 

»Jeg synes - og det er så ment som en kompliment, og undskyld hvis de får problemer med det - at den generation af fagforeningsledere, der er der nu på topplan, de har paraderne nede. Det er ikke noget med at være slap på sit udgangspunkt, det er mere tilgangen til livet, mennesker og modparten.«

»Jeg synes for eksempel, at det er en fin ting, at jeg har Per Christensen med på en af mine mandags-løbeture. Der vil jeg tro, at man godt kunne have fundet tidligere personer i den bevægelse, som havde sagt, at jeg skal eddermame ikke rende rundt om Lyngby Sø med en borgerlig statsminister. Hvorfor skal jeg ses i hans selskab?«

Vi løber alle sammen en risiko

Men også på den anden side af forhandlingsbordet er der sket noget. Mens den unge Lars Løkke Rasmussen gerne bankede sine idéer igennem ud fra parolen: ’hvis der er nogen, der er imod det, så er det fordi, de ikke har forstået det endnu’, så går Løkke i dag gerne en omvej for at få en stærkere og bredere opbakning.

»Hvis jeg skal være lidt selvkritisk eller reflekterende, vil jeg tro, at jeg - som årene er gået - er blevet mere opmærksom på, at det her med konsensus og fælles ejerskab er en stærk værdi for Danmark. Hele den her tanke om at bruge parterne aktivt i politikskabelsen, det har jeg fået et stærkere syn for, end jeg havde for 10 år siden. Det er helt sikkert.«

Statsministeren understreger dog, at han er helt opmærksom på, at det ikke er risikofrit for fagbevægelsen at indgå i trepartsforhandlinger med en borgerlig-liberal regering.

Interviewet fortsætter efter boksen.

»Vi løber alle sammen en risiko i de her forløb. Når du italesætter, at nu skal vi lave en trepart, og det så falder fra hinanden, så er det ikke så godt, vel. Du kan bare spørge Corydon og Helle om det. Så det gælder for mig, men det gælder jo også for parterne. Lizette løber jo også en risiko ved at sige, at jeg vil gerne ind i et mødelokale med ham der ’fjendens statsminister’. For så skal der også komme noget ud af det.«

Et skæbnefællesskab

Selvom han udmærket er klar over, at han for mange trofaste 1. maj-deltagere altid vil være ’fjendens statsminister’, er der ifølge Løkke selv ikke lang vej fra de blå musselmalede kaffekopper under den store krystal-lysekrone på statsministerens kontor til udspændte teltbarduner og politiske kamptaler om lønmodtagernes rettigheder. 

Jeg hader, at jeg kan læse på Facebook, at du har også bare dit på det tørre. Gu’ har jeg da ej, og i det omfang jeg har, så har jeg da selv sørget for det. Det stod ikke skrevet over min vugge i Arbejderbevægelsens Andelsboligforening i Skolegade 10 i Vejle, at jeg skulle alt det her. Lars Løkke Rasmussen (V), statsminister

»Folk skal jo have deres ceremonier og ritualer i fred, og på den måde er 1. maj altså bare ikke min fest. Også selvom jeg egentlig føler et skæbnefællesskab med dem – altså jeg er fandeme ikke født med en guldske i munden eller nogen andre steder. Min mor gik syv år i skole. Jeg er den første i min familie, der blev student og den første på universitetet«, siger Lars Løkke Rasmussen.

Derfor kan det også godt være en hård tur for statsministeren, når han scroller ned af sit newsfeed på sociale medier.

»Jeg hader, at jeg kan læse på Facebook, at du har også bare dit på det tørre. Gu’ har jeg da ej, og i det omfang jeg har, så har jeg da selv sørget for det. Det stod ikke skrevet over min vugge i Arbejderbevægelsens Andelsboligforening i Skolegade 10 i Vejle, at jeg skulle alt det her. Det gjorde det da ikke,« siger statsministeren.

Den svære pensionsalder

Trods Lars Løkke Rasmussens skæbnefællesskab med arbejderne og ærgrelsen over ikke at kunne komme med til 1. maj, er der dog især et sted, hvor billedet af en Venstre-statsminister i tæt omfavnelse af fagbevægelsen krakelerer. Spørgsmålet om højere pensionsalder.

Regeringens plan om endnu en gang at skrue på pensionsalderen vil utvivlsomt få mange hårde ord med på vejen i 1. maj-taler over hele landet.

3F har desuden sat gang i en underskriftindsamling, hvor over 217.000 har skrevet under på det klare budskab: Nej til højere pensionsalder! 

»Og mon ikke de også kan skaffe nogle flere,« indskyder Løkke.

Selvom Løkkes nyfundne kærlighed til konsensusdemokratiet ikke rækker langt nok til at komme fagbevægelsen i møde på dette punkt, understreger han, at det først og fremmest er en nødtvungen økonomisk øvelse.

»Jeg deler syn med fagbevægelsen, at Danmark får brug for at foretage flere investeringer i forskning, uddannelse og innovation. Og jeg kan bare se på mine regnestykker, desværre, at hvis vi skal have rum til at foretage flere investeringer, så skal vi gøre fremtiden mere robust. Det er den nationaløkonomiske sammenhæng, jeg bliver klasket op på, når jeg sidder med ’den røde bygning’ (Finansministeriet, red.) og ser, hvad vi kan lave politik for,« siger statsministeren.

Sværere end i efteråret

Regeringens udspil, som præsenteres før sommerferien, kommer dog ikke bare til at handle om, hvor gamle danskerne skal være, før de kan gå på pension.

»Det med pensionsalderen er kun én ting. Der er i det hele taget noget i overgangen fra arbejdsliv til pensionistliv, der skal gøres mere robust, for at det også er holdbart, når vi kigger 15-20 år frem.«

Der er blandt andet brug for at kigge på »skyggesiden mellem dem, der har en arbejdsmarkedspension, og dem, der ikke har«. Og der skal kigges på skatteregler, som forringer incitamentet til at spare op til sin pension, forklarer Løkke.

Interviewet fortsætter efter boksen.

Men regeringen og Lars Løkke kæmper ikke kun mod fagbevægelsen, når det gælder endnu en justering af tilbagetrækningsalderen.

I februar afviste Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, og Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, at forhøje pensionsalderen yderligere i et opsigtsvækkende trippelinterview med 3F-formand Per Christensen. 

Når jeg kommer ud til unge mennesker, er der lavet kampagne på, at det er mig, der vil have, at de skal arbejde, indtil rustvognen kommer. Men deres pensionsalder er allerede besluttet i en bred velfærdsaftale med Socialdemokratiet. I øjeblikket er der nogle, der prøver at gøre sig ansvarsfri på nogle historiske ting, blot fordi jeg vil fremrykke noget Lars Løkke Rasmussen (V), statsminister

Dermed er det også nærmest umuligt at se, hvor Løkke skal finde et politisk flertal bag at røre ved pensionsalderen. Men det afholder ham ikke fra at gøre forsøget. 

»Jeg kan sagtens se, at det her ser svært ud, og at det på mange måder ser sværere ud end i efteråret, men det får mig bare ikke til på forhånd at sige, at så skal vi ikke diskutere det,« siger Løkke, der fremhæver, at det nye pensionsforslag kun er en mindre justering af den stigning i pensionsalderen, som allerede er vedtaget af et bredt flertal i Folketinget.

»Når jeg kommer ud til unge mennesker, er der lavet kampagne på, at det er mig, der vil have, at de skal arbejde, indtil rustvognen kommer. Men deres pensionsalder er allerede besluttet i en bred velfærdsaftale med Socialdemokratiet. I øjeblikket er der nogle, der prøver at gøre sig ansvarsfri på nogle historiske ting, blot fordi jeg vil fremrykke noget.«

Små mennesker, der bliver klemt

På trods af uenighederne på pensionsområdet mener landets statsminister, at han kæmper sammen med de mange lønmodtagere, der landet over på græstæpper og toppede brosten i dag besynger manden på gulvets kamp mod overmagten. 

Når regeringen i fællesskab med blandt andet fagbevægelsen nedsætter et disruptionråd, som skal komme med bud på, hvordan Danmark klarer sig i den digitale tidsalder, så handler det også om at sikre fremtidens lønmodtagere, påpeger Løkke.

»Jeg synes faktisk, hele mit politiske liv handler om den kamp. Det er jo den samme indignation over små mennesker, der bliver klemt, som har drevet mig i det politiske liv. Det kan man så tro på eller ej,« siger statsministeren med et skuldertræk.

Alligevel ligger Lars Løkke Rasmussen ikke ligefrem vågen om natten og venter på en invitation til talerstolen på Fælledparkens store scene. Han åbner dog med et grin en kattelem:

»Altså nu er man jo på arbejdsgivernes side begyndt at ansætte socialdemokrater i ledende poster. De har også indtaget landbruget. Så jeg ved ikke, hvornår moderniseringen kommer så langt, at der bliver ansat en venstremand som administrerende direktør i LO eller 3F.«