Løgn og bedrag tynger ikke magtmennesker

Af Foto: Aske Munck
Aske Munck

Folk i samfundets magtpositioner har lettere ved at lyve, svindle og bedrage end almindelige mennes¬ker. Og det er samtidig vanskeligere at fange dem i at gøre det. Det siger den amerikanske antropolog Dana Carney.

INTERVIEW 29. juni 2009. Bernard Lawrence ’Bernie’ Madoff modtager i den føderale domstol på Manhattan en dom på 150 års fængsel for at have franarret godtroende investorer op mod 65 milliarder dollar – penge, der er forsvundet i den blå luft i et omfattende ’pengepyramidespil’.

Den 72-årige investeringsbankmand og tidligere bestyrelsesformand for Nasdaq-børsen vil for altid have en plads i Wall Streets ’hall of shame’ og blev under sin rettergang kaldt en djævelsk, kynisk og manipulerende psykopat.

De to spørgsmål, der stadig – her et år efter, midt i den globale finanskrise – nager den amerikanske offentlighed, er: hvordan kunne han få sig selv til det? Og hvordan kunne folk tro på ham? Svaret er i virkeligheden uhyre simpelt.

I hvert fald hvis man skal tro Dana Carney, doktor i socialpsykologi og forskningslektor ved Columbia Universitys Graduate School of Business i New York.

For når folk som Bernie Madoff roder sig ud i så omfattende bedrag, skyldes det ifølge Dana Carney, at deres magtposition gør det lettere for dem at overskride den moralske tærskel, der normalt skiller løgn og sandhed.

»Folk med magt har lettere ved at lyve, men ikke nok med det; de lyver også mere effektivt end andre,« lyder hendes overraskende påstand.

Den slags har man længe kunnet læse som luftige postulater fra antiglobaliseringsbevægelsens flyveblade.

Magt behager

Men Dana Carney har rygdækningen i orden og kan bakke sin påstand op med et større empirisk forskningsprojekt, som hun netop har offentliggjort.

»Magt får folk til at føle sig veltilpasse. Magt giver flere kræfter og styrker de kognitive ressourcer. Det gør hjernen stærkere, simpelthen, og øger samtidig niveauet af testosteron – det hormon, som gør det lettere at kaste sig ud i en masse ting, og som gør stresspåvirkningen mindre«.

Med omvendt fortegn er det præcis de samme egenskaber, der tæres på, når folk lyver, forklarer Dana Carney.

»Når folk lyver, ræser hjernen af sted, fordi den skal holde sammen på historierne. Den ekstra mentale energi, som magtfulde mennesker har, gør det imidlertid muligt for dem at undertrykke en række af de afslørende nonverbale signaler, som folk udsender ubevidst, når de lyver, og som mange i dag kender fra tv-serien ’Lie To Me’,« siger hun.

Ifølge Dana Carney er de nonverbale signaler, der afslører, når folk lyver eller forsøger at fortie sandheden, ekstremt lette at afkode, hvis man er trænet i det. Selv hævder hun at kunne afsløre, hvornår folk lyver med 90 procents præcision på baggrund af disse signaler.

Men sådan var det ikke med de magtfulde løgnere i Dana Carneys forskningsforsøg. Her opdelte Carneys forskningshold forsøgspersonerne i to grupper af ’chefer’ og ’ansatte’, som alle blev bedt om at stjæle 100 dollar og lyve om det, hvorefter forskerne i deres observationer noterede de fem grundlæggende nonverbale og ubevidste afsløringssignaler: ufrivillig skuldertrækken, øget talehastighed, niveau af stresshormonet cortisol i spyttet, kognitiv svækkelse og følelsesmæssig anstrengelse. Resultaterne var rystende:

»Udslagene for de magtfulde løgnere var stort set de samme som for den kontrolgruppe, der fortalte sandheden. Kun forsøgspersonerne uden magt blev afsløret som løgnere,« fortæller Dana Carney.

Magt er narkotika

Ifølge Dana Carney skyldes denne øgede evne til at skjule løgnens ubevidste afsløringssignaler, at følelsen af magt fungerer som en slags naturligt narkotikum, der får kroppen til at reagere mildere på stressende situationer:

»Det medfører jo også gode ting.«

»Magt kan for eksempel få en tale for 5.000 mennesker til at synes mindre skræmmende eller overvældende. Men omvendt gør magten det også lettere at fortælle en løgn eller at bedrage folk uden at blive stresspåvirket af det. Magt virker ganske enkelt som en buffer for den stress, man oplever, når man lyver,« tilføjer hun.

Og det betyder, at folk med magt er i stand til at lyve uden at mærke de samme kognitive effekter, som almindelige mennesker.

»Min forskning viser, at magt er en fysisk og psykisk stødpude, der gør det muligt for højt placerede mennesker at tage alle mulige risici og opnå utrolige ting. Men på den anden side er det en glidebane, for kroppen er så klar til at kapere stressede situationer, at den ikke protesterer og udsender de vanlige faresignaler, når det er moralsk forkert«.

Og netop den observation er ifølge Dana Carney afgørende for at forstå, hvilke mekanismer, der gør det lettere for folk med magt at se stort på sandheden.

Som eksempel tager hun stimulus-respons-indlæringsprincippet, der er helt grundlæggende for menneskelig læring.

Et lille barn på to år går forbi et gloende hedt komfur og rører ved kogepladen. Det gør ondt, og barnet tager fingrene til sig. Dagen efter lusker barnet igen forbi komfuret, sætter hånden på kogepladen og brænder igen fingrene. Barnet konkluderer nu: komfur = av, og holder fingrene helt væk fra kogepladen.

»Menneskets grundlæggende indlæringsprincip er, hvorvidt noget føles godt eller gør ondt. Overført til løgn, betyder det, at hvis jeg lyver, og det ikke føles slemt, så vil den barriere, der får mig til at undlade at gøre det, gradvist blive udvisket. Magtfulde mennesker lærer grundlæggende, at løgn ikke er så slemt. Og mine data viser, at magt risikerer at korrumpere via denne stress-buffer-effekt, fordi virksomhedsledere, politikere og eliteatleter ikke brænder fingrene, når de rører ved det figurative komfur«.

Magt letter løgnen

Dana Carneys forskningsresultater om magt og løgn får nogle temmelig foruroligende perspektiver, når man kobler dem med andre studier om magt og risikovillighed. Hun har nemlig tidligere selv påvist – også med empiriske forsøg – at magtfulde mennesker er langt mere risikotolerante og risikosøgende end andre mennesker.

»Mennesker med magt har en tendens til at fokusere på belønning – ikke omkostning. Risikofyldt adfærd udsætter kroppen for stress. Men fordi den magtfulde persons fysiologiske tilstand er så stærk, vil de være mere tilbøjelige til at tage flere risici. Igen skyldes det magtens stress-buffer-effekt,« forklarer hun.

»Alle kan huske, hvordan det føles at stå foran en kold swimmingpool. Man ved, vandet er koldt, men man gør sig alligevel klar til at springe i. Det lille sus, man mærker, før man springer i, er en stærk version af den indre kropslige feedback, man får, før man udfører en risikofyldt handling. Og det mangler magtfulde mennesker muligvis i en vis udstrækning. Signalet er i hvert fald slet ikke ligeså stærkt, og de er derfor mindre tilbageholdende, men kaster sig bare ud i det«.

Topministre, erhvervsledere og investeringsbankmænd som Bernie Madoff er med andre ord villige til at løbe store risici, de bliver ikke stressede af at lyve om resultaterne, og alle andre vil have ekstremt vanskeligt ved at opdage, når de gør det.

Almindelige mennesker er kun i stand til at afsløre almindelige løgnere i 50-60 procent af tilfældene – ikke meget bedre end et terningkast. Med magtfulde menneskers evne til at skjule, når de lyver, er almindelige mennesker altså på helt bar bund.

Dana Carney er tilmed for tiden i gang med et nyt forskningsprojekt på Columbia University, hvor hun søger at påvise, hvad tidligere behavioristiske studier har antydet: At magt har en korrumperende effekt. Og når man sætter stykkerne i Dana Carneys forskningspuslespil sammen med erhvervs- og finansskandaler som Enron og Bernie Madoff og gigantfallitterne i investeringsbanker som Bear Stearns og Lehman Brothers, der gik ned i en tyk tåge af løgn og sminkede regnskaber, begynder billedet at blive temmelig skræmmende i et samfundsmæssigt perspektiv:

»Årsagen til de store investeringsbankers fallit var en kombination af dårlig risikoledelse, overmodige værdivurderinger og selvindbildskhed. Når så hele markedssystemet tilmed er krydret med småkorruption og bogføringsfusk, havner man nødvendigvis i denne kolossale institutionelle løgn,« forklarer Dana Carney.

Absolut magt korrumperer absolut

Antropologen understreger, at hendes data tilmed indikerer, at situationen ligefrem var vanskelig at undgå:

»I andre lande tiltusker despotiske ledere sig magten, begår folkedrab og bliver sidenhen væltet. Men i USA synes det at være en konsekvent dårlig risikoledelse og korruption, der får vores system til at slå fejl,« konkluderer Dana Carney.

Sådan vil det også være i fremtiden, vurderer hun. Medmindre man finder ud af at tage skridt til at inddæmme magten og dens utilsigtede følgevirkninger.

»Det er en grel prognose at stille for samfundet, men omvendt er det først nu, vi for alvor begynder at tale om det på denne måde, så der er måske håb endnu … «, sukker Dana Carney.

Hun påpeger, at en måde at forebygge disse magtexcesser på, kan være at undervise fremtidige ledere i magtens faldgruber.

»Det lyder måske lidt vel idealistisk, men jeg tror, det kan have en præventiv effekt, hvis vi for eksempel bruger noget tid på at forklare de fremtidige virksomhedsledere, vi udklækker her ved Columbia Universitys Business School, at den blotte magt, de vil få i kraft af deres uddannelse og fremtidige stillinger, kan sætte dem i situationer, hvor de vil være tilbøjelige til at lyve, lade sig korrumpere og misbruge magten«.

For som allerede den britiske historiker Lord Acton konstaterede i 1800-tallet: »Magt korrumperer, og absolut magt korrumperer absolut«.