LO under lup

Af

LO holder sig ikke tilbage for at fortælle politikere og arbejdsgivere, hvordan tingene burde gøres. Forud for LO-kongressen retter A4 pistolen den anden vej. Vi har bedt centrale ministre, partiformænd, arbejdsgivere og andre lønmodtagerorganisationer om at bedømme LO’s arbejde og udfordringer. De har alle svaret på disse tre spørgsmål: 1. Hvad har LO gjort godt de seneste år? 2. Hvor har LO fejlet i de seneste år? 3. Hvad er den største udfordring for LO-fagbevægelsen i de kommende fem år?


1.  Man kan ikke se LO’s indsats isoleret fra medlemsforbundenes indsats, og som udenforstående skal man være meget varsom med at bedømme andre systemer, der nødvendigvis må fungere på andre præmisser. Det eneste rimelige er derfor at tage udgangspunkt i resultatet, og så er der vel kun at sige, at fagbevægelsen har gjort det rigtig godt. LO og fagbevægelsen kan tage en god del af æren for, at: n Vi har højere beskæftigelse og en lavere ledighed, end vi for få år siden troede muligt. n Overenskomsterne er blevet mere fleksible i takt med tidens behov, og de favner nye relevante felter, som pension, barsel og frit valg. n Vi har lagt frygten for globaliseringen fuldstændig bag os. n Der er bred enighed om, at en høj beskæftigelse på et konkurrencedygtigt internationalt grundlag er vejen til at skabe bæredygtighed og generel økonomisk fremgang. 2.  Fagbevægelsen har krampagtigt holdt fast i en tåbelig efterlønsordning for at holde på medlemmerne. 3. Med de positioner, fagbevægelsen har lagt sig på med hensyn til velfærdskrav, den offentlige sektors størrelse og efterløn, er det nødvendigt at få en dramatisk stigning i beskæftigelsen, hvis det hele ikke skal brase sammen – i høj grad til skade for LO’s medlemmer.

1.  Af særlige initiativer vil jeg rose voksen- og efteruddannelsesaftalen ved den seneste overenskomstforhandling. Det er fremsynet, det er til medlemmernes bedste, og det gavner Danmark som helhed. 2.  Jeg synes, at LO fejler ved at hæfte sig så ensidigt op på et bestemt politisk parti. I lyset af hvor spredt medlemsskaren er i LO og stemmer på alle partier, er det for mig en gåde, hvorfor man altid skal hæfte sig op på Socialdemokraterne. Som jeg ser det, bliver der jo hele tiden koordineret mellem Socialdemokraterne og LO. Det er LO’s største svaghed. 3. Det bliver at få vendt medlemstilbagegangen til en medlemsfremgang. Og få gjort sig attraktiv over for de mange og vel især unge mennesker, for hvem det ikke er naturligt at melde sig ind i en fagforening.

1.  Jeg synes, det var fint, at LO indgik trepartsaftalen om den offentlige sektor med regeringen, som jo altså ikke er socialdemokratisk. Det har man gjort på medlemmernes vegne og ikke af partipolitiske interesser.  2.  Det irriterer mig, at man stadigvæk med god grund betragter LO som socialdemokratisk inspireret. Hans Jensen er jo for eksempel taler på Socialdemokraternes kongres, så der er for tæt parløb, synes jeg. Jeg har en klar fornemmelse af, at der hele tiden er en kontakt mellem LO og Socialdemokraterne i forhold til, hvad LO skal sige til socialdemokratiske initiativer. Det er en interessekonflikt, som jeg synes, man skal gøre sig uafhængig af. Jeg er bestemt tilhænger af fagforeninger, men jeg synes, de skal være partipolitisk neutrale.  3. At fastholde medlemmerne. Fagbevægelsen skal vise, at den er til for medlemmernes skyld og ikke for egen skyld eller for rene og skære pamperinteresser. Man kunne måske begynde at kigge lidt på kontingentet. Er det rimeligt, at det er så højt, som det er? Bliver det brugt til de rigtige ting? Og så tror jeg altså virkelig, det ville give god grobund igen for fagforeningerne, hvis man viste sig at være mere partipolitisk neutrale.

1.  Den store velfærdsstrategi – hvor arbejdsmarkedets parter skulle tage et større ansvar på velfærdsområder og dermed også få større indflydelse – har været bærende i Hans Jensens periode som LO-formand, og det er i høj grad lykkedes. Først med trepartsaftalen om efter- og videreuddannelse forud for overenskomstfornyelsen i 2007 og efterfølgende med trepartsaftalen omkring kvalitetsreformen i den offentlige sektor. Det er virkelig resultater, der er til at tage og føle på.  2.  LO er ikke lykkedes så godt med at skabe et nyt billede af, hvad fagbevægelsen skal være i fremtidens samfund. Altså omsætte de gamle solidaritetsværdier til en ny form for fællesskab, som også de nye generationer kan tilslutte sig. Det kan man jo blandt andet måle på den store medlemstilbagegang. Man har forsøgt, men det er ikke slået igennem endnu.  3. At stoppe den nedadgående tendens i medlemstallet. Det kan godt være, man ikke kan gøre det 100 procent. Men i forhold til den del af arbejdsmarkedet, som LO-forbundene organiserer, skal man løfte organisationsgraden igen. Hvis man ikke gør det, kan man risikere, at legitimiteten bag hele den danske model – at organisationerne har så stor indflydelse og selv regulerer deres forhold – bliver svækket alvorligt.


1.  Først og vigtigst er LO-fagbevægelsen en uundværlig del af den samfundsøkonomiske model, der i disse år skaber fantastiske resultater. Man forvalter medlemmernes interesser, men på en måde der samtidig er økonomisk ansvarlig og bidrager til fortsat vækst og velstand i Danmark. Det er moderne og fremsynet i en grad, mange andre lande misunder os. For det andet synes jeg, LO har været dygtig til at engagere sig på nye politiske arenaer. Her tænker jeg først og fremmest på EU, som jo gradvis betyder mere og mere for Danmark – og ikke mindst dansk arbejdsmarkedspolitik. Her synes jeg, LO udmærker sig ved stor indsigt og et højt aktivitetsniveau, som måske ikke er så synligt i forhold til dagspressen, men faktisk temmelig vigtigt i forhold til lønmodtagernes interesser.  2.  Jeg synes ikke, man kan sige at LO har gjort sig skyldig i deciderede fejl. Men det er  klart  for enhver, at man endnu langt fra har løst opgaven med at forny fagbevægelsen i en grad, der bremser medlemsflugten og skaber basis for, at også nye generationer føler sig hjemme i LO-forbundene.   3. Den største udfordring er ubetinget at leve op til medlemmernes krav. Jeg tror, at der er bred sympati for den opgave, fagbevægelsen løser. Men det er klart, at der samtidig stilles krav om, at fremtidens faglige ledere er kendetegnede ved ydmyghed, flid og sparsommelighed. De forventninger bliver man nødt til at indfri. Og så hører jeg jo til dem, der mener, det ville være en fordel, hvis man også formåede at sætte en politisk dagsorden, som presser regering og folketing til at føre en politik, der gavner almindelige lønmodtagere.


1.  LO har gennem aftalesystemet og via trepartsaftaler om blandt andet kompetenceudvikling bidraget til, at det danske samfund har en høj konkurrenceevne og dermed lav ledighed. Desuden har LO formået at holde sammen på en ikke altid enig »familie«.  2.  Selv om de formelle bånd med Socialdemokraterne er brudt, er det klart for enhver, at LO støtter en S-regering og modarbejder en borgerlig regering. De er altså ikke partipolitisk uafhængige, hvilket for mig at se er en fejl, hvis man vil samle medlemmer bredt om faglige spørgsmål. 3. At fastholde medlemmerne og dermed bevare legitimiteten som en afgørende spiller. Desuden bliver det en udfordring at holde sammen på en LO-familie, der ikke altid er enig, og dermed bevare styrken.