LO-top med forskellige mål

Af
| @GitteRedder

De otte forbundsformænd i LO’s nye daglige ledelse har meget forskellige forventninger og politiske målsætninger. LO-formand Hans Jensen kalder forskelligheden en styrke.

16Tirsdag den 18. februar  skrives endnu et kapitel i LO’s nye historie. Det er nemlig første gang, der holdes møde i den daglige ledelse, bestående af otte forbundsformænd, LO-formand Hans Jensen og tre andre LO-topfolk, som blev valgt på den ekstraordinære LO-kongres i forrige uge.
LO’s nye ledelse vil få afgørende indflydelse på fagbevægelsens fremtid. På faste ugentlige møder skal de udstikke den politiske kurs, sætte nye udviklingsprojekter i gang og lynhurtigt kunne melde klare politiske budskaber ud.

Det har ikke skortet på lovprisninger af den nye struktur og ledelsesform i LO-fagbevægelsen, men side om side med forventningerne til, at der nu er skabt et grundlag for en handlekraftig ledelse, er der også nervøsitet for, om det vil lykkes at skabe fælles fodslag i fagbevægelsen.

Nervøsiteten er velbegrundet, viser en rundspørge, som Ugebrevet A4 har foretaget til de otte forbundsformænd i den nye daglige ledelse. De otte har meget forskellige forventninger til daglig ledelse, ligesom de vil bruge den nye struktur til at opnå forskellige politiske mål. Endelig er der tilsyneladense stor forskel på, hvor megen energi de enkelte formænd vil bruge på at prioritere nyskabelsen.

Sporene skræmmer

Formand for Forbundet Træ-Industri-Byg (TIB) Arne Johansen er beæret  over at sidde i den nye LO-ledelse og han vil prioritere arbejdet højt:

»Vi skal være politikformulerende og udvikle nye idéer og visioner. Der bliver ingen spildtid på kommasætning, administration og bureaukrati, men en mulighed for at skabe slagkraft og nytænkning i fagbevægelsen. Jeg glæder mig.«

Mere afventende er Dansk Metals formand, Max Bæhring, der fastslår, at han »ikke har nogen specielle forventninger til den nye ledelse. Nu må vi vente og se, hvordan det går«.
Fastholdes møderne til at være tirsdag morgen, har Max Bæhring allerede tjekket sin kalender tre måneder frem og konstaterer, at han kun kan deltage én gang.

»Sådan er det at starte noget nyt. Man kan ikke forvente, at man kan rydde kalenderen på en studs. Derfor vil der være en vis indkøringsfase, inden det kommer til at fungere rent praktisk,« mener Metal-formanden.

Og selv om Forbundet af Offentligt Ansattes (FOA) formand, Dennis Kristensen, håber, at den daglige ledelse kommer til at fungere, røber han også skepsis:

»Jeg må nok erkende, at jeg er lidt tvivlende. I de ni måneder jeg har siddet i LO’s forretningsudvalg, har jeg flere gange oplevet, at vi bliver enige om ét, og så kan jeg tage hjem og se en af formændene sige noget andet i TV-Avisen samme aften. Så sporene skræmmer, og kravet til den nye ledelse er at forpligte sig. Denne proces kan ikke lykkes, medmindre alle forbund er villige til at bøje sig mod hinanden.«

FOA-formanden advarer også mod, at de tolv LO-forbund, der ikke sidder i daglig ledelse, sættes uden for indflydelse. Ifølge Dennis Kristensen er det alfa og omega for det moderniserede LO, at man er lydhør over for og repræsenterer alle 20 medlemsforbund.

Det store flertal af forbundsformænd er overbevist om, at den nye ledelsesform er det rigtige værktøj til at skabe en mere dynamisk og dagsordensættende fagbevægelse.

Formand for Kvindeligt Arbejderforbund (KAD) Lillian Knudsen håber, at den ny struktur baner vejen for en nødvendig holdningsændring til fællesskabet i fagbevægelsen:

»Jeg tror, at både de enkelte forbund og LO-ledelsen vil føle et større ejerskab til organisationen. Samtidig vil en samlet fagbevægelse udadtil betyde større tillid og troværdighed omkring fagbevægelsen, og det er helt afgørende for at få den styrke og gennemslagskraft, vi gerne vil have,« siger Lillian Knudsen.

Hun henviser til, at større troværdighed og gennemslag i offentligheden er helt centralt for at vende medlemsudviklingen.  

Forbundsformændene fra de lidt mindre forbund sætter deres lid til, at den nye daglige ledelse vil betyde, at sværvægterne ikke slås offentligt.

»Som holdleder har Hans Jensen ikke altid set sine spillere overholde den taktik, der var fastlagt. Med den nye struktur og ledelsesform er alle spillere med til at lægge taktikken og det forpligter alle på banen,« siger Arne Johansen.

Også Kirsten Nissen, formand for Socialpædagogernes Landsforbund (SL), understreger betydningen af, at ingen spillere skejer ud og går solo.

»Hvis vi vil have politisk magt og indflydelse, kræver det, at vi ikke undsiger hinanden. Vi skal stå som en samlet enhed, der klart signalerer, hvor vi vil hen,« siger Kirsten Nissen, der vil blive meget skuffet, hvis ikke alle forbund gør deres bedste for at nå frem til fælles holdninger – også selv om det kræver kompromisser.

Risiko for laveste fællesnævner

Flere forbundsformænd fremhæver, at den nye struktur forpligter forbundene på en helt anden måde til at tage medansvar for beslutninger. Hvor LO-toppen tidligere meldte ud, hvad fagbevægelsen mente i en bestemt sag, og de tyve forbund så ellers kunne tage det til efterretning eller komme med modstridende meldinger, tvinger den nye ledelsesform til fælles holdninger.

»Det kommer selvfølgelig an på en prøve, om den nye ledelse vil skabe større enighed. Men jeg opfatter det som en bunden opgave, at vi skal tale os til rette. Der vil komme situationer, hvor der vil slå gnister fra vores møder, men vi skal kunne finde frem til fælles budskaber,« siger Henry Holt Jochumsen, formand for Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet (NNF).

»Risikoen for laveste fællesnævner er der, men igen har jeg en tro på, at når alle har sagt ja til den nye ledelsesstruktur, vil man også bestræbe sig på at arbejde konstruktivt på at få det til at fungere. Hvis det her ikke betyder et mere handlekraftigt LO, er det en falliterklæring,« mener Kirsten Nissen.  

HK-formand John Dahl lægger ligeledes vægt på, at LO-forbundene skal blive bedre til at tale med én stemme og tage mere ansvar for den politik, der føres.
»Jeg tror på, at vi med den nye struktur skaber et mere dynamisk samarbejde mellem forbundene og LO, ligesom de enkelte forbund får større ansvar over for fællesskabet,« siger John Dahl.

LO-formand Hans Jensen agter ikke at stå med dommerfløjten og give forbundsformænd, der går ud med solo-meldinger, det røde kort: 

»Naturligvis håber jeg, at den nye daglige ledelse vil bidrage til, at vi i større omfang end hidtil kan finde frem til fælles forståelse. Men det er naivt at tro og heller ikke meningen, at vi altid skal være enige om alting. Der vil fortsat være plads til mange meninger og uenighed.«

Han gør dog opmærksom på, at der ikke må herske forvirring om, hvornår forbundsformændene udtaler sig på LO’s vegne, og hvornår de udtaler sig på deres eget forbunds vegne. Som noget nyt kan medlemmerne af daglig ledelse nemlig udtale sig på LO’s vegne.

Ligesom flere forbundsformænd lægger Hans Jensen også stor vægt på, at de enkelte forbund fremover skal inddrages mere aktivt i politikudvikling. Det kan være et forbund, som bliver gjort ansvarlig for at komme med udspil på et konkret område. Eller det kan være flere forbund i fællesskab. Eller et par forbund, der i samarbejde med LO udarbejder konkrete udspil, som hovedbestyrelsen så senere skal tage endelig stilling til. 

TIB-formand Arne Johansen forestiller sig, at hans eget forbund vil melde ind på at være med til at udvikle konkrete udspil på boligpolitik og byggepolitik.

Lillian Knudsen forestiller sig også, at et eller flere forbund i fællesskab præsenterer den nye ledelse for et notat, en ny idé eller et forslag til et kommissorium, men at LO efterfølgende udarbejder analyserne.

Blandt de udfordringer og politiske mål, som medlemmerne i LO’s nye daglige ledelse vil sætte på dagsordenen i de kommende år, er der flere fællesnævnere: 

  • Medlemsudviklingen skal vendes, og fagbevægelsen skal arbejde med demokratibegreb, mere direkte indflydelse til medlemmerne og nye former for aktiviteter.
  • Selv om LO har droppet partitilskud til Socialdemokraterne, vil fagbevægelsen arbejde for at få den borgerlige regering fyret og erstattet af en mere »lønmodtagervenlig« regering.
  • Uddannelsesområdet skal have topprioritet, både når det gælder voksen- og efteruddannelse og udvikling af erhvervsuddannelserne.
  • De internationale spørgsmål og ikke mindst udvidelsen af EU med ti nye lande skal fagbevægelsen geare sig til.

Derudover trænger problemer med miljø, sikkerhed og sundhed på arbejdspladserne sig også på dagsordenen.    

LO-formand Hans Jensen anser ikke den spredte fægtning i de otte forbundsformænds politiske dagsorden for noget problem. Tværtimod anser han forskelligheden i både forventninger og politiske mål for en styrke og ikke en svaghed. Den største faldgrube i det nye LO er nemlig ifølge Hans Jensen manglende respekt for hinanden:

»Vi skal give plads til hinandens forskellighed.«