LO skal fusionere sig til flere medlemmer

Af | @MichaelBraemer

Faldende medlemstal er kommet for at blive i LO-familien, mener arbejdsmarkedsforskere. De spår dog hovedorganisationen gode muligheder for en styrket samfundspolitisk rolle og forudser en fusion med hovedorganisationen FTF inden for en overskuelig fremtid. Fremtidsforsker mener til gengæld, at LO i forvejen spænder for bredt og vil få en symbolsk rolle i fremtiden.

NEDGANG Godt på vej til at indtage en symbolsk rolle i stil med kongehusets. I en styrket rolle som samfundspolitisk aktør. Sandsynligvis fusioneret med lærernes, sygeplejerskernes og pædagogernes hovedorganisation FTF … Forudsigelserne om, hvor LO vil befinde sig i 2015, stikker i vidt forskellige retninger alt afhængig af, hvem man spørger.

Én ting kan eksperterne dog blive enige om op til LO’s kongres sidst på måneden, hvor de delegerede skal tage stilling til en tilpasning af LO’s arbejde i lyset af et massivt medlemstab: Der vil blive stadigt færre medlemmer til at betale kontingent i de kommende to kongresperioder frem til 2015. I 1996 var der 1,5 millioner medlemmer. I dag er der 1,3. Og tallet vil falde yderligere, mener eksperterne altså.

Det svindende medlemstal i den nuværende LO-familie er uundgåeligt, siger Henning Jørgensen, professor og arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet.

Han peger på en befolkningsmæssig udvikling, hvor de unge, der kommer ind på arbejdsmarkedet, langtfra opvejer de ældre, der forlader det. På en udvikling på arbejdsmarkedet, hvor traditionelle LO-job forsvinder til fordel for servicejob uden den samme tradition for organisering. Og på frugterne af en uddannelsesindsats, der har løftet lønmodtagerne over i de to andre hovedorganisationer FTF og akademikernes AC.

De tre udviklingstræk forklarer mindst to tredjedele af det medlemstab, LO-fagbevægelsen oplever i disse år, mener Henning Jørgensen. Et fald, der ligger i størrelsesordenen 25.000 om året. Det skal dog ikke få de LO-delegerede til at tage til kongres med bøjet nakke, mener han.

»Hvis man mister 100.000 medlemmer i løbet af den kommende kongresperiode, er det jo ikke, fordi de går til »de gule«, som jeg ikke mener, udgør nogen trussel for LO-fagbevægelsen. Kristelig Fagbevægelse har været 100 år om at skaffe 100.000 medlemmer, hvilket ikke er imponerende. Og selv om man bliver en mindre fagbevægelse, kan man godt være klogere og bedre. Ser man på den seneste kongresperiode, så er det jo ikke gået så galt, som nogen havde frygtet. Man er ikke blevet afmægtiggjort. Så jeg er ikke så pessimistisk.« siger Henning Jørgensen.

LO med ceremoniel rolle

Det er til gengæld fremtidsforskeren Jesper Bo Jensen, der driver virksomheden Fremforsk – Center for fremtidsforskning. Ser han helt frem til 2050 kan han kun få øje på en symbolsk rolle til LO i stil med kongehusets. Og den rolle er kun til rådighed, hvis LO har en formand, der er god til at optræde i offentligheden. Får man en forkert formand, så har det samme betydning for hovedorganisationen, som det har for kongehuset, hvis vi på et tidspunkt får en forkert konge: Institutionen nedlægges.

I 2015 vil udviklingen i den retning allerede være fremskreden, mener Jesper Bo Jensen:

»Det vil kun gå i én retning medlemsmæssigt – nedad. Jeg tror dog ikke, at fagbevægelsen som sådan er på vej til at dø. Man vil fortsat organisere sig i grupper. Men jeg kan ikke se, hvordan en stor paraplyorganisation som LO skal overleve. Der er simpelthen for langt mellem de meget forskellige medlemsgrupper, som organisationen skal spænde over – for eksempel sosu-assi-stenter og metalarbejdere. Så jeg har virkelig svært ved at få øje på de fælles interesser, som et LO kan varetage i fremtiden.«

Lektor Dorthe Pedersen fra Handelshøjskolen i København (CBS) er uenig. Hun synes, at LO allerede er ved at tilpasse sig en ny virkelighed, hvor man ikke lever højt på voksende medlems-tal, og giver LO gode muligheder for at udvikle sig til en organisation, der i 2015 nok er mindre målt i medlemmer, men større målt på indflydelse.

»Allerede i den indeværende kongresperiode har man jo set LO-forbundene gå tilbage i medlemstal samtidig med, at LO’s politiske indflydelse er vokset takket være en bredere politisk kontaktflade. Man går fra at være en særinteresseorganisation til at være en bred, samfundspolitisk organisation. Samtidig vil forbund og brancheorganisationer i højere grad tage sig af rene lønmodtagerforhold,« forventer hun.

Argumenter skal underbygges

Styrken af den samfundspolitiske rolle vil afhænge af LO’s evne til at sætte og præge samfundspolitiske dagsordener, påpeger Dorthe Pedersen. Hun ser blandt andet Ugebrevet A4 som et eksempel på, at LO er parat til at påtage sig denne rolle.

»Hvis man vil have politisk indflydelse, så må man kunne sætte dagsordener, der underbygges af viden. Og det skal netop være selvkritisk, for hvis det bliver rent talerør, så mister tingene legitimitet og bliver ikke hørt på samme måde,« siger hun.

Professor Henning Jørgensen er principielt enig. Men selv om LO er blevet bedre til at optræde som samfundspolitisk aktør, er der plads til forbedring, mener han.:

»Ingen gider længere høre på nogen, fordi de siger, de kommer fra LO, og at de mener noget. Du skal kunne bakke dine synspunkter op med dokumentation og ordentlige analyser, og der mener jeg ikke, at fagbevægelsen er særligt godt stillet i dag,« siger han.

Til inspiration og efterfølgelse peger Henning Jørgensen på Norge, hvor fagbevægelsen allerede for 25 år siden oprettede en arbejdslivs- og velfærdsforskningsinstitution, Fafo, som siden har opbygget en vidensbank med alt, hvad der har med almindelige menneskers hverdag at gøre. Det er en institution med 1.000 mennesker ansat, men den behøver ikke at være så dyr, som det lyder, påpeger han.

»Fordi de er dygtige, kommer der også andre og lægger opgaver hos dem. Selv norske arbejdsgivere har været der som kunder. Fordi de ved, at forskningsinstitutionen laver noget, der holder.«

Henning Jørgensen er i øvrigt lodret uenig i fremtidsforsker Jesper Bo Jensens syn på LO som en tiltagende overflødig paraplyorganisation. Derfor mener han også, at det på lang sigt er bekymrende, at forbundene nu fastfryser kontin-gentet til LO. Når lønstigninger og inflation modregnes, betyder det i realiteten en nedskæring.

»Forbundene skal tænke sig om, for de kan ikke klare sig selv. I 2015 vil der også være rammeaftaler på tværs af landegrænser i Europa, som kræver en fælles repræsentation. For hverken internationalt eller nationalt gider forhandlingspartnere jo at høre på 17 forskellige stemmer. Forbundene burde ikke gå i koma og begynde at spare sig ihjel, fordi der kommer færre medlemskroner. Man skal spare, men ikke på fornuft.«

Oplagt ægteskab

Både Dorthe Pedersen og Henning Jørgensen mener, at det er et spørgsmål om tid, før LO fusionerer med funktionærerne og tjenestemændene i FTF. Det vil, som Henning Jørgensen påpeger, gøre enhver snak om medlemstilbagegang til skamme og skabe en hovedorganisation med mellem 1,7 og 1,8 million medlemmer.

Om fusionen vil have fundet sted i 2015, er dog tvivlsomt. Henning Jørgensen mener, at der på det tidspunkt i hvert fald vil være noget »på tegnebrættet«, mens Dorthe Pedersen forventer, at der vil være noget »i støbeskeen«. Under alle omstændigheder mener hun, at en fusion vil være velbegrundet.

»Der har været historiske grunde til, at man har haft de to hovedorganisationer. Dels LO’s tilhørsforhold til Socialdemokratiet, dels forskellen på uddannelsesniveau i de to medlemsgrupper. Nu er LO ikke knyttet til Socialdemokraterne på samme måde, og medlemmerne i LO-forbundene får mere og mere uddannelse, så de begrundelser er stort set væk. Men det kan jo være, at FTF venter på, at der bliver en anden balance mellem de to hovedorganisationer.«

Henning Jørgensen kan heller ikke se andre begrundelser for at udskyde en fusion:

»Det var slående for mig, da vi for nylig lavede vores lønmodtagerundersøgelse (»Arbejdsliv og politik – signalement af lønmodtagere i det 21. århundrede«, red.), hvor tæt de to medlemsgrupper ligger på hinanden holdningsmæssigt. På den baggrund skal der virkelig gode argumenter til for at opretholde to så store centralorganisationer i et lille land som vores.«