MEDLEMSJAGT

LO: Om 15 år er kun hver anden medlem af en fagforening

Af | @GitteRedder
| @MarieHeinPlum

Stadigt færre melder sig ind i de overenskomstbærende fagforeninger. Det kan blive et problem allerede i 2030, frygter LO. Forsker pointerer, at fagforbundene kan blive så små, at arbejdsgiverne ikke gider lave aftaler med dem. Det vil skabe stigende ulighed og masser af social uro, mener han.

Der bliver mere plads på bænkene ved fremtidens 1. maj-arrangementer, hvis ikke fagbevægelsen får stoppet faldet i antallet af medlemmer. 

Der bliver mere plads på bænkene ved fremtidens 1. maj-arrangementer, hvis ikke fagbevægelsen får stoppet faldet i antallet af medlemmer. 

Foto: Bent Bach/Scanpix

’Hvis udviklingen fortsætter i samme takt som i perioden 1995 til i dag, vil kun cirka 50 procent af lønmodtagerne være medlem af en overenskomstbærende fagforening i 2030.’

Den dystre spådom kommer ikke fra en ulykkesprofet, der ønsker fagbevægelsen lagt i graven, men derimod fra en omfattende velfærdsrapport, som hovedorganisationen LO offentliggør i dag.

I rapporten har LO pinpointet de tendenser, der vil præge det danske arbejdsmarked i 2030. Og printet i neon står netop den faldende organisationsgrad.

LO-formand Harald Børsting er da også udmærket klar over, at udviklingen ikke går i fagbevægelsens retning.

»Vi er stadig legitime i forhandlingssituationer og er ikke for alvor truet lige nu. Men man kan ikke udelukke, at det kan ske fremadrettet. Derfor har vi en kæmpe udfordring i at sikre en stærk organisering,« siger Harald Børsting.

En stærk organisationsgrad legitimerer vores overenskomster. Hvis vi har for få medlemmer, vil nogen jo spørge, om det er rimeligt, at vi rent faktisk laver regulerende aftaler. Harald Børsting, formand, LO

Han mener, at der ligget stort stykke arbejde forude, hvis fagbevægelsen skal bevare sin indflydelse.

»Der skal gøres et virkelig stykke knofedt-arbejde fra fagforeningernes side. En stærk organisationsgrad legitimerer vores overenskomster. Hvis vi har for få medlemmer, vil nogen jo spørge, om det er rimeligt, at vi rent faktisk laver regulerende aftaler,« siger Harald Børsting.

Danmark bliver et Ryanair-land

En af veteranerne i dansk fagbevægelse gennem mange år, den tidligere formand for Danmarks største fagforbund, 3F, Poul Erik Skov Christensen, er stærkt bekymret for udsigten til et arbejdsmarked, hvor færre er medlemmer af en overenskomstbærende fagforening.

Han advarer om, at vi kan få et Ryanair-Danmark, hvor mange får individuelle kontrakter med dårlige lønninger og ingen eller kun få rettigheder. Social dumping vil få lettere spil, hvis lønmodtagere dropper fagforeningerne i en blind tro på, at de kan forhandle selv, mener han.

»Hvis folk ikke har en fagforening i ryggen, bliver de overladt til sig selv, og så risikerer vi kontrakter a la Ryanair, hvad de færreste ønsker,« fastslår Poul Erik Skov Christensen.

Fagligt organiserede i servicesektorenAndele af de beskæftigede i branchen, som er medlem af en fagforening.
Kilde: AE, HK og LO

Arbejdsmarkedsforsker og professor på Aalborg Universitet Henning Jørgensen forudser amerikanske tilstande, hvis ikke fagbevægelsen får vendt udviklingen. Ifølge ham er fagbevægelsen grundpillen i den danske model.

»Vi går i retning af, at de kollektive aftaler bliver erstattet af individuelle kontrakter. Det vil betyde, at hele vores arbejdsregulering nedbrydes, og vi får amerikanske tilstande. Så vil det blive markedet, der dikterer løn- og arbejdsvilkår, og samtidig vil der blive skåret på velfærdsydelser. Det vil skabe større afstand mellem fattige og rige og masser af social uro,« mener Henning Jørgensen.

LO: Uligheden vil stige

Det danske arbejdsmarked er kendt for at være stærkt organiseret, hvor fagforeninger repræsenterer lønmodtagerne i forhandlinger med arbejdsgivere og politikere. Ifølge LO's rapport er det takket være denne model, at vi i Danmark har rimelige løn- og arbejdsvilkår.

Men i de senere år er uligheden i Danmark steget, pointerer LO. Det skyldes ifølge organisationen, at stadig flere arbejder uden overenskomst og derfor er udsat for social dumping. Og hvis den tendens fortsætter, vil uligheden vokse fra 0,26 på den såkaldte ginikoefficient til 0,30 i 2030. Det vil betyde, at uligheden når samme niveau som Tyskland.

Hvis arbejdsgiverne fravælger den traditionelle aftalevej og i stedet vælger at lade markedskræfterne bestemme, så siger man samtidig til helvede med lighed og tryghed. Så bliver det social darwinisme, hvor de stærkeste overlever. Henning Jørgensen, arbejdsmarkedsforsker, Aalborg Universitet

Det ser arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen som en trussel mod sammenhængskraften i vores demokrati.

»Fagbevægelsens magt til at skabe aftaler er grundlæggende i vores demokrati. Det har en civilisatorisk indflydelse på samfundet, når arbejdsmarkedets parter kan indgå aftaler. Det gør, at vi har respekt og tillid til hinanden. Hvis man bryder det ned, så vil man også bryde hele vores velfærdsmodel ned, og det er en trussel mod vores demokrati,« siger Henning Jørgensen.

Kun de stærkeste overlever

Henning Jørgensen vurderer, at fagbevægelsen vil miste sin magt ved forhandlingsbordet, hvis medlemstallet bliver ved med at falde. Det vil give arbejdsgiverne anledning til at finde egne løsninger, der ikke altid er i lønmodtagernes interesse.

»På et tidspunkt vil fagbevægelsen nå et punkt, hvor arbejdsgiverne vil sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt det overhovedet giver mening at lave aftaler med fagbevægelsen. Hvis arbejdsgiverne fravælger den traditionelle aftalevej og i stedet lader markedskræfterne bestemme, så siger man samtidig til helvede med lighed og tryghed. Så bliver det social darwinisme, hvor de stærkeste overlever,« mener Henning Jørgensen.

DI: Vi håber, LO tager fejl

Arbejdsgiverne i Dansk Industri ser dog ikke en opløsning af det overenskomstbårne arbejdsmarked i deres spåkugle. Ikke desto mindre er administrerende direktør Kim Graugaard enig i, at stærke forhandlingsparter med bred opbakning fra baglandet er nødvendige for at opretholde den danske model.

Hvis fagbevægelsen mister repræsentativitet, mister den på et tidspunkt også retten til at forhandle på vegne af andre.

»Man må ikke håbe, at LO får ret i deres spådom, for det vil trække i retning af nogle mindre repræsentative samarbejdspartnere. Ikke bare centralt, men også lokalt. Så bliver det sværere at lave aftaler,« siger Kim Graugaard.

Han mener, at vi i Danmark har et velfungerede system. Men systemet er afhængigt af, at lønmodtagerne tror på systemet. Ellers bliver man tvunget til at ændre på systemet, og det punkt vil arbejdsgiverne nødig nå.

»Hvis man forestiller sig en meget lang årrække, hvor det bliver ved med at gå tilbage, så bliver man på et eller andet tidspunkt nødt til at diskutere, hvad man stiller op. Så må vi finde en anden måde at gøre tingene på, selvom det ikke er noget, vi ønsker,« siger Kim Graugaard.

Sårbare lønmodtagere i servicefagene

Der er stor forskel på organisationsgraden fra branche til branche. Hvor skole- og sundhedsvæsenet er godt organiseret, er især hotel og restauration, reklame og erhvervsservice, it- og informationstjenester samt handel og rengøring dårligt organiseret.

I disse brancher er færrest organiseretOrganisationsgrad i fem udvalgte brancher, i procent.
Kilde: AE, HK og LO

Netop disse brancher er kendetegnet ved midlertidige ansættelser eller ansættelser på mindre end fuld tid. Det tiltrækker især ung og ufaglært arbejdskraft, som ikke prioriterer medlemskab af en fagforening.

Det er bemærkelsesværdigt, at de sårbare lønmodtagere befinder sig på netop de områder, hvor organiseringen er dårligst. Søren Kaj Andersen, centerleder, FAOS

Det er et paradoks, at det lige præcis er disse grupper, der er dårligst organiseret, mener leder af Center for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) og lektor ved Københavns Universitet Søren Kaj Andersen.

»Det er bemærkelsesværdigt, at de sårbare lønmodtagere befinder sig på netop de områder, hvor organiseringen er dårligst. Det er primært de ufaglærte områder, hvor lønniveauet ikke er højt,« siger han.

LO: Billige fagforeninger svækker lønmodtagerne

Hvis lønmodtagerne i den private servicesektor endelig vælger at melde sig ind i en forening, vælger de ofte de ikke-overenskomstbærende organisationer, som i modsætning til de overenskomstbærende organisationer har oplevet vækst siden 2005.

Det skyldes, at de såkaldt gule fagforeninger er billige, vurderer arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen. Med usikre ansættelsesforhold og en lav indkomst bliver det nemlig vigtigt, at medlemskabet ikke koster for meget.

»At flere og flere organiserer sig under ’de gule’ er fordi, de konkurrerer med fagbevægelsen på pris. De gule er free riders, fordi de bare kopierer de overenskomstaftaler, som fagbevægelsen har forhandlet på plads,« forklarer Henning Jørgensen.

Og det er ikke ligegyldigt, hvilken type fagforening folk melder sig ind i, mener LO. I velfærdsrapporten pointerer LO, at social dumping mest finder sted i servicesektoren.

De gule fagforeninger bygger deres løn- og arbejdsvilkår på lovgivning eller kopierer de rettigheder, som de overenskomstbærende fagforeninger har opnået under overenskomstforhandlinger.

Men da medlemmerne af de gule fagforeninger dermed ikke støtter op om overenskomstforhandlingerne, mister fagbevægelsen magt over deres løn- og arbejdsvilkår. Hertil kommer, at medlemmerne af gule fagforeninger ikke har ret til at starte konflikt, tilføjer LO.

Søren Kaj Andersen fra FAOS, pointerer, at de gule fagforeninger ikke har tillidsrepræsentanter som mellemled mellem lønmodtagerne på den enkelte arbejdsplads og organisationen. Det medfører, at det er umuligt at holde øje med urimeligheder og dårlige forhold.

»Man har ikke kontakt med dem på arbejdspladsen og mangler indsigt i, hvad der faktisk foregår derude. Det gør det umuligt at stille krav til arbejdspladserne og bakke op om lønmodtagerne. Man risikerer, at arbejdsmarkedet brækker over, og de her sårbare brancher brækker af,« siger han.

De unge problembørn

Lige nu er organisationsgraden for de 55-66 årige 78 procent og kun 55 procent for de 18-30 årige.

Det betyder, at der i perioden fra 2000 til 2013 er sket et fald i organisationsgraden blandt de unge på 14,3 procent, som derfor er mere udsatte på arbejdsmarkedet.

For de 30-49 årige er faldet i organisationsgraden på 10,4 procent. Begge grupper risikerer i højere grad end den ældre og velorganiserede gruppe at blive udsat for social dumping.

Unge fravælger fagforeningenOrganisationsgrad fordelt på aldersgrupper, i procent.
Kilde: AE

LO-formand Harald Børsting betegner de unge i den private servicesektor som problembørnene på arbejdsmarkedet. Fordi de har løse ansættelser, kan de ikke se betydningen af at være med i en overenskomstdækkende organisation.

»I nogle brancher er der usandsynligt mange unge mennesker, der kun er der en kort periode og ikke arbejder fuld tid. Det gør det svært at overenskomstdække. De er alle mulige andre steder i deres liv, hvor de føler, at fagforeningen ikke har nogle relevante tilbud til dem,« siger Harald Børsting.

Dels tager de unge i dag længere uddannelser og kommer senere ud på arbejdsmarkedet. Dels er der sket stramninger af dagpenge- og aktiveringsreglerne, og det gør, at de unge ikke kan se, hvad de skal bruge en fagforening til, mener LO.

Ifølge velfærdsrapporten ser de unge mere deres karriere som et individuelt projekt, der ikke kræver organisering. Den karakteristik er arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen enig i.

»De unge er sigøjnere på arbejdsmarkedet og går fra det ene til det andet. Deres livsbane er mere karakteriseret ved brud end ved kontinuitet,« siger han.

Potentiale i indvandrere

Det er ikke kun de unge, der er svære at organisere. Selvom der er sket en vis organisering af indvandrere og efterkommere med anden etnisk herkomst, så er det her, LO ser et stort medlemspotentiale.

Deres organiseringsgrad er 46 procent, hvilket er 27 procent lavere end de etniske danskere.

Særligt østeuropæere, der arbejder inden for landbrug, rengøring og hotel og restauration, er dårligt organiseret. Det betyder, at denne gruppe i særlig grad udsættes for social dumping. Men igen er det prisen, der holder dem ude af fagforeningen, mener Søren Kaj Andersen.

»Prisen for medlemskabet betyder meget for den gruppe, fordi de ikke har en særlig høj løn. Det er en af grundene til, at udlændinge er svære at organisere og få integreret ordentligt i arbejdsmarkedet,« siger han.

Wake up call til dinosauren

Men hvordan skal LO så vende den negative udvikling, hvis hverken de unge eller østeuropæerne kan se fordelen i fagbevægelsen og har en for lav indkomst til at dække medlemskontingentet?

Ifølge LO selv kræver det, at fagbevægelsen udvikler bedre ydelser og services, så det kan betale sig for de uorganiserede at blive medlem. Harald Børsting mener, fagbevægelsen bliver nødt til at være mere proaktiv og udfarende.

»Vi skal blive langt bedre til at opsøge de potentielle medlemmer og tage dialogen med dem. Det er centralt, at vi har nogle aftaler og medlemsvilkår, der gør det interessant at være med,« siger Harald Børsting.

At fagbevægelsen skal træde i karakter ser arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen som helt afgørende. Ifølge ham skal fagbevægelsen gøre sig attråværdig ved at komme med konkrete løsninger og initiativer i stedet for at bruge krisen som undskyldning for, at der ikke bliver gjort mere.

»Det her er et wake up call til fagbevægelsen. Det kan ikke nytte noget, at fagbevægelsen gør sig til en dinosaur. Den skal ud af defensiven og mobilisere medlemmerne. Fagbevægelsen skal være en politisk reformator, som det politiske system slet ikke kan komme udenom,« mener han.