LO og ministeren går uden om de egentlige problemer

Af Mogens Stig Nielsen, landsformand for Kristelig Fagbevægelse

LO snakker frihed og henviser til fryns, flekstid og fri kaffe. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen svarer, at »frihed er mere end fryns og gratis kaffe«. Og så fortsætter han med at fremhæve, at han og den nuværende regering har givet danske lønmodtagere mere frihed. De har givet frihed til deltid, til at oprette tværfaglige a-kasser og til fleksibel barselsorlov.

Det interessante er faktisk ikke, hvad LO og Claus Hjort Frederiksen siger. Det interessante er, hvad de ikke siger. Ingen af dem kommer ind på det, der virkelig er et indgreb i danske lønmodtageres frihed: Eksklusivaftalerne, som tvinger over 200.000 til at være med i en bestemt fagforening, og LO's urimelige blokader, som tvinger virksomheder til at tegne overenskomst med en LO-fagforening.

LO prøver at dreje debatten om frihed på arbejdsmarkedet væk fra eksklusivaftalerne og de urimelige konflikter. Beskæftigelsesministeren prøver at fremstille regeringen som frihedsskabende for at dække over, at den ikke har løst de egentlige problemer.

Begge dele er et slag i ansigtet på de mange lønmodtagere, der får deres frihedsrettigheder krænket.

Da den nye regering trådte til, troede vi, at vi var ved at nå målet om fagforeningsfrihed på det danske arbejdsmarked. Det er desværre ikke sket. Men det får ikke Kristelig Fagbevægelse til at opgive modet. Vi bliver ved at kæmpe mod eksklusivaftalerne, til de er væk.