LO har fået politisk comeback

Af | @MichaelBraemer

Efter at have vaklet på kanten af politisk knockout i de første år med VK-regeringen har LO-fagbevægelsen fået et comeback. På halvandet år har LO indgået tre store aftaler med regeringen. Forskere vurderer, at LO er blevet mere resultatsøgende og skeler mindre til, om de socialdemokratiske »venner« bliver utilfredse. Samtidig har VK en klar interesse i at indgå aftaler med fagbevægelsen.

INDFLYDELSE Anders Fogh Rasmussen og Hans Jensen. Hans Jensen og Anders Fogh Rasmussen. Hvis man kigger på omtalen af store politiske aftaler i de seneste par år, vil de to navne ofte gå igen. Statsministeren og LO-formanden satte for blot tre måneder siden deres signaturer på den store trepartsaftale om bedre vilkår for de offentligt ansatte. Og for ni måneder siden gjaldt det aftalen om voksen- og efteruddannelse.

De to aftaler markerer kulminationen på en periode, hvor LO for alvor har fået comeback på den politiske scene. Paradoksalt nok i en tid, hvor der hver eneste dag er blevet cirka 130 færre kontingentbetalende medlemmer i LO-forbundene. Og tilmed på et tidspunkt, hvor LO-fagbevægelsens traditionelle »venner« i Socialdemokraterne er så godt som uden indflydelse på den politiske scene.

Netop de to omstændigheder ser Peter Munk Christiansen, professor i statskundskab på Aarhus Universitet, som væsentlige årsager til LO’s politiske comeback. Han forsker blandt andet i inte-resseorganisationers rolle i det politiske system.

»LO er under pres på grund af medlemstilbagegangen og har derfor indset, at man er nødt til at spille på et bredere politisk klaver, end man har gjort tidligere, hvis man vil have resultater. Der er også den kalkule i det, at der ikke er udsigt til, at Fogh mister magten foreløbig. Derfor kan LO ikke bare sidde med korslagte arme og vente på, at »vennerne« kommer til magten,« siger Peter Munk Christiansen.

Regeringen dækker flankerne

Jørgen Steen Madsen, professor i arbejdsmarkedsforskning ved Københavns Universitet, mener »helt klart«, at LO har større politisk indflydelse i dag end i de første år med Fogh-regeringen. Men arbejdsmarkedsforskeren mener, at den væsentligste forklaring findes på regeringens side af bordet:

»Det skyldes først og fremmest en regering, der forsøger at dække flankerne på velfærdsområdet ved hjælp af aftaler med fagbevægelsen. Og så har regeringen nok fundet ud af, at en borgerlig-liberal regering også kan bruge den danske model til noget,« siger Jørgen Steen Madsen.

Han mener dog også, at Nyt LO, hvor LO stoppede den økonomiske støtte til Socialdemokraterne og for første gang fik et selvstændigt værdigrundlag, har haft betydning:

»Det er vigtigt, at LO har formuleret sin egen uafhængige politik og kan forfølge den systematisk. Det er også afgørende for regeringen at forhandle med en selvstændig part, der ikke har Socialdemokraterne med som blind makker,« siger Jørgen Steen Madsen.

Ifølge Peter Munk Christiansen bliver LO’s kamp for politisk indflydelse efterhånden spillet på hele den politiske bane. Fagbevægelsen søger indflydelsen, hvor den er, selv om det måske piner nogle af de erklærede socialdemokrater i ledelsen at gå til møder med Dansk Folkeparti og VK-regeringen. Dermed agerer fagbevægelsen langt hen ad vejen, som Dansk Arbejdsgiverforening og dens medlemsorganisationer har gjort i årevis:

»Arbejdsgiverorganisationerne har længe været relativt frigjorte af de ideologiske bånd til de borgerlige partier i deres forsøg på at påvirke de politiske beslutninger. Der har LO været mere tøvende. De har haft en binding til socialdemokraterne og venstrefløjen, som har lagt begrænsninger på deres mulighed for at søge politisk indflydelse,« siger Peter Munk Christiansen.

Han peger dog på, at LO som politisk lobbyist stadig har det handicap i forhold til arbejdsgiverne, at de har mindre frie hænder. Mens de enkelte arbejdsgivere sjældent blander sig i arbejdsgiverorganisationernes arbejde, skal LO have opbakning fra medlemsforbundene, og de er ofte indbyrdes uenige. Det var eksempelvis tilfældet, da LO erklærede sig parat til at forhandle en trepartsaftale med regeringen om bedre vilkår for de offentligt ansatte, og det største medlemsforbund, 3F, offentligt kritiserede den beslutning.

Tilfredse forbundsformænd

Men selv om LO-forbundene i konkrete sager kan være uenige om, hvordan LO bør agere, er de meget enige om, at LO har fået større politisk indflydelse siden etableringen af Nyt LO i februar 2003. A4 har talt med formændene i 15 af de 16 forbund, der på det tidspunkt var medlemmer af LO. Alle 15 mener, at LO siden da er begyndt at tænke »bredere« i forhold til, hvilke politiske partier man taler med for at få sine synspunkter igennem. Og 13 af de 15 mener, at LO har fået større indflydelse. De to sidste er i tvivl.

Arne Johansen, formand for Forbundet Træ-Industri-Byg, mener, at LO-fagbevægelsen kan være særdeles tilfreds med indflydelsen på den politiske scene:

»Hvis vi kigger på de resultater, vi har opnået tidligere og nu, må jeg sige, at LO og LO-familien har haft mere indflydelse og dermed har skabt bedre resultater for medlemmerne i den seneste periode, end vi har set i meget lang tid.«

Arne Johansen mener, at resultaterne er opnået med en mere resultatsøgende kurs fra LO’s side:

»Vi har været mere åbne over for at tage de godbidder, der bliver lagt på bordet, uanset hvilken farve regeringen har. Det kan godt være, at det for Anders Fogh handler om, at han fortsat vil sidde ved magten og bruge aftalerne med fagbevægelsen i en politisk argumentation for at holde Socialdemokraterne fra regeringsmagten. Men det kan vi ikke tage os af. Vi er sat i verden for at skaffe resultater til medlemmerne,« siger Arne Johansen.

Formand for FOA, Fag og Arbejde, Dennis Kristensen, mener, at LO har bevist, at frigørelsen fra Socialdemokraterne ikke blot er formel og økonomisk, men reel og tydelig i det politiske arbejde:

»Trepartsaftalen om bedre vilkår for de offentligt ansatte var et klart eksempel på noget, vi var i stand til som følge af Nyt LO. Det gav anledning til diskussioner, og nogle forbund begyndte at gå lidt baglæns undervejs. Men aftalen er et bevis på, at vi går mere efter resultatet end hvem, vi laver resultatet med,« siger Dennis Kristensen.

Jørn Erik Nielsen, formand for Malerforbundet, mener også, at LO har fået større politisk indflydelse ved at skele mindre til, hvem man vil forhandle med:

»Jeg havde jo nær sagt, at Hans Jensen har holdt møder med både Gud og Fanden. Men generelt vil jeg sige, det er positivt, at man får en lidt bredere horisont,« siger Jørn Erik Nielsen.

Overenskomster kan kølne forholdet

For mange af topfolkene i fagbevægelsen er Dansk Folkeparti det tætteste, man kommer på Fanden i dansk politik. Og selv om Flemming Vinther, formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening, grundlæggende bifalder, at LO søger indflydelse, uanset hvilken partifarve man skal sidde til bords med, sætter han en grænse:

»Personligt har jeg det svært med, hvis vi ender i en situation, hvor vi bliver nødt til at komme alt for tæt på et parti som Dansk Folkeparti. Jeg mener, de repræsenterer et livssyn, som LO-fagbevægelsen aldrig nogensinde må komme til at stå for,« siger Flemming Vinther.

Mens LO kun satte signatur på en enkelt aftale med VK-regeringen i dens første fire et halvt leveår, er det blevet til hele tre aftaler i løbet af det seneste halvandet år. Og derudover har både LO-formand Hans Jensen og Dansk Metals formand Thorkild E. Jensen siddet i regeringens globaliseringsråd. Men ifølge Peter Munk Christiansen vil tilnærmelserne ikke nødvendigvis vare ved. Strategien kan ændre sig på begge sider af bordet, og allerede til foråret kan forholdet blive kølnet gevaldigt, hvis overenskomstforhandlingerne på det offentlige område går i hårdknude:

»Det er lidt uoverskueligt, hvad der kommer til at ske med overenskomsterne. Det kan ende med, at regeringen må gribe ind i en konflikt. Et regeringsindgreb er jo altid upopulært, også blandt de menige medlemmer, og det kan sagtens betyde, at LO igen vil lægge luft til regeringen,« siger Peter Munk Christiansen.