LO-fornyelsen er også vores

Af Dennis Kristensen, formand for Forbundet af Offentligt Ansatte.

Nyt LO nytter kun, hvis vi tænker konsekvenserne ind i de enkelte forbunds egne grundlag og måder at arbejde på. Debatten om LO’s fornyelse må derfor gå hånd i hånd med det enkelte forbunds egne debatter om fornyelse.

24_01Den forestående LO-kongres er vigtig. Det er alle LO-kongresser naturligvis. Men den første ordinære kongres efter vedtagelsen af Det Nye LO må i sagens natur betragtes som den første egentlige prøve på, om der nu også er hold i fornyelsen.

Det nye værdigrundlag og det nye fagpolitiske grundlag skal dermed stå sin prøve, når kongressen skal udstikke pejlemærkerne for LO’s virksomhed i de kommende fire år. En væsentlig forudsætning for, at Det Nye LO rent faktisk består denne test, vil være, at de enkelte medlemsforbund har taget det nye grundlag og de nye bud på solidaritet til sig – og dermed gjort forholdet mellem fællesskab og individ til en del af forbundets eget fundament.

Udtrykt mere direkte: Det rykker ikke det fjerneste, hvis vi i medlemsforbundene blot passivt affinder os med fornyelsen af hovedorganisationen uden at indtænke konsekvenser for det enkelte forbunds eget grundlag og måde at arbejde på. Debatten om LO’s fornyelse må derfor nødvendigvis gå hånd i hånd med det enkelte forbunds egne debatter om fornyelse.

I det mindste på det kommunale og amtslige område skal denne fornyelse finde sted i en decentraliseret verden, hvor fremtiden i høj grad vil være lokal og tilhøre afdelinger og ikke mindst tillidsrepræsentanterne.

I Forbundet af Offentligt Ansatte har vi netop taget hul på debatten om fornyelse af FOA som forberedelse til forbundets ordinære kongres i 2004. Det er på mange måder en vanskelig debat.

Vanskelig, fordi det er så svært at sætte præcise ord på, hvornår individet selv skal kunne handle i egeninteresse, og hvornår fællesskabet skal kunne handle kollektivt i alles interesse. Men efter min vurdering er denne vanskelige problemstilling selve kernen i spørgsmålet, om fagbevægelsen har en meningsfuld rolle at spille i det moderne samfund.

I FOA har vi sat nogle – foreløbige – overskrifter på vores kongresdiskussion, som handler om at skabe en medlemsstyret fagforening, der fokuserer og dermed koncentrerer indsatsen på de væsentligste områder for interessevaretagelsen både centralt og lokalt. Ud fra FOA-medlemmernes arbejdsopgaver og daglige virkelighed har vi formuleret den fremtidige interessevaretagelse i to kerneområder: Tryghed og faglighed. Tryghed handler om rammerne for arbejdslivet og arbejdspladsen, mens faglighed handler om fagets udvikling og faggruppens udvikling med faget.

I vores debatoplæg lægges der op til, at forbundets indsats centralt og lokalt skal handle om disse to kerneområder, som vi skal kunne arbejde med både kollektivt og individuelt. Herudfra skal opbygges de grundlæggende værdier, som forbundets forskellige led – fra arbejdspladsrepræsentanterne over afdelingerne til det centrale forbund – handler ud fra.

En forudsætning for at kunne fokusere på kerneområderne vil uden tvivl være, at vi for alvor tager fat på en af de ting, som vi aldrig har været særligt gode til i fagbevægelsen – nemlig på samme tid at vurdere nytteværdien for medlemmerne af hver enkelt af vores mange meget forskelligartede aktiviteter og så tage konsekvensen, hvis nytteværdien er for ringe eller måske helt er fraværende.

Denne problemstilling er næppe unik for FOA. Den er formentlig også relevant for både LO og de enkelte medlemsforbund.