LO-formand: Tilpas fagbevægelsen

Økonomi og medlemstal er vigtige, men det afgørende for LO er at kunne levere kvalitet. Derfor spiller omfanget af medlemmer og kontingentkroner kun en indirekte rolle for LO’s position og indflydelse, mener LO-formand Hans Jensen.

Kvalitet er et nøgleord, der gentages igen og igen, når LO-formand Hans Jensen skal forklare, hvordan LO fastholder sin position og indflydelse på det danske arbejdsmarked.

»LO’s indflydelse har ikke særlig meget at gøre med, om vi organiserer 80 eller 90 procent af arbejdsmarkedet. Det afgørende er, at vi er kvalificerede til at varetage lønmodtagernes interesser,« siger Hans Jensen.

Han mener, at medlemstal og økonomi kun spiller en mindre rolle, når det gælder om at påvirke arbejdsmarkedspolitikken.

»Det kræver to ting at få indflydelse på Christiansborg. Den ene er, at nogen gider lytte til os, og den anden er, at vi har kvalitet i vores argumenter. De to forhold er dybest set uafhængige af vores størrelse. Men hvis økonomien ikke er til stede til at servicere lønmodtagerne og til at give et kvalificeret indspil til Christiansborg, så svækker vi vores indflydelse. Så selvfølgelig har økonomien da en betydning for vores samlede virke.«

Men så langt Hans Jensens tidshorisont rækker, kan han ikke se en situation, hvor det ikke er muligt at tilpasse sig ud af de manglende indtægter.

»Det er ikke LO’s opgave at have løftede pegefingre, og jeg er sikker på, at alle forbund med respekt for sig selv er i gang med overvejelser om, hvordan økonomien tilpasses. De ressourcer, som forbundene har, skal optimeres, og det samme gælder de ressourcer, vi har i LO-systemet,« siger han.

I LO-regi har man indledt en større diskussion, der helst skal udmønte sig i et konkret resultat på næste års kongres, om, hvordan arbejdet i LO-familien skal planlægges. Blandt andet skal man undgå dobbeltarbejde mellem forbundene og LO, og der skal bruges mindre energi på at kontrollere hinanden.

Hans Jensen erkender, at fagbevægelsen i årevis ikke har været gode nok til at rekruttere medlemmer. Derfor er LO netop i gang med anden fase af sin store hvervekampagne.