LO-forbund uden topposter ved OK-forhandlinger

Af

Akademikernes formand Sine Sunesen blev i sidste uge valgt som de statsansattes nye topforhandler ved de kommende overenskomstforhandlinger. Dermed har LO-forbundene mistet taktstokken ved forhandlingerne i både stat, regioner og kommuner.

FORHANDLERNE To ting plejer altid at ligge fast før overenskomstforhandlinger i det offentlige. For det første er lønmodtagernes og arbejdsgivernes forhandlere altid enige om, at »det bliver meget vanskelige forhandlinger«. For det andet er det repræsentanter for LO-forbund, som leder forhandlingerne for de ansatte i både stat, kommuner og amter/regioner.

Mens det første punkt er helt, som det plejer, er der imidlertid vendt op og ned på punkt to, før arbejdsgivere og lønmodtagere skal forsøge at blive enige om en ny overenskomst i de kommende måneder. Ingen af de to topforhandlere kommer nemlig fra LO-forbund, selv om LO-grupperne udgør to tredjedele af de ansatte i kommuner og regioner og halvdelen af de statsansatte.

I sidste uge valgte et snævert flertal i de statsansattes forhandlingsorganisation Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) akademikernes formand Sine Sunesen til ny formand og dermed topforhandler ved overenskomstforhandlingerne. Hun afløste HK/Stats hidtidige formand Peter Waldorff, som 1. januar tiltræder et job som generalsekretær for de offentligt ansattes internationale organisation. LO-forbundene pegede på Flemming Vinther, formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening, som ny topforhandler, men han fik ikke opbakning fra FTF- og AC-forbundene.

Højtlønnede skal kæmpe for lavtlønnede

Formandsskiftet i CFU kommer blot en måned efter, at LO-forbundene i kommuner og regioner måtte opgive at nå til enighed om en fælles kandidat til formandsposten i de kommunalt ansattes fælles forhandlingsorganisation KTO. FOA-formand Dennis Kristensen trak sig frivilligt fra posten, og FOA ville ikke støtte de øvrige LO-forbunds kandidat, HK/Kommunals formand Kim Simonsen. Derfor endte det med, at lærernes formand Anders Bondo Christensen nu er topforhandler for de ansatte i kommuner og regioner.

Derfor er det nu en repræsentant for de højestlønnede offentligt ansatte – akademikerne – og en repræsentant for en af de faggrupper, som har de bedste lønninger blandt de ansatte med mellemlange uddannelser – skolelærerne – som står forrest i lønkampen for de offentligt ansatte. Ifølge arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, lektor på Aalborg Universitet, er det umiddelbart besynderligt i en situation, hvor man taler meget om et lønløft til de lavest lønnede.

»Hvis man skulle lægge en samlet strategi for at tilgodese nogle bestemte grupper, skulle man have en topforhandler, der satte sig igennem på det spørgsmål. Nu kan de lavtlønnede LO-grupper ikke tvinge noget igennem i forhold til andre,« siger Flemming Ibsen.

Den hidtidige topforhandler for de statsligt ansatte, Peter Waldorff, beklager også, at LO-forbundene nu ikke sidder på formandsposten hverken det ene eller det andet sted:

»Selvfølgelig betyder det noget, hvem der spiller den rolle. Det er svært at vurdere, om det kommer til at betyde noget for overenskomstresultatet for LO-grupperne. Jeg er helt sikker på, at Anders Bondo Christensen og Sine Sunesen vil gøre alt for, at det ikke kommer til det. Men de får en stor udfordring med at samle fællesskabet i en situation, hvor der for specielt de lavest lønnede er store forventninger til lønstigninger,« siger Peter Waldorff.

Politiforbundet er et af de forbund, som har råbt højt om behovet for lønstigninger til de forholdsvist lavtlønnede medlemmer. Derfor kan formand Peter Ibsen godt se, at det kan virke underligt, at forbundet, som er medlem af hovedorganisationen FTF, var med til at vælge Sine Sunesen som formand.

»Jeg kan godt følge analysen, men jeg tror nu ikke, det får den konsekvens, at der bliver mindre fokus på de lavtlønnede. Formanden kan ikke køre noget oneman-show. Vi er jo fem mand i forhandlingsudvalget, hvor vi bliver enige om alle væsentlige spørgsmål,« siger Peter Ibsen.

Sololøb kan være fordel

Når Politiforbundet stemte på Sine Sunesen som ny topforhandler, skyldes det, at hun – modsat både Flemming Vinther og Peter Ibsen selv – sad i forhandlingsudvalget ved de seneste overenskomstforhandlinger i 2005. Den erfaring er ifølge Peter Ibsen vigtig i en situation, hvor man skal finde en ny topforhandler så tæt på forhandlingernes start.

Sine Sunesen peger også selv på den erfaring som en af begrundelserne for, at hun kan blive en god topforhandler. Og hun vil ikke høre tale om, at der vil blive mindre fokus på de lavtlønnedes vilkår, fordi det er en akademiker, der sidder direkte over for arbejdsgivernes topforhandler, finansminister Thor Pedersen (V).

»Det vil jeg helt blankt afvise. Nu har akademikerne og faggrupperne med de mellemlange uddannelser i årevis ladet sig repræsentere af en formand fra, hvad man vil kalde de lavtlønnede, altså LO-grupperne, og været trygge ved det. Jeg er helt klar over, at man som forhandlingsleder skal dække alles interesser. Og hvis man stiller spørgsmålstegn ved det, kan det kun tolkes som mistillid til mig,« siger Sine Sunesen.

Det behøver dog ikke nødvendigvis være en ulempe for LO-grupperne, at de har mistet begge formandskasketter. Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen vurderer, at de kommende overenskomstforhandlinger allerede i medierne har udviklet sig til »alles kamp mod alle« blandt lønmodtagerne. Faggrupperne kæmper om mediernes og politikernes gunst i kampen for at få flest mulige lønkroner til dem selv. Og på den baggrund kan det være en fordel, at man ikke har rollen som topforhandler for alle ansatte:

»Som topforhandler er man bundet op på at varetage fællesskabets interesser, og man kan under ingen omstændigheder bare forfølge sine egne medlemmers interesser. FOA-formand Dennis Kristensen kan for eksempel køre sit eget helt eget ræs nu, hvor han ikke er KTO-formand, og det kan FOA-medlemmerne have en klar fordel af,« siger Flemming Ibsen.

Han karakteriserer det som tilfældigheder, at LO-grupperne ikke kommer til at sidde på nogle af topposterne denne gang. I kommuner og regioner skyldes det interne modsætninger i LO-gruppen, og i staten er det dårlig timing, at Peter Waldorff får en international toppost lige inden forhandlingerne. Men på længere sigt mener han, at LO-forbundene må indstille sig på at have mindre indflydelse fremover:

»Man kan sige, at vi nu tager forskud på en udvikling, som alligevel ville ske på et tidspunkt. LO’s magtbase er aftagende. Folk bliver bedre og bedre uddannet, og det styrker FTF- og AC-forbundene i forhold til LO-grupperne.«