LO-familien danser (lidt) tættere sammen

Af | @MichaelBraemer

De fleste forbund føler i dag et større ejerskab til fælles LO-beslutninger, end de gjorde, inden Nyt LO blev født i 2003. Det viser A4’s rundringning til alle forbundsformænd. Til gengæld er der meget delte meninger om, hvorvidt LO-fagbevægelsen er blevet bedre til at tale med én stemme i offentligheden. Og for meget arbejde udføres stadig i både LO og forbundene.

SAMMENHOLD »Husk, når vi bliver stærkere indadtil, så bliver vi det også udadtil.« Sådan lød LO-formand Hans Jensens afsluttende bemærkning til de delegerede, da han argumenterede for etableringen af »Nyt LO« på en ekstraordinær kongres i februar 2003. En af de vigtigste fælles erkendelser bag fornyelsen var netop, at LO og de enkelte medlemsforbund må stå last og brast, hvis medlemstilbagegang og nye politiske vinde ikke skal blæse fagbevægelsen omkuld.

Et element i Nyt LO var en fornyet beslutningsstruktur, hvor formænd fra otte af de største medlemsforbund fik sæde i en ny daglig ledelse, som mødes hver tirsdag morgen. Det skulle i højere grad forpligte de store forbund på samarbejdet i LO og gøre op med de mange tilfælde, hvor LO-ledelsen og de magtfulde forbundsformænd i vigtige sager fremførte to, tre eller fire vidt forskellige synspunkter i pressen.

Samtidig skulle møderne i daglig ledelse og hovedbestyrelsen, hvor repræsentanter for alle medlemsforbund mødes én gang om måneden, give forbundene et større ejerskab til de fælles beslutninger i LO-regi. En såkaldt interessentundersøgelse havde nemlig tydeligt vist, at mange forbund ikke følte synderlig forpligtelse eller ejerskab i forhold til LO-fællesskabet.

På det punkt har Nyt LO tilsyneladende haft sin virkning. Det oplever i hvert fald et flertal af forbundsformændene i en rundringning, som Ugebrevet A4 i sidste uge foretog til formændene i de 16 af LO’s 17 forbund, som også var medlemmer ved etableringen af Nyt LO. Og 10 af dem oplever, at den ændrede struktur har øget deres forbunds ejerskab til LO-beslutninger.

Store forbund er mere med

Det gælder først og fremmest i de store forbund, som er repræsenteret i daglig ledelse. Syv af de otte forbundsformænd i daglig ledelse oplever en positiv udvikling i samspillet mellem LO og forbundene. Det gælder blandt andre Thorkild E. Jensen, formand for Dansk Metal.

»Vi har opnået større ejerskab til beslutningerne i LO-regi. Det skyldes dels den nye struktur, men har nok også noget at gøre med, at vi har ændret strategi og deltager mere aktivt i beslutningsprocesser og aktiviteter i LO end tidligere,« siger Metal-formanden.

Jørgen Juul Rasmussen, formand for Dansk El-Forbund, føler også, at han som medlem af daglig ledelse har gode betingelser for at få indflydelse på vegne af de 30.000 elektrikere i forbundet:

»Det betyder meget, at man sidder i daglig ledelse. Dermed får man alle informationer hurtigt, og man er med til politikudvikling fra starten,« siger Jørgen Juul Rasmussen.

Han er formand for det ottendestørste forbund i LO-familien, som samtidig er det mindste forbund, der er repræsenteret i daglig ledelse. Og på baggrund af hans egne erfaringer ser han gerne, at alle forbund får fordelene ved at komme ind i daglig ledelse.

Det samme gør Max Meyer, formand for Blik- og Rørarbejderforbundet, der med sine 8.700 medlemmer er LO’s 12. største forbund og ikke er repræsenteret i daglig ledelse:

»Med den styrke, der ligger i daglig ledelse, er tingene allerede besluttet, og hovedbestyrelsen får i praksis kun sagerne til orientering. Vi kan så pippe lidt, men det gør ingen forskel. Det ville være bedre, hvis vi havde mulighed for at komme med vores argumenter og blive hørt, inden beslutningerne bliver taget,« siger Max Meyer.

Der er imidlertid ikke udsigt til, at alle forbund får sæde i daglig ledelse. Hovedbestyrelsen forkastede i juni et sådant forslag. I stedet tyder alt på, at strukturen bliver ændret, så 10 forbund – mod otte i dag – fremover bliver repræsenteret i daglig ledelse. Til gengæld skal daglig ledelse kun mødes hver anden uge mod hver uge i dag, og sagerne skal i fremtiden forelægges for hovedbestyrelsen tidligere i processen. Beslutningen om den fremtidige struktur bliver dog først endeligt truffet på LO-kongressen i slutningen af oktober.

Men ét er, at flertallet af forbundene i højere grad føler sig inddraget i beslutningerne og dermed har fået et større ejerskab til de fælles beslutninger i LO. Noget andet er, om de så også føler sig forpligtede på beslutningerne, så LO-fagbevægelsen kan tale med én stemme udadtil? Nyt LO blev jo blandt andet etableret for at reducere de tilfælde, hvor LO-topfolkene skændtes om vigtige sager i offentligheden.

Her deler forbundsformændene sig stort set ligeligt i to lejre. 8 af 15 mener, at man i dag taler mere med én stemme udadtil end før etableringen af Nyt LO, mens syv siger, at der er mindst lige så mange modstridende meldinger som tidligere.

Arne Johansen, formand for Forbundet Træ-Industri-Byg, mener, at forbundene har været ganske disciplinerede, når det handler om at holde sig til den fælles linje i offentligheden:

»Hvis jeg kigger på mine efterhånden mange år i LO-ledelsen, har det aldrig gået så godt, som det gør nu. Det er faktisk lykkedes rigtig pænt. Og man må også erkende, at noget kan være så vitalt for et enkelt forbund, at det er nødt til at gå enegang. Men det bør være undtagelsen,« siger Arne Johansen, der har været forbundsformand i 15 år.

Hos LO-fagbevægelsens kamptropper, Hærens Konstabel- og Korporalforening, er formand Flemming Vinther også meget tilfreds med disciplinen i LO-geledderne. Han mener, at forbundene og LO i de seneste år er blevet langt bedre til at have en fælles profil udadtil.

»Tidligere var LO meget præget af, at LO meldte noget ud i dagspressen, og efterfølgende kom nogle af de store medlemsforbund og gav deres eget bud på sandheden. Det gav meget forvirring, specielt blandt tillidsrepræsentanterne. Uenighed er ikke nødvendigvis noget dårligt, men der er altså ingen grund til at forvirre vores tillidsrepræsentanter mere end højst nødvendigt ved at tage alle mulige meningsløse slagsmål i offentligheden,« siger Flemming Vinther.

HK-formand John Dahl mener dog ikke, at LO-fagbevægelsen generelt fremstår mere samlet udadtil nu end tidligere:

»Man kan stadig finde eksempler på, at det ikke lykkes. Senest i forbindelse med trepartsaftalen om den offentlige sektor. Her så man forbund, der var ved at falde over deres egne ben for at komme med meldinger, som ikke altid var særlig hjælpsomme i forhold til den proces, forhandlingerne var i,« siger John Dahl.

Kurrer på tråden

HK-formanden nævner ingen navne, men der er ingen tvivl om, at sammenholdet i fagbevægelsen blandt andet blev sat på en prøve, da forbundet Fag og Arbejdes formand, Dennis Kristensen, offentligt truede med at forlade forhandlingerne om en kvalitetsreform af den offentlige sektor med regeringen, kommuner og regioner.

Dennis Kristensen er i det hele taget en af de forbundsformænd, som i de seneste år fra tid til anden har skabt irritation i andre dele af LO-fagbevægelsen, når han har meldt selvstændigt ud i pressen. Han mener heller ikke selv, at LO-fagbevægelsen fremstår mere samlet i offentligheden end tidligere:

»Nej, og det er jeg jo næppe heller selv den store eksponent for. Men jeg synes også, det skyldes en stor svaghed i den måde, vi praktiserer det nye LO på. Hvis noget er vanskeligt at blive enige om, bliver det lagt til side og overlades til dialog mellem LO-formanden og enkelte forbundsformænd. Det gør jo i virkeligheden, at forudsætningerne for at mene noget forskelligt stadig er der. Den arbejdsfacon bør være fortid, og vi skal i højere grad tage diskussionerne samlet her og nu,« siger Dennis Kristensen.

Hvis man spørger en kyndig iagttager uden for LO-fagbevægelsen, er der også plads til betydelige forbedringer, før LO-fagbevægelsen fremstår som en samlet enhed i offentligheden. Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, lektor på Aalborg Universitet, mener, at den igangværende lønkamp i den offentlige sektor er et tydeligt eksempel på, at alle forbund kæmper for sig selv.

»Det er en smuk hensigtserklæring, men det er ikke helt lykkedes at tale med én stemme udadtil. Medmindre Dennis Kristensen da taler på alles vegne, og det er ikke mit indtryk. Det er dog lykkedes Hans Jensen at få LO til at fremstå meget klart på nogle områder, for eksempel i kampen for særrettigheder i overenskomsterne og efteruddannelse,« siger Flemming Ibsen.

LO-formand Hans Jensen tænker længe og grundigt, når han bliver spurgt, om LO-fagbevægelsen er blevet bedre til at tale med én stemme udadtil. Men han mener, at svaret er ja:

»Det skyldes ikke så meget den nye struktur, som det skyldes, at vi bruger langt mere tid på at afklare problemstillinger og finde fælles holdninger i daglig ledelse. Og det gør det muligt for os at få politisk indflydelse på vigtige områder,« siger Hans Jensen.

Arbejdet udføres flere steder

Et af målene med Nyt LO var også, at dobbeltarbejdet skulle reduceres. I den meget kritiske interessentundersøgelse, som konsulentfirmaet PLS Rambøll gennemførte for og om LO i 2001, var en væsentlig konklusion, at der var alt for meget uhensigtsmæssigt dobbeltarbejde i forbund, karteller og LO. Altså arbejde, der bliver udført flere steder, uden at der er gode grunde til det.

Et flertal af forbundsformændene mener imidlertid ikke, at det indtil videre er lykkedes at begrænse dobbeltarbejdet. En af de skeptiske er Poul Erik Skov Christensen, formand for det største LO-forbund Fagligt Fælles Forbund (3F), som ærgrer sig over, at der stadig spildes ressourcer på at gøre det samme flere steder:

»Det er tungt, og jeg har bandet over det mange gange. Men vi har alle vores kæpheste for at sige det rent ud, og det betyder, at forbundene er meget optagede af at sikre, at den argumentation, der leder frem til en indstilling på et givent område, nu også er tjekket ordentlig af. Man sidder faktisk og laver kontrolarbejde af hinanden, og desværre sker det, at vi falder over et eller andet, hvor vores interesser og hensyn ikke er blevet tilgodeset,« siger 3F-formanden.

En række forbundsformænd mener dog, at der er blevet mindre dobbeltarbejde, specielt fordi både LO og forbundene har været presset af medlemstilbagegangen og de faldende kontingentindtægter til at spare på ressourcerne.