LO: Faglig delegation til Mellemøsten

Af

Den europæiske og internationale fagbevægelse skal vise solidaritet over for medlemmerne af de palæstinensiske og israelske faglige organisationer, mener LO.

Den voldsomme optrapning af krigshandlingerne i de besatte områder har fremkaldt en stribe initiativer fra den danske fagbevægelse.  Sammen med de nordiske søsterorganisationer foreslår LO, at den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS, og Frie Faglige Internationale, FFI, sender en delegation til Mellemøsten. Delegationen skal demonstrere solidaritet med de mellemøstlige lønmodtagere. Den palæstinensiske fagbevægelse PGFTU, som den nordiske fagbevægelse støtter, har fået ødelagt deres fagforeningshus af israelerne. Og hundredetusinder af palæstinensiske arbejdere er nægtet mulighed for at forlade deres landsbyer for at tage på arbejde inde i Israel. 

»Situationen i Mellemøsten er stærkt bekymrende med en eskalerende voldsspiral og meningsløse tab af menneskeliv. Det er lige så bekymrende at opleve den uvilje, der er i det internationale samfund til at løse konflikten,« siger LO’s formand Hans Jensen.

SiD opfordrer som det hidtil eneste forbund herhjemme til en forbrugerboykot af Israel for at lægge pres på landets regering.  I  morgen tirsdag er LO blandt initiativtagerne til en demonstration på Rådhuspladsen. Det sker under parolerne »Fred Nu,« »Israel ud af de besatte områder« og »Nej til overgreb på civile«.  Medarrangører er Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og LO Storkøbenhavn.