INTERVIEW

Lizette Risgaard: Jeg gider ikke lokumsaftaler

Af | @GitteRedder

Efter syv år som næstformand bejler Lizette Risgaard nu til posten som formand for LO. I dette portrætinterview fortæller Nørrebropigen, hvordan hun fik arbejdskamp ind med modermælken, hvordan hun har tacklet modstand på sin vej, og hvordan hun gerne går hele fusionsvejen med FTF.

Lizette Risgaard har tilbragt en stor del af sin faglige karriere i HK. Her står hun i HK-Huset foran det billede af Anker Jørgensen, som hun selv har fået sat op. 

Lizette Risgaard har tilbragt en stor del af sin faglige karriere i HK. Her står hun i HK-Huset foran det billede af Anker Jørgensen, som hun selv har fået sat op. 

Foto: Foto: Frederik Jimenez

»Sort kaffe, tak. Jeg er altså ikke til latte og alt det der«.

For en sjælden gang skyld er Lizette Risgaard på fancy kaffebar med skyhøje priser på cappucino, latte og alskens andre nymodens koffeindrikke.

Hun undskylder ikke, at hun drikker sort kaffe, men konstaterer det bare som en selvfølgelighed. Som datter af en rengøringskone og jord- og betonarbejder er hun vokset op med, at kaffe kommer fra termokanden og er købt på tilbud i Brugsen.

Her på kaffebaren hedder sort kaffe americano og er stærk nok til at holde en vågen i dagevis. Det passer LO’s næstformand godt. For hun skal videre på virksomhedsbesøg lige efter interviewet. Og så er der også lige et par andre møder i kalenderen inden fyraften.

Men Lizette Risgaard er vant til et hæsblæsende program. Og sådan har det været lige siden den dag, hvor LO-sekretær Harald Børsting ringede og spurgte, om de to skulle drikke en kop kaffe sammen.

Harald Børsting ville udfordre daværende næstformand i LO Tine Aurvig Huggenberger og stille op som formand for LO. Han havde brug for en næstformand og havde fået øje på formanden for HK Service i København.

Ja til Harald på to betingelser

Lizette Risgaard med den knaldrøde hårtop og de spraglede kjoler tænkte sig grundigt om. Hun var jo glad for at stå i spidsen for HK Service i København og samtidig være næstformand i LO Hovedstaden.

Klik her for at læse Lizette Risgaards blå bog

Men tilbuddet fristede alligevel en kvinde, der, siden hun gik ud af handelsskolen med en kort faglig uddannelse som kontorfunktionær, havde brugt mere end to årtier på fagligt arbejde.

»Så jeg sagde ja til Harald, hvis han ville opfylde to betingelser: Nemlig at jeg som eventuelt ny næstformand i LO fik ansvaret for arbejdsmarkedspolitikken, der altid har været mit hjertebarn, og at han skulle tage mig under sine vinger og lære mig op, så jeg kunne blive LO-formand efter ham,« fortæller hun.

Der har været mange tidspunkter, hvor jeg har tænkt, at hvis jeg havde magten til at bestemme fuldt ud, ville jeg gøre en hel del anderledes.

På LO-kongressen i 2007 vandt Harald Børsting med ganske få stemmer formandsposten i LO. Og med ét slag blev Lizette Risgaard næstformand for en hovedorganisation, der repræsenterer mere end en million smede, lagerarbejdere, sosu-assistenter og andre lønmodtagere.

Det var historisk. For indtil da var det kun forbundsfolk, der havde opstillet, og det var aldrig tidligere sket, at en afdelingsformand røg til tops i LO-fagbevægelsen.

Ønsker mere synlighed

Efter godt syv år som næstformand stiller 54-årige Lizette Risgaard nu op som formand. Og der bliver kampvalg, når LO holder kongres i slutningen af oktober i Aalborg.

Både forbundsformand i HK Danmark Kim Simonsen og soldaternes formand i Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Vinther, vil også gerne stå i spidsen for LO.

»Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg skulle være formand,« fastslår Lizette Risgaard og henviser til, at Harald Børsting fra deres allerførste kop kaffe sammen dengang i foråret 2007 vidste, at hvis hun skulle være hans næstformand, ville hun satse på at overtage hans stol bagefter.

Men hvilken LO-formand vil Lizette Risgaard så gerne være?

Selv vægter hun større synlighed, kampen mod social dumping og kampen for større lighed og mere retfærdigt arbejde under ordnede forhold.

»Der har været mange tidspunkter, hvor jeg har tænkt, at hvis jeg havde magten til at bestemme fuldt ud, ville jeg gøre en hel del anderledes,« siger Lizette Risgaard og fortsætter:

»Det er jo derfor, at der er forskel på at være formand og næstformand. Uanset om man sidder i en organisation eller en virksomhed, er det vigtigt at have mandatet til at trække i en bestemt retning.«

Hun understreger, at hun aldeles ikke vil underkende det store stykke arbejde, som Harald Børsting har ydet de sidste syv år.

»Men noget af det, vi altid har diskuteret, er synlighed. Og jeg ønsker klart, at vi får en stærkere synlighedsprofil. Det er vigtigt, at folk derude kan høre os og aldrig nogensinde er i tvivl om, hvad fagbevægelsen mener,« siger hun og fortsætter:

»Hver eneste dag bliver vi bedømt og tilvalgt af vores medlemmer. Hver dag kan de vælge at blive i deres LO-forbund eller at melde sig ud. På den måde er det anderledes at være politikere, der bliver valgt for fire år af gangen. Vi bliver valgt til eller fra hver eneste dag,« siger Lizette Risgaard.

Jeg er ikke bange for at arbejde

For at undgå at medlemmerne sparer kontingentet væk, fordi de ikke kan se værdien af fagbevægelsen, skal LO ifølge Lizette Risgaard være langt mere slagkraftig end i dag.

Lizette Risgaard bliver inviteret på rundvisning på Assistens Kirkegård på Nørrebro af kommunalarbejderen, som kalder sig Gartner Sandberg. Foto: Frederik Jimenez

Det handler både om at være i dialog med baglandet, besøge arbejdspladserne og stille op til interview i radioens morgenflade og tv-stationernes aftenflade. Og om at være aktiv på facebook, have mere end tusind følgere på twitter og kunne sine hashtags i søvne.

»Det er klart, at det kræver utrolig meget arbejde at skabe større synlighed omkring LO. Men det er jeg ikke ked af. Jeg er ikke bange for at arbejde,« siger Lizette Risgaard.

Synlighed og klarhed om LO’s holdninger og værdier kan ifølge hende slet ikke adskilles. Derfor bærer hun altid det lille grønne OK-skilt på kjoler og jakker. Som en broche og et konkret symbol på den tydelighed, hun mener, er altafgørende.

»Vi skal blive meget mere tydelige om, hvad vi mener. Vi er på vej, men kan godt blive bedre,« mener hun:

»Vi skal være bedre til at sætte dagsordener i fremtiden.«

»Hvilke dagsordener vil du gerne sætte?«

»Vi skal bekæmpe social dumping og have ordnende forhold alle steder, både når det gælder løn og arbejdsmiljø. Og vi skal understøtte forbundene i at få tegnet flere overenskomster. Og vi skal være endnu tydeligere i vores arbejde imod den stigende ulighed, der jo også er steget under den her regering,« siger hun og uddyber:

»Det er en kæmpe dagsorden for fagbevægelsen at modvirke ulighed. Det betyder, at vi vil et retfærdigt og trygt arbejdsmarked. Vi skal være samfundsudviklende og ikke samfundsbevarende.«

Bak-ind-toilet og bad i kælderen

Hvad der var ret og rimeligt – og især hvad der ikke var – fik Lizette Risgaard med egne ord ind med modermælken. Efternøleren fik masser af opmærksomhed fra sine ældre søskende, og moderen gjorde rent på en skole om natten og nåede hjem hver morgen til at vække datteren og sende hende i skole.

Da hun var ti år, blev forældrene skilt, og faderen flyttede til Nordjylland. Lizette boede på Nørrebro hos sin mor i en lille toværelses lejlighed med bak-ind-toilet. Der var gruekedler og fælles bad i kælderen, og i weekenden gik turen til Sjællandsgades badeanstalt.

Der var ikke meget at rutte med, men moderen fik job som ufaglært kontorassistent og slap derfor for natarbejde og en datter, der var alene hjemme.

»Da min mor kom på kontor, blev hun tillidsrepræsentant. Og jeg fik alle historierne om, hvad der var retfærdigt og uretfærdigt; hvad der var rigtigt og forkert; og hvordan man slås for hinanden og ikke mod hinanden,« fortæller hun.

Per ringede hjem og fortalte, at han havde sagt op. Og jeg bliv stikstjernetosset. Der stod vi med en nyfødt og mig på barsel og et kæmpe hus med lån under kartoffelkuren med en rente på 18 procent. Der var han ikke populær, kan jeg godt sige dig.

Barndommens gade var 1960’ernes og 70’ernes fattige arbejderkvarter tæt på Nørrebros Runddel. Og barndommens somre var ferier hos hendes far i Nordjylland.

Efter Nørrebro flyttede hun til Amager, og det var først, da hun og ægtemanden, Per, ventede deres førstefødte, at Lizette Risgaard prøvede at bo i egen villa med carport, græsplæne og gode naboer.

Blev stikstjernetosset over fædrebarsel

De to flyttede til Glostrup, men det var lige ved at gå galt.

»Da vores ældste søn Mark blev født i 1992, meddelte Per sin arbejdsgiver, at han gerne ville have to ugers barselsorlov. Men hans arbejdsgiver sagde, at han ikke måtte være rigtig klog. ’Det får du ikke’, lød beskeden,« fortæller Lizette Risgaard.

Men den nybagte far insisterede på sin ret til 14 dages barsel. Arbejdsgiveren holdt på sit. Og så sagde Per sit job som kølemontør op.

»Per ringede hjem og fortalte, at han havde sagt op. Og jeg bliv stikstjernetosset. Der stod vi med en nyfødt og mig på barsel og et kæmpe hus med lån midt under kartoffelkuren med renter på 18 procent. Der var han ikke populær, kan jeg godt sige dig, men han fik sin barselsorlov og lidt til, og heldigvis fandt Per da hurtigt et nyt arbejde,« beretter hun.

Da parret seks år senere fik søn nummer to, arbejdede Per på en radiatorfabrik, hvor han uden problemer fik sine to ugers barselsorlov. Og Lizette Risgaard havde et halvt års barselsorlov, inden hun vendte tilbage i jobbet som kontorfunktionær i Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark.

I LO har Lizette Risgaard blandt andet haft det politiske ansvar for ligestillingsarbejdet, og i dag griner hun højlydt, når hun fortæller, hvordan hun blev vred over, at hendes mand satte sit job ind på at få barselsorlov.

Hun har også en selvironisk munterhed i stemmen, når hun gennemgår sine forskellige arbejdspladser. Fra hun som 20-årig blev ansat i Husligt Arbejderforbund og siden i Litografisk forbund og så i Snedker- og Tømrerforbundet, der siden blev til TIB. Alle forbund er forsvundet og lagt sammen med andre LO-forbund.

»Alle de steder, hvor jeg har været, er lukket. Det kan jeg ikke løbe fra. Men det gør jo så også, at jeg har erfaring med, hvad det betyder, hvis man har fusionsplaner,« siger hun.

Min vej er fusionsvejen

For øjeblikket diskuteres det på livet løs, om LO og FTF skal slå sig sammen i en helt ny hovedorganisation. De to organisationer har nedsat et udvalg, der skal pege på fordele og ulemper ved et giftermål mellem sygeplejerskerne, lærerne og socialrådgiverne i FTF og smedene, håndværkerne og sosu’erne i LO.

Om kort tid vil udvalget komme med sin indstilling, hvorefter både LO- og FTF-forbund skal diskutere med sig selv frem til kongresserne i efteråret.

Som næstformand i LO har Lizette Risgaard pålagt sig selv at være tro mod den demokratiske proces, hvor 17 LO-forbund mener noget vidt forskelligt.

»Nogle forbund siger: ’Hvorfor gjorde vi ikke det her i går?’ Andre forbund siger: ’Det bliver ikke på min vagt!’ Jeg synes, at det er vigtigt, at vi får vendt hver en sten og ikke kortslutter en proces, som vi har sat i gang,« siger hun.

Jeg tror, at vi kan være en langt stærkere interessevaretager både på den politiske og fagpolitiske bane ved at danne en ny hovedorganisation.

Sporene fra en kuldsejlet fusion mellem Danske Regioner og KL skræmmer, og fejlen med ikke i god tid at tage baglandet i ed skal ikke gentages.

»Men når alt det er sagt, vil jeg gerne sige, at min retning går mod en ny hovedorganisation. Når vi kommer så langt, vil det give fin mening med en fusion. Jeg tror, at vi kan være en langt stærkere interessevaretager både på den politiske og fagpolitiske bane ved at danne en ny hovedorganisation,« siger Lizette Risgaard og føjer straks til, at det ikke skal hastes igennem.

»Det her skal ikke være et top-down-projekt. Vi skal bruge tid på at tale med baglandet og gøre hinanden trygge ved, hvad der vil ske, når vi engang trykker på knappen til en ny hovedorganisation. Men min vej er den vej. Der skal bare ikke være flere hundrede tusinder medlemmer, der ikke synes, at det er en god ide, og derfor er dialogen så vigtig,« fremfører hun.

Arne og jeg er ikke enige om alt

Toneangivende LO-forbund som HK, Dansk Metal og FOA har erklæret sig som varme tilhængere af en ny fælles hovedorganisation. Og derfor studser nogen i de forbund over, at Lizette Risgaard har valgt at tage formanden for 3F’s grønne gruppe, Arne Grevsen, under armen som næstformandskandidat.

3F er nemlig modstandere af en sammenlægning af LO og FTF. Har Lizette Risgaard indgået en handel med 3F om at få deres støtte som LO-formand mod til gengæld at modarbejde eller forsinke en fusion med FTF? lyder det i krogene.

Men det afviser Lizette Risgaard. Hun kender Arne Grevsen som en dygtig forhandler og et behageligt menneske, og det har været udslagsgivende, påpeger hun.

»Jeg er rigtig glad for, at Arne Grevsen har sagt ja til at stille op som min næstformand, og vi har samme værdier og holdninger til, hvordan vi skal arbejde som fagbevægelse. Vi er ikke enige om alt, slet ikke. Men det er heller ikke enighed, der skaber fremskridt. Det er, når man diskuterer med hinanden, og meninger brydes, at en organisation kan komme fremad,« siger hun.

Foto: Frederik Jimenez

Trekampen mellem Kim Simonsen, Flemming Vinther og Lizette Risgaard er ikke for alvor gået i gang endnu, men en række fagforbund har allerede meldt ud, hvem de støtter.

3F’s formand Per Christensen har i Avisen.dk betegnet Lizette Risgaard og Arne Grevsen som en ny dynamisk duo. Han fremhæver, at Lizette Risgaard er en knippelgod formidler, der kan tale med alle.

»Vi mener simpelthen, at hun har de kvaliteter, der skal til, for både at bevare og udbygge den rolle, som LO har både politisk og arbejdsmarkedspolitisk. Og på den gode måde mener vi, at Lizette er i stand til at folkeliggøre LO. Det vil være en kæmpe fordel for især 3F,« har Per Christensen sagt.

Også hovedbestyrelserne i Serviceforbundet, Malerforbundet og Blik & Rør bakker op omkring Lizette Risgaard.

Jeg står her endnu

Mange mennesker med kendskab til LO-fagbevægelsen mener, at Lizette Risgaard ikke altid har haft let spil som næstformand.

Hvis nogen rundt omkring mener, at de vil arbejde med at sætte knive i ryggen på hinanden og lave lokumsaftaler, er det ikke mig. Og jeg tror også, at det falder tilbage på dem selv. Jeg vil have svesken på disken og gider ikke fnidder-fnadder.

Politisk kommentator Hans Engell har i Ekstra Bladet noteret, at Lizette Risgaard har fået ’en ussel behandling’ af Børsting og andre embedsmænd. Og journalisten Elisabet Svane fra Fyns Stiftstidende har beskrevet, hvordan uafhængige kilder er chokerede over, hvilken respektløs behandling Lizette Risgaard har fået i det hus, hvor hun burde have det som en fisk i vandet.

Oplever du, at du har fået knive i ryggen?

»Det skal andre bedømme. Men jeg vil sige, at jeg står her endnu. Og når jeg står stærkt nu, hænger det også sammen med min tilgang til tingene. Nemlig at jeg gerne vil skabe resultater, der er gode for medlemmerne, forbundene og fagforeningerne lokalt, og det har jeg gjort. Og hvis nogen rundt omkring mener, at de vil arbejde med at sætte knive i ryggen på hinanden og lave lokumsaftaler, er det ikke mig. Og jeg tror også, at det falder tilbage på dem selv. Jeg vil have svesken på disken og gider ikke fnidder-fnadder.«

Er du en fighter?

»Ja, det vil jeg gerne skrive under på. Der er jo ingen tvivl om, at det sgu ikke altid har været nogen dans på roser,« fastslår hun.

Men Lizette Risgaard understreger, at journalisten skal skrive det her med omhu. For det skal ikke lyde som klynk. Eller fortrydelse. Hun får julelys i øjnene, når hun fortæller om LO-kongressen i 2011, hvor nogle forsøgte at kuppe hende, men at hun alligevel blev genvalgt med de største klapsalver.

»De klapsalver var en ros til min måde at have forvaltet blandt andet det arbejdsmarkedspolitiske område på. Og jeg var rigtig, rigtig glad. Mit eget indtryk er jo, at uanset om det er arbejdsgivere eller politikere, har vi et fornuftigt, godt og sagligt samarbejde,« siger hun.

Der er ingen fribilletter

Der findes ikke den lokalafdeling i det vestjyske eller på Fyn, som ikke har haft besøg af Lizette Risgaard. Hun kender hver en tankstation på de danske motorveje, for der har været brug for at tanke op, når hun selv har siddet bag rattet på vej på besøg på arbejdspladser og lokalafdelinger og deltaget i kongresser i andre LO-forbund.

Undskyld mig! Jeg er jo ikke kommet dertil, hvor jeg er, fordi jeg er dum.

Det har været fantastisk at besøge industrivirksomheder, hospitaler, plejehjem og rådhuse, pointerer hun.  Men mens hun var på landeveje og til møder fra morgen til aften, blev Lizette Risgaard klar over, at ’nogen havde andre planer med mig’.

»Der var en periode, hvor italesættelsen af mig fra nogen var, at jeg måske ikke var så dygtig; at jeg måske ikke var så god til det der med analyse og strategi. ’Forstår hun det?’ Det hører jeg og ved jo, at det ikke er rigtigt. Undskyld mig! Jeg er jo ikke kommet dertil, hvor jeg er, fordi jeg er dum,« siger hun.

Lizette Risgaard besluttede at få papir på noget af det, og valget faldt på en masteruddannelse. Eller med fine ord en ’Master i Public Administration, MPA’.  Sådan en størrelse trækker tænder ud, så ægtemanden Per blev taget med på råd.

»Jeg ville jo få endnu mere arbejde. Og i forvejen var jeg ikke særlig meget hjemme. Men vi blev enige om, at jeg skulle tage den master. Der skulle ikke være nogen, der kunne sige, at jeg ikke var god nok,« fastslår hun og ærgrer sig højlydt over, at kvinder overalt i samfundet i langt højere grad end mænd skal føre bevis for deres kundskaber.

Lizette Risgaard blev optaget på CBS, men inden hun nåede at begynde på sin masteruddannelse, blev hendes mand ramt af kræft. Og efter et kort sygdomsforløb døde ægtemanden gennem mere end 20 år. Efter begravelsen stod hun alene med to drenge og måtte lige opdage haven og himlen igen derhjemme i Rødovre.

Men hun rejste sig hurtigt og kom tilbage i LO-Huset på Islands Brygge.

»Der er jo ingen fribilletter – ej heller i det her system. Du kan da godt melde dig ud, men konsekvensen viser sig hurtigt. Det er jeg ked af at sige, men sådan er det. Vil du være med i ’gamet’, eller vil du ikke? Det har haft nogle omkostninger i privatlivet og i forhold til familien. Vi er kommet igennem det, men det er klart, at det har fan’me været hårdt,« siger hun.

I dag ville Lizette Risgaard nok have prioriteret lidt anderledes, erkender hun.

»Men livet leves forlæns og forstås baglæns. Jeg har gjort det så godt, jeg kunne,« siger hun.

Og hun fik sin masteruddannelse med lidt forsinkelse. Storesøster og venner blev taget i ed, så de kunne hjælpe de to teenagedrenge. Og sønnerne Jesper og Mark bakkede hende op.

»Så gjorde jeg det. Det har været fantastisk på mange fronter. Og krævende. Givende. Jeg har følt mig utrolig privilegeret over at have fået muligheden for at udvide min horisont på den måde og få helt nye venskaber med andre medstuderende, som kommer fra helt andre virksomheder og organisationer,« siger hun.

Den masteruddannelse har betydet meget for dig?

»Det har været en stor personlig tilfredsstillelse. Og det gør ikke noget, at der er papir på ens kompetencer.  Og så er der nogle, der måske tænker: ’Hvordan kan hun dog gennemføre sådan en master samtidig med, at hun passer sit arbejde?’ Det har jeg gjort! Jeg har ikke sagt nej til noget eller droppet møder eller skåret ned. Det har været job, uddannelse, bøger og lidt familie.«’

Løkke og Tulle kan godt finde slipset frem

Sit politiske ståsted lægger hun ikke skjul på.

»Jeg har været medlem af Socialdemokraterne siden 1982. Jeg var ikke DSU’er og er ikke vokset op med partiet, men grundlæggende er jeg socialdemokrat og har aldrig været i tvivl om mine holdninger. Nogle gange synes jeg så, at partiet har flyttet sig lidt, men det er jeg jo ikke ene om at synes,« griner hun.

Midt under fotograferingen på Nørrebro falder Lizette Risgaard i snak med en tidligere DR-tekniker. Foto: Frederik Jimenez

Men fordi man er socialdemokrat, kan man jo godt snakke med både kommunister og liberalister, fremhæver Lizette Risgaard.

Og bliver hun LO-formand, kan både Lars Løkke Rasmussen (V) og Kristian Thulesen Dahl (DF) godt finde slipset frem, for uanset om de to partiledere er i opposition eller regering, kender hun sin besøgelsestid som formand for en million lønmodtagere, der stemmer både blåt og rødt.

»Uanset hvilken regering, der sidder, vil vi samarbejde, og vi vil tale med alle partier og få dem til at lytte til vores ønsker. Vi skal være proaktive og sætte en dagsorden og tydeligt formulere vores ønsker for, hvordan samfundet og arbejdsmarkedet skal udvikle sig. Vi skal være med til at sætte retning, så Hr. og Fru Jensen siger: ’Det er vores retning’,« siger hun.

Selvfølgelig vil hun som eventuel ny LO-formand lytte til Venstre og DF, siger hun.

»Det betyder jo ikke, at jeg er enig med dem, men vi er nødt til både at kunne diskutere og forhandle med andre for at udvikle vores fællesskab og gøre vores indflydelse gældende,« fastslår hun.

Hvad holder du mest af fra dine år som næstformand i LO?

»Både som næstformand, og hvis jeg bliver formand i LO, er det klart, at det er i maskinrummet, det foregår. Det er i maskinrummet, at vi lægger strategier og sikrer os indflydelse – både i forhold til arbejdsgiverne og Christiansborg,« siger Lizette Risgaard og fortsætter:

»Det er spændende at forene interesser og skabe resultater. Når vi når hinanden og for eksempel lander en arbejdsmiljøaftale, udfylder jeg min mission. Og så gør jeg det jo aldrig alene. Det kan godt være, at nogen tror, at de er verdens navle, men det har jeg aldrig troet. Jeg er meget optaget af, at der altid ligger samarbejde bag et resultat. Der er ikke nogen, der gør noget alene. Det handler om samarbejde, et godt forarbejde og strategi.«

»Hvordan har du det med, at du skal ud i et kampvalg?«

»Det er demokratiet, og det har jeg det godt med. Selvfølgelig er jeg glad for, at flere forbund og medlemmer støtter mig, men jeg har stor respekt for, at det er de delegerede på kongressen, der vælger. For mig betyder det noget at skabe sammenhold og sikre et stærkt LO på den anden side af kongressen. Derfor skal valgkampen køre på en fair og ordentlig måde«.

»Har du en plan B?«

»Jeg går efter at blive den nye LO-leder. Det er min plan.«

Portrætinterviewet er skrevet på baggrund af interview med Lizette Risgaard og samtaler med en lang række kilder fra fagforbund, arbejdsgiverorganisationer og politiske partier.

Interviewet er det første af tre med kandidaterne til posten som formand for LO.