Livlinerne slap op

Af

Succesen for Nyrups efterfølger afhænger af, om han er i stand til at gøre sig fri af de fløjkampe og individuelle særinteresser, som har plaget Socialdemokraterne i mere end 10 år. Ellers vil det ikke lykkes at sætte en helt ny dagsorden.

Poul Nyrup Rasmussen måtte gå af som formand, da alle hans livliner var brugt op. Først spurgte han publikum, som vendte tommelfingeren nedad, derefter rejste han ud i landet for at få fjernet nogle af de forkerte svar. Til sidst ringede han til et par gode venner, som smækkede røret på. Det lykkedes ham ikke at finde svar på spørgsmålet: Hvad kan bringe Socialdemokraterne tilbage til regeringsmagten?

Til sidst kæmpede den afgående formand en temmelig ensom kamp for at genrejse partiet efter det store valgnederlag. Det var, som om partifællerne kun ventede på at se ham give op. En ambitiøs fornyelsesplan fik aldrig luft under vingerne. Og i de sidste uger mødte han kun »tavshed og nedslåede blikke«, som han selv beskrev det på sit pressemøde i tirsdags.

Nyrup blev frosset ud på en uværdig måde. Efter valgnederlaget valgte han at blive på sin post og kæmpe for den fornyelse af partiet, af ledelsen og den socialdemokratiske politik, som han er overbevist om, er den eneste vej tilbage til regeringsmagten. Fornyelsen slog ikke igennem, fordi flertallet i folketingsgruppen havde mistet tilliden til Nyrup og åbenlyst var mere optaget af fløjkrige og personlige magtpositioner.

I politik er det heldigvis resultaterne, der tæller. Og trods den brutale afgang vil Nyrup Rasmussen skrive sig ind i historiebøgerne med en større vægt end de fleste af sine forgængere. Selv om det ikke altid så lige kønt ud, når Nyrup manøvrerede i den politiske manege, så lykkedes det ham at aflevere et land med en toptunet, socialt afbalanceret økonomi og med en ledighed så lav, at vennerne i EU kun kunne se misundeligt til. Han bragte Socialdemokraterne tilbage som et regeringsdueligt parti efter mange års ørkenvandring, Han satte sig i spidsen for en udvikling, som sikrede, at Socialdemokraterne langt om længe blev et EU-venligt parti med internationalt udsyn. Og ikke mindst gennemførte han i 90’erne en række skelsættende arbejdsmarkeds- og skattereformer.

Efter 10 år med den borgerlige statsminister Poul Schlüter var der åben bane for Nyrup Rasmussen som nyvalgt S-formand til at formulere et nyt socialdemokratisk projekt, som klart adskilte sig fra det borgerlige. Nyrup kickstartede økonomien, bragte en ny stil ind hos Socialdemokraterne og red i de første år på en bølge af ideologisk medvind. Ti år efter er den nyrup’ske dagsorden fra dengang udtømt. Og det er ikke mindst i det lys, man skal se det historiske valgnederlag. Socialdemokraterne havde ikke mere at byde på og magtede ikke fornyelsen, mens partiet sad i regering. Til sidst stod det mere og mere klart, at Nyrup aldrig ville blive »herre i eget hus«. Helt indtil valgkampens slutfase låste de gamle fløjkrige for en modernisering af Socialdemokraternes politik.

Bliver Mogens Lykketoft ny formand, kan man med ham håbe på, at Socialdemokraterne får en formand, som har den nødvendige råstyrke til at gennemføre en fornyelse og genrejse et socialdemokratisk projekt, som kan skabe begejstring. Vejen tilbage går over en generobring af midtervælgerne og den politik, som Venstre stjal ved sidste valg.

Frygten er, at Mogens Lykketoft på sin vej til magten har måttet tilgodese så mange fløje og politiske interesser, at han bliver endnu mere låst end sin forgænger. Det vil vi formentlig få svaret på i løbet af de næste uger. Nyrup og Lykketoft var sammen om at skabe resultater i 90’erne, men nu gælder det om at frigøre sig fra dagsordenen fra dengang. Der er simpelthen ikke mere næring at suge ud af tidligere tiders politiske sejre.