Litauens fagbevægelse kæmper for livet

Af | @MichaelBraemer
| @GitteRedder

Fagbevægelsen i Litauen mangler både medlemmer, penge og kvalificeret arbejdskraft. Uden massiv økonomisk støtte og uddannelsesaktiviteter fra EU og europæisk fagbevægelse vil den ikke kunne klare de mange arbejdsmarkedspolitiske udfordringer, der følger med et medlemskab af EU.

I Litauen er fagbevægelsen en sønderskudt by i Rusland. De fleste litauere opfatter fagforeninger som et korrupt og udueligt fortidslevn, der gik i graven sammen med Sovjetunionen. Så i et land med en kæmpe underklasse af arbejdere, der slider sig selv op til usle lønninger, må fagbevægelsen paradoksalt nok slås for at overleve.    

Algirdas Sysas er formand for den litauiske pendant til LO, LPSK. Han er ikke ligefrem stolt af at være indehaver af bundrekorden i organisationsprocent blandt de øst- og centraleuropæiske lande, som står til optagelse i EU.

»Ufaglærte arbejdere har en meget dårlig løn i Litauen, så mange har ikke råd til at betale medlemskab af en fagforening, selv om kontingentet kun er én procent af lønnen. Men vi har også et dårligt image,« erkender Algirdas Sysas, der også er socialdemokratisk formand for Arbejdsmarkeds- og Socialudvalget i parlamentet.

Sprængt til atomer

I LPSK’s beskedne hovedkontor i Vilnius hænger farvestrålende plakater med ordlyden »Europa – det er os«. Litauisk fagbevægelse er fuldt klar over, at et EU-medlemskab vil være løftestang for langt bedre arbejdsvilkår og lønninger. Samtidig er der en forventning om, at EU vil tildele fagbevægelsen en rolle, som vil gøre den populær og betydningsfuld i befolkningens øjne.

Fagbevægelsen blev sprængt til atomer, da Litauen blev selvstændigt i 1990. En ultraliberal regering forsøgte på alle mulige måder at spænde ben for fagbevægelsen via lovgivning, men også arbejderne var på vild flugt væk fra alt, hvad de forbandt med kommunisme og undertrykkelse. Fagbevægelsen havde været Sovjets forlængede arm i de tre baltiske lande, og hos mange arbejdere vakte den had og afsky.

Generalsekretæren i LPSK, Janina Matuiziene, erkender, at det vil være et tungt slid i mange år frem at slippe af med det dårlige image. Hun håber imidlertid, at den sociale desperation vil få flere og flere til at bakke op omkring fagforeningerne.

»For at få medlemmer skal vi være synlige, og vi har næsten ingen penge at bruge på informationskampagner,« siger Janina Matuiziene, der har været glad for de danske LO-penge, der i et år har dækket udgifterne til tekstannoncer i en landsdækkende avis hver anden uge.

»I annoncerne kan vi fortælle om fagbevægelsens rolle, og hvad vi skal i EU. Vi kan også forklare, hvad social dialog er, for langt de fleste litauere starter fra bunden og aner ingenting om, at fagforeninger også har indflydelse på beslutninger i EU,« siger generalsekretæren.

Massiv støtte påkrævet

Den danske EU-rådgiver Søren Hess har svært ved at se, hvordan fagbevægelsen kommer ud af dødvandet uden massiv støtte udefra. Søren Hess er udsendt af EU til Arbejds- og Socialministeriet i Litauen, hvor han rådgiver i tilpasning af arbejdsmarkeds- og beskæftigelsespolitikken, så den tager højde for EU-lovgivning på området.  

»Folk kan ikke se formålet med at melde sig ind i en svag fagbevægelse. Men fagbevægelsen har ingen penge at lave aktiviteter for, og de har ingen sejre, der kan overbevise om nytten af medlemskab. Der er heller ingen penge og prestige i at arbejde i fagbevægelsen, som derfor ikke tiltrækker kvalificeret arbejdskraft. Det er en ond cirkel,« siger han. 

Søren Hess finder det imidlertid bydende nødvendigt, at den litauiske fagbevægelse bliver bragt på fode igen. For uden den er der ingen til at beskytte lønmodtagerne over for en velorganiseret og pengestærk arbejdsgiverside. Han mener, det er en opgave for EU og for europæisk fagbevægelse at styrke ansøgerlandenes fagbevægelser. Men det kræver en langt større indsats og mange penge over flere år.

»Hvis EU ønsker trepartssamarbejde, må man også sørge for, at parterne magter at deltage i et trepartssamarbejde,« siger Søren Hess.

Hvad den vesteuropæiske fagbevægelse angår, så har den en egeninteresse i at støtte kollegerne i Østeuropa, mener han. For en svag fagbevægelse i de nye EU-lande risikerer at undergrave fagbevægelsens position i de gamle EU-lande og i yderste konsekvens også at føre til forringede arbejdsvilkår her, påpeger han.

På rette vej 

Den danske LO-formand Hans Jensen er ikke helt så pessimistisk i sin vurdering af den litauiske fagbevægelse, men medgiver, at det står sløjt til.

citationstegnFolk kan ikke se formålet med at melde sig ind i en svag fagbevægelse. Men fagbevægelsen har ingen penge at lave aktiviteter for, og de har ingen sejre, der kan overbevise om nytten af medlemskab. SØREN HESS, EU's udsendte arbejdsmarkedsrådgiver

»I både Litauen og resten af ansøgerlandene har fagbevægelsen det svært, og samtidig skal de klare alle udfordringerne med at blive klar til EU-medlemskabet. Fra dansk side vil vi fortsætte både den økonomiske støtte og uddannelsesaktiviteterne til Litauens fagbevægelse,« lover Hans Jensen, som til gengæld ikke vil give flere penge.

»Det tager tid at organisere en bevægelse, så den både er folkeligt forankret og professionelt styret. Vi bidrager med uddannelse om social dialog, men de skal først og fremmest rejse sig af egen drift, hvis de skal have national gennemslagskraft,« siger Hans Jensen og afviser kritik af en utilstrækkelig hjælp fra dansk side:

»Det er en lang og besværlig vej, men frem for at fokusere på, hvor mange år det vil tage, så hæfter jeg mig ved, at den litauiske fagbevægelse er på rette vej. Og hellere vælge den rigtige vej i sit eget tempo end fare vild og komme galt af sted,« siger LO-formanden.

Som ringe i vandet

Både LO, Metal og SiD har været aktive i Litauen i flere år med økonomisk støtte til forskellige aktiviteter og især ved at holde seminarer, hvor man uddanner aktive i, hvordan arbejdsmarkedet fungerer i andre EU-lande. I et land, hvor der slet ikke er tradition for, at fagbevægelsen beskæftiger sig med arbejdsmiljø og ligestilling, og hvor begreber som tillids- og sikkerhedsrepræsentanter, social dialog og efteruddannelse er fremmedord, har der været kolossalt behov for at sende fagligt aktive på skolebænken.

På de dansk-finansierede kurser har man sikret sig, at deltagerne kommer fra forskellige regioner, så de bagefter kan bruge deres nye viden om både EU, arbejdsmarkedsforhold og tillidsrepræsentantens rolle ved selv at holde små kurser, så den nye viden breder sig som ringe i vandet.

»Til årsskiftet indfører vi en ny arbejdslov, så vores love passer med EU-lovgivningen, og det kræver, at fagbevægelsen bruger kræfter på at informere arbejderne om lovgivningen. Vi har stadig brug for hjælp til oplysning og uddannelse,« konstaterer LPSK-formanden.