SPLIT REGNINGEN

Lille restauratør: De store skal være med til at betale lærlinge-gildet

Af | @MichaelBraemer

En restauratør fra Næstved er dødtræt af, at små restauranter uddanner kokke, som de store arbejdsgivere i branchen snupper, når de er grydeklare. Han foreslår, at uddannelsen af fremtidens arbejdskraft gøres til et fælles ansvar gennem en uddannelsesfond, som alle arbejdsgivere bidrager ligeligt til. Elever og eksperter er begejstrede for ideen, men arbejdsmarkedets parter siger nej.

Lav en uddannelsesfond, så store og små restauranter kan dele udgifterne til at uddanne elever, foreslår restauratør fra Fyn. Arkivfoto fra Restaurant Standard Studio.

Lav en uddannelsesfond, så store og små restauranter kan dele udgifterne til at uddanne elever, foreslår restauratør fra Fyn. Arkivfoto fra Restaurant Standard Studio.

Foto: Tor Birk Trads/Scanpix

Lav en uddannelsesfond i stil med barselsfonden, så alle arbejdsgivere kommer til at betale for uddannelsen af fremtidens faglærte.

Det mener Henrik Green, kok og ejer af Hotel Kirstine i Næstved. Han er dødtræt af, at de store arbejdsgivere i hans branche i stor stil forsømmer uddannelsen af de unge i faget og bare venter på at få færdiguddannet personale serveret.

På et tidspunkt kan man være nok så meget idealist, hvis bukserne ikke kan holde. Og det punkt er vi ved at nå til. Henrik Green, kok og ejer af Hotel Kirstine i Odense

Derfor har han udtænkt ideen om uddannelsesfonden, som i det mindste vil gøre det økonomisk holdbart for de mindre arbejdsgivere at tage lærlinge.

»Jeg har tre kokkeelever og to tjenerelever. Det har jeg, fordi jeg er fagmand og synes, de unge skal uddannes på en restaurant. Men på et tidspunkt kan man være nok så meget idealist, hvis bukserne ikke kan holde. Og det punkt er vi ved at nå til. Der er dem, der tror, man tjener på at have lærlinge. Det er forkert. Man sætter til på det. Og den tilsætning er ved at være for stor,« forklarer Henrik Green sit forslag om at lade de store arbejdsgivere bidrage økonomisk til de unges uddannelse.

I øjeblikket er det en økonomisk byrde for det mindretal af primært små og mellemstore virksomheder, der påtager sig at ansætte lærlinge. Den arbejdsdeling bliver ikke ved med at gå, og så vil den i forvejen katastrofale praktikpladsmangel for alvor eksplodere, mener Henrik Green.

Hans idé er ikke alene blevet godt modtaget i organisationen ’Small Danish Hotels’, hvor Henrik Green sidder i bestyrelsen, men bifaldes også af erhvervsskoleelevernes organisation og de eksperter, som Ugebrevet A4 har forelagt ideen.

Et sympatisk forslag

Mie Dahlskov Pihl, senioranalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), har lavet talrige undersøgelser af praktikpladsmanglen. Hun ved, at det kun er hver fjerde danske virksomhed, der påtager sig et uddannelsesansvar og ansætter lærlinge. Hun ved også, at det især er de store virksomheder, der ikke lukker lærlinge ind.

Hvis jeg var det mindretal, der stod for at uddanne morgendagens arbejdsstyrke, ville jeg også synes, at den nuværende arbejdsdeling er hamrende uretfærdig. Mie Dahlskov Pihl, senioranalytiker, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Derfor kan hun sagtens forstå Henrik Green og bakker hans forslag op. Det svarer meget til, hvad hun selv slår på tromme for, når hun er ude og præsentere sine tal: At arbejdsgiverne inden for et område skillinger sammen for at være sikre på, at der er mestre, som har økonomi til at tage lærlingene.

»Hvis jeg var det mindretal, der stod for at uddanne morgendagens arbejdsstyrke, ville jeg også synes, at den nuværende arbejdsdeling er hamrende uretfærdig, og at mine arbejdsgiverkolleger burde tage del i opgaven. Hvis ikke ved at uddanne, så ved at betale. Så jeg synes, det lyder som et sympatisk forslag,« siger Mie Dahlskov Pihl.

Det er, understreger hun, en vigtig samfundsopgave, arbejdsgivere påtager sig, når de ansætter lærlinge. Ifølge AE’s beregninger vil der nemlig komme til at mangle 30.000 faglærte i 2020, hvis der ikke kommer flere igennem erhvervsuddannelserne.

»Vi har regnet os frem til, at en ung, som ikke får en uddannelse, men alternativt kunne have fået for eksempel en erhvervsuddannelse, kommer til at koste samfundet fire millioner kroner over et livsforløb. Også derfor er det så vigtigt, at de unge får lov til at fuldføre deres uddannelse,« siger Mie Dahlskov Pihl.

Talakrobatik

Indtil for få dage siden var der ifølge de officielle tal fra Undervisningsministeriet 5.966 unge, der manglede en praktikplads. Dertil kommer de 6.600, som er i gang med at gennemføre den praktiske del af deres uddannelse i såkaldt skolepraktik på et praktikcenter, fordi de ikke har kunnet finde en praktikplads i en virksomhed. Sammenlagt altså en praktikpladsmangel på 12.566.

Men så fandt ministeriet ud af, at der fra det tal skulle trækkes 2.772. Det antal unge er nemlig i gang med grunduddannelsen på deres erhvervsskole og kan derfor ikke begynde på et praktikforløb endnu.

Men for Mie Hovmark, formand for Erhvervsskolernes Elevorganisation, er det ren talakrobatik, som alene har til formål at få den katastrofale praktikpladsmangel til at se mindre ud, end den er. For de elever, der er i gang med grundforløbet, skal også helst ud i praktik inden så længe, påpeger hun.

Justeringen ændrer heller ikke ved, at praktikpladsmanglen er vokset eksplosivt, siden krisen satte ind i 2008. Dengang var det kun 3.131, der manglede en praktikplads.

»Jeg forstår godt, at politikerne ønsker at få det til at se mindre problematisk ud, end det er. For ud over, at praktikpladssituationen er hård og frustrerende for dem, der står og mangler, virker den jo også afskrækkende for dem, der ellers kunne overveje at gå i gang med en erhvervsuddannelse,« påpeger Mie Hovmark.

Ingen gør noget

Hvis Henrik Greens forslag om en uddannelsesfond er dét, der skal til for at åbne dørene i flere virksomheder, har det elevformandens fulde opbakning. Hun er træt af den nærmest rituelle erkendelse hos alle involverede parter af, at vi har et problem, uden at nogen gør noget ved det. Derfor efterlyser elevformanden incitamenter, der kan sætte gang i en udbedring af praktikpladsmanglen.

»En fond, som alle virksomheder betaler til, og som så giver penge til virksomheder med elever, kunne være en løsning. Vi hører jo, at mange virksomheder er vældig bekymrede for, om de kan få tilstrækkelig arbejdskraft i fremtiden, men ikke selv har lyst til at uddanne den. Det er da problematisk, når vi nu ved, at der bliver brug for flere faglærte, end der bliver uddannet,« siger Mie Hovmark.

Erhvervsskolernes Elevorganisation har selv stillet forslag om sociale klausuler for at få flere lærlinge ud i virksomheder. Men det er ikke sket uden betænkeligheder.

»Som elev vil man gøre rigtig meget for at få en læreplads, men det er heller ikke sjovt at komme på en virksomhed, hvor der ikke rigtig er arbejde til dig, og de egentlig ikke gider dig, men kun har taget dig for at få en bestemt ordre,« forklarer hun.

DA: Tingene ordner sig

Forslaget om en uddannelsesfond møder derimod en klar afvisning både hos arbejdsgiverne i DA, som ellers er dem, der i givet fald skulle tage ordningen til sig, og hos lønmodtagerne i LO. Som med én stemme siger de to hovedorganisationer, at sådan en ordning har vi allerede.

Det gør de med henvisning til Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, som sikrer, at arbejdsgivere får refunderet de fulde lønudgifter for elever i de perioder, de er på skole. Ordningen finansieres af alle arbejdsgivere.

Men den ordning omfatter kun en del af ansættelsesforholdet – nemlig den tid, hvor eleverne sidder på skolebænken, anfører Mie Dahlskov Pihl fra AE. Hun mener derfor ikke, at den udelukker en solidarisk uddannelsesfond som den, der bliver foreslået af Small Danish Hotels.

Udfordringen for restauratøren - og rigtig mange af vores medlemmer, skulle jeg hilse og sige - er, at kvaliteten af de elever, som søger i dag, har været for nedadgående. Simon Neergaard-Holm, chefkonsulent, Dansk Arbejdsgiverforening

Ifølge chefkonsulent i DA Simon Neergaard-Holm er der imidlertid ingen grund til at ændre på de gældende regler og vilkår. Han har stor tiltro til, at den reform af erhvervsuddannelserne, som træder i kraft 1. august, vil løse praktikpladsmanglen og de problemer, som har fået restauratør Henrik Green til at udtænke forslaget om en uddannelsesfond.

Arbejdsgivernes lyst til at ansætte lærlinge vil stige i takt med, at der kommer dygtigere elever ud fra erhvervsskolerne, så lærlingenes arbejdsindsats igen vil stå i rimeligt forhold til den overenskomstfastsatte lærlingeløn, forventer DA.

»Udfordringen for restauratøren – og rigtig mange af vores medlemmer, skulle jeg hilse og sige – er, at kvaliteten af de elever, som søger i dag, har været for nedadgående. De har manglet både de faglige kompetencer og de personlige, altså motivation. Derfor sidder restauratøren med fornemmelsen af, at hans regnestykke ikke går op. Men det problem får vi rettet op på nu med reformen,« mener Simon Neergaard-Holm.

Nyttige lærlinge skal koste

I international sammenhæng er danske lærlinge højt lønnede. Det er de ifølge DA-chefkonsulenten, fordi der traditionelt er stillet store krav til danske lærlinges produktivitet. Men i de senere år har eleverne haft svært ved at levere en arbejdsindsats, der modsvarer en startløn på 10.000 kroner og en slutløn på 17.000 kroner månedligt, anfører Simon Neergaard-Holm.

»De elever, som vil søge praktikpladser om et år, kommer ud med en langt større ballast. Blandt andet fordi det kræves, at de har bestået dansk og matematik i folkeskolen, og fordi de har fulgt med i undervisningen, som sluttes af med en prøve, der skal bestås. Vi sender et signal om, at det er en udfordring at tage en erhvervsuddannelse, og at man skal have styr på sine ting. Det tager vores virksomheder imod med kyshånd,« siger han.

En sådan uddannelsesfond lyder bare som en måde at skabe billig arbejdskraft på. Ejner K. Holst, LO-sekretær

Det helt omvendte perspektiv har LO-sekretær Ejner K. Holst. Når han modsætter sig en uddannelsesfond, er det fordi den i hans ører mest af alt lyder som gratis arbejdskraft for den arbejdsgiver, som ansætter en lærling. Og det finder han uacceptabelt.

»Jeg har svært ved at forstå, hvorfor lærlingenes arbejdskraft skulle være gratis, fordi jeg ved, at de indgår i produktionen. Vi accepterer, at lærlinge får en lavere løn end andre ansatte mod at de får en uddannelse. Og det er en afvejning ved hver eneste overenskomstforhandling, hvor meget lavere den skal være. En sådan uddannelsesfond lyder bare som en måde at skabe billig arbejdskraft på,« mener Ejner K. Holst.

Der er heller ikke gode erfaringer med at gøre det billigere at ansætte lærlinge, påpeger han. En ordning, der præmierede arbejdsgivere med 75.000 kroner for at ansætte en lærling, blev droppet sidste år, efter at der over tre år var brugt flere milliarder kroner på formålet – uden at praktikpladsproblemet blev løst.

»Men jeg vil gerne være med til at se på, om satsen skal reguleres for den lønkompensation, som arbejdsgiverne får, når lærlingene er på skole og dermed ikke indgår i produktionen. Jeg anerkender, at det er tab af værdifuld arbejdskraft og er med på, at satsen måske skal sættes op fra 100 til 115 eller 125 procent af lønnen,« siger han.

Dyrt svigt

Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet tror ikke på arbejdsgivernes forklaring om, at det er faldende kvalitet hos lærlingene, der har lukket dørene for dem på mange virksomheder. Forklaringen, på at de har svigtet uddannelsen, er snarere, at krisen og den forholdsvis store arbejdsløshed har lullet dem ind i en tro på, at der er nok af arbejdskraft at tage af, mener han.

Henning Jørgensen forudser, at de først for alvor begynder at leve op til deres uddannelsesansvar, når de ikke længere kan skaffe faglærte.

»Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråds beregninger kommer den tid jo snart. Og så skal arbejdsgiverne ud og konkurrere på højere lønninger. På den måde bliver deres omkostninger meget større, end hvis de havde klaret sig med lærlingelønninger, mens tid var,« konstaterer Henning Jørgensen.

Ideen om at kickstarte uddannelserne ved hjælp af en uddannelsesfond karakteriserer han som ’ikke tosset’. Men penge er kun en del af løsningen. Nok så mange penge er ingen garanti for, at der også skabes de nødvendige praktikpladser, påpeger han.

Fuldgod løsning eller dårlig erstatning?

Mens de rigtige praktikpladser lader vente på sig, glæder Ejner K. Holst fra LO sig over skolepraktikken. Hvis der var nok praktikpladser på rigtige virksomheder, var det den mest simple måde at komme i lære på, erkender han. Men eftersom det ikke er tilfældet, vil han ikke underkende værdien af skolepraktik og tælle antallet af skolepraktikanter med, når manglen på praktikpladser gøres op.

»Skolepraktik er en fuldgod løsning, hvis praktikcentrene er gode og sørger for, at elever kommer ud på virksomheder i delaftaler,« mener han.

Det vil også være nødvendigt at gøre brug af skolepraktik, hvis 30 procent af en ungdomsårgang skal tage en erhvervsuddannelse i 2025, påpeger Ejner K. Holst med henvisning til målsætningen i reformen af erhvervsuddannelserne. I øjeblikket tager kun 18 procent en faglært uddannelse.

For restauratør Henrik Green kan det slet ikke komme på tale at gøre skolepraktik til en fuldgyldig erstatning.

»Med al respekt er det ikke i skolepraktik, at Michelin-kokke bliver udklækket. Rigtige kokke skal ud i den virkelige verden og svinge gryderne i rigtige restauranter med et højt fagligt niveau og en passion for håndværket,« mener han.