Ligestillingskamp på vågeblus

Af

Mænd og kvinder skal have lige muligheder, men derfra er det op til den enkelte at bruge dem, mener ni ud af ti danskere i ny gallupundersøgelse. Ligestillingen er med andre ord blevet liberaliseret og ikke længere en kollektiv opgave. I hvert fald ikke blandt de veluddannede. Spørger man de kortuddannede, stiller sagen sig i et andet lys.

På lørdag er det 8. marts og dermed Kvindernes Internationale Kampdag. Men selv om kvindernes kampdag blev indstiftet for over 80 år siden og har været markeret i Danmark i næsten 30 år, kender kun 28 procent af danskerne mærkedagen. Seks procent tror ligefrem, at 8. marts er den internationale dag mod børnearbejde.

Det viser den hidtil mest omfattende undersøgelse af danskernes syn på ligestilling, som Gallup har foretaget for Ugebrevet A4. Samfundsforsker Johannes Andersen, Ålborg Universitet, der har været med til at gennemføre undersøgelsen, siger:

»For at kende 8. marts skal man have været med dengang i 70’erne og 80’erne, da kvindekampen prægede hverdagen. Den klassiske ligestillingsdiskussion er gået helt i stå.«     
Gallupundersøgelsen viser blandt andet:

  • Danskerne har et grundlæggende liberalt og individualistisk forhold til ligestilling.
  • 64 procent mener, at der diskrimineres mod kvinder, men de vender sig massivt mod tanker om kønskvotering.
  • Danskerne mener, at kvinderne frivilligt vælger familie frem for job og karrieremuligheder.
  • Folk med længerevarende uddannelser er mindre optaget af ligestilling end folk med korte uddannelser.
  • At virksomhederne og fagbevægelsen spiller en nøglerolle i fremtidens ligestilling.
Den individuelle ligestilling

Ligestillingsminister Henriette Kjær (K) mener, undersøgelsen bekræfter, at befolkningen støtter hendes ligestillingspolitik.

»Den gamle kvindebevægelse er ude af takt med tiden. En moderne kvindekamp skal bygge på frivillighed og samarbejde,« siger hun.

I 1960’erne og 1970’erne var ligestilling et hedt politisk emne, der prægede den offentlige dagsorden. Der var kvindelejre, Grevinde Danner og kvindelitteratur i kassevis. Alt sammen var med til at skabe en oplevelse af, at kvinderne havde et politisk fællesskab. Den oplevelse har ifølge Johannes Andersen fået et knæk.

Partierne og fagbevægelsen har forsømt at sætte ligestilling på dagsordenen. Derfor er det op ad bakke hver eneste gang, nogle forsøger at diskutere, hvordan man indretter samfundet på en måde, som skaber større lighed mellem mænd og kvinder. LOTTE BUNDSGAARD (S), tidligere ligestillingsminister

»I dag handler ligestilling for ni ud af ti danskere om at skabe lige muligheder for mænd og kvinder. Det er så op til den enkelte at udnytte dem. Tanken om ligestilling som en kollektiv opgave er død. Befolkningen kan godt se, at kvinder forskelsbehandles, men diskriminationen opleves ikke særlig massiv eller konkret. Og frem for alt oplever kvinderne det ikke som et problem, de ikke selv kan løse,« siger han.

En af de centrale personer i den danske kvindebevægelse gennem de seneste 30 år er Elisabeth Møller Jensen, der i dag er leder af KVINFO – Center for information om kvinde- og kønsforskning – siger, at ligestilling groft sagt handler om, at opnå et »fifty-fifty« samfund, hvor kvinderne tjener 50 procent af pengene, sidder på 50 procent af indflydelsen og bærer 50 procent af omsorgen.

»Det forekommer underligt, at 64 procent af danskerne mener, at der foregår en stor grad af diskrimination. Samtidig mener næsten lige så mange danskere, at det er kvinderne selv, der fravælger job og karrieremuligheder, fordi de vil hellige sig familien,« siger hun.

Ifølge Johannes Andersen skal forklaringen på befolkningens tilsyneladende modsætningsfyldte syn på ligestillingen findes i den ændrede tidsånd i begyndelsen af 1980’erne, hvor det individuelle valg og ansvar kom i højsædet, og fællesskabet som begreb kom i unåde.

Undersøgelsen viser således helt entydigt, at kvindebevægelsen ikke har fået fat i de yngre generationer. Kun 33 procent af danskerne mellem 25 og 39 år mener, at ligestilling er et af de vigtigste spørgsmål i Danmark. I aldersgruppen 60-69 år er viljen til at sætte ligestilling på den politiske dagsorden helt oppe på 57 procent.

Når det kommer til, om der skal indføres kønskvotering til bestemte job, er forskellen mellem de unge og de ældre endnu større. Kun 13 procent af danskerne mellem 15 og 24 år støtter den idé, mod 34 procent af danskerne mellem 60-69 år.

Børnefælden klapper frivilligt

Et af de emner, der har optaget kvindebevægelsen de senere år, er barselsorloven. Muligheden for at passe sine egne børn, mens de er helt små, er blevet voldsomt forbedret op gennem 1990’erne i takt med, at barselsorloven er blevet udbygget. Og det er kvinderne, der tager orloven. Flere forskere har peget på, at det ikke alene er moderfølelsen, der får kvinderne til at passe børnene.

Økonom Helena Skytt Nielsen, Århus Handelshøjskole, stiller det op på denne måde:
»Det er så som så med det frie valg. I de fleste familier tjener manden betydeligt mere end kvinden. Manden er desuden ofte privat ansat og er sjældent berettiget til fuld lønkompensation under barsel. Derfor vil det være uforholdsmæssigt dyrt for familien at vælge at lade manden tage noget af barselsorloven,« siger hun.

Samtidig viser alle undersøgelser, at det i det lange løb kan blive en dyr fornøjelse for kvinderne at gå på barsel, fordi de får mindre i pension, får et hul i karrieren og bliver tiltrukket af lavere betalte offentlige jobs, der giver bedre barselsvilkår. Kort sagt havner kvinderne i en såkaldt børnefælde.

Ugebrevet A4 har for første gang fået undersøgt, om befolkningen deler denne opfattelse. 58 procent af kvinderne og 61 procent af mændene siger, at det i de fleste tilfælde er kvinderne selv, der fravælger karrieren for at hellige sig familien. Den opfattelse er endog mere udbredt hos familier med små børn. Her er tallet 66 procent.

Sarah Højgaard Cawood, forkvinde i Kvindeligt Selskab, mener, at kvinderne står i et umuligt dilemma.

»Kvinder har valget mellem pest eller kolera: At blive på et hektisk arbejdsmarked, der ikke er indrettet til børn, eller at gå hjemme og dermed forringe deres position på arbejdsmarkedet. Når kvinderne i denne no-win situation vælger at tage sig af børnene, kan man ikke tale om et reelt frit valg,« siger hun og tilføjer:

»En af de ting, der blokerer for, at kvinderne bliver bevidste om deres ufrie valg, er, at de i dag vil ikke se sig som ofre. Hvem har lyst til at få frataget følelsen af at være herre over eget liv?«
Hun benægter ikke, at kvindebevægelsen har problemer med sin gennemslagskraft, men hun understreger, at den ringe forståelse for barselsproblematikken også skyldes, at det politiske system har opgivet ligestillingsspørgsmålet.

Socialdemokraten Lotte Bundsgaard er en af de politikere, der har forsøgt at sætte barselsorlovsdiskussionen ind i et større perspektiv, da hun som ligestillingsminister for to år siden foreslog, at en del af barselsorloven skulle forbeholdes mænd. Med hendes egne ord fik hun nogle gevaldige slag over næsen. Alligevel er hun parat til at stikke snuden frem til flere slag.

»Partierne og fagbevægelsen har forsømt at sætte ligestilling på dagsorden. Derfor er det op ad bakke hver eneste gang, nogle forsøger at diskutere, hvordan man indretter samfundet på en måde, som skaber større lighed mellem mænd og kvinder. Men hvis vi vil det her, så skal vi også være parate til at tale ligestilling, når det gør ondt,« siger hun. 

Ifølge Johannes Andersen skal kvindebevægelsen dog tænke sig godt om, hvis den skal i dialog med befolkningen.

»Diskussionen om barselsorloven er blevet kvindebevægelsens akilleshæl. De unge børnefamilier er i udbredt grad forhandlingsfamilier, hvor man selv vil tilrettelægge sit liv. Når mor går på barsel, er det, fordi hun har aftalt det med far, der så måske lover at komme hjem klokken 17 i stedet for klokken 18. Tanken om, at politikere eller nyfeminister skal blande sig i husets forhandlingsøkonomi, vækker voldsom modstand,« siger Johannes Andersen.  

Klassekamp og sex

Ud over den gråtonede aldersprofil på dem der støtte kvindebevægelsen, afdækker undersøgelsen endnu en dramatisk udvikling. En Gallupmåling fra 1972 viste, at 36 procent af de veluddannede danskere støttede rødstrømperne, mod kun 14 procent med en folkeskoleuddannelse som højeste eksamen. I dag er det vendt fuldstændigt på hovedet. 51 procent af danskerne med en folkeskoleuddannelse mener, at ligestilling er et af de vigtigste spørgsmål i Danmark. Det tilsvarende tal for personer med en studentereksamen er 32 procent. Den udvikling kommer ikke bag på ligestillingsminister Henriette Kjær(K).

»Der er mange lavtlønnede kvinder ved samlebånd, der er mere udsatte for økonomiske udsving, der føler, at de får for lidt løn og at de bliver forskelsbehandlet. Jeg tror, at den gruppe kvinder er blevet glemt en smule i ligestillingsdiskussionen de seneste år. De veluddannede kvinder har bedre job og de har stor indflydelse på deres arbejde,« siger hun.

Derfor er hun også opmærksom på, at 29 procent af befolkningen mener, det vil fremme ligestillingen, hvis lønforskellen mellem mænd og kvinder bliver mindre. Befolkningen ser i det hele taget på arbejdsmarkedet som den afgørende arena for at fremme ligestillingen. 32 procent mener således, at det bør stå øverst på dagsordenen at gøre virksomhederne mere familievenlige – et synspunkt som særligt har støtte blandt de veluddannede.

Johannes Andersen peger på, at fagbevægelsen har et stort potentiale, hvis ligestillingen skal fremmes.

»Det er KAD-, SiD- og HK-medlemmer, der har ligestillingsproblemet tæt inde på livet, og de er parate til markante skridt,« siger han. 

Derimod mener Johannes Andersen, at den veluddannede middelklasse kun får vakt interessen for ligestillingsspørgsmålet, hvis det handler om at øge mulighederne for forhandlingsfamilien.
»Fagbevægelsen kan få en nøglerolle, hvis den sætter familievenlige virksomheder på dagsordenen. Men så må den bryde med sit image som meget stiv og regelfikseret.«